Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Violinsonater Vol. 1

Rued Langgaard

Violinsonater Vol. 1

Serguei Azizian, Anne Øland

Rued Langgaard (1893-1952) er enestående i dansk musikhistorie. Han var en enspænder, hvis musik - der først inden for de senere år er blevet kendt - rækker stilistisk fra romantisk pastiche til mellemkrigstidens modernisme. Det enestående består i musikkens ekspressive udtryk, de visionære ideer og de eksperimentelle og sommetider ekstreme musikalske former, som i nogle tilfælde har vist sig at pege langt ud over komponistens egen tid. De fleste stilistiske aspekter er repræsenteret i Langgaards værker for violin og klaver, hvoraf to vigtige repræsentanter også foreligger her: den ungdommelige, klassisk orienterede Sonate nr. 1 og den eksperimenterende, ensatsede Sonate Nr. 2 - en af komponistens store værker - med et religiøst-filosofisk program.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
65 min.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eks­pe­rimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. år­hundredes livsanskuelser, musikalske stilret­ninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større or­kes­ter- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studie-ophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang­gaardfamiliens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lej­lighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Lang­gaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført, og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfæ­rer­nes musik (1916-18), symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inter­esse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et or­ga­nist­embede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang­gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende er utrykte, er under udgivelse.

Yderligere information: www.langgaard.dk

 

Violinsonater nr. 1 og 2

Sonate nr. 1 blev komponeret under et ophold på Tyringe Badesanatorium i Skåne (Sverige) i løbet af kun fire dage i juni 1915. Sammen med den fremtrædende danske violinist Gunna Breuning-Storm (1891-1966) ur­op­før­te den 22-årige komponist sonaten i Stockholm den 17. januar 1916. Der var tale om en koncert med et rent Langgaard-program som opfølgning af den første svenske opførelse af orkesterværket Sfinx få dage forinden. Anmelderne var ikke glade for sonaten, og Langgaard blev som pianist kritiseret for sit anslag og sin rigelige brug af pedal. To år efter (7. januar 1918) blev værket præsenteret i Danmark af Langgaard og hans onkel, kongelig koncertmester Axel Gade (1860-1921), der var søn af Niels W. Gade og tillige komponist. Sonaten blev ikke genopført i Langgaards tid, men han mistede ikke interessen for dette ungdomsværk, idet han 30 år efter fuldførelsen (1945) foretog en gennemgribende revision af kompositionen. Samtidig tilegnede Langgaard sonaten posthumt til Axel Gade. Det er den reviderede version, udgivet i nodeform i 2001, som her er indspillet.

Den beskrivende titel kom først til efter revisionen og kræver en forklaring. Det står nemlig ikke ganske klart, hvad der skal lægges i titlen, det franske ord Viole. Af manuskripterne fremgår det, at Langgaard har forestillet sig, at solostemmen alternativt kunne udføres af en bratsch, som han her betegner “Viole”. Værket bærer altså – noget usædvanligt – samme titel som denne instrumentbetegnelse. Men en bratsch hedder jo “alto” på fransk, og “viole” svarer til det danske viol, altså gambe. Denne misforståelse har Langgaard dog sandsynligvis læst sig til, for i såvel gamle som nye udgaver af Gyldendals røde ordbøger hedder det, at “viole” betyder “viola, bratsch”. Om solostemmen som foreslået egner sig til udførelse på bratsch er ydermere tvivlsomt, selv om Langgaard, i hvert fald i første sats, øjensynlig har ønsket en mørk klang, som han opnår ved at bede violinisten spille på violinens G- og D-streng over længere stræk. Om titlen er der tilbage kun at sige, at den bedst giver mening, hvis den opfattes som et poetisk tilnavn med en indbygget cadeau til soloinstrumentet.

Sonaten, der er i e-mol, kan kaldes et kam­mer­musikalsk svendestykke i den klassiske tradition. Den unge komponist beviser, at han be­her­sker sonateformen og formår at skrive virtuost for instrumenterne. Tonesproget er tilbageskuende og med en stor del ungdommelig sturm und drang. Det mest særprægede langgaardske træk finder man nok i scherzosatsens mellemdel, hvor et valsemotiv famler sig søgende frem uden at komme ud af stedet.

Sonate nr. 2 tilhører en anden verden. Den progressive stil er åbenlyst påvirket af Carl Nielsen, der med sin anden sonate op. 35 fra 1912 havde sat en ny standard for den moderne violin­sonate i Danmark (sonaten blev i øvrigt uropført af Axel Gade). Men lighederne ophører ved det rent overfladiske, for Langgaard har med sin eksperimenterende, énsatsede sonate fra 1920-21 et helt andet kunstnerisk mål end Nielsen.

Sonaten blev udgivet 1923 af berlinerforlaget Ries & Erler med mottoet “Den store Mester kommer” efter den velkendte salme af B.S. Ingemann (1789-1862), og med et parallelt motto på tysk, “Siehe, er kommt” – et citat fra Højsangen (kap. 2, vers 8) i Herders tyske oversættelse. I januar 1922 blev kompositionen uropført i København af Gunna Breuning-Storm og Rued Langgaard. Værket “faldt så godt som til jorden”, skrev en anmelder, men det blev alligevel programsat ved en officiel dansk koncert i Paris i 1923 – et valg, der dog efterfølgende blev kritiseret i dansk presse. Sonaten opnåede i alt fire opførelser i komponistens levetid, og selv om det ikke lyder af meget, er det nok til at skaffe værket en plads blandt samtidens hyppigst opførte Langgaard-værker.

Violinsonaten hører til den værkgruppe, Langgaard skabte i årene efter første verdenskrig, og som omfatter nogle af hans væsentligste kom­po­sitioner bl.a. symfoni nr. 6, Afgrundsmusik (for klaver) og ikke mindst operaen Antikrist (1921-23). Hans musik fra disse år er “livs­an­sku­elsesmusk”, som er uadskilleligt forbundet med apokalyptiske idéer. Langgaard gjorde sig også tanker om en tættere sammenhæng mellem religion, samfund og ny slags åndelig musik, og han lod sig inspirere af den teosofiske bevægelse The Star in the East, som afventede en ny, religiøs verdensorden og “den store mes­ter”s komme. Værkerne rummer betydningsladede konflikter mellem musikalske udsagn af forskellig karakter og stil. Musikkens energi, form og filosofiske indhold skabes gennem sammenstød og interaktion mellem ‘konstruktive’ og ‘de­struk­tive’ elementer, som dog sjældent er helt klart definerede eller afgrænsede. Og netop det synes at være en pointe. Ikke uden grund foreslog Langgaard engang Goethes sentens “Nemo contra Deum nisi Deus ipse” (“Ingen imod gud und­tagen gud selv”) som motto for violinso­naten.

Sonaten åbner med en folkevisepræget melodi, som Langgaard i øvrigt senere bearbejdede som en regulær firstemmig sats til salmeteksten “Den store Mester kommer”. Melodien efterfølges af en skyggeagtig spejling i klaverets bas og konfronteres dernæst med et dissonerende udbrud i klaveret og en kort deklamatorisk violinfigur. Dermed er et musikalsk-psykologisk drama med flere forviklinger sat i gang. Violinfiguren træder ind på scenen forklædt som udglattende sidetema og spillet går videre. Den uskyldige folkemelodi folder sig en overgang ud og får sødladne kommentarer med på vejen af klaveret, som også leverer scenemusikken i form af dra­matisk gestikulerende indslag. Kompositionen slutter med en ‘finale’ med den besynderlige overskrift Femminile e virile e con lustro (“kvindeligt og mandligt og glansfuldt”). Den indledes med violinens fyndige ‘barok’-variation af folkemelodiens skyggeversion, men snart bider violinen sig fast i et forstenet modbillede, som imiteres af klaveret med konsekvent anvendelse af tritonusklange – det dissonerende interval, som i middelalderen kaldtes “djævelen i musikken” og som er et betydningsfuldt symbol i romantisk musik. Med et sidste kraftfuldt indspark af violinens ‘barok’-element ud­ryddes det destruktive, og sonaten kan slutte – trionfale, maestoso – i lysende D-dur.

Violinsonatens collagepræg kan lede tankerne hen på Charles Ives (1874-1952), men brugen af den musikalske symbolik synes også nært beslægtet med tendenser hos nyere østeuropæiske komponister, fx russeren Alfred Schnittke (1934-1998).

Bendt Viinholt Nielsen, 2001

Release date: 
februar 2002
Cat. No.: 
8.224153
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099985321
Track count: 
9

Credits

Indspillet i Mantziusgården i oktober og december 1999
Producer: Preben Iwan
Lydteknik: Preben Iwan

Forlag: Edition Samfundet (Nr. 1) og Ries & Erler, Berlin (Nr. 2)
Coverbillede: Jens Adolf Jerichau: "Offerfesten. Mennesker søger varsler. Opus III." (1915). (Louisiana, Humlebæk.)

Denne cd er produceret i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

randomness