EXPO - Klaverkoncert nr. 2 - Al largo

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
  • Studio Master
    FLAC 24bit 96kHz
    84,00 kr.
Magnus Lindberg

EXPO - Klaverkoncert nr. 2 - Al largo

Yefim Bronfman, New York Filharmonikerne, Alan Gilbert

This CD presents the world premiere recordings of three works by Magnus Lindberg (b. 1958) written for and premiered by the New York Philharmonic under Music Director Alan Gilbert. The opening work, EXPO, was the overture in Gilbert’s very first concert as the Philharmonic’s new Music Director and Lindberg’s first season as their composer-in-residence in 2009. The symphonic piece Al largo and the virtuosic Piano Concerto No. 2 – premiered by the Israeli-American pianist Yefim Bronfman – bear further witness to three remarkable years of artistic collaboration between the legendary orchestra, its celebrated music director and one of today’s strongest Nordic composers.

Total runtime: 
63
"Each piece showcases the lush harmonies and brilliant, sharp-edged timbres of Lindberg's richly expressive recent style.", "A potent and exhilarating addition to the repertoire".
Daniel Stephen Johnson, WQXR (New York) - Q2 Music Album of the Week
"New York Philharmonic spelar den här typen av musik perfekt."
Thomas Roth, OPUS
"All of this music is played spectacularly by the NYP, and the audio is terrific.", "Don't miss this exciting recording!"
Robert Benson, Classicalcdreview.com
"These are three rather interesting works."
MaestroSteve, Cinemusical
"Everybody comes out a winner. Composer, artists, producers-engineers and listeners.", "You do not want to miss this."
Grego Applegate Edwards, Gapplegate Classical-Modern Music Review
"[Lindberg] er lidt af en musikalsk badutspringer, der ikke behøver at gå den lige vej for at gøre indtryk."
Jens Povlsen, Morgenavisen Jyllands-Posten
"Excellent CD."
Mark Sealey, Classical Net
"An exciting CD, brilliantly performed and recorded."
Gwyn Parry-Jones, MusicWeb International
"If you enjoy being dazzled, hop aboard."
Michael Round, International Record Review
"These are excellent performances from all the musicians and conductor."
Christina Petrowska Quilico, The WholeNote
"Alan Gilbert secures an impressively unanimous response from the New York Philharmonic ... Lindberg compositional idiom has never sounded so overtly 'listener friendly' as here"
Richard Whitehouse, Gramophone
"Listeners will continue to marvel at Lindberg’s orchestration skills, whose penchant for lushness and detail are reminiscent of Ravel."
Bruce Hodges, The Juilliard Journal Online
"The performances are brilliant throughout—Bronfman is a wonder of stamina and control—and the live recordings are both bright and sumptuous."
Lee Passarella, Audiophile Audition
"Deux pièces orchestrales rutilantes et très énergetiques ainsi qu'un concerto d'une éclatante virtuosité."
Pierre Rigaudière, Diapason
"Le New York Philharmonic, dirigé par Alan Gilbert, séduira l'auditeur."
, Classica
Artistic Quality: 10. Sound Quality: 10. "Magnus Lindberg is unquestionably one of our very greatest living composers, and he can be heard here at the top of his form.", "If you care at all about the best contemporary music, you will be delighted to own this remarkable disc."
David Hurwitz, Classics Today
k
Vælg foretrukket format til download af track.
EXPO (2009) for orchestra
1 EXPO (2009) for orchestra 10:07 12,80 kr.
Piano Concerto No. 2 (2011-12)
2 1st movement - 11:49 12,80 kr.
3 2nd movement - 8:43 9,60 kr.
4 3rd movement 8:09 9,60 kr.
Al largo (2009-10) for orchestra
5 Al largo (2009-10) for orchestra 23:43 19,20 kr.
Magnus Lindberg af Ilkka Oramo

Ifølge Luciano Berio (i Remembering the Future, 2006) har den musikalske udvikling de seneste par årtier formet sig som en modsætning mellem to slags musikere: den ene arbejder ud fra sin erfaring, den anden systematisk - altså \en modsætning mellem komponisten som handyman og komponisten som videnskabsmand". Hvor den ene bruger, hvad der lige er for hånden som udgangspunkt, og går frem efter sin logiske fornuft, begynder den anden "med en på forhånd etableret idé og arbejder efter en altomsluttende metode".

Magnus Lindberg (f. 1958) var en af de sidstnævnte i læreårene på Sibelius­akademiet i Helsinki, hvor han sidst i 1970'erne først fulgte Einojuhani Rautavaaras og senere Paavo Heininens kompositionsundervisning. Lindbergs kongstanke var at skabe en altfavnende strategi for hver enkelt komposition - en idé med rødder i 1950'ernes æstetik, i tænkningen hos komponister som Pierre Boulez, Karlheinz Stockhausen, Iannis ­Xenakis og Milton Babbitt.

Idéen om strategien for værket betyder, at når reglerne er sat op, skriver stykket sig selv. Det kan man kalde en deduktiv kompositionsstrategi, og resultatet er et værk, som er det eneste af sin slags - i stedet for at være et eksempel inden for en genre, en type eller en kategori. Af den grund må stykket også have et unikt navn; genrebetegnelser som symfoni, sonate eller koncert er uacceptabelt. Lindbergs første gennemstrukturerede værk var derfor, karakteristisk nok, en virtuel blæserkvintet, der eksisterede som essens, men ikke i virkeligheden. Et andet eksempel på den æstetik er et stykke for solocello, Espressione I (1978), hvor alt - tonehøjde, rytme, klang, dynamik og anslag - skifter fra node til node. Stykket viste sig at være uspilleligt, indtil cellisten Anssi Karttunen arrangerede det for to celloer. I sin mest ekstreme form viste den systematiske metode sig altså at føre ind i en blindgyde.

Berios to komponisttyper, gør det selv-manden og videnskabsmanden, er idealtyper. I praksis er det nødvendigt at skabe en balance mellem dem - mellem det deduktive, altså den strategiske tilgang og det induktive, altså den erfaringsbaserede. Hvordan den sidstnævnte tilgang fungerer, opdagede Lindberg på Franco Donatonis sommerkursus i Siena i 1979.

Donatonis pædagogik var speciel. Som det første om morgenen gik han til tavlen og begyndte at lave permutationer, dvs. musikalske forvandlinger. Han tog et tilfældigt fragment, f.eks. fra Schönberg, og udviklede et system af forandringer for at vise, hvordan man kan håndtere grundlæggende musikalsk materiale. "Hans radikalt anderledes tilgang var et stimulerende chok for mig", fortalte Lindberg Peter Szendy i 1993.

Donatonis "radikalt anderledes metode" var intet andet end bricolage. Bricolage er pr. definition noget, der er lavet eller sat sammen af de materialer, der nu engang er tilgængelige. Her mødte Lindberg noget anderledes, der drejede hans tænkning væk fra det hidtidige spor og satte hans fantasi fri. Han begyndte med det samme at skrive en kvintet for fløjte, klarinet, klaver, violin og cello, Quintetto dell'estate, dateret 24. juli 1979, og det er det værk han selv regner som opus 1.

I kvintetten brugte han, for første gang, en induktiv kompositionsmetode. Konkret designede han et antal musikalske objekter, "modeller". En model er "en situation defineret af en række parametre". Modellerne er fleksible. De kan holde til en vis variation uden at miste deres identitet. Formen på en model ligger fast, men detaljerne er frie. Modeller kan vokse eller blive mindre, de kan strækkes eller krympe. Musik baseret på modeller har dog en ulempe; manglen på sammenhæng. Eftersom modellerne er lukkede størrelser, er det nødvendigt at finde en måde at binde dem sammen på, at hæfte murstenene sammen til et fortsat musikalsk flow. Til det fandt Lindberg uventet inspiration i Sibelius syvende symfoni, en en-satset symfoni med et bemærkelses­værdigt organisk udtryk.

Lindberg fik en anden erfaring, der fik ham til at gentænke sine grundlæggende idéer; fra teatret. I 1980 blev han spurgt, om han ville skrive musik til Mikhail Bulgakovs stykke Molière, or the Cabal of the Devout (1929). Bulgakov var en af hans yndlingsforfattere på grund af sin teknik med parallelle udviklinger i uafhængige historier. Mens alle Lindbergs forudgående værker havde været ekstremt enhedsorienterede i stil og udtryk, var dette baseret på kontraster. Forskellige slags musik er sat op ved siden af hinanden (som hos Stravinsky), så et drama udfolder sig så tydeligt, som var det en historie med parallelle udviklingsspor fortalt i ord.

I april 1981 skrev Magnus Lindberg nogle refleksioner over den fremtidige retning for sin musik i sin dagbog. Centralt i hans overvejelser var "spørgsmål i forhold til rytme, ­metrik og tid-rum" - han drømte om en ny slags "kinetisk kunst". Der blev derfor nødvendigt for ham at genoverveje sin hidtidige tænkning i musikalske parametre; musikken skulle frigøres fra udelukkende at anvende rene parametre, som tonehøjde og rytme, og i stedet skulle der skabes en kompleks sammensmeltning af parametre. Dette ville involvere at skabe forskellige grader af friktion. Friktion opstår, når adskillige forskellige forhold bidrager til en situation, hvilket betyder, at friktion ikke er noget i sig selv, men et udtryk for en manglende balance mellem forskellige ingredienser. Der skal adskillige ingredienser til for at skabe en friktion.

I efteråret 1981 drog Lindberg til Paris for at fortsætte sine studier hos Gérard Grisey og Vinko Globokar. Han havde mødt Globokar for første gang ved Helsinkibiennalen i foråret samme år og, imponeret som han var over Globokars behændige instrumentbehandling, blev han også interesseret i hans æstetik. På det tidspunkt virkede det nødvendigt for ham at fokusere på problematikker vedrørende form - fra en anden vinkel end tidligere. I et tilbageblik nogle år senere opsummerede Lindberg tiden i en berømt betragtning:"Min kontakt med Vinko Globokar i begyndelsen af 1980'erne gjorde mig klar over behovet for ekstrem polarisering som grundlag for formtænkning. Alene det ekstreme er interessant - at stræbe efter en balanceret helhed er nu om dage umuligt. Et originalt udtryk kan kun opnås med det marginaliserede (en romantisk opfattelse?) - det hyperkomplekse kombineret med det primitive." (Finnish Music Quarterly, 3-4/1987.)

Det mest imponerende eksempel på denne nye æstetik er Kraft (1985), et stykke for seks solister og orkester, som samtidig blev Lindbergs internationale gennembrud. "Jeg boede i Berlin på det tidspunkt. Om natten, på natklubber, oplevede jeg så voldsomme udtryk, at jeg ønskede at blæse noget tilsvarende ind i symfoniorkestret." Den afgørende natkluboplevelse var det tyske punkrock band Einstürzende Neubauten. Et af deres varemærker er instrumenter lavet af metalaffald og elektrisk værktøj, og det er præcis, hvad Lindberg tog fra dem. I ‘Kraft' spiller musikerne ikke kun på klarinet, cello, klaver og almindeligt slagtøj, men også småsten, sandpapir, vand i en skål og alle mulige slags metalaffald fundet på lossepladser som spande, kogegrej, støddæmpere og smadrede biler. Det er ren bricolage i metodens originale fysiske form. Men rygraden i ‘Kraft' er ikke desto mindre resultatet af en videnskabeligt arbejdende komponists indsats.

Mens ‘Kraft' handler om rytme og rå klange, abrupte kontraster og tyngende lydmasser, er fokus i de fleste af Lindbergs efterfølgende værker harmonikken. Metoden er altid den samme. De harmoniske forløb er organiseret i serier af 6-13 akkorder, der bliver genbrugt igen og igen som i barokformen chaconne. Ofte er der to harmoniske lag; hver akkord har en ‘skygge' hentet fra overtonerækken, som den aktuelle akkord ‘på overfladen' er et uddrag af. Når en akkord er støttet af sin skygge, dvs. af andre toner fra den samme overtonerække, bliver dens klang bredere og får større resonans. Forsøget på at kombinere denne harmoniske tænkning med den forudgående sammensætning af ‘modeller' viste sig at være lidt af en udfordring. Lindberg udviklede derfor en mere målrettet formal tænkning uden at tabe det overordnede sigte af syne. Chaconne-princippet, genbrug af akkordprogressioner, forblev intakt, men det blev samtidig modificeret så det også kunne håndtere en ny slags progression og udvikling - i større skala - noget der indbefatter anvendelsen af akkorder i forskellige ­transpositioner.

Forestillingen om form som en proces snarere end en sekvens af blokagtige sektioner har gjort Lindberg i stand til at skabe flersatsede former i orkesterværker siden 1990'erne.

Formen som et fortsat forløb i proces bliver også gjort tydelig ved at lade satserne følge efter hinanden uden pause. Satserne, som det massive 40 minutter lange Aura (1994) har fire af, Cantigas (1999) fem og Seht die Sonne (2007) tre, rummer et bredt spand af teksturer. Nogle af de hyppigste og mest karakteristiske er kanoner, sløjfer, kammer­musik, soloer, koraler, og maskiner - og nogle af dem kan også opleves på denne udgivelse.

EXPO (2009) er et ‘tiltrædelsesstykke', der fejrer Alan Gilberts første sæson som orkestrets chefdirigent og Lindbergs første sæson som orkestrets Marie-Josée Kravis composer-in-residence. Titlen refererer også til eksposition som et musikalsk begreb, til noget der eksponeres. Værket er baseret på to modsatte karakterer, hurtig og langsom, og friktionen mellem dem i afsnit, hvor pulsen er langsom, mens overfladen er fuld af nervøs energi.

Den hurtige musik får ofte karakter af en perpetuum mobile i strygerne, som f.eks. helt i begyndelsen, hvor tre takter af langsom koralmusik i messingblæserne svarer den. I løbet af værket får de to karakterer forskellige nuanceringer både efter og oven på hinanden,  hvilket skaber en spænding, der først forløses i de sidste ganske svage takter i hele orkestret.

EXPO er bestilt af New York Philharmonic, Alan Gilbert, musikchef.

Før Klaverkoncert nr. 2 (2012) havde Lindberg skrevet fem koncerter - for klaver (1991/94), cello (1999), klarinet (2002), orkester (2003), og violin (2006) - og de har alle, til forskel fra hans øvrige værker, generiske navne, der understreger, at de er eksempler inden for en lang tradition i en genre.

Begge koncerter kan siges at være krypto-Ravelske. Den første hænger sammen med ­Ravels G-dur-koncert, mens den anden er i familie med Ravels ventrehåndskoncert. Koncert nr. 2 har tre satser, der spilles uden pause imellem. Førstesatsen, der indeholder hele materialet, slutter med en generalpause, hvorefter klaveret begynder andensatsen alene, langsomt og nærmest improvisatorisk - som i en tøven. Det karakteristiske for den sats er en vekslen mellem langsomme og hurtige afsnit, på den ene side, og en dialog mellem klaveret og orkestret på den anden. Tredjesatsen har en mere ligefrem karakter som en finale. Mod slutningen er der en stor, udkomponeret kadence, der behændigt fører til konklusionen.

Klaverkoncert nr. 2 er co-bestilling fra New York Philharmonic, Alan Gilbert, musikchef, Royal Concertgebouw Orchestra og Göteborg Symfoniorkester

 

Al largo (2010) er et værk af symfoniske dimensioner. Ifølge komponisten betyder navnet at være væk fra kysten i åben sø, hvor intet land er i sigte. Et billede, der giver associationer til noget storladent rundt om og dybt nedenunder. Værket er delt i to halve. Det begynder med glædesfyldte fanfarer, mindende om begyndelsen af et tidligere værk, Feria (1997), og udvikler sig som en støjende og energisk dekonstruktion af fanfarerne hen imod en mere intim sektion med frodige, længselsfulde harmonier i delte strygere.

Et majestætisk klimaks introduceret af en hornsolo leder til et luftigt afsnit, hvor en melankolsk obosolo lokker en strygekvartet ind i et forløb af kammermusik. Fanfarernes tilbagevenden kort efter markerer begyndelsen af anden del. Bevægelsen får ny energi og udvikler en hidtil uhørt rigdom af farver, indtil en generalpause pludselig afbryder den.

En ny bølge af hurtig musik med en hyperaktiv overflade overtager fanfarestilen og fører til et klimaks, indtil det, efter et sidste horn signal, overgiver sig til langsom musik med længselsfulde strygerklange i slægt med dem i første del. Et kort koda slutter med parallelle obo- og hornsoloer oven på en brudt akkord i en enkelt andenviolin - et citat fra de sidste takter af Schönbergs Verklärte Nacht (1899).

Al largo er co-bestilling fra New York Philharmonic, Alan Gilbert, musikchef, London Philharmonic Orchestra og Casa da Música Porto (Portugal). Værket er tilegnet Alan Gilbert.

Dr. Ilkka Oramo er professor emeritus i musikteori ved Sibeliusakademiet i Helsinki.

Release date: 
maj 2013
code: 
8.226076
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943607626

Credits

Indspillet i Avery Fisher Hall, Lincoln Center, New York City
Executive producer: Vince Ford
Producere: Lawrence Rock og Mark Travis
Teknik: Lawrence Rock
Assisterende producer: Nick Bremer Korb

EXPO indspillet live 16. september 2009

Klaverkoncert nr. 2 indspillet live 3. maj 2012

Al largo indspillet live 23. juni 2010

Forlag: Boosey & Hawkes, www.boosey.com

Grafisk design: Denise Burt, elevator-design.dk