Orkesterværker Vol. 3

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Herman D. Koppel

Orkesterværker Vol. 3

Aalborg Symfoniorkester, Moshe Atzmon

Koppels symfonier nr. 3 og 4 er ambitiøse værker. Det er tydeligt at høre, at komponisten udforsker grænserne i sin egen musik, og går til emotionelle, melodiske og kontrapunktiske yderligheder. Det er også med disse to symfonier, at Koppel for alvor frigør sig fra arven efter Carl Nielsen, som dog forblev hans store forbillede både menneskeligt og musikalsk. Aalborg Symfoniorkester og Moshe Atzmon har vundet stor international anerkendelse for deres indspilninger i serien med Koppels orkesterværker, og Dacapo Records er stolte over at præsentere deres fortolkning af en af det 20. århundredes mest markante danske komponisters hovedværker. Dacapos serie med Herman D. Koppels orkesterværker udgives i samarbejde med Danmarks Radio.

Total runtime: 
64
k
Vælg foretrukket format til download af track.
Symphony No. 3, Op. 39 (1944-45)
1 Allegro moderato - Presto - Tempo I - Allegro energico - Tranquillo - Poco fluendo 29:24 22,40 kr.
Symphony No. 4, Op. 42 (1946)
2 I Andante 16:00 16,00 kr.
3 II Intermezzo scherzando. Molto allegro 5:53 9,60 kr.
4 III Andante recitando - Allegro 13:02 12,80 kr.
Herman D. Koppel

Herman D. Koppel (1908-1998) var en af det 20. århundredes største danske musikpersonligheder. Myreflittig som komponist, pianist og pædagog, og stamfar til et musikdynasti, der er blevet en dansk pendant til slægten Bach i Tyskland. Navnet Koppel er i Danmark ensbetydende med musikerskab på højt niveau, gennem tre generationer og utallige stilarter.

Koppel-slægten slog rødder i Danmark i 1907, da Herman D. Koppels forældre, et jødisk ægtepar, flyttede fra den polske landsby Blaszki til København. Det var emmigrationens tid, hvor hver 10. dansker udvandrede, men hvor landet samtidig modtog nyt blod fra udlandet, bl.a. tusindvis af fattige østeuro-pæiske jøder.

Herman D. (D for David) Koppel var ældste søn, og familien anskaffede sig et klaver allerede før han var født, så den førstefødte kunne blive pianist. Herman begyndte at spille som fem-årig. Som 17-årig blev han optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, ved en optagelsesprøve, hvor nationalkomponisten Carl Nielsen sad i bedømmelsesudvalget. Fra 1929 kom Koppel tættere på Carl Nielsen, og spillede bl.a. alle Nielsens klaverværker for komponisten. Omvendt gennemså Nielsen en del af Koppels tidlige kompositioner, og for Koppel blev Carl Nielsen et ideal, både kunstnerisk og menneskeligt. Koppel blev den sidste større danske komponist, der tog sit udspring i en direkte kontakt med Carl Nielsen.

Koppel debuterede som pianist i 1930, og samme år fik han for første gang et af sine værker spillet offentligt. Bortset fra instrumentationslære forblev han autodidakt som komponist.

Efter Carl Nielsens død i 1931 blev Koppel i stigende grad optaget af udenlandsk modernisme – Stravinskij og Bartók især – og ikke mindst jazzmusik. Koppel blev en del af mellemkrigstidens kulturradikale miljø, der i Danmark talte komponister som Finn Høffding (1899-1998), Jørgen Bentzon (1897-1951) og Knudåge Riisager (1897-1974)

Koppel arbejdede i 1930’erne med så forskellige genrer som pædagogisk brugsmusik, revy og filmmusik, og tog på mange måder afstand fra traditionerne. Det gjaldt også de jødiske (han giftede sig til sine forældres forfærdelse med en kristen dansk kvinde). Han begyndte at ernære sig som akkompagnatør, bl.a. for den berømte tenor Aksel Schiøtz, med hvem han også indspillede mange plader.

Koppels livsbane blev drastisk afbrudt, da han med sin kone og to små børn i 1943 måtte flygte til det neutrale Sverige, fordi den tyske besættelsesmagt iværksatte jødeforfølgelser også i Danmark. Familien boede i Sverige til krigens slutning, men flugten kom til at sætte dybe spor i Koppels liv og musik.

Efter krigen tog Koppel fat på nye genrer. Han havde hidtil mest skrevet instrumentalmusik, men komponerede nu en hel del vokalværker. Særligt prægnante er dem til gammeltestamentlige tekster.

Hans position i dansk musikliv blev stærk i efterkrigsårene, både som klaverlærer ved Konservatoriet i København (han var professor fra 1955 til 1978), som en af landets førende instrumentalister og som ledende repræsentant for tidens nye danske musik, der domineredes af en moderat, neoklassisk modernisme. Den meget aktive periode efter krigen kulminerede i første halvdel af 1960’erne, hvor Koppel skrev nogle af sine største værker. Af dem har både oratoriet Moses (1964) og hans Requiem (1966) deres rod i krigsoplevelserne.

I 1960’erne markerede familien Koppel sig også stærkt med Hermans to sønner, Thomas og Anders, der fik sensationel succes i den eksperimenterende rockgruppe Savage Rose, datteren Therese, der blev pianist, og datteren Lone, der blev Det Kgl. Teaters stjernesopran.

Herman D. Koppels musik blev i 1970’erne mere fortættet, og også som koncertpianist fornyede han sig. Helt op til 1990’erne fortsatte han med at udvide sit repertoire med sjældent hørte værker, bl.a. Schönbergs Klaverkoncert. Hans sidste kompositioner er fra midten af 1990’erne, og som pianist gav han koncerter indtil to år før sin død.

I betragtning af hvor alment kendt Herman D. Koppel og hele hans familie har været i Danmark i over et halvt århundrede, har hans større kompositioner været temmelig fraværende i publikums bevidsthed. Kun hans 3. Klaverkoncert er blevet opført nogenlunde regelmæssigt og også blevet pladeindspillet. Et så markant værk som oratoriet Moses henlå i over 30 år, før det blev genopført få år før Koppels død.

En karakteristik af Koppel som komponist kan lyde sådan: Forankret i det musikantiske, friere hvad angår både form og tonalitet, og undvigende overfor dogmer som dodekafoni eller serialisme. Koppels musik har ofte et stærkt rytmisk præg, og nogen kan høre en farvning fra jødiske traditioner i hans værker.

Koppel som symfoniker er det kun få, der har et tydeligt indtryk af, for ingen af hans symfonier har været indspillet før, eller været regelmæssigt på programmerne i danske koncertsale. Denne serie med førsteindspilninger af de syv symfonier, giver os endelig et klarere billede af en af det 20. århundredes kendteste danske musikere, Herman D. Koppel.

Symfoni nr. 3

Før krigens afslutning skrev Koppel sin 3. Symfoni, der med sin koncentration og idérigdom overgik de to foregående værker. Symfonien blev skrevet i eksilet i Sverige, i årene 1944-45. Familien levede af de forskellige musikjobs, Koppel kunne få. Via et af disse, en radiooptræden i Stockholm, kom Koppel i kontakt med en gammel bekendt fra barndomsårene, der nu var blevet svensk gift, og havde fået titel af friherreinde. Hos hendes familie tilbragte Koppel mange uger i den sidste krigsvinter, og kunne dér øve på et ordentligt flygel og komponere i fred. Han tilegnede symfonien til sin værtinde, Lea Åkerhielm.

»For mig er denne ensatsede symfoni et udtryk for den frygt, blandet med længsel, vi endnu nærede for Danmarks skæbne. Ikke som et stykke programmusik, men i stemning og tone«, fortalte Koppel i sin alderdom. Symfoniens forløb (der kan minde om Koppels anden ensatsede symfoni, nr. 6) er strammere end i de to foregående værker, orkestreringen er mere præcis, kontrapunktet mere sparsomt og veludnyttet, men den overordnede tone minder om den 2. Symfoni.

Symfonien falder i tre forløb, men den samlede udvikling bestemmes af to temaers metamorfoser. Det første tema høres i begyndelsen, som en langt udspunden klarinet-melodi, over et 6/8 ostinat i brastcher. Det andet tema er en smertelig melodi, der introduceres af engelskhornet i 9/8.

Symfoniens midterste del præges af en ilter akkompagnementsfigur, der fører til en kulmination i en særpræget vrangvendt, fuld orkestration. Efter en sidste genkomst af 9/8-akkompagnementet i træblæserne følger symfoniens tredje hoveddel, som indledes af begyndelsesostinatet i bratscher og fagotter, men nu i 4/4. Værkets andet klimaks piskes op af unisone strygere indtil et fuldt stop nås, og symfonien rundes langsomt af med et ekko af indledningen.

“Veloplagt” er måske et forkert ord at bruge om så længselsfuld musik som denne symfoni, men det er som om metamorfosens begrænsninger har styrket Koppels tankegang, så form og indhold passer bedre sammen end i de to foregående symfonier. Symfonien viser at Koppel har udviklet et sikkert greb om sin stofbehandling, og den færdighed holder Koppel fast i de efterfølgende årtier.

Den 3. Symfoni blev som den første af Koppels symfonier trykt, udgivet af forlaget Wilhelm Hansen allerede i 1946.

Symfoni nr. 4

Efter hjemkomsten til Danmark blev Koppel hurtigt integreret i musiklivet igen, og de næste 15-20 år var en central periode i hans karriere.

Symfoni nr. 4 blev skrevet i juni-august 1946. Den blev tilegnet Koppels tidligere klaver-lærer Anders Rachlew og hans hustru Ada, der sammen med Koppel havde været blandt de danske flygtninge i Sverige. Krigen var slut, men Koppel var endnu kun ved begyndelsen af en fase, hvor hans værker var reflektioner over krigsårene.

Thomas Jensen uropførte symfonien 7. november 1946 ved en koncert med Radiosym-fo-niorkestret, og Koppels ven Gunnar Heerup holdt et radioforedrag om værket, hvortil Koppel selv spillede musikeksempler på klaveret. Symfonien blev siden kun opført to gange.

Symfoniens udgangspunkt er typisk for Koppels musik, når den er bedst. En rytmisk figur, en skævvredet dødedans, fungerer som ostinat til en solo i basklarinetten. De to idéer bliver grundlag for hele første sats, og er et godt eksempel på Koppels kompositionsteknik. I sin erindringsbog fra 1988 fortæller han hvordan han komponerer: “I første omgang søger jeg frem til et fundament, blot et par takter måske, jeg kan betragte som en lov og et udgangspunkt at skabe ud fra. En cellekerne hvorfra balancen, satsens proportioner, kontrasternes vekselspil og spændingen mellem dem vokser frem.”

Satsens sidetema er en pastoral hymne, der høres første gang i strygerne, men som kun når at markere sig med et enkelt otte-takters forløb inden rytmeostinatet sætter ind igen.

Rytmefiguren og de forandrende soli er som bundet sammen i et uløseligt drama. En op--løs-ning synes nødvendig, men det modsatte sker. Rytmeostinatet forstærkes, men medfører at hovedtemaet tildeles de magtfulde tromboner. Efter endnu en kort tilstedeværelse af det fredelige sidetema følger en kontrasterende gennemføringsdel i et mere bevæget tempo. Rytmeostinatet bider sig også fast her, og pisk-er uroen op til satsens største klimaks, der nærmer sig det minimalistiske i sin insisteren. Abrupt vender sidetemaet tilbage en sidste gang, og det melodiske hovedtema får lov til at svæve frit i musikken, uledsaget af rytmeostinatet.

Den korte 2. sats er et klart formgivet Intermezzo scherzando. Ovenpå 1. satsen har Intermezzo’et en grotesk og malplaceret humor, virtuost leveret i neoklassisk form. Bartóks sene stil må være en inspiration, både hvad angår instrumentationen og formtypen, men eksempler på satirisk dansemusik finder man allerede i småstykker fra Koppels teenageår.

En symfonisk helhed nås i sidste sats. Et langsomt recitativ i violinerne præsenterer korte motiver, der benyttes i den senere Allegro-del. Recitativet er anspændt med højtliggende violinstemmer og uregelmæssigt punkterede rymter i akkompagnementet. Et marsch-tempo indleder satsens hoveddel, der hurtigt når et voldsomt instrumenteret klimaks. Satsens midterdel holdes i lave dynamiske grader, og bygger på to nye motiver, der kontrasterer til den efterfølgende reprise af recitativets motiver, nu i hoveddelens hurtige tempo. Effekten er krigerisk og brutal, og understreges af et nyt rytmeostinat, enklere end det fra 1. sats. En kort epilog, instrumenteret tyndt og lyst i forhold til de overståede kampe, afslutter denne Koppels hidtil mest komplekse symfoni.

Den 4. Symfonis dristighed har været hård kost for datidens danske publikum, og at den efterfølgende fik så få opførelser har været med til at fortegne billedet af Koppel som symfoniker.

Symfonien er et ambitiøst værk, hvor Koppel søger nye grænser for sin musik, og når emotionelle, kontrapunktiske og melodiske yderligheder. Man finder også nye højder for hvor tragisk musik, Koppel magter at skrive, og dét er svært at fortolke som andet end et udtryk for krigsødelæggelserne. Koppel var aldrig meget for selv at udlægge sine kompositioner programmatisk, men på dette tidspunkt havde han i knap et år måttet leve med erkendelsen af at store dele af hans mors slægt i Polen var blevet udryddet på barbarisk vis.

Jens Cornelius, 2003

Release date: 
oktober 2003
code: 
8.226016
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943601624

Credits

Indspillet i Symfonien, Aalborg 13.-15. juni og 6. oktober 2001 (Symfoni nr. 3) og 22.-26. august 2000 (Symfoni nr. 4)
Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Knud Esmarch
Redigering: Knud Esmarch and Henrik Sleiborg
Mastering: Clemens Johansen
Grafisk design: www.elevator-deisgn.dk

Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the financial support of Sonning-Fonden
This CD has been recorded in cooperation with the Danish Broadcasting Corporation (DR)