Violinsonater Vol. 2

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Rued Langgaard

Violinsonater Vol. 2

Serguei Azizian, Anne Øland

Lyden af Rued Langgaards musik er unik og ubestemmelig. Hans sene violinsonater er skrevet midt i det 20. århundrede, og ser på én gang frem og tilbage. Deres intime, længselsfulde karakter har et nostalgisk præg, men Rued Langgaard ikke bare en meget sen senromantiker, der dyrkede musikalske særheder og stemninger fra en svunden tid. En af de fire sonater på denne cd, Kort Violinsonate, har koncentrationen af det musikalske i centrum. Andre sonater viser Langgaards stærkt religiøse og billedskabende side, med titler som ”Parce nobis, Jesu!” og ”Écrasez l`infame”, som næsten bogstaveligt følger Voltaires opråb om at knuse det afskyelige.

Total runtime: 
64
k
Vælg foretrukket format til download af track.
Aubade (Morgenständchen) (BVN 23; 1907)*
1 Aubade (Morgenständchen) (BVN 23; 1907)* 6:08 9,60 kr.
Sonata no. 3 (BVN 312; 1945-49)
2 I Allegro sempre. Præcist og eftertrykkeligt (Precisely and emphatically) 5:18 9,60 kr.
3 II Allegro 4:09 6,40 kr.
4 III Scherzo. Grazioso fiero 3:56 6,40 kr.
5 IV Espressivo 4:33 6,40 kr.
6 V Finale. Allegro molto 4:02 6,40 kr.
Short Violin Sonata (BVN 372; 1949)*
7 Short Violin Sonata (BVN 372; 1949)* 3:27 6,40 kr.
Sonata no. 4 "Parce nobis, Jesu!" (BVN 376; 1949)
8 I Doux! Ikke hurtigt (Not fast) 12:27 12,80 kr.
9 II Prière 4:44 6,40 kr.
10 III Scherzo. Hurtigt, elegant (Fast, elegant) 2:38 6,40 kr.
11 IV Presto furioso 0:37 6,40 kr.
12 V Finale. Allegro 3:27 6,40 kr.
Écrasez l'infâme (BVN 385; 1949)
13 Præcist og eftertrykkeligt (Precisely and emphatically) 1:46 6,40 kr.
14 Samme tempo (præcist og eftertrykkeligt) (Same Tempo; Precisely and emphatically) 0:54 6,40 kr.
15 Præcist og eftertrykkeligt! (Precisely and emphatically) 0:25 6,40 kr.
16 Præcist og eftertrykkeligt! (Precisely and emphatically) 1:23 6,40 kr.
17 Præcist og eftertrykkeligt! (Precisely and emphatically) 1:18 6,40 kr.
Andante religioso (BVN 407; 1950)*
18 Andante religioso (BVN 407; 1950)* 4:45 6,40 kr.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbo-listiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneher-skende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visi-onært eksperimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. århundredes livsanskuelser, musikalske stilretninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikal-ske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større orkester- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for an-melderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangiven-de musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studie-ophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang-gaardfamiliens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lejlighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Langgaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført, og selv måtte foranstalte kon-certer for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvik-ling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kriti-kere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfærernes musik (1916-18), symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musi-kalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inte-resse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopfø-relser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et organistembede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang-gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Lang-gaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produkti-on og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens ved-kommende er utrykte, er under udgivelse.
Yderligere information: www.langgaard.dk

Værker for violin og klaver 1907-1950

Denne cd rummer alle Langgaards sene værker for violin og klaver – samt den tidlige komposition Aubade, som den 14-årige komponist tilegnede sin onkel, kgl. koncertmester og komponist Axel Gade (komponisten Niels W. Gades søn). Aubade udkom i trykt form allerede i 1907, mens alle øvrige kompositio-ner på denne cd først er blevet udgivet i 2002.

Efter violinsonate nr. 2 (indspillet på vol. 1) gik der næsten 25 år inden Langgaard igen tog violin/klaver-genren op. Når denne besætning fik fornyet aktualitet i Ribe-årene, var det fordi Langgaard her havde fundet sammen med violinisten Haakon Raskmark, der var seminarielærer i byen. Langgaard og Raskmark yndede – under private former – at spille romantiske sonater af bl.a. César Franck. Schumanns tre sene violinsonater, der tydeligvis har inspi-reret Langgaard, må også have været på repertoiret, ligesom Langgaards egne værker, ikke mindst de nye ting, han fik skrevet i den veritable ‘musikal-ske raptus’, som ramte ham i de sidste år af 1940’erne. Ikke mindre end 14 satser på denne cd er således komponeret 1948-49.

Kompositionsarbejdet foregik i disse år i de tidlige morgentimer fra 3 til 7, hvad mange manuskript-dateringer – med klokkeslæt! – vidner om. Satserne blev komponeret enkeltvis eller et par ad gangen og blev efterhånden sammenstillet til større kompositi-oner. Raskmark og Langgaard fremførte ikke værkerne offentligt (med undta-gelse af Andante religioso), og de sene værker blev derfor først uropført efter komponistens død – Sonate nr. 3 så sent som i 1995.

Kompositionerne præsenteres her kronologisk efter deres påbegyndelses-tidspunkt. Havde man i stedet valgt afslutningsdatoen, ville rækkefølgen på det nærmeste have været omvendt, idet Écrasez l’infâme blev komponeret før Sonate nr. 4 var færdig og Sonate nr. 3 først blev afsluttet efter Écrasez l’infâme. I den valgte orden kan man imidlertid konstatere en udviklingslinje fra et uforfalsket idyllisk udtryk og til et kontrastfyldt tonesprog (i Sonate nr. 4 og Écrasez l’infâme), hvor tråden fra Sonate nr. 2 tages op. I de sene værker findes dog en anderledes lethed i den musikalske formulering – og visse strejf af humor.

Sonate nr. 3 (1945-49)
Værket hører til blandt de mest ‘problematiske’ Langgaard-kompositioner, set ud fra et æstetisk og musikhistorisk synspunkt, fordi der tilsyneladende er tale om en rendyrket romantisk pastiche. Og hvorfor skulle en komponist i 1940’erne skrive et værk, der lyder som om det er skrevet 75 år tidligere? En lidt mere opmærksom lytning afslører dog snart, at “der er et eller andet galt”. Der er ikke i første sats et hovedtema og et sidetema, som i enhver ordentlig klassisk sonate. Der er intet tematisk arbejde eller nogen ‘udvikling’ i musikken, bortset fra modulationer. Første sats er således i en ABA-form, hvor A-delen består af et udspundet tema, som i begyndelsen høres ikke mindre end seks gange (tredje og sjette gang i kort form). Den kontrasterende B-del omfatter en reel violinkadence. Anden sats begynder højst usædvanligt med en gen-tagelse af B-delen fra første sats – kadencen er dog nu forsynet med et tre-molo-orgelpunkt i klaveret. Satsens tilføjede, afsluttende del er uden logisk forbindelse med satsens første del og er af en besynderlig sammensat karak-ter. Når Langgaard tillader sig denne uortodokse, ‘intuitive’ form, skyldes det, at han befinder sig i midt det 20. århundrede og i en tid, hvor han frit kan vælge – og derfor også kan fravælge den traditionelle sonateform, fordi den er uden betydning for hans kunstneriske mål. Han ‘genbruger’ således en eksi-sterende stil, men ikke den form, der traditionelt knyttes til denne stil. I Sonate nr. 3 synes Langgaards hensigt at være en énsidig fokusering på musikkens ‘udstråling’, dens eksponerede, insisterende optimisme. Langgaard vil øjen-synlig vise, så tydeligt som muligt, at “den romantiske stil” rummer en livgivende (åndelig) kraft som ingen anden musikalsk udtryksform og derfor er ‘evig aktu-el’. Alle satser er følgelig i dur-tonalitet og ydersatserne i F-dur, sådan som næsten al Langgaards uproblematisk-idylliske musik.

Kort violinsonate (1949)
Et af kendetegnene i Langgaards senere produktion (efter 1945) er en ‘eks-tremificering’ af musikken. Fra denne tid stammer fx to ultrakorte symfonier, nr. 11 og 12, som Langgaard kalder stretto-symfonier, altså stramme, sammen-trængte symfonier. I sin oprindelse var Sonate nr. 3 på samme vis betegnet stretto-sonate, idet den kun omfattede den nuværende førstesats, endog uden B-delen. Værket bestod således af 3+3+3 gentagelser af det samme tema og varede 3 1/2 minut. – Kort violinsonate er lige så sammentrængt, men er strækt varieret i og med, at den finurlige komposition omfatter alle den traditionelle sonates fire satstyper inden for kun 57 takter: Allegro – Adagio divoto (fromt) – Scherzo agitato – Finale. Knapheden i formen understreges af, at alle satser gentages i deres fulde længde. Kun finalen – med karakter-betegnelsen Frisk! – har en decideret pastiche-præget karakter.

Sonate nr. 4 (1949)
Første sats (i C-dur) indledes med et for Langgaard karakterisktisk opadstræ-bende tema, som først falder til ro efter en stigning på to oktaver. Snart træder forstyrrende elementer ind på scenen i form af rytmisk abrupte eller ‘melodisk skæve’ motiver. Hele fem gange starter satsen forfra i forsøg på at genetable-re idyllen. Det er som om, der føres en afdæmpet, men alvorlig diskussion om musik i musikken, hvor det snart er begge instrumenter, som fremfører en fælles sag, snart træder den ene part frem med aggressive eller fornærmerede kommentarer. Dagsordenen omfatter opadgående versus nedadgående melodiske linjer, og henad mod slutningen møder det opadsøgende hoved-tema sin modsætning i en simpel nedadgående skala, der kunne være en fingersætningsøvelse, taget ud af en violin- eller klaverskole. Satsen slutter på en septimakkord, en langgaard’sk specialtet og formodentlig et symbol på det uafsluttede eller uendelige. Den følgende langsomme sats i F-dur begynder ‘overbevisende’ og når et højdepunkt – hvorefter den usikkert søgende går i en ny retning, også tonalt, og slutter ret overraskende så fjernt et sted som i Cis-dur. Efter to homogene scherzo-satser følger en finale, hvor den ‘upro-blematiske’ romantik igen konfronteres med visse ‘modernistiske’ indslag. I satsen citeres begyndelsen af en velkendt dansk salmemelodi – Du, Herre Krist, min Frelser est (A.P. Berggren, 1852) – som afbrydes brat. Den religiøse symbolik heri skal måske forstås i sammenhæng med titlen Parce nobis, Jesu! (Skån os, Jesus!). Tro står over for tvivl. Langgaards optimistiske livsholdning viser sig dog altid i sidste ende: finalen afsluttes med stor overbevisning i C-dur.

Écrasez l’infâme (1949)
De ‘selvkommenterende’ og ‘teatralske’ træk i Sonate nr. 4 bliver endnu tyde-ligere i Écrasez l’infâme. Titlen betyder “knus det afskyelige” og er et citat af François de Voltaire (1694-1778). Med dette slagord rettede Voltaire skytset imod overtro og fanatisme og – mere generelt – mod religionens magt. Der er ingen tvivl om, at Langgaard anvender citatet i polemisk eller ironisk øjemed, for han kunne næppe tilslutte sig rationalisten Voltaires synspunkter. Musikken rummer modsætninger, som kan siges at afspejle det paradoksale heri. Der er tale om en af Langgaards bizarre kompositioner, hvor en romantisk gestus à la Brahms (i første sats) stilles over for en uforudsigelig, ‘vild’ gestik, som må repræsentere destruktive kræfter. I sidste sats træder en lille melodi forsigtigt frem på scenen – så enkel og ren som en børnesang og tilmed i C-dur. Melo-dien symboliserer måske håbet eller “en ny begyndelse”. Men den får ikke det sidste ord – kompositionen slutter åbent og uafklaret.

Andante religioso
Det er Langgaards sidste violinkomposition, og egentlig foreskrives akkom-pagnement af orgel uden pedal, men satsen har en udpræget pianistisk karakter. Kompositionen blev uropført i Ribe Domkirke 17. december 1950 af Haakon Raskmark og Langgaard ved en koncert, hvor de to musikere for én gangs skyld optrådte offentligt sammen, og hvor hovednavnet var sangeren Aksel Schiøtz.

Et af kendetegnene i Langgaards senere produktion (efter 1945) er en ‘eks-tremificering’ af musikken. Fra denne tid stammer fx to ultrakorte symfonier, nr. 11 og 12, som Langgaard kalder stretto-symfonier, altså stramme, sammen-trængte symfonier. I sin oprindelse var Sonate nr. 3 på samme vis betegnet stretto-sonate, idet den kun omfattede den nuværende førstesats, endog uden B-delen. Værket bestod således af 3+3+3 gentagelser af det samme tema og varede 3 1/2 minut. – Kort violinsonate er lige så sammentrængt, men er strækt varieret i og med, at den finurlige komposition omfatter alle den traditionelle sonates fire satstyper inden for kun 57 takter: Allegro – Adagio divoto (fromt) – Scherzo agitato – Finale. Knapheden i formen understreges af, at alle satser gentages i deres fulde længde. Kun finalen – med karakter-betegnelsen Frisk! – har en decideret pastiche-præget karakter.

Sonate nr. 4 (1949)
Første sats (i C-dur) indledes med et for Langgaard karakterisktisk opadstræ-bende tema, som først falder til ro efter en stigning på to oktaver. Snart træder forstyrrende elementer ind på scenen i form af rytmisk abrupte eller ‘melodisk skæve’ motiver. Hele fem gange starter satsen forfra i forsøg på at genetable-re idyllen. Det er som om, der føres en afdæmpet, men alvorlig diskussion om musik i musikken, hvor det snart er begge instrumenter, som fremfører en fælles sag, snart træder den ene part frem med aggressive eller fornærmerede kommentarer. Dagsordenen omfatter opadgående versus nedadgående melodiske linjer, og henad mod slutningen møder det opadsøgende hoved-tema sin modsætning i en simpel nedadgående skala, der kunne være en fingersætningsøvelse, taget ud af en violin- eller klaverskole. Satsen slutter på en septimakkord, en langgaard’sk specialtet og formodentlig et symbol på det uafsluttede eller uendelige. Den følgende langsomme sats i F-dur begynder ‘overbevisende’ og når et højdepunkt – hvorefter den usikkert søgende går i en ny retning, også tonalt, og slutter ret overraskende så fjernt et sted som i Cis-dur. Efter to homogene scherzo-satser følger en finale, hvor den ‘upro-blematiske’ romantik igen konfronteres med visse ‘modernistiske’ indslag. I satsen citeres begyndelsen af en velkendt dansk salmemelodi – Du, Herre Krist, min Frelser est (A.P. Berggren, 1852) – som afbrydes brat. Den religiøse symbolik heri skal måske forstås i sammenhæng med titlen Parce nobis, Jesu! (Skån os, Jesus!). Tro står over for tvivl. Langgaards optimistiske livsholdning viser sig dog altid i sidste ende: finalen afsluttes med stor overbevisning i C-dur.

Écrasez l’infâme (1949)
De ‘selvkommenterende’ og ‘teatralske’ træk i Sonate nr. 4 bliver endnu tyde-ligere i Écrasez l’infâme. Titlen betyder “knus det afskyelige” og er et citat af François de Voltaire (1694-1778). Med dette slagord rettede Voltaire skytset imod overtro og fanatisme og – mere generelt – mod religionens magt. Der er ingen tvivl om, at Langgaard anvender citatet i polemisk eller ironisk øjemed, for han kunne næppe tilslutte sig rationalisten Voltaires synspunkter. Musikken rummer modsætninger, som kan siges at afspejle det paradoksale heri. Der er tale om en af Langgaards bizarre kompositioner, hvor en romantisk gestus à la Brahms (i første sats) stilles over for en uforudsigelig, ‘vild’ gestik, som må repræsentere destruktive kræfter. I sidste sats træder en lille melodi forsigtigt frem på scenen – så enkel og ren som en børnesang og tilmed i C-dur. Melo-dien symboliserer måske håbet eller “en ny begyndelse”. Men den får ikke det sidste ord – kompositionen slutter åbent og uafklaret.

Andante religioso
Det er Langgaards sidste violinkomposition, og egentlig foreskrives akkom-pagnement af orgel uden pedal, men satsen har en udpræget pianistisk karakter. Kompositionen blev uropført i Ribe Domkirke 17. december 1950 af Haakon Raskmark og Langgaard ved en koncert, hvor de to musikere for én gangs skyld optrådte offentligt sammen, og hvor hovednavnet var sangeren Aksel Schiøtz.

Bendt Viinholt Nielsen, 2003

Release date: 
oktober 2003
code: 
8.226006
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943600627

Credits

Indspillet i Lyngby Parkkapel 6.-9. september 2001 og i Danmarks Radios Studie 2 22. september 2002
Producer: Preben Iwan
Teknik: Preben Iwan
Grafisk design: www.elevator-design.dk

Dacapo Records ønsker at takke Langgaard-Fonden for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen

Denne cd udgives i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium