Symfonier 6-8

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    39,75 kr.
    Røde titler 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    34,50 kr.
    Røde titler 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    39,50 kr.
    Røde titler 50%
Rued Langgaard

Symfonier 6-8

DR SymfoniOrkestret, Thomas Dausgaard

Rued Langgaard (1893-1952) var en sær og ensom skikkelse i dansk musik. Hans 16 symfonier repræsenterer et tankevækkende, originalt bidrag til genrens historie - på grænsen mellem romantisk idealisme og skønhed på den ene side og den moderne verdens tvivl, sønderdeling og meningsløshed på den anden side. Værkerne på denne cd viser det pludselige brud i Langgaards musik mellem Symfoni Nr. 6 - et stort ekspressionistisk værk i dansk musik - og dennes to meget retrospektive efterfølgere, som udgør komponistens demonstrative og voldsomme modangreb på 1920ernes neoklassiske tendens.

Vælg foretrukket format til download af track.
Symphony no. 6 "Det himmelrivende" (The Heaven-Rending), BVN 165 (1919-20, rev. 1928-30)
1 Thema (Versione I) - 3:15 4,00 kr.
2 Thema (Versione II) - 1:47 4,00 kr.
3 Var. I (Introduzione) - 1:44 4,00 kr.
4 Var. II (Fuga) - 2:18 4,00 kr.
5 Var. III (Toccata) - 2:29 4,00 kr.
6 Var. IV (Sonata) - 6:22 6,00 kr.
7 Var. V (Coda) 3:47 4,00 kr.
Symphony No. 7 (version 1926), BVN 188 (1925-26)
8 I Maestoso fiero 2:35 4,00 kr.
9 II Allegro moderato maestoso 6:45 6,00 kr.
10 III Scherzoso grazioso 3:04 4,00 kr.
11 IV Fastoso allegro 3:59 4,00 kr.
Symphony No. 8 "Minder ved Amalienborg", BVN 193 (1926-28, rev. 1929-34)
12 I Maestoso pomposo 4:32 4,00 kr.
13 II Molto vivace 3:59 4,00 kr.
14 III Molto elegiaco - Allegro maestoso serioso (tenor solo: Lars Pedersen) 4:14 4,00 kr.
Symphony No. 8 "Minder ved Amalienborg", BVN 193 (1926-28, rev. 1929-34)
15 IV Finale: Moderato sostenuto - Allegro moderato festivo 6:02 6,00 kr.
Total runtime: 
57 min.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eks­pe­rimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. år­hundredes livsanskuelser, musikalske stilret­ninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større or­kes­ter- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studie-ophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang­gaardfamiliens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lej­lighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Lang­gaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført, og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfæ­rer­nes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inter­esse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et or­ga­nist­embede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang­gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende er utrykte, er under udgivelse.

Yderligere information: www.langgaard.dk

 

Langgaard som symfoniker

Man skal lede længe i det 20. århundredes 
musik for at finde en så lang, særpræget og varieret række af symfonier som Langgaards. Med 16 nummerede symfonier – komponeret 1908-1951 – er han i antal kun blevet overgået på dansk grund af Niels Viggo Bentzon (1919-2000), der nåede nummer 24. Langgaards symfonier er uhyre afvekslende i varighed, form og tonesprog. En klar udvikling fra nr. 1 til nr. 16 tegner sig ikke, men der er brudflader mellem symfoni nr. 3 og 4, 6 og 7 samt 10 og 11. De formale yderpunkter er den store senromantiske symfoni nr. 1 (60 min.) og den mono-tematiske, ensatsede symfoni nr. 11 (6 min.). Vokale indslag findes i symfoni nr. 2, 3, 8, 14 og 15, og symfoni nr. 3 er reelt en klaverkoncert. Den musi­kalske stil har overvægt til den romantiske og senromantiske side, men der er markante eksempler på udtryksformer på omgangshøjde med samtidens progressive tonesprog (symfoni nr. 6 og begyndelsen af nr. 15).

Langgaard ønskede ikke at skabe et selvstændigt, originalt og moderne tonesprog. Tværtimod tog han bevidst udgangspunkt i det fra Gade, Wagner, Tjajkovskij og Strauss overleverede gods. Umiddelbart lyder nogle af værkerne faktisk, som om de er komponeret 50-75 år for sent. Men betragtet under ét er Langgaards symfoniske cyklus et originalt og tankeprovokerende bi­drag til 1900-tallets musikhistorie. I de første seks symfonier afprøver han genrens muligheder inden for meget forskellige stilarter. Fra symfoni nr. 7 træder outsideren for alvor frem med det paradoksale og hassarderede projekt at bevise den romantiske æstetiks fortsatte relevans og potentiale i en moderne, verdsliggjort tidsalder.

Den romantiske epokes tonesprog rummer ‘sandheden’ efter Langgaards mening, fordi det formidler et åndeligt budskab, som er alment forståeligt. Langgaard plukker derfor uhæmmet fra alle romantikkens hylder, men giver ofte det velkendte et eftertryk og sætter det ind i en ukonventionel ramme, således at det demonstrative, abrupte og teatralske træder frem. Man fornemmer ærefrygt, men også en distance i forhold til de romantiske klicheer. For at blive forstået følte Langgaard, at han måtte gå til yderligheder, og især med symfoni nr. 11 og 12 bringes symfonibegrebet ud i det absurde. Dermed sætter Langgaard sin egen rolle som erklæret formidler af et harmonisk skønhedsbudskab over styr. Den konservative og nostalgiske komponist bliver samtidig til en moderne ‘splittet’ kunstner, som forholder sig seismografisk følsomt, for ikke at sige desperat, til samtiden og sin isolerede situation.

Begrebet senromantik dækker kun til dels Langgaards symfonier, hvis man dermed tænker på organisk bredde, store kontraster og symfoniske højdepunkter. Langgaard er i reglen kontant og kortfattet i sine formuleringer og rapsodisk i sin form. Man kan se et slægtskab med ‘effektiv’ brugsmusik som Korngolds filmmusik eller Prokofieffs balletmusik, men i modsætning til Korngold undgår Langgaard enhver sentimentalitet. Det er karakteristisk, at symfonierne begynder fyndigt og klart – der er ingen langsomme, søgende indledninger. Og det er begyndelsens stemning og karakter, som konstituerer et værks forløb, ikke en på forhånd fastlagt form som f.eks. sonateformen. Med den hyppigt anvendte ensatsede form kan Langgaard fastholde en for værket særegen stem­nings­verden ubrudt gennem hele forløbet.

De farverige titler er udtryk for en insisteren på, at musikken har en betydning ud over det musikalske, en mission af religiøs art. Selv om Langgaard først begyndte sit virke efter den symbolistiske epoke omkring 1900, har det vist sig frugtbart at opfatte Langgaard som en symbolistisk kunstner. De forskellige stilistiske udtryk har hver deres symbolske betydning, og de 16 værker belyser hinanden og danner tilsammen et univers med en egen fascinerende sammenhæng.

Symfoni nr. 6, 7 og 8

Symfoni nr. 6 blev komponeret 1919-20 i sin første version under betegnelsen symfoni nr. 5 og uden titel. Uropførelsen fandt sted under stor bevågenhed i Karlsruhe i januar 1923 med komponisten som dirigent. Førsteopførelsen i København den 26. september 1923 (ved et gæstespil med Blüthner-orkestret fra Berlin) blev derimod lidt af en skandale. Efter opførelsen, som Langgaard selv dirigerede, var der voldsom hyssen og kun et forkølet bifald. En førende avis skrev, at det var en “fanatisk higende musikers kamp for at sige det uudsigelige” og at det var “forfærdeligt at høre på”. Frem til 1930 forkortede og reviderede Langgaard værket, og yderligere retouchering blev foretaget kort før symfonien blev trykt i 1946 som et af de få værker i Langgaards levetid. Titlen “Det Himmelrivende”, der er polemisk rettet mod Carl Nielsens “Det uudslukkelige” (symfoni nr. 4, 1916), kom til omkring 1930. Ved en koncertopførelse i 1949 supplerede Langgaard titlen med et forklarende motto baseret på et bibel– og et salmecitat: “Da greb vor Jesus ind med Magt og rev i Ondskabens rivende Hær i Himmelrummet”. Langgaard erkendte at være inspireret af Carl Nielsens symfoni, men hvor Nielsen taler om musikken som udtryk for selve livets urkraft, pointerer Langgaard det kristne aspekt, kampen mellem det gode og det onde. Karakter­betegnelserne i partituret – f.eks. corrosif (ætsende), magnificamente (forherligende), fre­ne­tico (rasende) – understreger dette.

Værket igangsættes af modsætningen mellem et afklaret, harmonisk klingende “Tema, version I” og et disharmonisk, ustabilt “Tema, version II”. Herefter følger fem “variationer”, baseret på centrale intervaller og motiver fra de to temaer. Der er otte trompeter i orkestret, to sæt pauker, og orgel, som forstærker messingblæserne, især i slutningen med overskriften “glorificazione”, hvor F-durs sejr over den ‘atonale ondskab’ forkyndes. “Det lyder som moderne musik, men er det ikke”, sagde Rued Langgaard om symfonien.

Symfoni nr. 6 er dog Langgaards mest avant­gardeprægede symfoni, og den betragtes i dag som et hovedværk i mellemkrigstidens danske musik. Konfliktstoffet i Langgaards værker i årene lige efter Første Verdenskrig blev knyttet sammen med personligt betingede, apokalyptiske idéer. Store dele af værket blev således genbrugt i operaen Antikrist (1921-23). Skal man forsøge at knytte musikken til en af de internationale ismer, må det blive ekspressionismen. Symfoniens danske fiasko og det faktum at Antikrist ikke kom på scenen (det skete først i 1999), må have medvirket til, at Langgaard drastisk skiftede stil omkring 1925. Men det virker også som om, han ikke længere var i stand til at fortsætte ad det ekspressionistiske spor med dets komplicerede religiøse og dybt personlige aspekter.

I symfoni nr. 7 (F-dur, 1925-26) holder han musikken ud i strakt arm. Værket er Langgaards svar på tidens neo-klassiske trend, hvor klarhed, renhed og en vis upersonlig distance fra komponistens side var idealet. Hos Langgaard bliver det dog til en art forenklet neo-romantik uden brug af sonateformen, men i fire satser, deriblandt både “sørgemarch” og “scherzo”. Symfonien blev uropført 1926 og trykt for Langgaards egen regning i 1927, og det er den trykte version, som her er indspillet for første gang. Værket har i denne version ingen titel.

Langgaard fulgte op med den statiske symfoni nr. 8 (igen i F-dur), der var otte år undervejs og igennem utallige faser, før værket i 1934 fandt sin stort set endelige form. I 1945 sendte Langgaard originalpartituret som gave til Christian den X i anledning af kongens 75 års dag. Dette manuskript blev i 1998 lokaliseret i Rigsarkivet. Med H.M. Dronning Margrethes venlige tilladelse er partituret blevet stillet til rådighed for musiklivet og dermed denne nyindspilning. Symfonien er endnu ikke blevet koncertopført, men blev indspillet første gang på cd i 1992 efter det dengang eneste foreliggende, meget mangelfulde partitur.

Symfonien er en fanfare, en hyldest til “Frede­riks­staden” (grundlagt i 1749) med kongeslottet Amalienborg og Frederikskirken, populært kaldet Marmorkirken (fuldført 1894). Langgaard fik som treårig sin ‘indvielse’ til musiker i denne kirke og debuterede her som orgelspiller i 1905. I erindringens lys stod kvarteret for Langgaard som et jordisk symbol på “Det nye Jerusalem”, der ifølge Johannes’ Åbenbaring toner frem i evig­hedens morgen. Efter flere tekstforslag med apokalyptisk emne endte Langgaard med selv at sammensætte en tekst til 3. sats ud fra digt­strofer af Johannes Jørgensen (som igen citerer N.F.S. Grundtvig) og Christian Richardt. De solistisk præsenterede førstelinier udgør reelt programmet for hele Langgaards produktion fra 1925: “Den gyldne skat af hvad én gang var med skælvende hænder jeg hæver”. Musikstilen har mindelser om Mendelssohn og Beethoven (scherzo-satsen) og Niels W. Gade, og et direkte lån af kvint-motivet fra Bruckners symfoni nr. 3. Men selv om ingen akkord og intet motiv ikke kunne være skrevet i 1875, så kunne værket som helhed – ligesom Langgaards symfoni nr. 7 – næppe være skrevet dengang. Dertil er musikken for ekstrem og demonstrativ, nærmest konceptpræget. Man kunne parafrasere komponisten og sige: “Det lyder som romantisk musik, men er det ikke”.

Bendt Viinholt Nielsen, 2000

Release date: 
maj 2001
code: 
8.224180
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099988025
Track count: 
15

Credits

Indspillet i Danmarks Radio d. 18. og 21.- 22. august 1998 (Nr. 6), 7.- 10. april 2000 (Nr. 7), og 21. - 23. juni og 15. august 2000 (Nr. 8)

Producere: Michael Petersen og Chris Hazell (Nr. 8, 1. og 4. sats)
Lydteknik: Jørn Jacobsen
Editing: Preben Iwan

Forlag: Edition Samfundet (Nr. 6 og Nr. 8); Edition Wilhelm Hansen (Nr. 7)
Det musikalske materiale fra Langgaard Edition blev brugt til denne indspilning af Symfoni Nr. 8

Coverbillede: J.F. Willumsen: "Sol over sydens bjerge" (1902). Thielska Galleriet, Stockholm

Denne cd er indspillet i samarbejde med Danmarks Radio