Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Strygekvartetter 1, 2 og 3

Paul von Klenau

Strygekvartetter 1, 2 og 3

Sjællands Strygekvartet

Denne verdenspremiereindspilning af Paul von Klenaus (1883-1946) nyligt genfundne strygekvartetter kaster nyt lys over en interessant skikkelse i den tidlig 20. århundrede musik. Den danskfødte komponist forlod sit fødeland for at studere og arbejde i Tyskland og Østrig, hvor han tilhørte Alban Bergs kreds af venner. Klenaus musik fastholder således en fascinerende spænding mellem den sene romantik og den tidlige modernisme; virkende, som sagt af Berg, i “tonalitetens tusmørke”.

Køb album

CD

  • 139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
70 min.
PAUL VON KLENAU

Paul von Klenau blev født den 11. februar 1883 i København. Trods sit tyskklingende navn, der stammer fra en gammel mecklenburgsk adelsslægt, havde Klenaus gren af familien levet i Danmark siden hans tiptip-oldefar Jørgen Christoffer von Klenow kom til København i begyndelsen af 1700-tallet. Men Klenaus liv er alligevel tæt forbundet med Tyskland, fordi han levede størstedelen af sit voksne liv i Tyskland og Østrig.

Klenau fik sin første uddannelse i København, hvor han fra 1900 fik undervisning af Otto Malling i teori og af Frederik Hilmer i violinspil. I 1902 rejste han til Berlin, hvor han studerede komposition hos Max Bruch og violin hos Carl Halír. Da han kom til Berlin var hans hovedinteresse violinspillet, men efterhånden tog interessen for komposition overhånd, og han opgav at satse på violinen. I 1904 rejste han til München, hvor han fortsatte sine kompositionsstudier hos Ludwig Thuille, og efter dennes død i 1907 studerede han fra 1908 hos Max von Schillings i Stuttgart. Han har derimod aldrig studeret hos Schönberg, som man af og til kan læse.

Han begyndte på dette tidspunkt en karriere som repetitør og kapelmester, først med en ansættelse ved Städtische Oper i Freiburg i 1907. Fra 1909 var han repetitør ved operaen i Stuttgart, i 1912 blev han dirigent for Bachverein i Frankfurt am Main, og året efter fik han stillingen som 1. kapelmester ved operaen i Freiburg. Fra senest 1913 havde han sin faste base på familiens ejendom Keilhof i landsbyen Beuerberg i Bayern, i nærheden af Rosenheim.

Karrieren som dirigent førte ham i 1919 til København, hvor han i 1920 grundlagde Dansk Filharmonisk Selskab, som han ledede frem til 1926. I denne periode opholdt han sig ofte i København og spillede en stor rolle for byens musikliv med opførelser af et bredt udvalg af moderne orkestermusik. Han gjorde en særlig indsats for at præsentere Schönbergs musik, hvilket kulminerede med Schönbergs besøg i København i 1923, hvor han den 30. januar dirigerede en koncert med egne værker. I 1922 blev Klenau ansat som kordirigent ved Konzerthaus i Wien, fra 1924 med titel af koncert-direktør, en stilling som indebar, at han dirigerede de store orkesterkoncerter, hvor koret Wiener Singverein medvirkede. Fra 1930 levede han som freelance dirigent med Wien og Frankfurt som de vigtigste arbejdssteder, hvilket igen gav ham mere tid til at komponere. Han vendte i 1940 tilbage til København, hvor han døde den 31. august 1946.

Som komponist fik han sit gennembrud, da hans 1. Symfoni med succes blev opført ved den årlige musikfest i Allgemeiner Deutscher Musikverein i 1908. Også hans 3. Symfoni, som blev uropført af Hans Pfitzner i Strassburg, fik en god modtagelse. Hans værker var på dette tidspunkt præget af den tids moderne orkesterstil, som forbinder monu-mentale former med en højt udviklet instrumentationskunst. I begyndelsen er hans stil præget af den sydtyske tradition, der rækker fra Richard Strauss til Max von Schillings med rødder tilbage til Bruckner. Op mod 1. verdenskrig tilføjes en mere differentieret og forfinet orkesterklang, og han bevæger sig i retning af en klangverden som den, man finder hos Franz Schreker eller Alexan-der von Zemlinsky. Dette kan man høre i det symfoniske digt Paolo und Francesca (1916) og i hans orkesterliedcyklus Gespräche mit dem Tod (1915). Et andet eksempel er hans første opera Sulamith, som Bruno Walter satte op 1913 som sin første nyopsætning efter sin tiltrædelse som chef for hofoperaen i München. I denne periode skrev han også operaen Kjartan und Gudrun (1918) og balletten Den lille Idas blomster (1916).

Fra 1918 følger en række eksperimenterende værker, dels præget af impressionismen (Stimmungen for klaver, 1918), dels præget af mødet med Schönbergs tidlige atonale musik (Vier Klavierstücke, 1921). I 1920’erne tager dirigentvirksomheden hovedparten af hans tid, men i slutningen af 1920’erne indleder han et nært forhold til Alban Berg, som kulminerer i begyndelsen af 1930’erne, hvor de begge arbejder med at skrive operaer baseret på tolvtonerækker. Samtidig med at Berg arbejder på Lulu, skriver Klenau sin første tolvtoneopera, Michael Kohlhaas, i 1932-33, og fortsætter 1934-35 med den næste, Rembrandt van Rijn. Det er i denne periode, Klenau formulerer sin teori om en ‘toneartsbestemt tolvtonemusik’, en ide som meget taler for kan have haft betydning for Alban Bergs udformning af tolvtonerækken til sin violinkoncert. En tredje tolvtoneopera er Elisabeth von England (1939), revideret året efter som Die Königin og opført som Dronningen i København i 1941. Det er paradoksalt, at disse tre tolvtoneoperaer blev uropført og spillet i Tyskland efter nazisternes magtovertagelse, hvor ellers stort set al tolvtonemusik var bandlyst. En af grundene var, at Klenau i en artikel argumenterede for, at hans særlige tolvtoneteknik kunne ses som svarende til den orden og lovmæssighed, der må præge en nationalsocialistisk kunst. Denne holdning er uden diskussion opportunistisk, men på den anden side synes han ikke i politisk eller ideologisk forstand at have været nazist. Der er stadig mange spørgsmål til denne fase af hans liv, som kræver nærmere udforskning, før man kan drage håndfaste konklusioner.

I slutningen af 1930’erne forlod Klenau igen gradvist tolvtoneteknikken, og i 1940 flyttede han tilbage til København, hvor han først og fremmest brugte sin tid på at komponere. Fra denne sene periode stammer fem symfonier (nr. 5 til 9), en opera og en række andre værker, der for en dels vedkommende stadig venter på deres uropførelse.

Kvartetterne

Klenaus produktion af kammermusik falder i to perioder. Den første gruppe af værker er skrevet i årtiet før første verdenskrig. Den tidlige strygekvartet i a-mol og den instrumentale Wiegenlied for violin og klaver er begge skrevet i 1904 og står dermed i umiddelbar forbindelse med studieårene i Berlin. I 1908 følger hans klaverkvartet i h-mol og i 1911 en klaverkvintet – begge forblev hans eneste forsøg i disse genrer. I denne tid opstår også to yderligere strygekvartetter, hans e-mol-kvartet (1911), som han efterfølgende regnede som Nr. 1 og den unummerede Frühlingsquartett, som var færdig i 1912.

Den anden gruppe af værker er skrevet tre årtier senere i København under 2. verdenskrig. Her skrev han yderligere to strygekvartetter, Nr. 2 (1942) og Nr. 3 (1943). Her opstod også tre sonater for henholdsvis cello og klaver (1943), violin og klaver (1943-44) og viola da gamba eller cello og klaver (efter 1940). Desuden skrev han en Sonatine for violin eller fløjte og viola (1941) og en Suite for fløjte, violin og klaver (1944). Selv om hans produktion af kammer-musik således er begrænset, står de fem strygekvartetter centralt i hans produktion. Denne CD indeholder de tre nummererede strygekvartetter.

Strygekvartet i e-mol (nr. 1) (1911)

Paul von Klenaus strygekvartet i e-mol er i modsætning til de to sene kvartetter tydeligt forankret i den klassisk-romantiske tradition, selv om han nogle steder benytter en ret avanceret harmonik. Man mærker også, at han som uddannet violinist var tæt fortrolig med instrumenternes klang-muligheder. Manuskriptet er slutdateret “Juli 1911”, og samme år forelå både partitur og stemmer trykt hos Notenkopieranstalt Saupe i München. Et eksemplar på Det Kongelige Bibliotek i København bærer en håndskrevet dedikation: “Til min kære Ven / P.S. Rung-Keller / fra / Paul Aug. v. Klenau d. 7 Nov. 1911”. Da Klenau i slutningen af marts 1912 tog sin første kontakt til Universal Edition, hans senere hovedforlag, nævner han at kvartetten har været opført af Rebner-kvartetten, den førende kvartet i Frankfurt am Main, og medsender en anmeldelse. Året efter fremgår af en portrætartikel, at også Petri-kvartetten har opført den. Kvartetten i e-mol er i fire satser.

Første sats er en rolig men bevægelig sats uden store kontraster. Den begynder med et hovedtema i førsteviolinen, som gentages af celloen. Den følgende melodi med betegnelsen “sehr ausdrucksvoll” kan høres som sidetema. Efter en kort generalpause genoptages motivstof fra hele satsen i en slags forkortet reprise, der slutter med en kort koda.

Andensatsen er kvartettens vægtigste sats, en smuk og intens adagio, der skal spilles “mit tiefer ruhiger Empfindung” (med dyb, rolig følelse). I indledningen mærker man Klenaus overbevisende sans for at skabe udtryksfulde melodier, som stedvis leder tanken hen på hans senere orkesterlieder. Efter denne indledning kommer som sidetema et lidt hurtigere afsnit, hvor førsteviolinen skal slynge sig udtryksfuldt om melodistemmen i bratschen (“Die Melodie ausdruckvoll umrankend”). Derefter vendes tilbage til det første tempo, men med tilbageholdt åndedræt. Melodien spilles i firdobbelt piano (pppp), “doch mit grossem verhaltenen Ausdruck” (med stort, tilbageholdt udtryk). Denne melodi henter stof fra begyndelsen, spillet i halvt tempo. Dette afsnit går over i et kort tema, der skal spilles med samme rubatokarakter, som kendes fra sigøjnermusikken. Herefter gentages hele forløbet mere eller mindre varieret, dog således at satsens første 12 takter gentages til slut. Denne gentagelse udgør det ene overordnede formprincip, hvor en todeling kombineres med en rammefunktion. Dette overlejres af et andet formprincip, hvor sidetemaets genkomst danner en A B (A) B A form.

Tredje sats er i sammenligning hermed en ukompliceret Allegretto med indlagt Trio. Temaerne har karakter af dansemelodier. Allegretto-delen indledes af en melodi, der leder tanken hen på en barokdans. I videreførelsen ledes den over i skiftende taktarter og slutter med en ny graciøs melodi skiftende mellem 3 og 2 slag i takten. Trioen er en livlig dans i regelmæssige perioder, hvorefter Allegrettodelen gentages.

Finalesatsen indledes med tre accelererende tilløb, der alle slutter i generalpauser. Herefter begynder en slags sonaterondo, hvor der er et tilbagevendende hovedstof (dog uden et fast tema) i en kraftfuldt motorisk 6/4-takt. Det afbrydes af tre episoder, først et lystig dansende sidetema, derefter et langsommere violintema, hvor hovedtemarytmen er bevaret i akkompagnementet, og derefter sidetemaet i transponeret form. Efter den afsluttende hovedstofdel kommer overraskende et nyt tema, der skal spilles betydeligt hurtigere, og som i sine konturer og sin karakter giver mindelser om det første tema i Allegrettosatsen. Og som afslutning gentages de første 12 takter af Adagioen, hvilket medfører, at e-mol-kvartetten ender i varianttonearten E-dur.

Strygekvartet nr. 2 (1942)

Begge de sene kvartetter er tolvtoneværker. Klenau overtager fremgangsmåder, som man fx finder i Schönbergs Blæserkvintet fra 1924. Hele værket bygger på én tolvtonerække, bortset fra at Klenau i bestemte afsnit bevidst komponerer anderledes. Hans brug af rækker imiterer tonale formdannelsesprincipper, hvor valget af rækkebegyndelsestoner svarer til valget af tonale planer, og ‘modulerende’ afsnit karakteriseres med hyppige rækkeskift og fjernere relation til grundrækkens udgangstone.

Samtidig er der en forbløffende grad af kontinuitet i tonesproget fra den første kvartet. Det skyldes Klenaus særlige tolvtoneteknik, som han udviklede i begyndelsen af 1930erne. Denne såkaldte ‘toneartsbestemte tolvtonemusik’ opstår ved, at han indbygger tonale elementer i rækken. I grundrækken til Strygekvartet nr. 2 kan de seks første toner henføres til en nedadgående skalabevægelse inden for g-mol-området mens de næste tre danner en f-mol-treklang. Ved at udnytte disse muligheder og anvende et tonesprog, der trækker kraftigt på den klassisk-romantiske tradition, opnår han et tilgængeligt og tilsyneladende velkendt musikalsk udtryk. I kraft af denne videreførelse af den klassisk-romantiske klang kan man måske sige, at han i lighed med Schönberg følger dennes diktum, at “man følger rækken men komponerer i øvrigt som tilforn.”

Strygekvartet nr. 2 er skrevet i København i 1942. Klenaus håndskrevne partitur, som findes på Det Kongelige Bibliotek, er slutdateret “16 april 1942”. Her ligger der også skitser til kvartetten og et håndskrevet stemmesæt. Kort efter blev stemmer og et studiepartitur udgivet af Willy Müller, Süddeutscher Musik-verlag i Heidelberg. Kvartetten blev første gang opført af Breuning-Bache-kvartetten i Kammermusikforeningen i København den 12. februar 1943.

Kvartetten er i fire satser. Førstesatsen er en ‘stormfuldt bevæget’ allegro molto (“stürmisch bewegt”). Satsen er opdelt i tre afsnit. Første afsnit svarer til en ekspositionsdel, hvor en række forskellige tematiske ideer præsenteres. Afslutningen markeres med en generalpause. Andet afsnit svarer til en gennemføringsdel, hvor temastof bearbejdes. Det, man kunne kalde et sidetema, gentages her en heltone lavere og følges af et roligere og mere gennemsigtigt forløb. Genoptagelsen af Tempo I markerer reprisens begyndelse. Her gentages de første fem takter med ombyttede stemmer, derefter følger fire takter spillet baglæns både rytmisk og melodisk. Resten af reprisen gentager afsnit i ombyttet rækkefølge og fører til en entydig slutning i g-mol.

Andensatsen er en rolig andante, der begynder med omvendingen af rækken, således at de indledende skalaforløb går opad. Næste afsnit begynder som en kontrapunktisk sats med et tema, der spænder over mere end to oktaver og er præget af sekunder og septimer. I midten finder man et Andante-afsnit med en gennemgående punkteret rytme i akkompagnementet, der følges af en gentagelse af det meste af andet afsnit og derefter hele indledningen. Formen bliver således symmetrisk A B C B A og slutter i f-mol.

Tredje sats spilles “Allegro vivace, leicht und flüchtig” (‘let og flygtigt’). Her arbejdes med kontrasten mellem et tolvtonigt første tema og et diatonisk andet tema, der ikke bygger på rækken. Midterdelen bearbejder det tematiske stof frit. Et lidt langsommere afsnit (poco meno mosso) genoptager rækketeknikken med et nyt tema. Til sidst gentages første del, og satsen ender med en slutning på tonen d.

Sidste sats skal spilles “sehr lebhaft” (meget livligt). Her er vi i første del tilbage i rækketeknikken. Derefter følger et afsnit bygget op som en fuga, hvor fugatemaet følger rækken, mens den kontrapunktiske modstemme og videreførelsen af temaerne forløber diatonisk. Kvartetten får et cyklisk element indføjet, idet de sidste 11 takter af ekspositionsdelen i første sats kommer igen før den afsluttende gentagelse af sidstesatsens indledning. Denne sats føres til en slutning i h-mol.

Strygekvartet nr. 3 (1943)

Også den tredje strygekvartet er komponeret ud fra en enkelt tolvtonerække, som er lagt til grund for al musikken bortset fra enkelte afsnit, hvor han vælger andre satstyper. Rækken indeholder begyndelsen af en molskala og dur- og moltreklange, således at tonesproget ubesværet kan indeholde tonale vendinger. Han bruger typisk en række ad gangen og overvejende i dens grundform, bortset fra midterdelen af fjerde sats, hvor omvendinger spiller en stor rolle. I de stabile episoder vælger han ofte rækker med udgangstone på d eller c eller på toner, der tonalt kan relateres hertil. Alle satser slutter med en tydelig slutakkord, første og fjerde sats i c-mol, anden sats i B-dur og tredje sats i G-dur.

Kun i begyndelsen af fjerde sats udstiller han tolvtoneteknikken med kombinationer af rækker spillet forfra, bagfra og på hovedet i lige lange nodeværdier. Denne start opleves meget markant og skiller sig ud også klangligt ved at frembringe en udpræget tolvtone-sound. Man kunne mistænke ham for at følge samme strategi som ved lanceringen af sin første tolvtoneopera Michael Kohlhaas (1933). Ved den lejlighed søgte han ophyggeligt at fortie tolvtonigheden til efter premieren, for så, når den var blevet en succes, at afsløre det for offentligheden. I kvartetten er denne afsløring bygget ind i selve kvartettens forløb.

Strygekvartet nr. 3 er ifølge komponistens tilskrift på det håndskrevne partitur ”Angefangen März April Frankfurt. / beendet Mai 1943 in Kopenhagen.” (påbegyndt marts april i Frankfurt [a.M.], afsluttet maj 1943 i København). I dette partitur har komponisten indført nogle rettelser og tilføjelser. Kvartetten foreligger ikke trykt, men der eksisterer et sæt håndskrevne stemmer, som viser tegn på at have været brugt. Hvornår en eventuel opførelse skulle have fundet sted, er uvist.

Første sats er opbygget i tre store dele, hvor første del virker som en ekspositionsdel og tredje del som en reprise. I reprisen gentages stort set hele første del, dog er de første tolv takter allerede gentaget i slutningen af første del. Nogle steder gentages med ombyttede stemmer, og to afsnit på hver 16 takter spilles bogstaveligt baglæns både rytmisk og melodisk. I midterdelen arbejdes med tolvtonetemaer, som akkompagneres af diatoniske modstemmer, der ikke er udledt af rækken. I det rolige afsnit, som afslutter midterdelen, bearbejdes rækketemaet med frit tematisk arbejde.

Anden sats har betegnelsen ‘roligt flydende’ (“Ruhig fließend”). Her er der tale om en tredelt sats med en rytmisk kontrasterende midterdel. I denne sats veksler rækkebundne afsnit med friere tematisk arbejde, mens midterdelen er strammere styret.

Tredjesatsen er en ‘Tempo di marcia, ma vivace’, altså en livlig marchagtig sats med en indlagt trio. Triodelen er i sig selv opbygget med et svævende midterstykke omgivet af spøgelsesagtige tremoloklange. Også her er midterdelen strikt tolvtonemusik mens marchdelen har friere momenter flettet ind i den rækkebaserede musik.

Fjerdesatsen starter som nævnt med et fletværk af rækker i forskellige former. Igen arbejder han med en præsentationsdel, hvor lange stræk gentages uændret i slutningen af satsen. Her følger de to dele dog lige efter hinanden. Til gengæld er der indskudt en fuga lidt inde i gentagelsesdelen. Fugaen afviger fra resten ved at kun fugatemaerne følger rækken, mens de kontrapunktiske modstemmer arbejder frit.

Michael Fjeldsøe, 2008

Release date: 
august 2008
Cat. No.: 
8.226075
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943607527
Track count: 
12

Credits

Indspillet i Mariendals Kirke, Frederiksberg, i februar og marts 2008.
Producer: Preben Iwan
Teknik: Preben Iwan

Cover billede: Denise Burt
Grafisk design: elevator.dk

Udgiver: Edition Samfundet,

randomness