Symfonier nr. 2 og 3

CD (free shipping)

  • SACD
    Super Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Rued Langgaard

Symfonier nr. 2 og 3

Thomas Dausgaard, Inger Dam-Jensen

Rued Langgaard (1893-1952) var en sær og ensom skikkelse i dansk musik. Hans 16 symfonier repræsenterer et tankevækkende, originalt bidrag til genrens historie. De to symfonier på denne cd udstråler ungdommelig friskhed og gå-på-mod og en smittende musikglæde. Den meget unge Langgaard var ikke bange for at referere direkte til forbilleder som Beethoven, Wagner og Richard Strauss, men hans irrationelle særpræg fornægter sig heller ikke. Symfoni nr. 2 med sopransolo præsenteres her for første gang i den lange originalversion. Symfoni nr. 3 er en regulær klassisk-romantisk klaverkoncert – med et korindslag.

Total runtime: 
66
k
Vælg foretrukket format til download af track.
Symphony No. 2 Awakening of Spring, BVN 53 Original version (1912-14)*
1 Allegro con anima - Lento - Con moto - Tempo primo - Maestoso festivo alla marcia 16:54 16,00 kr.
2 Lento religioso quasi adagio 11:09 12,80 kr.
3 Molto con moto (with soprano solo) 9:32 9,60 kr.
Symphony No. 3 The Flush of Youth - La melodia, BVN 96 (1915-16, rev. 1925-33)
4 Poco animato festivo - Lento (Cadence) - Animato festivo (Tempo primo) 11:43 12,80 kr.
5 Grave mastoso - Lento misterioso 6:08 9,60 kr.
6 Allegro ma non troppo - Più lento - Vivace 10:13 12,80 kr.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eks-pe-rimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. år-hundredes livsanskuelser, musikalske stilret-ninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større or-kes-ter- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang-gaard-familiens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lej-lighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Lang-gaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfæ-rer-nes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inter-esse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selv om han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et or-ga-nist-embede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang-gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selv om Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende er utrykte, er under udgivelse.

Yderligere information: www.langgaard.dk

 

Langgaard som symfoniker

Man skal lede længe i det 20. århundredes musik for at finde en så lang, særpræget og varieret række af symfonier som Langgaards. Med 16 nummererede symfonier – komponeret 1908-51 – er han i antal kun blevet overgået på dansk grund af Niels Viggo Bentzon (1919-2000), der nåede nummer 24. Langgaards symfonier er uhyre afvekslende i varighed, form og tonesprog. En klar udvikling fra nr. 1 til nr. 16 tegner sig ikke, men der er brudflader mellem Symfoni nr. 3 og 4, 6 og 7 samt 10 og 11. De formale yderpunkter er den store senromantiske Symfoni nr. 1 (60 min.) og den mono-tematiske, ensatsede Symfoni nr. 11 (6 min.). Vokale indslag findes i Symfoni nr. 2, 3, 8, 14 og 15, og Symfoni nr. 3 er reelt en klaverkoncert. Den musi-kalske stil har overvægt til den romantiske og senromantiske side, men der er markante eksempler på udtryksformer på omgangshøjde med samtidens progressive tonesprog (Symfoni nr. 6 og begyndelsen af nr. 15).

Langgaard ønskede ikke at skabe et selvstændigt, originalt og moderne tonesprog. Tværtimod tog han bevidst udgangspunkt i det fra Gade, Wagner, Tjajkovskij og Richard Strauss overleverede gods. Umiddelbart lyder nogle af værkerne faktisk, som om de er komponeret 50-75 år for sent. Men betragtet under ét er Langgaards symfoniske cyklus et originalt og tankeprovokerende bi-drag til 1900-tallets musikhistorie. I de første seks symfonier afprøver han genrens muligheder inden for meget forskellige stilarter. Fra Symfoni nr. 7 træder outsideren for alvor frem med det paradoksale og hasarderede projekt at bevise den romantiske æstetiks fortsatte relevans og potentiale i en moderne, verdsliggjort tidsalder.

Den romantiske epokes tonesprog rummer ‘sandheden’ efter Langgaards mening, fordi det formidler et åndeligt budskab, som er alment forståeligt. Langgaard plukker derfor uhæmmet fra alle romantikkens hylder, men giver ofte det velkendte et eftertryk og sætter det ind i en ukonventionel ramme, således at det demonstrative, abrupte og teatralske træder frem. Man fornemmer ærefrygt, men også en distance i forhold til de romantiske klicheer. For at blive forstået følte Langgaard, at han måtte gå til yderligheder, og især med Symfoni nr. 11 og 12 bringes symfonibegrebet ud i det absurde. Dermed sætter Langgaard sin egen rolle som erklæret formidler af et harmonisk skønhedsbudskab over styr. Den konservative og nostalgiske komponist bliver samtidig til en moderne ‘splittet’ kunstner, som forholder sig seismografisk følsomt, for ikke at sige desperat, til samtiden og sin isolerede situation.

Begrebet senromantik dækker kun til dels Langgaards symfonier, hvis man dermed tænker på organisk bredde, store kontraster og symfoniske højdepunkter. Langgaard er i reglen kontant og kortfattet i sine formuleringer og rapsodisk i sin form. Man kan se et slægtskab med ‘effektiv’ brugsmusik som Korngolds filmmusik eller Prokofjevs balletmusik, men i modsætning til Korngold undgår Langgaard enhver sentimentalitet. Det er karakteristisk, at symfonierne begynder fyndigt og klart – der er ingen langsomme, søgende indledninger. Og det er begyndelsens stemning og karakter, som konstituerer et værks forløb, ikke en på forhånd fastlagt form som f.eks. sonateformen. Med den hyppigt anvendte ensatsede form kan Langgaard fastholde en for værket særegen stem-nings-verden ubrudt gennem hele forløbet.

De farverige titler er udtryk for en insisteren på, at musikken har en betydning ud over det musikalske, en mission af religiøs art. Selv om Langgaard først begyndte sit virke efter den symbolistiske epoke omkring 1900, har det vist sig frugtbart at opfatte Langgaard som en symbolistisk kunstner. De forskellige stilistiske udtryk har hver deres symbolske betydning, og de 16 værker belyser hinanden og danner tilsammen et univers med en egen fasci-nerende sammenhæng.

 

Symfoni nr. 2 (original version)

Symfonien præsenteres her i originalversionen (1912-14) med nogle få retoucheringer, som Langgaard foretog frem til 1920. Til grund for indspilningen ligger en ny kritisk udgave (Edition Samfundet), som første gang blev anvendt ved to opførelser i 2002 med Odense Symfoniorkester, dirigeret af Paul Mann og med Ann Petersen som sopransolist. Denne version havde ikke været opført siden 1925, og det var Langgaards stærkt forkortede bearbejdelse fra 1933, som var blevet kendt, fortrinsvis gennem cd-produktionen med dirigenten Ilya Stupel og den polske Artur Rubinstein-filharmoni (1992).

Selv om Langgaard øjensynlig havde opgivet det oprindelige partitur til fordel for den omarbejdede version, var der gode grunde til at genoplive originalversionen og vælge denne til at repræsentere værket i Thomas Dausgaards symfonicyklus. Med seks koncertopførelser i årene 1914-22 var det den hyppigst opførte Langgaard-symfoni i komponistens levetid, og samtidig var det hans publikumsmæssigt mest succesrige værk. Succeserne høstede Langgaard i Tyskland og Østrig. Den danske wagnersopran Ellen Overgaard havde sammen med en tysk kapelmester, Hans Seeber van der Floe, taget symfonien på repertoiret og indledte med en opførelse i Essen i 1921. Langgaard kom her op at toppes med fru Overgaard under prøverne og måtte formilde hende med en buket blomster. Alligevel sang hun sopransoloen “ret uvenligt”, som Langgaard skrev hjem i et brev – men succesen var i hus, og komponisten blev fremkaldt hele fem gange. I 1922 fulgte en opførelse i Berlin med Das Blüthner Orchester, og kort efter blev symfonien præsenteret i musikforeningen i Wien med Wiener Sinfonie Orchester. Endelig fulgte en radioopførelse i 1925 med Süddeutscher Rundfunks orkester.

Herefter påbegyndte Langgaard en langvarig omarbejdelse, som betød, at symfoniens spilletid blev reduceret med 10 minutter. Af 1. sats bevarede han kun de første 200 af de oprindelige 474 takter. Den således amputerede førstesats blev hægtet sammen med den reviderede andensats til én sats, og flere passager i finalen blev omarbejdet. Den ‘voksne’ Langgaards ganske betydelige indgreb i ungdomsværket havde til formål at fjerne kontrasterende og mere irrationelle indslag i det oprindeligt ganske sammensatte værk. Det skitsemateriale til symfonien, som er bevaret, vidner dog om, at værket, som det blev skabt af den 18-20-årige komponist, var resultat af et velovervejet kompositionsarbejde. Symfonien blev påbegyndt i 1912, og partituret blev slutdateret 5. marts 1914. Den tresatsede form med den afsluttende lied var, sammen med titlen “Vårbrud”, fastlagt, allerede da værket blev konciperet i 1912. Man kan næsten ikke forestille sig andet, end at den særprægede form er inspireret af Mahlers 4. Symfoni. Langgaard må have hørt om Mahlers værk eller have set partituret, for det var først i januar 1914, mens Langgaard var i gang med at renskrive sit partitur, at Mahlers fjerde blev opført i København for første gang. Langgaard overværede faktisk opførelsen.

Uropførelsen af “Vårbrud” i København 17. november 1914 blev dirigeret af komponisten Louis Glass – men til Langgaards store utilfredshed. Og opførelsen betød ikke det gennembrud i Danmark, den unge komponist havde håbet efter den succesrige opførelse i Berlin af hans første symfoni året før. Kritikerne anerkendte Langgaards dygtighed, men fandt, at han i alt for høj grad lænede sig op ad forbillederne, og at symfonien var et formmæssigt “misfoster”. Den anden opførelse af symfonien i 1917, hvor Langgaard dirigerede, blev en publikumsmæssig succes, og i 1920 blev værket præsenteret i Tivolis Koncertsal. Ved denne lejlighed havde Langgaard ændret slutningen af Lento-satsen, idet han havde indskudt en passage med “sære, hypermoderne toner, der på dette sted virker så overraskende, som fauner og satyrer ville gøre i vor fredelige bøgeskov”, som en anmelder bemærkede. Faktisk var passagen oprindelig en del af satsen, men den blev udeladt før uropførelsen af symfonien og gled i stedet ind i Sfærernes musik (1916-18). Nu kom afsnittet så tilbage til symfonien. Langgaard må have haft en programmusikalsk idé med at lade den religiøst meditative stemning afbryde af de fremmedartede, sfæriske klange.

Efter den monumentale Symfoni nr. 1 er det bemærkelsesværdigt, at Langgaard i sin 2. Symfoni valgte en beskeden orkesterbesætning af Beethovensk størrelse – og en ganske anderledes intim symfonisk stil. Man må give de samtidige kritikere ret i, at Langgaard trækker stærkt på forbillederne. 1. sats (A-dur) bringer alene mindelser om Beethoven, Liszts Faust-symfoni, Siegfried-idyl, Valkyrieridtet og Richard Strauss’ske hornmotiver. Men formen er ukonventionel og improvisationspræget. Hovedtemaet og et rytmisk motiv varieres og afføder nye temaer og motiver. I midten af satsen findes et scherzo-afsnit, som leder frem til en kombination af reprise og gennemføringsdel, hvor Langgaard gradvist indfører fanfaresignaler, således at satsen kan ende Maestoso festivo. Den langsomme, koralprægede sats er i Des-dur, og i finalen med sopransolo er vi tilbage i A-dur. Teksten er et naturromantisk digt med titlen Lenzklänge af den i 1800-tallet meget populære, men i dag ukendte digter Emil Rittershaus.

Især 1. sats kan forekomme temmelig naiv, men det er sådan set i god overensstemmelse med symfoniens programmatiske forløb. Førstesatsen skildrer nemlig (ifølge Langgaard) den barnlige, umiddelbare og ureflekterede glæde over det spirende forår. I 2. sats drejer det sig om den religiøse refleksion, som forårsunderet fremkalder, og i 3. sats formuleres glæden af den menneskelige stemme, der ligesom i Beethovens niende, tages til hjælp for at konkretisere budskabet gennem ord. Symfonien bevæger sig altså så at sige fra et ubevidst til et bevidst plan.

 

Emil Rittershaus (1834-1897): Forårsklange

(Dansk gendigtning ved Rolf Harboe, 1860-1938)

I.

Når jeg hører lærker synge,

mens de stiger højt og let,

er det mig, som om jeg aldrig

havde sorgens tårer grædt;

og jeg tror det gamle sagn, at

lærken højt i luftens blå

kan til Himlen og vor Herre

og de skønne engle nå!

II.

Se, hvor birken nu og bøgen

pynter sig i søndagsdragt,

thi det er jo jordens søndag

nu i vårens unge pragt.

Hundredstemmigt fuglesangen

klinger under skovens tag,

vær velsignet efter mørket

nu, du fagre solskinsdag!

Klokkeblomster over vangen

festligt ringer søndag ind,

fine blomsters glade øjne

titter frem i solens skin,

og i vindens susen toner

som et orgel skovens sal,

mens en dejlig præken holdes

af den lille nattergal.

– –

Fryd dig sjæl i solens glans –

o, lad den fulde forårspragt

igennem sjælens dybde svæve!

 

Symfoni nr. 3

I modsætning til Symfoni nr. 2 foreligger Langgaards tredje symfoni kun i den her indspillede version, som er et resultat af flere forkortelser og revisioner, som Langgaard foretog mellem 1925 og 1933. De oprindelige kilder til værket er forsvundet, men ved uropførelsen i 1918 var symfonien betydelig længere end i dens endelige form.

Symfonien blev påbegyndt i 1915 i form af et soloklaverværk, som Langgaard udvidede, således at han i begyndelsen af 1916 kunne afslutte værket under titlen Symfoni nr. 3 “La melodia”. På trods af genrebetegnelsen er det en regulær klaverkoncert. Hvad det er for en ‘melodi’, Langgaard hentyder til i titlen, er ikke rigtig klart. Forud for uropførelsen skrev han en temmelig tåget artikel om symfonien, som ikke giver noget svar. Han siger, at musikken symboliserer noget i musikkens verden, som ord ikke kan udtrykke, et andet sted taler han om “en evig klingende harmoni”, og et tredje sted virker det, som om værket er et udtryk for den sandhedssøgende kunstneriske skaberkraft, symboliseret ved en evig flamme. I hvert fald er det et af Langgaards mest tilbageskuende værker, som tydeligvis tager afsæt i Schumanns musik.

Værket fik ikke nogen blid medfart af kritikkerne efter uropførelsen i 1918, hvor Langgaard selv dirigerede, og solisten var det kun 19-årige klavertalent Victor Schiøler. “En uendelig ledorm” kaldte man den dengang hen ved tre kvarter lange symfoni, som i slutningen havde et kort korindslag (uden tekst). I 1926 genopførte Langgaard og Schiøler værket i revideret form (uden kor) ved en koncert, Langgaard selv arrangerede, og i 1934 blev den endelige version studie-opført i Danmarks Radio under titlen Symfoni nr. 3, H-dur, “Midsommerklange”. Titlen “Ungdomsbrus” er af endnu senere dato.

Værket følger det for solokoncerter konventionelle skema i tre satser, som dog her er hægtet sammen i ét forløb. Begge ydersatser er i sonateform med indlagte solokadencer for klaveret, og midtersatsen, som kan kaldes et intermezzo, er en kort sørgemarch, hvor klaveret spiller en mindre fremtrædende rolle. Værket bindes tematisk sammen af hovedtemaet i 1. sats, som repeteres i de følgende satser, og som i øvrigt synes inspireret af sidetemaet i Mendelssohns ouverture til En skærsommernatsdrøm. I nærværende indspilning er korsatsen medtaget for første gang, idet Langgaard i partituret har noteret, at den oprindelige korsats kan tilføjes ad libitum.

Bendt Viinholt Nielsen, 2007

Release date: 
juni 2007
code: 
6.220516
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313151660

Credits

Indspillet i DR Radiohusets Koncertsal 6.-9. juni 2006 (Symfoni nr. 2) og 12.-14. juni 2006 (Symfoni nr. 3)

Producer: Preben Iwan
Teknik: Jan Oldrup
Redigering: Preben Iwan
Mastering: Preben Iwan and Jan Oldrup

Korindstudering: Fredrik Malmberg
Kunstnerisk og administrativ leder, DR Radiosymfoniorkestret og DR Radiokoret: Per Erik Veng

Grafisk design: Elevator Design
Forlægger: Edition Samfundet

Dacapo Records ønsker at takke Langgaard Fonden for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen.

Denne SACD udgives i samarbejde med Danmarks Radio