Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Auxiliary Blue

Ejnar Kanding
Frank Bretschneider

Auxiliary Blue

Contemporánea, David Hildebrandt, Frank Bretschneider, Ejnar Kanding

Electronica-musikeren Frank Bretschneider og komponisten Ejnar Kanding skaber på denne CD nye forbindelser på kryds og tværs mellem Berlin og København med tre værker fra de seneste fem år. Ensemblet Contemporánea spiller de to lydskaberes versioner af hinandens værker og skaber helt nye minimalistiske klangværker i spændingsfeltet mellem fremdrift og tilstand - og mellem akustisk og elektronisk musik.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
"Strikingly dark, tense and obscure cinematic pieces.","A challenging but cohesive minimalist record."
Headphone Commute
"A fascinating disc.", "Intriguing and stimulating."
Dominy Clements, MusicWeb International
Total runtime: 
53 min.
Genklange igen og igen  af Henrik Friis
 

Der er masser af interessante forbindelser på spil mellem berlinerbaserede Frank Bretschneider og danske Ejnar Kanding. Selvfølgelig den åbenlyse mellem det blomstrende berlinske musikliv, som Bretschneider som ex-østtysk musiker i 30 år har været med til at opbygge - og Danmark, der siden murens fald i tiltagende grad har oplevet en ny hovedstad bare 400 km syd for København. Men selve musikken er også fyldt med forbindelser på alle mulige planer. Helt grundlæggende har de to komponister forbundet deres kunstneriske måder og særkender ved at lade hinanden skabe nye stykker ovenpå deres egne gamle. I de to værker på cd'en er det Kanding, der laver nye elektroakustiske stykker ud af Bretschneiders elektroniske musik - altså musik for akustiske klassiske instrumenter med elektroniske effekter. I det tredje tilfælde er det Bretschneider, der remixer et af Kandings gamle orkesterværker.

Det giver nogle temmelig overraskende værker med en fængende blanding af stil-stand og puls - af åben søgen og enkel fremdrift - som peger meget præcist på de to jævn-aldrende komponisters baggrunde. Både Bretschneider og Kandings liv på scenen, siden de trådte frem sidst i firserne, har været præget af nysgerrighed og åbenhed og en trang til at afsøge nye territorier i samarbejde med folk, der ikke lignede dem selv. -Kanding har som klassisk uddannet, nodeskrivende komponist siden midt i 1990'erne haft elektronikken som sin sparringspartner, når han fx med ensemblet Contemporánea som på denne cd eller med koreografer, malere, videokunstnere eller teaterinstruktører, har udfordret musikkens grænse til det visuelle. Eller har undersøgt improvisationens virkning på fastlagte nodebilleder.

Bretschneiders generalieblad begynder i en helt anden ende af kunsten som auto-didakt, eksperimenterende musiker og visuel kunstner - studerende kunst - bag muren i firsernes Berlin med bandet AG Geige. Siden midten af halvfemserne har han arbejdet solo under sit navn og aliaset KOMET med op til mere end 20 albums på samvittig-heden, og deltaget i utallige projekter af audiovisuelt tilsnit bl.a. med Carsten Nicolai (alias Alva Noto), med hvem han også har pladeselskabet raster-noton. Bretschneider er altså -kommet fra det visuelle og kollektive til et udforskende arbejde som individuel komponist, der ikke er langt fra Kandings oprindelige ståsted.

De tre værker på denne cd er resultatet af Bretschneider og Kandings samarbejde de seneste fem år. Med Kanding med sin søgende kunstneriske natur, der ofte har givet en meget ekspressiv, fortættet musik med inspiration fra fx eksistentiel poesi som fx tyske Rainer Maria Rilkes på den ene side. Og Bretschneider med sin ligefremme, pulserende natur, der ofte bevæger sig på kanten mellem noget, man absolut må sætte sig ned og lytte til for at få det optimale med, og strømmende rytmer, man godt kunne flytte fødderne til på et dansegulv. I princippet i hvert fald.

Cd'ens største værk er Auxiliary Blue. Oprindelig var stykket et audio-visuelt elektronisk værk på (!) Dexiaskyskraberen i Bruxelles skabt af Frank Bretschneider, men omskrevet af Kanding til Wundergrundfestivalen i København og Berlin 2008 som et elektroakustisk stykke for violin, kontrabas, basklarinet og slagtøj - dvs. de fire musikere i Kandings ensemble Contemporánea.

Det fyrre minutter lange værk er ekstremt stramt. Lyduniverset er enkelt med gentagelser igen og igen, der i ét niveau af lydbilledet etablerer et helt præcist og genkendeligt lytterum, mens der på andre niveauer dukker klange op, som udfordrer det bestående. Det er på lange stræk ikke musik med præsentationer og konklusioner. Det foregår ikke fx som i klassisk musik, hvor melodier eller rytmer gennemarbejdes og forløses. I stedet for kapitler med afsnit og afrundinger, der ledes over i nye, flyder musikken som serier, der afløses af nye. Den gradvise ændring snarere end den sektionsdelte form. En tredjedel inde i musikken skifter universet totalt med en simpel metalklang - en brake drum - der skaber ny puls og halvvejs inde skifter identiteten igen. Denne gang er det klangrummet, der åbner sig med knitrende elektroniske lyde i baggrunden og de fire akustiske instrumenter, der tager på strejf. Og de sidste 10 minutter tiltager intensiteten så gradvist mod den endelige kulmination. Selvom formen er stram, er der alligevel noget søgende og næsten romantisk udforskende over musikken. Melodierne kan sagtens være spinkle, syngende violintoner eller en stræbende klarinet, der med melankolske undertoner afsøger det elektronisk definerede lydrum. Altså musik, der på en gang er meget gammeldags musikalsk i sin udforskning af det ukendte, men i en ramme af gentagelse og genkendelighed, der er ret ny.

Difficult Shapes & Passive Rhythms er cd'ens mørkeste stykke. De fleste vil sikkert sige, at musikken minder dem om byen. De elektroniske lyde i sig selv gør det, men der er også noget ved selve den måde, musikken er bygget på, der får tankerne ledt mod det urbane. Pulsen er høj og nervøs som i tæt trafik, klangene har skarpe konturer og er fokuserede som objekter lavet af metal eller plastik - og selvom stykket udvikler sig mere og mere intenst, er der masser af små mekaniske gentagelser, der minder om teknik og industri.

Det ni minutter lange elektroniske stykke er Frank Bretschneiders bearbejdning, hans remix, af et af Ejnar Kandings orkesterværker. Historien bag er enkel: Kanding opfordrede i 2006 Bretschneider til at lave en version af sit dunkle orkesterstykke med den bedrøvelige titel Vergeuder der Schmerzen (overs. 'Smerternes ødelande') hentet fra den tyske digter Rainer Maria Rilkes 10. klagesang i samlingen Duineser Elegien\. Og Bretschneider leverede en version af samme melankolske støbning som Kandings sagte og søgende orkestermusik.

Men den ekspressive symfoniorkesterklang har med flytningen til Bretschneiders berlinerunivers fået små, pulserende basfigurer og sitrende slagtøjsrytmer som fremdrift. Hvor man hos Kanding måske bliver ramt af en tilstand af sorg eller sortsyn, har Bretschneider tilføjet en dimension af jagt og puls. Med det knitrende univers af støjlyde og elektronisk tåge bliver Bretschneiders stykke til en urban scene for forvrængede klarinetskrig og kontrabasser med rusten gravrøst. Det er flydende og stramt på samme tid. Som 1960'ernes progressive rockflader, hvor rigtig lange, enkle, nærmest meditative mønstre udfordres af vilde solistiske udbrud.

I det helt nye stykke, A Different Kind of Tension, er rollerne byttet om. Frank Bret-schnei-ders elektroniske musik er blevet til grundlag for et stykke elektroakustisk musik, hvor en slagtøjsspiller slår sig igennem en lang serie af hurtige rytmiske mønstre suppleret af en diskret elektronisk lydside af små, knitrende støjlyde. Hvor slagtøjsmusikeren David Hildebrandt i øvrigt må medregnes som komponist af stykket. Der er ikke meget andet end et par trommer i forskellig størrelse, et lille stykke metal og en koklokke, men de er sat op til slag og markeringer i hele tiden nye kombinationer, der konstant åbner nye diskrete størrelser. Små nuancer som farvninger, skyggevirkninger eller kommentarer med elektroniske lyde af den slags, der opstår, når der er fejl i det elektriske kredsløb - glitch.

Som komposition er det enkelt. Som musik er det mere udfordrende. På den ene side giver det letforståelige univers en stemning, der godt kunne minde om lounge-rytmer eller ambiente lydtapeter i natklubber. På den anden side giver de hele tiden nye sammenhænge og små forskydninger, der sagtens kan følges med ørene, en stram og sammenhængende musikalsk minimalisme som den, der opstod i USA i 1960'erne. Men med helt andre elektroniske virkemidler.

Henrik Friis har de seneste 10 år skrevet om ny dansk musik og er i dag tilknyttet Dagbladet Politiken som musikkritiker.

"\

Release date: 
februar 2013
Cat. No.: 
8.226540
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943654026
Track count: 
13

Credits

Indspillet i Hildebrandt Studio & Mallorca Studios, København, November 2012
Indspillet af Ejnar Kanding (Auxiliary Blue and A Different Kind of Tension) og George Vassilev
(Auxiliary Blue)
Elektroniske tracks fra Auxiliary Blue og A Different Kind of Tension indspillet af Frank Bretschneider i Studio klangFarBe, Berlin
Difficult Shapes & Passive Rhythm er et remix af Ejnar Kandings orkesterværk Vergeuder der Schmerzen (1995) som indspillet i Tivolis koncertsal, (opført af DKDM Symfoniorkester og dirigent Michel Tabachnik; med tilladelse  af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium). Remixet og indspillet af Frank Bretschneider i Studio klangFarBe, Berlin (2007)

Mastering: Ejnar Kanding

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition · S, www.edition-s.dk

Auxiliary Blue er støttet af Statens Kunstfond

Dacapo Records takker KODAs Kollektive båndmidler for økonomisk støtte til produktionen