Symfonier Vol. 2

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Leif Kayser

Symfonier Vol. 2

Aalborg Symfoniorkester, Matthias Aeschbacher

Leif Kayser (1919-2001) var et uomtvisteligt talent og etablerede sig hurtigt som en af dansk musiklivs unge håbefulde komponister, inden han for en tid forlod musikscenen for at hellige sig præstegerningen. I dag står især de fire symfonier som nogle af de fineste vidnesbyrd fra Kaysers repertoire. Dacapo udgav Symfoni nr. 2 og 3 i 2007. Vol. 2 byder således på det senromantiske ungdomsværk fra 1939 Symfoni nr. 1, samt den fjerde og sidste symfoni fra 1963 med et tilsvarende langt mere indadvendt og næsten afvisende tonesprog.

Total runtime: 
69
"That work, while falling into the conventional four-movement symphonic form, has an unusual shape, with a slow movement that dwarfs the other three. It's well worth hearing. Highly recommended."
James Manheim, Allmusic.com
k
LEIF KAYSER

“Før musikeren bliver kunstner, er han menneske, og hans menneskelige egen-skaber vil altid vise sig i hans kunst, de være gode eller dårlige. Derfor må det første, største og væsentligste krav til komponisten – som til enhver kunstner – være, at han plejer sit åndelige liv, det bedste, han som menneske ejer, så han vil være i stand til at give andre noget værdifuldt, som menneske eller som kunstner.”

Sådan formulerede Leif Kayser sin musikalske trosbekendelse i 1947. Hans eget liv var i lige grad helliget det religiøse og det musikalske. Efter tidligt at have etableret sig som et af dansk musiklivs unge håb afbrød han sin musikalske karriere for at uddanne sig til katolsk præst, og han fungerede sene-re både som præst, komponist og kon-cert-organist. Den stræben efter det åndelige, som Kayser henviser til, præger hans musik, der fra første færd er præget af en vis tilbageholdenhed og blufærdighed. Han indtog fra starten sit eget standpunkt. I et århundrede præget af store stilistiske om-væltninger følte han sig aldrig tiltrukket af eksperimenter for eksperimentets skyld.

Som barn sang han i drengekor på den katolske Skt. Knuds Skole i København og lærte tidligt den gregorianske sang at kende. I 1936 blev han optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med P.S. Rung-Keller som lærer i orgelspil og Poul Schierbeck i instrumentation. Efter afsluttende eksamen som pianist og organist tog han til Stockholm for at studere hos Hilding Rosenberg (komposition) og Tor Mann (orkester-direktion). Allerede på det tidspunkt havde han haft sin debut som komponist med 1. symfoni, som blev uropført i Göteborgs Koncertforening med Tor Mann som dirigent.

Kritikerne var begejstrede, ikke mindst over værkets håndværksmæssige niveau. “Carl Nielsen steg til sin Olymp, men sendte Kayser herned,” lød en af reaktionerne. I 1940 fulgte 2. Symfoni, der blev opført ved en af Danmarks Radios torsdagskoncerter, igen dirigeret af Tor Mann, og samme år koncertouverturen Kong Christian stod i anledning af Chr. X’s 70-års fødselsdag i september 1940. Han fik sit første værk udgivet på tryk, 7 Pezzi per violino solo.

Leif Kayser var på vej, og den tyveårige komponist så ud til at blive en fremtidens mand i dansk musik. Derfor vakte det en del opsigt, da han i 1942 afbrød sin musi-kalske virksomhed for at rejse til Rom og uddanne sig til katolsk præst. Ved hjem-komsten i 1949 blev han præst ved den katolske domkirke Sankt Ansgar i København, hvor han tidligere havde været ansat som organist. Samtidig med præstegerningen tog han dog sin musikalske produktion op igen. 3. Symfoni, som allerede var påbegyndt under teologistudiet i Rom, blev til i løbet af 10 år fra 1943-53. Derudover kom blandt andet en række kirkelige værker, som et juleoratorium for soli, kor og orkester (1943-47), et Te Deum (1946-53) og en række orgelværker, der gennem årene voksede i antal og hører til de væsentligste i tidens danske orgelproduktion.

I 1964 blev han efter eget ønske løst fra sine præsteløfter og giftede sig nogle år senere med Johanne Elisabeth Bruun. Han blev ansat som lærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i fagene instrumentation og partituranalyse, hvor han blev kendt for sin pertentlighed og perfektionisme. Ideelt set, udtalte han, burde et partitur være så præcist, at et orkesterværk kunne opføres uden forudgående prøve. Det kunne ærgre ham ikke så lidt, hvis en elev fandt en -sjælden noteringsfejl i et af hans værker.

I sin musik var Leif Kayser fra begyndelsen bevidst om traditionens betydning. Han vedkendte sig gerne arven fra den gregorianske sang, hvad der ikke blot kommer frem i hans kirkemusik, men også i passager som indledningen til 2. Symfoni. Som for de fleste danske komponister af hans generation var Carl Nielsen en primær inspirations-kilde; derudover følte han sig mest beslægtet med den melodisk-tonale strømning i europæisk musik, som Bartók, Stravinskij og Hindemith. Hindemiths “Unterweisung im Tonsatz” benyttede han i sin undervisning. I 1955, midt under sin virksomhed som præst, tog han orlov for at studere hos Stravinskij-forkæmperen Nadia Boulanger i Paris. Som pianist var han blandt de første i Danmark til at spille Messiaens musik, ikke mindst dennes Amen-visioner. Den serielle og avantgar-distiske musik, der for alvor kom til Danmark i 1960’erne, ignorerede han stiltiende.

Det betød dog ikke, at hans musik var upåvirket af tidens strømninger. Udviklingen skete blot i hans eget tempo og var præget af grundige refleksioner. Der er en tydelig forskel på de forholdsvis ubekymrede, stilistisk traditionelle tidlige værker og den mere komplicerede og spekulative musik fra hans modne år, som ofte er tør, med høj informationstæthed, præget af uformidlede dissonanser og med en bevidst uskøn overflade. I en radioudsendelse forklarede Kayser det således, at det tager tid at suge en tradition til sig for alvor. Først når en komponist virkelig har forstået og gennemle-vet traditionen, vil han være i stand til at sætte sit personlige præg på den.

I sine senere år måtte Leif Kayser opleve en dalende interesse for sine værker. Den musikalske elite samlede sig om avantgarden og afskrev ham som gammeldags, mens det almindelige publikum fandt hans musik for tør og uindbydende. 4. Symfoni, der blev til i årene 1945-63, blev hans sidste store orkesterværk. Til gengæld udnyttede han sin ekspertise i orkesterbehandling i sin lærergerning, og han udfoldede en meget omfangsrig produktivitet med musik for strygeorkestre, skoleorkestre og harmo-ni-orkestre. Rækken af orgelværker voksede med blandt andet fire omfangsrige suiter (1956-73), Requiem (1955-58), Concerto (1965) og Kirkeruder (1975). Mange af disse værker uropførte han selv. Endelig skrev han som resultat af sin pædagogiske virk-somhed en lang række klaverudsættelser af klassiske orkesterværker, hvoraf en enkelt, klaverudtoget til Carl Nielsens Espansiva-symfoni, findes udgivet på tryk.

Symfoni nr. 1
Leif Kaysers første symfoni blev skrevet, da han var 19 år, og er et bemærkelsesvær-digt vidnesbyrd om komponistens tidlige musikalske og håndværksmæssige moden-hed. I dansk musikhistorie kan den tidlige debut måske kun sammenlignes med Rued Langgaard (1893-1952), der ligeledes var 19 år, da han skrev sin timelange, senroman-tiske første symfoni, som blev uropført af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse i 1913. Niels W. Gade (1817-90) var immervæk 25 år, da han i 1843 fik sit gennembrud med symfonien På Sjølunds Fagre Sletter i Gewandhaus i Leipzig under Mendelssohns ledelse.

Kaysers symfoni blev også hilst med begejstring ved uropførelsen i Göteborg i 1939, og den vakte store forventninger til det musikalske “vidunderbarn”. En coming man, sådan så det ud.

Tiden var ellers ikke ubetinget gunstig for symfoniske komponister. I 1940 erklærede den franskinspirerede komponist Knudåge Riisager (1897-1974) i en artikel i Dansk Musik-tidsskrift, at symfoniformen var udtømt. “Symfonien er død – Musikken leve!” lød den provokerende titel. Det gav stødet til en voldsom debat, ikke mindst med de af samtidens komponister, der som Vagn Holmboe (1909-1996) og Herman D. Koppel (1908-1998) holdt fast ved symfonien. Holmboe rettede en række kritiske spørgsmål til Riisagers artikel og fik svaret, at “ethvert nyt monumentalt værk først og fremmest må bygge på vor tids materialer som netop kræver et særligt forløb, altså i sig selv inde-holder kravet om, kimen til den nye form”. Med henvisning til komponister som De-bussy, Bartók og Stravinskij erklærede Riisager, at vejen frem lå i den “objektivt” prægede musik, ikke i den dramatisk-psykologiske symfoniske form.

Den unge Kayser ses ikke at have blandet sig i denne debat. Men hans musik viser klart, hvor han stod. Han skrev sine to første symfonier i en kort, intens arbejdsrus inden han var fyldt 20 år. De er begge -gennemsyret af traditionen, hvad han selv villigt anerkendte. De to følgende symfonier var længere under-vejs og er stilistisk mere komplice-rede, men stadig demonstrativt af den “-dramatisk-psykologiske” observans. Man kan tale om en problematisering af traditionen, men aldrig om en forkastelse af den.

Første symfoni blev påbegyndt i november 1937 mens komponisten gik på konser-vatoriet i København hos Poul Schierbeck. Kayser har fortalt, at begyndelsen af første sats startede tilværelsen som en instrumentationsopgave for fuldt orkester. Afsnittet indtil 2:16 var oprindeligt en langsom indledning til en hurtig sats. Den hurtige del blev dog strøget, og i stedet blev indledningen udvidet til den nuværende første sats, “helt igennem stejl og stædig”, som komponisten karakteriserer den.
Andensatsen, largo cantabile, følger uden afbrydelse ved 4:30. Melodien er, som i f. eks. César Francks cykliske værker, en omformning af førstesatsens hovedtema. Den spilles enstemmigt af violiner og bratscher. Efter et stykke tid dukker et nyt, men beslægtet, tema op i fløjten. Efter nogle modulerende episoder kommer reprisen, hvor andensatsens hovedtema overtages af horn og basuner, og sidetemaet af violinerne.

Finalen sætter ind med voldsom kontrastvirkning ved 10:26. Efter nogle heftige passager i strygerne kommer hovedtemaet med stor kraft i messingblæserne. Satsen, i fri rondoform, er præget af afveksling, fra det energiske, over Carl Nielsen-agtige “hønse-gårdsmotiver” til en overstadig slutning i D-Dur.

Symfonien var færdig i april 1938 og blev uropført i februar 1939 i Göteborg under ledelse af Tor Mann. Uropførelsen blev en stor succes, og året efter gentog Tor Mann værket ved en af Danmarks Radios torsdagskoncerter, igen med stor ros fra kritikere og publikum. Efter en omarbejdelse i sommeren 1940 blev symfonien udgivet af Skan-dinavisk og Borups Forlag med tilegnelse til uropførelsesdirigenten Tor Mann.

Symfoni nr. 4
Der er tilsyneladende en verden til forskel på Leif Kaysers første og fjerde symfoni. Hvor første symfoni er kort, traditionel i sin stil, og slutter med en eksplosion af ung-dommelig optimisme, er fjerde symfoni langstrakt, kompliceret, indadvendt og næsten afvisende i sit tonesprog. Det er musik af en anfægtet komponist. Hvad var der sket i mellemtiden?

I 1966, da fjerde symfoni blev uropført, var Kayser akut bevidst om den ændrede tidsånd, som han ikke brød sig om. I et interview inden uropførelsen sagde han bl. a. “Endelig må jeg skuffe Dem med at sige, at selv om der her er tale om en uropførelse, så må De ikke forvente, at det svarer til, hvad man efterhånden sædvanligvis forstår ved vor tids musik. Jeg har været så gammeldags at bruge nodepapir, og instrumen-terne får tilmed lov at spille.” Modernismen, der holdt sit indtog i Danmark i 1960-erne, havde skabt forventninger til ny musik, som Kayser opfattede som diametralt modsat sine egne idealer og den hjemlige, Carl Nielsen-påvirkede tradition for musik bygget op af melodi. At svigte disse idealer kom ikke på tale.

På den anden side ønskede han mindst af alt at lefle for det banale. At angle efter nem succes lå ham fjernt. Når organister, der ville opføre hans orgelværker, beklagede sig over hans brug af de vanskeligt læsbare c-nøgler, kunne han bidsk svare, at det var for at sortere de udygtige orgelspillere fra. I sin musik ønskede han at leve op til tidens krav om den avancerede klang. Resultatet, der kommer til udtryk på forskellig vis i hans værker fra denne tid, er en hævelse af tolerancen for dissonanser og de tekniske komplikationer.

Det tvang ham ind i rollen som den elitære reaktionære, og synes at have fået ham til at forskanse sig bag et afvisende panser, i sin musik såvel som i sin omgang med andre. En af mange anekdoter om Kayser fra de senere år er fortalt af organisten Charley Olsen, der ofte besøgte ham i hans beskedne præstebolig for at spille Kaysers arrangementer af ny musik for firhændigt klaver igennem. Over for Stravinskijs Le Sacre du Printemps måtte Charley Olsen melde pas. “Pjok”, var Kaysers kommentar.

Førstesatsens hovedtema høres straks i begyndelsen i oboen. Det er todelt: først et marche-rende motiv, dernæst en lille punkteret drejefigur med betegnelsen grazioso. Begge motiver varieres og bearbejdes på kunstfærdig, fugeret vis i satsens første del. Derefter kommer som kontrast en lang, fredfyldt melodi i violinerne over et liggende orgelpunkt i bassen og vuggende figurer i fagotterne. Den komprimerede reprise be-gynder med hovedtemaet i messingblæserne, og satsen ebber fredfuldt ud med en fløjtesolo.

Andensatsen er symfoniens scherzo. Efter nogle indledende fanfarer fører hurtige strygerpassager frem til temaet, der spilles i oktaver af bratscher og celli. Motivisk beslægtet hermed er en melodi i trompeterne, der når at dække alle den kromatiske skalas tolv toner. I mellemdelen høres et nyt tema, der behandles i fugeret stil, inden reprisen sætter ind sætter ind for fuld kraft.

Omsvinget kommer i symfoniens to sidste, omfangsrige satser, der går over i hin-anden uden pause, og som hver for sig er længere end hele første symfoni. En mørk, oprevet tone præger den langsomme tredjesats, der er fyldt med små intervaller, skurrende dissonanser og en næsten Sibelius-agtig forkærlighed for instrumenternes dybe registre. I mellemdelen har træblæserne lange, ensomt virkende monologer, og reprisen bygger op til et voldsomt og lidenskabeligt klimaks, hvorefter musikken lang-somt falder hen til dæmpede slag i pauken.

Finalen indledes af fabulerende kadencer i fløjte og engelskhorn, hvorefter celloerne i det høje leje præsenterer satsens hovedtema. Hvis man siger, at det er en sats præget af melodier, at den står i vuggende 9/8 takt og – især mod slutningen – bruger farverige instrumenter som kastagnetter, harpe, tamburin og triangel, må det samtidig siges, at satsen er stresset i tonen og præget af krasse dissonanser, som farver selv den afsluttende, kun delvis forløsende G-dur-akkord.

Uropførelsen i maj 1966 ved Odense Byorkester under ledelse af Martellius Lundqu-ist blev ikke umiddelbart nogen succes. Selv venligtsindede anmeldere talte om at “hans tematiske stof er af ret veg karakter”, og at “Kayser gør sig opgaven dobbelt vanskelig, fordi han i et og alt er på kontrollabel grund i skyggen af en stor fortid.” Det blev den 47-årige Kaysers sidste symfoni.

Michael Garnæs, 2008

Release date: 
december 2008
code: 
8.224709
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313690923

Credits

Indspillet i Aalborghallen 23.-27. juni 2008
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Mastering: Claus Byrith

Grafisk design: