Symfoni nr. 1

SACD (free shipping)

  • SACD
    Super Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Rued Langgaard

Symfoni nr. 1

Thomas Dausgaard

Rued Langgaard fuldførte sin første symfoni i en alder af kun 17 år. Ingen dansk komponist havde førhen skrevet en så ambitiøs, krævende og lang symfoni, og den blev da også betegnet som uspillelig. Men i 1913 blev den uropført med stor succes af Berlins filharmoniske Orkester under Max Fiedler. Langgaards forbilleder er Tjajkovskij, Wagner og Bruckner, men værket rummer frapperende, originale indslag og byder på en oplevelsesrig vandring fra foden af bjerget, hvor brændingerne slår mod klipperne, og indtil man når det storslåede og vide udsyn på bjergets top.

Vælg foretrukket format til download af track.
Symphony no. 1 "Klippepastoraler" ("Mountain Pastorals") BVN 32
1 I Brændinger og Solglimt (Surf and Glimpses of Sun). Maestoso 21:26 19,20 kr.
2 II Fjeldblomster (Mountain Flowers). Lento 10:38 12,80 kr.
3 III Sagn (Legend). Lento misterioso 5:39 9,60 kr.
4 IV Opad Fjeldet (Mountain Ascent). Marcato 5:18 9,60 kr.
5 V Livsmod (Courage). Maestoso allargando - Entusiactico maestoso 17:28 16,00 kr.
Total runtime: 
60 min.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eks-pe-rimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. år-hundredes livsanskuelser, musikalske stilret-ninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større or-kes-ter- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang-gaard-familiens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lej-lighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Lang-gaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfæ-rer-nes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’rne – at opleve succesrige opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inter-esse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et or-ga-nist-embede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang-gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende forblev utrykte, er for tiden under udgivelse.

Yderligere information: www.langgaard.dk

 

Langgaard som symfoniker

Man skal lede længe i det 20. århundredes musik for at finde en så lang, særpræget og varieret række af symfonier som Langgaards. Med 16 nummererede symfonier – komponeret 1908-51 – er han i antal kun blevet overgået på dansk grund af Niels Viggo Bentzon (1919-2000), der nåede nummer 24. Langgaards symfonier er uhyre afvekslende i varighed, form og tonesprog. En klar udvikling fra nr. 1 til nr. 16 tegner sig ikke, men der er brudflader mellem Symfoni nr. 3 og 4, 6 og 7 samt 10 og 11. De formale yderpunkter er den store senromantiske Symfoni nr. 1 (60 min.) og den mono-tematiske, ensatsede Symfoni nr. 11 (6 min.). Vokale indslag findes i Symfoni nr. 2, 3, 8, 14 og 15, og Symfoni nr. 3 er reelt en klaverkoncert. Den musi-kalske stil har overvægt til den romantiske og senromantiske side, men der er markante eksempler på udtryksformer på omgangshøjde med samtidens progressive tonesprog (Symfoni nr. 6 og begyndelsen af nr. 15).

Langgaard ønskede ikke at skabe et selvstændigt, originalt og moderne tonesprog. Tværtimod tog han bevidst udgangspunkt i det fra Gade, Wagner, Tjajkovskij og Strauss overleverede gods. Umiddelbart lyder nogle af værkerne faktisk, som om de er komponeret 50-75 år for sent. Men betragtet under ét er Langgaards symfoniske cyklus et originalt og tankeprovokerende bi-drag til 1900-tallets musikhistorie. I de første seks symfonier afprøver han genrens muligheder inden for meget forskellige stilarter. Fra Symfoni nr. 7 træder outsideren for alvor frem med det paradoksale og hasarderede projekt at bevise den romantiske æstetiks fortsatte relevans og potentiale i en moderne, verdsliggjort tidsalder.

Den romantiske epokes tonesprog rummer ‘sandheden’ efter Langgaards mening, fordi det formidler et åndeligt budskab, som er alment forståeligt. Langgaard plukker derfor uhæmmet fra alle romantikkens hylder, men giver ofte det velkendte et eftertryk og sætter det ind i en ukonventionel ramme, således at det demonstrative, abrupte og teatralske træder frem. Man fornemmer en ærefrygt, men også en distance i forhold til de romantiske klicheer. For at blive forstået følte Langgaard, at han måtte gå til yderligheder, og især med Symfoni nr. 11 og 12 bringes symfonibegrebet ud i det absurde. Dermed sætter Langgaard sin egen rolle som erklæret formidler af et harmonisk skønhedsbudskab over styr. Den konservative og nostalgiske komponist bliver samtidig til en moderne ‘splittet’ kunstner, som forholder sig seismografisk følsomt, for ikke at sige desperat, til samtiden og sin isolerede situation.

Begrebet senromantik dækker kun til dels Langgaards symfonier, hvis man dermed tænker på organisk bredde, store kontraster og symfoniske højdepunkter. Langgaard er i reglen kontant og kortfattet i sine formuleringer og rapsodisk i sin form. Man kan se et slægtskab med ‘effektiv’ brugsmusik som Korngolds filmmusik eller Prokofjevs balletmusik, men i modsætning til Korngold undgår Langgaard enhver sentimentalitet. Det er karakteristisk, at symfonierne begynder fyndigt og klart – der er ingen langsomme, søgende indledninger. Og det er begyndelsens stemning og karakter, som konstituerer et værks forløb, ikke en på forhånd fastlagt form som f.eks. sonateformen. Med den hyppigt anvendte ensatsede form kan Langgaard fastholde en for værket særegen stem-nings-verden ubrudt gennem hele forløbet.

De farverige titler er udtryk for en insisteren på, at musikken har en betydning ud over det musikalske, en mission af religiøs art. Selv om Langgaard først begyndte sit virke efter den symbolistiske epoke omkring 1900, har det vist sig frugtbart at opfatte Langgaard som en symbolistisk kunstner. De forskellige stilistiske udtryk har hver deres symbolske betydning, og de 16 værker belyser hinanden og danner tilsammen et univers med en egen fasci-nerende sammenhæng.

 

Symfoni nr. 1

Langgaards første symfoni falder inden for rammerne af den femsatsede program-symfoni med rødder i Beethovens pastorale-symfoni (nr. 6) og Berlioz’ Symphonie fantastique. Langgaards ‘program’ blev offentliggjort i forbindelse med uropførelsen af symfonien i Berlin i 1913. Værket beskriver en vandring fra foden af et klippemassiv og op til bjergets top: “Ved bjergets fod skummer havbrændingen brølende mod klipperne. Menneskesjælen stræber ud over brændingen for at skue morgenrøden og det forjættede land”, hedder det om 1. sats, Brændinger og Solglimt. I 2. sats, Fjeldblomster, begynder opstigningen, og man oplever “bjergets blomster [sitre] let i det svage sus, som spøgelsesagtigt stryger gennem granernes toppe.” Så følger et hvilepunkt i form af den drømmeagtige midtersats, Sagn, hvor havets fjerne brusen skaber en “sagastemning”, og man synes at høre “stemmer fra længst forsvundne tider”. Men turen går videre Opad Fjeldet (4. sats) til toppen af bjerget, hvor “udsigten med den vide horisont, den højthvælvede himmel, det fjerne, blåglitrende hav med de hvide skumkamme fylder hjertet med nyt livsmod”, og Livsmod er netop finalens titel. Symfoniens satsbetegnelser er oprindelige, men titlen “Klippepastoraler” kom først til i midten af 1940’rne.

De stemninger, Langgaard skildrer, refererer til oplevelser på Kullen (Kullaberg) i det sydlige Sverige, hvor Langgaard-familien ferierede hver sommer i årene 1898-1908. Kullen er et 187 m højt bjerg med en charmerende natur og med dramatiske klippepartier og stejle fald ned mod havet. Rued Langgaard var kun lige konfirmeret, da han i foråret 1908 påbegyndte 1. sats af symfonien. Allerede i november samme år kunne han præsentere de første fire satser ved en privat koncert, hvor den 15-årige komponist spillede musikken på klaver “frit efter orkesterpartiturerne.” Finalen blev komponeret i 1909, og i den følgende tid reviderede og ominstrumenterede han satserne flere gange, indtil symfonien i 1911 forelå færdig. Sagn var oprindelig et selvstændigt orkesterstykke, og Fjeldblomster var et stykke for violin, cello og klaver, som i orkestreret form blev indlemmet i symfonien. Det er bemærkelsesværdigt, at Langgaard ikke senere reviderede værket; ingen af de følgende seks symfonier fik nemlig lov at beholde deres oprindelige form, men blev enten forkortet eller omarbejdet. Det er endog de originale orkesterstemmer fra uropførelsen i Berlin i 1913, som er blevet anvendt ved senere opførelser af værket og således også ved nærværende indspilning.

Værket indledes med et karakteristisk motiv, som senere optræder i forskellige varianter og hvis rytme spiller en særlig rolle i første sats. Symfonien bindes cyklisk sammen af dette motiv og af satsens hovedtema, som begge tillige høres i finalen. De stort anlagte ydersatser er i den traditionelle sonateform, mens de tre midtersatser alle er relativt korte tonebilleder, og det er karakteristisk, at symfonien hverken har en decideret langsom sats eller en egentlig scherzo, idet fjerde sats nærmest må betegnes som et intermezzo før finalen. Finalen er symfoniens vægtigste sats. Den er mere sammensat og krydret i tonesproget end de foregående dele, og Langgaard opnår en bemærkelsesværdig virkning ved at lade musikken gå i stå to gange i begyndelsen af gennemføringsdelen. I satsens pompøse slutning føjer en ekstra messinggruppe bestående af tre trompeter, tre basuner og tuba sig til det i øvrigt stort besatte orkester med otte horn (hvoraf fire tillige spiller på wagnertubaer).

Langgaard havde ikke held til at få det usædvanligt krævende og omfattende værk uropført i København. Uofficielt blev symfonien betegnet som uspillelig. Men den unge komponist var jævnligt i Berlin sammen med sine forældre, og familien havde gode kontakter hos Berlinerfilharmonikerne. Her så man med interesse på symfonien, og med støtte fra mæcener i København og med den tyskfødte danske dronning Alexandrine som protektor lykkedes det familien at arrangere en koncert den 10. april 1913 i Filharmoniens sal med Berlins filharmoniske Orkester udvidet til 102 mand. Det var et rent Rued Langgaard-program, som indledtes med, at den 19 år gamle komponist uropførte Preludio patetico (1913) på koncertsalens store orgel. Under ledelse af Max Fiedler uropførtes dernæst orkesterværket Sfinx (1909-13), og som sidste programpunkt fik symfoni nr. 1 sin første opførelse. Det blev en kolossal succes for den unge komponist. Den tyske presse var særdeles positiv over for det enestående og lovende talent, som her trådte frem, og i den danske avis Nationaltidende hed det bl.a.:

“[…] Trods sit omfang gør værket et fængslende og til tider overvældende indtryk, fuldt som det er af gribende klangvirkninger, af senespændt rytmik, og båret oppe af en usvigelig koncis karakterisering af alle stemninger fra muldblødt drømmeri til fremstormende dådskraft […] man står ansigt til ansigt med en moden intuitivt-erfaren kunstner, der er i besiddelse af et fuldkomment herredømme af de midler, gennemførelsen af hans vidtfavnende intentioner kræver […]”

Hvad ingen dengang kunne vide var, at denne begivenhed samtidig blev højdepunktet i hele Langgaards liv som komponist. Verdenskrigen kom, og de muligheder, han eventuelt kunne have haft i Tyskland som vidunderbarn à la den fire år yngre Erich Korngold, som samtidig var ved at slå igennem i Wien og Berlin, forsvandt med ét. I Danmark kom Langgaard til at gå fra det ene kunstneriske nederlag til det andet. På baggrund af den strålende modtagelse i Berlin forsøgte han at få en opførelse af symfonien i stand i København – uden held. Det var først mange år senere, i 1928, hvor Langgaard selv dirigerede værket i den musikforening, han havde oprettet “som modvægt mod den moderne musiks rædsler”, at symfonien opnåede en dansk førsteopførelse. De køben-havnske kritikerne var nok imponerede over, hvad Langgaard kunne med et orkester, men hvor man tidligere i Berlin havde fundet det naturligt, at en ung komponist var påvirket af store forbilleder, og derfor fæstnede sig mere ved det personlige og “sunde” i musikkens form og indhold, så var kritikerne i 1928 mest optaget af, at tonesproget var så tydeligt påvirket af især Wagner og Tjajkovskij. Man fandt det gammeldags og ret trættende.

I 1984 opførtes værket i København (i forkortet form) med Radiosymfoniorkestret, som også stod for den fjerde og indtil videre seneste koncertopførelse i 1993 under Leif Segerstam, der også indspillede værket på CD ved denne lejlighed. Den første indspilning af symfonien forelå dog i 1992 i Artur Rubinstein-filharmonikernes og dirigenten Ilya Stupels pioner-indspilning af -Lang-gaards 16 symfonier.

Bendt Viinholt Nielsen, 2008

Release date: 
april 2008
code: 
6.220525
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313152568
Track count: 
5

Credits

Indspillet i DR Radiohusets Koncertsal 12.-18. maj 2007
Producer: Preben Iwan
Teknik: Jan Oldrup
Redigering: Preben Iwan
Mastering: Preben Iwan and Jan Oldrup

Grafisk design: Elevator Design
Forlægger: Edition Samfundet

Dacapo Records ønsker at takke Langgaard Fonden for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen.

Denne SACD udgives i samarbejde med Danmarks Radio.