Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Samlede strygekvartetter

Vagn Holmboe

Samlede strygekvartetter

Kontra Kvartetten

Vagn Holmboe er blandt verdens største strygekvartet-komponister fra det 20. århundrede. Både i kvalitet og omfang måler hans kvartetter sig med værkerne af Bartok og Sjostakovitj. Holmboes musik er vital, organisk og levende, og musikkens sprog har rødder i både Nordens natur og i den folkemusik fra Østeuropa, han var meget optaget af. Samtidig er hans kvartetter lavet med fantastisk menneskelighed, der bringer ham i familie med hans store forbillede Haydn.

Denne enestående samling rummer alle Holmboes 20 nummererede strygekvartetter i den komplette og højt roste indspilning med Kontra Kvartetten, der havde et tæt samarbejde med komponisten.

So good are the Kontra Quartet's interpretations that one actually becomes unaware of them, and dwells on the music itself, which is unremittingly glorious. Very strongly recommended" (Gramophone)"""

Køb album Stream

CD

  • CD
    Box
    299,00 kr.
    €40.11 / $43.65 / £34.2
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    259,50 kr.
    mp3
    €34.81 / $37.89 / £29.68
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    299,00 kr.
    CD Quality
    €40.11 / $43.65 / £34.2
    Køb
© Jesper Høm
"En i sanning rik samling kammarmusik för den sparsmakade, utsökt framförd av Kontrakvartetten."
Lars Hedblad, Svenska Dagbladet
“Holmboe’s quartets are one of the great treasures of the last century (…) With this box set comes a chance to discover them in performances of great accomplishment and dedication.”
Rob Barnett, MusicWeb International
"Erschließt sich hier eine Quelle eindringlichster Entdeckungen von einem kaum bekannten Giganten."
Christoph Schlüren, Crescendo
"Dem Kontra Quartet ist eine faszinierende Box gelungen."
Carsten Dürer, Ensemble
"För Holmboekännare rekommenderar denna box förstås sig själv."
Oluf Axler, OPUS
"Retenez votre souffle et plongez, la remontée sans paliers de décompression risque de s’avérer difficile mais gratifiante"
Fred Audin, Classique Info
"Among the significant cycles of string quartets from the post-war era, that by Danish composer Vagn Holmboe is one of the most substantial surveying."
Richard Whitehouse, International Record Review
"This important set belongs in the collection of anyone who cares about good 20th-century chamber music."
David Hurwitz, Classics Today (9/9)
Total runtime: 
472 min.
Vagn Holmboe og strygekvartetterne

Med sine mere end 20 strygekvartetter er Vagn Holmboe en af de mest markante kvartetkomponister fra det 20. århundrede. Han skrev strygekvartetter fra han var teenager og indtil sin død som 86-årig. Hvad mængden af værker angår, svarer Holmboes kvartetter til Bartóks og Sjostakovitjs tilsammen, og hvad kvaliteten angår, tåler hans værker også sammenligning med de største.

16 år gammel blev Vagn Holmboe optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som violinist. Ved optagelsesprøven blev han overhørt af nationalkomponisten Carl Nielsen, der også gennemså nogle af hans kompositioner. De tidligste værker, der i dag kendes af Holmboe, er skrevet året efter, og her iblandt er en strygekvartet. Det var den første af ikke færre end ti kvartetter, Holmboe skrev, inden han som 40-årig gav et værk titlen Strygekvartet nr. 1.

Konservatorieårene var præget af studier af klassikerne og polyfoni, og det prægede Holmboes musik hele livet igennem. Et af hans store forbilleder var Haydn, hvis livskraft, elegance, humor og økonomiseren med midlerne spejler sig i hans egne værker. Et andet forbillede var Béla Bartók. I begyndelsen af 1930’erne mødte Holmboe under et studieophold i Berlin den rumænske pianistinde Meta Graf, som han blev gift med, og som introducerede ham til folkemusikken fra Balkan. “Det direkte og emotionelle, det følelsesmæssige og det helt klare udtryk – dét interesserede mig meget. Der var noget elementært i denne musik”, sagde Holmboe i et tilbageblik.

Indtil 1950 underviste Holmboe på Det Kgl. Blindeinstitut, og derefter blev han ansat på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han var professor i komposition og teori indtil 1965, hvor han trak sig tilbage for at bruge al sin tid på at komponere. Han befandt sig da på højden af en af sine mest koncentrerede skaberperioder, og han var for længst anerkendt som en af Nordens bedste komponister. Heldigvis levede han længe nok til også at se sig anerkendt internationalt som en af det 20. århundredes mest humanistiske og skarpsindige klassikere.

Vagn Holmboe skrev næsten 400 værker, især instrumentalmusik. Han var natur-menneske og bosatte sig i 1939 på landet i det smukke Nordsjælland, hvor han med årene egenhændigt plantede 3.000 træer på sin grund ved Arresø.

Himlen, jorden og vandet er grundelementer, der kan høres i næsten alle Holmboes værker. Ved siden af sin evne til at sanse naturen havde han en meget intellektuel side, og det giver hans musik en forunderlig blanding af stringent tanke og organisk metamorfose. Askese i forening med frihed, eller som Holmboe selv kaldte det, “styret ekstase”. Det kommer tydeligt til udtryk i de to bærende søjler i hans produktion: De 13 symfonier og de 20 strygekvartetter.

Ligesom den jævnaldrende Sjostakovitj begyndte Holmboe for alvor at interessere sig for strygekvartetgenren efter 2. verdenskrig – hvis man ser bort fra de ti unummererede kvartetter, som ikke fik noget opusnummer, og som heller aldrig har været indspillet. Kun en enkelt har overhovedet været opført.

Fra disse tidlige forsøg var der et stort spring til det værk, Holmboe i 1949 gav titlen Strygekvartet nr. 1. Det var han selv klar over. “Det er næppe forkert at sige, at min 1. strygekvartet markerer et slags vendepunkt eller et udviklingspunkt. Jeg var forberedt på det, men pludselig bryder det løs”, huskede Holmboe tilbage kort før sin død.

De tre første kvartetter blev skrevet inden for halvandet år og udgør et sæt, der udstikker rammerne for den livslange beskæftigelse med genren. Holmboe arbejdede tit i serier inden for bestemte værkgenrer, og i midten af 1950’erne fulgte strygekvartet nr. 4 og 5 kort efter hinanden.

Efter seks års pause indvarsler strygekvartet nr. 6 en enklere og mere koncentreret stil. Nr. 7-9 er skrevet i midten af 1960’erne og er nogle af hans mest spillede.

Strygekvartet nr. 10 fra 1969 er en af de mest radikale, skrevet på et tidspunkt, hvor den musikalske avantgarde udfordrede en klassicist som Holmboe. Nr. 11-14 er skrevet tæt på hinanden i begyndelsen af 1970’erne, hvorefter Holmboe holdt en kvartetpause på seks år. Den blev afbrudt af de mesterlige nr. 15 og 16, hvorefter de sidste fire nummererede kvartetter udgør en forunderlig cyklisk afslutning: De repræsenterer døgnets faser (Morgen, Middag, Aften og Nat) og har hver seks satser, i alt 24, ligesom døgnet har timer.

I sine sidste år skrev Holmboe to yderligere kvartetter, som han ikke gav noget nummer: Sværm, lavet på basis af et værk for to violiner, og Quartetto sereno, det værk han arbejdede på ved sin død. De to satser i Quartetto sereno blev færdiggjort af Holmboes nære elev, Per Nørgård, som han på rørende vis selv havde tilegnet sin 4. strygekvartet fire årtier tidligere.

I alle årene med strygekvartetterne havde Holmboe et fortroligt samarbejde med Danmarks førende kvartetensembler: Koppel Kvartetten og Københavns Strygekvartet, der uropførte de fleste af værkerne, og Kontra Kvartetten, der i slutningen af Holmboes liv påbegyndte denne første komplette indspilning af alle værkerne.

Strygekvartet nr. 1, op. 46 (1949)

“Variation er ikke i sig selv en form, men en arbejdsmetode, som tidligere førte til forskellige formtyper. Det kan også ske i dag. Men blandt alle de aktuelle formmuligheder synes jeg, at metamorfosen er den stærkeste, fordi den ud over at variere et materiale har et sigte, som gennemtvinger en fremadskridende udvikling og gør det muligt at forme en model med samme frihed og balance som for eksempel den klassiske sonateform” (Vagn Holmboe i Mellemspil, 1961).

Den første kvartet er tilegnet Erling Bloch Kvartetten. Førstesatsen begynder med langstrakt elegisk solo for bratschen, fulgt op af et kontrapunkt i celloen, og derefter sætter violinerne i med et rytmisk markant tema, hvor de to instrumenter er sammenslynget i sekundintervaller. Satsen udvikler sig som en klassisk sonateform, men naturligvis i et musikalsk tonesprog, som er umiskendeligt Holmboes. Andensatsen er en adagio, hvor et folkloristisk tema gennemgår en række metamorfoser. Finalen begynder med en langsom indledning, hvor nogle fortissimo akkorder efterfølges af en faldende unison passage i halvnoder. Herefter kommer satsens hoveddel, molto vivace, hvis rytmik med forskudte betoninger kan minde om Stravinskij. Satsen slutter med en energisk unison nedgang i alle fire instrumenter, førende hen til to fortissimo akkorder i C-dur.

Uropført af Erling Bloch Kvartetten i Køben-havn, 31. januar 1950.

Strygekvartet nr. 2, op. 47 (1949)

  1. strygekvartet er strengt klassicistisk. Den 3-delte 1. sats indledes med et let og graciøst tema i 1. violin, akkompagneret af de øvrige strygere. Takten er 12/8, der gradvis omtolkes til 4/4 for derefter at vende tilbage til den oprindelige metrik. 2. sats bæres af et robust, kortfattet motiv. I kontrast hertil udvikles et passioneret tema, men urmotivet er konstant til stede og sætter sig i gennem mod satsens slutning.
  2. sats er en veloplagt scherzo, fuld af vittige påfund. Den grundlæggende 6/8-takt omtolkes til 3/4 og senere til 9/8. 4. sats bæres igen af et karakteristisk Holmboe-tema, akkompagneret af 3-stemmigt tremolo.

Satsen fungerer som introduktion til finalesatsen, der kan minde om Balkan-musik med sin 5/8-takt og de karakteristiske betoningsskift mellem 2. og 3. slag. Satsen munder ud i en ren C-dur klang.

Uropført af Leo Hansen Kvartetten i København, 23. maj 1949.

Strygekvartet nr. 3, op. 48 (1949)

Den tredje kvartet blev tilegnet Koppel Kvartetten, som uropførte den i København, den 18. november 1950. Den har fem satser. To langsomme ydersatser omslutter to hurtige, som igen omslutter en rolig andante. Den indledende lento-sats begynder med to store intervalspring: en faldende septim i 1. violinen og en stigende none i bratschen. Disse to intervaller optræder som signaler gennem hele satsen. I midterdelen bliver stadig kortere nodeværdier taget i anvendelse, og i rytmikken er der mindelser om Bartóks 6. strygekvartet.

Andensatsen, en allegro, har en enkelhed, som man kan finde hos Haydn. Den centrale tredjesats er en chaconne, hvis tema bliver præsenteret af bratschen. Den efterfølgende allegro viser igen en ret enkel og gennemsigtig satsteknik, og finalen griber tilbage til det indledende lento.

Strygekvartet nr. 4, op. 63 (1953-54)

Som i den foregående kvartet er også denne kvartet lagt ud i fem satser, som imidlertid er disponeret anderledes med hensyn til tempo og karakter. Førstesatsen begynder ganske enkelt, som en Haydn-kvartet, men bliver ganske hurtigt mere og mere kompliceret. I løbet af satsen udsættes det indledende tema for den omtalte metamorfoseteknik.

Andensatsen er en presto, hvor hurtige, hamrende triol-passager i de sordinerede strygere omslutter parallelle skalabevægelser. Midterdelen er roligere, mere enkel og tilbageholdt, men til sidst vender heftigheden tilbage: Triller akkompagnerer glissandi i bratsch og cello, og musikken dør hen i et pianissimo med en trille i 1. violinen. Tredjesatsen er en følelsesladet adagio med en fugato indledning, og temaet er bygget op af små intervaller.

I fjerdesatsen, largoen, spiller instrumenterne uden vibrato, senza espressivo (uden udtryk) og med sordin. Satsen er forholdsvis kort, fylder kun en side i partituret. Finalen er en fredfyldt, lys allegretto, som dør hen i en pianissimo G-dur-akkord.

Strygekvartet nr. 4 er tilegnet Vagn Holmboes elev, Per Nørgård, og den blev uropført af Koppel Kvartetten i København, den 8. januar 1955.

Strygekvartet nr. 5, op. 66 (1955)

  1. strygekvartet er et anderledes højspændt værk. 1. satsen bygger på et enkelt kememotiv. der i et fluente-afsnit perspektiveres med et differentieret polyfont, metamorfoserende modspil, for derefter at vende tilbage i sin oprindelige form mod satsens slutning Dette materiale dukker op igen, både i den efterfølgende Adagio og i den hektiske finale, Energico, hvor det optræder i en ganske anden atmosfære. Mod slutningen vender indledningsmotivet fra l. sats tilbage. Dette fascinerende værk resumerer en række hidtidige erfaringer og indvarsler samtidig noget helt nyt.

Uropført af Den Nye Danske Kvartet i Kolding, den 20. februar 1956.

Strygekvartet nr. 6, op. 78 (1961)

Allerede de skiftende tempobetegnelser i l. sats af 6. strygekvartet indicerer, at meramorfoseprincippet nu også er fuldtud gennemført i kvartetterne. Værket bygger på et sæt motiver, der alle er beslægtede. Særligt markant er den langsomme 3. sats – i virkeligheden en udfoldelse af den indledende Lento-sats – der kan minde om Mesto-afsnittet i Bartóks 6. strygekvartet. Omtrent midtvejs i Adagio-satsen opstår et klangfelt, hvor alle 4 instrumenter spiller flageoletter – et parti af næsten overjordisk skønhed, men også en bekendelse til humaniteten og dens forpligtelse på naturen.

Uropført af Koppelkvartetten på Hindsgavl i august 1962.

Strygekvartet nr. 7, op. 86 (1964-65)

Strygekvartet nr. 7 er den første, Vagn Holmboe skrev til Københavns Strygekvartet, der i løbet de næste 20 år uropførte så godt som alle hans efterfølgende kvartetter.

Kvartetten er i tre satser. Den første, Tempo giusto, åbnes med en markant modstilling af dels skarpt optrukne, på én gang tonale og dissonerende akkorder i de tre dybeste strygere, dels en mere udspunden melodilinie i førsteviolinen, der tilsammen præsenterer to af satsens grundlæggende idéer: en trokæisk frasering, som den ikke mindst kendes fra Bartók, og en form for melodisk udvikling igennem kombinationer af hel- og halvtonetrin, som ikke mindst Carl Nielsen synes at have stået fadder til, lidt længere henne i satsen endda grænsende til direkte parafrase af et meget karakteristisk, trinvis faldende Nielsen-motiv. Bartók synes også at være inspirationen henimod satsens slutning, hvor et “klangtæppe” af polyrytmik i tætte bevægelser mellem de tre understemmer akkompagnerer førsteviolinen.

Bartók-inspirationen går igen i anden sats, Allegro commodo, en scherzo i skiftende taktarter – 5/8, 6/8, 4/4 – der veksler mellem pizzicato og strøgne toner. En særlig rytmisk effekt, parallel til de vekslende pulsfornemmelser, opnås ved kontrasten mellem robuste understregninger af betonede slag og så vendinger, hvor der omvendt er pause på de mest betonede slag. En kort midterdel i roligere tempo skaber en slags åndehul i energiudladningerne; materialemæssigt er den dog så tæt forbundet med satsens hovedafsnit, at den nok så meget fremstår som en langsom variant.

Den tredie sats er kvartettens mest komplekse. Den begynder adagio, med et langt udspundet, kontrapunktisk afsnit, der gradvis tiltager i både tæthed og tempo, for så at gå over i et mærkbart mere bevægeligt afsnit, hvor tætheden tiltager yderligere – alle fire instrumenter spiller nu så godt som konstant – indtil dette afsnit kulminerer i en homofon passage, der gradvis leder tilbage til åbningens langsomme tempo og lavmælte karakter. Med et raffineret greb fastholdes den lavmælte karakter, samtidig med at tempoet pludselig mere end fordobles, mens satsen med ét begynder at udvikle sig i retning af en regulær, dansant finalesats. Grebet gentages, så at sige på et højere rytmisk energiniveau, da en længere klangtæppe-passage præget af triller og tremolo-effekter viger for et langt roligere, melodisk enkelt afsnit med aftagende dynamik – der så ligesom før, stadig pianissimo, afløses af et Presto-afsnit, der bringer kvartetten til en lynhurtig, virtuos slutning.

Kvartetten blev uropført i Birkerød den 27. september 1965 af Københavns Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 8, op. 87 (1965)

Strygekvartet nr. 8 er skrevet umiddelbart efter den 7. Den er i fem satser i en Bartók-lignende bueform af Allegro-Andante-Presto-Andante-Allegro.

Første sats, Allegro vivace e semplice, er en kompakt sonateform, hvor et energisk hovedtema kontrasteres med et mere roligt vuggende sidetema. Nok så væsentligt er imidlertid, hvordan Holmboe her varierer den musikalske energi ved stadige variationer mellem nodeværdier – inden for den samme pulsfornemmelse: halvnoder, fjerdedele, ottendedeltrioer, sekstendedele, og ved, ligesom i den 7. kvartet, ofte at lade meget intense passager forløbe meget lavmælt. Anden sats, Andante lucido e affetuoso, viderefører to af første sats’ grundlæggende idéer, dels trillen som temalignende virkemiddel, dels de brede, opadstræbende melodilinier, der her i kraft af det langsomme tempo får yderligere tyngde.

Tredie sats, Presto volante e robusto, er en lynhurtig scherzo-sats båret af uophørlige ottendedelstrioler. Den korte fjerde sats, har i høj grad karakter af en solokadence for førsteviolinen, men fungerer i øvrigt navnligt som præludium til finalen, Allegro brioso e ardito. Her møder vi, mens musikken undervejs accelererer i pulsfornemmelse fra 4/4 til en valselignende 3/4, påny flere af kvartettens grundlæggende idéer, trille/tremolo-figurationerne såvel som de massive pointeringer helt tilbage fra kvartettens åbning.

Kvartetten blev uropført den 14. december 1965 på Frederiksberg af Københavns Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 9, op. 92 (1965-66, rev. 1969)

Strygekvartet nr. 9 er som sin forgænger i fem satser, men så at sige spejlvendt disponeret og dermed ganske anderledes i karakter, med to langsomme ydersatser, to hurtige scherzoer som sats nummer to og fire, og en langsom Adagio-sats som midterakse.

Første sats, Andante determinato, er alene baseret på en trinvis faldende bevægelse, meget lig den Carl Nielsen-agtige figur, der også optræder i begyndelsen af den 7. kvartet, og som satsen igennem samtidig gradvis får modspil af en spejlet, altså opadstræbende, version af sig selv. Den opadstræbende figur går igen i den hurtige, treleddede andensats, her spændt ud mod konstant pulserende sekstendedelstrioler, opholdt kun af en kort, markeret midterdel og afrundet af en tilsvarende coda. Tredie sats, Adagio, udspiller sig som ét langt forløb, igen med den opadstræbende figur i centrum, og som i den 8. kvartet med triller som en central tematisk effekt. Fjerde sats, Vivace, er påny en scherzo-agtig, tredelt sats, men nu med væsentligt mere fylde og albuerum i den roligere midterdel, mens femte sats, Andante tranquillo, ligesom tredie sats forløber som én lang bue af tætte stemmeføringer, inden kvartetten forsvinder i et pianissimo, med en kombination af flageoletter og pizzicato–toner.

Kvartetten blev uropført i Horsens den 23. august 1967 af Novák kvartetten.

Strygekvartet nr. 10, op. 102 (1969)

Den tosatsede strygekvartet nr. 10 er med sine 26 minutters varighed én af Holmboes længste. Man kan i den ane en slags skelet af den femdelte kvartetform, som Holmboe ofte benyttede sig af, også flere gange i de efterfølgende kvartetter. Det vil sige en relativt massiv, udspunden første del (Tempo giusto, dvs. roligt), en roligt skridende anden del (Andante), og en hvirvlende hurtig midterdel (Allegro vivace) – i anden sats her efterfulgt af en intens, deklamerende langsom del (Adagio) og en brillant finale.

Men selv om disse elementer fornemmes klart, så opleves kvartettens grundform tillige som de kun to overordnede, organiske forløb, satserne afgrænser. I begge tilfælde i skikkelse af en gradvis opbygning af energiniveauet fra en – også i dynamisk henseende – tilbageholdt, dæmpet og gennemsigtig begyndelse, frem mod en stadig tættere og hurtigere, samlet bevægelse. Der endda i hele kvartettens forløb kommer til at fremstå som én stor bue, hvor musikken synes både at udvikle sig ud fra og hen imod én eneste tone, det gentagne cis, der både begynder og afslutter kvartetten.

Samtidig synes Holmboe også at spille bevidst imod lytterens forventninger: de svageste styrkegrader optræder ofte, når musikken bevæger sig hurtigst, hvad der ikke mindst er virkningsfuldt sidst i første sats, og både i hurtige og langsomme passager. Og såvel i hurtige som i langsomme passager turneres betoninger – og mangel på samme – gerne så overraskende og effektfuldt, at man som lytter konstant synes at få både materiale og pointer præsenteret fra nye vinkler.

Kvartetten er tilegnet medlemmerne af Københavns Strygekvartet, som uropførte værket den 7. april 1970 i Göteborg.

Strygekvartet nr. 11, “Rustico”, op. 111 (1972)

Sammenlignet med den ekspansive, tætte 10. kvartet fremstår strygekvartet nr. 11 som en næsten demonstrativ studie i kvartetformatet, når det realiseres mest håndfast og koncentreret – inklusive undertitlen Rustico, som kvartetten i øvrigt deler med Holmboes 31 år ældre 3. symfoni. Til gengæld er det den første af Holmboes kvartetter med en decideret karakterbetegnelse som undertitel.

Den er næsten 10 minutter kortere end forgængeren og forløber i fire klart adskilte satser: en ligefrem, hurtig Allegro leggiero (dvs. let), en stampende todelt Tempo giusto (med langsom indledning), en roligt vuggende Allegro tranquillo, og en hidsigt pulserende Allegro brioso til at danse ud på.

Men så er den heller ikke mere ligefrem: der er til stadighed finter og underfundigheder i musikken, som bringer helt andre steder hen end det overfladisk rustikke. Det kan godt være, materialerne er rå, men forarbejdningen er alt andet. Det står klart bogstavelig talt fra de første takter, der nok flyder let og ubesværet, men gør det i kraft af et fiffigt vekselspil mellem på samme tid 2. violinen og bratschens sammenflettede hurtige 16’dele, celloens muntre pizzicato-linier, og 1. violinens let hektiske, springende og skævt betonede, korte motiver. Til slut i satsen hules bevægelsen endda så at sige ud indefra, når 1. violinen og celloen slutter som de begyndte, rundt om mellemstemmernes jævnt tikkende flageolet-akkorder. Det er mindst lige så spidsfindigt, som det lyder.

Det samme er Allegro robusto-satsen med dens flittige – men aldrig forudsigelige – skift mellem to- og tredelt puls; et kunstgreb, der også udnyttes med stor effekt i finalen – og klinger lige så forførende naturligt dér. Mens omvendt Andante tranquillo-satsens blide bølgebevægelser først ved nærmere eftertanke viser sig at glide ubesværet hen over både fire-, fem- og seksdelte takter. Det kan godt være råmaterialerne er rustikke, men forarbejdningen i denne under overfladen så spidsfindige kvartet er alt andet.

Kvartetten blev uropført den 8. august 1973 i Sorø af Den Skandinaviske Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 12, op. 116 (1973)

Strygekvartet nr. 12 kan høres som en fuldt udfoldet version af den femsatsede form, der lå til grund for den 10. kvartet. Formen, hvor første og femte henholdsvis anden og fjerde sats mere eller mindre korresponderer omkring midtersatsen, forbindes navnlig med Bartók – ikke mindst hans 4. og 5. strygekvartet – men har hos Holmboe fået en egen drejning.

For hvor hos Bartók de tre midterste satser er to korte, hurtige satser omkring en vægtig, langsom og stemningsmættet central sats, dér spejler Holmboe så at sige dette princip, så midtersatsen hos ham er hurtig, mens satserne omkring den er langsomme. Dermed opleves formen hos Holmboe også grundlæggende forskellig, hvor nu både første, tredie og femte sats synes at korrespondere karaktermæssigt hen over de to langsomme satsers fordybelse – og den enkelte kvartet mere end som en stor bue-konstruktion fremstår som ét intenst forløb.

Sådan opleves det ikke mindst i den 12. kvartet, hvor Allegro robusto-åbningen med det samme kontrasterer pulserende, dissonerende akkorder med hurtige, flagrende bevægelser i 1. violin og cello. Præcis de to rytmiske karakterer, der dominerer hele satsen sammen med den mere udspundne melodilinie, der sætter ind i celloen umiddelbart efter. Heroverfor er 2. sats, Andante cantabile, ét langsomt skridende forløb, hvor stemmerne indtræder én efter én – men da satsens tema endelig optræder fuldt udfoldet med 1. violinens indsats, viser det sig at være direkte beslægtet med cello-temaet fra 1. sats.

En lignende fortløbende, rytmisk fornemmelse møder man i midtersatsen, Allegro vivace, blot i meget hurtigt tempo, domineret af konstant strømmende ottendedels-trioler, der kun ophører, da de så at sige overskrides, nemlig på satsens kulminationspunkt, inden de påny vender tilbage for at afslutte satsen. Og mens den rytmiske bevægelse altså er stort set konstant, er det primært med klanglige virkemidler, at der skabes kontrast i satsens midterdel, idet alle fire strygere her spiller med sordin.

Den korte fjerde sats, Adagio e tranquillo, fungerer primært som opspænding til finalen, domineret af på den ene side lange, opadstræbende melodilinier i celloen, på den anden side faldende, elegiske melodilinier i 1. violinen. Finalen er til gengæld et virtuosnummer i flere henseender: det rasende hurtige tempo udspiller sig nemlig indledningsvis helt pianissimo, til overflod betegnet sotto voce (med dæmpet stemme). Igennem flere lange træk udvikler det sig igennem uophørlige ottendedels-bevægelser til lokale højdepunkter, før satsen – og kvartetten – kulminerer med en monumental gentagelse af både de dissonerende akkorder og det melodiske materiale fra begyndelsen af første sats.

Kvartetten blev uropført den 19. november 1973 i Hillerød af Københavns Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 13, op. 124 (1975)

Sammenlignet med Holmboes tidligere femsatsede kvartetter er nummer 13 på én gang strengere og friere. Symmetrierne eller bueformerne er meget konsekvent gennemførte i hver af de første tre satser; til gengæld er den overordnede struktur ikke i samme grad som før – og som hos forbilledet Bartók – lagt an direkte på symmetrier, hvor satser modsvarer hinanden to og to; snarere forløber kvartetten her som én fremadrettet fortælling. Man kan næsten få fornemmelsen af, at kvartetten peger to veje, både tilbage mod dyrkelsen af overordnet balance og symmetri og frem mod den udvikling af musikken igennem nøje afmålte, næsten karakterstykke-agtige satser, som begynder allerede i den umiddelbart efterfølgende 14. kvartet.

Som kun den anden blandt Holmboes kvartetter indledes nummer 13 med en delvis langsom sats, Andante tenero, dvs. ømt, hvor yderdelenes lidt uroligt vuggende karakter med mange skiftende taktarter og lange, bårne melodilinier, der imiteres frit igennem de enkelte strygeres linier, inklusive den faldende halvtone-figur, der gennemsyrer det meste af kvartetten, får modspil af en skarpt optegnet, hurtig midterdel, Poco allegro. Her får den rytmiske tvetydighed fra den langsomme åbning så at sige modsat fortegn: grundpulsen er langt det meste af tiden stabil 4/4, men de enkelte rytmiske figurer flytter sig på kryds og tværs hen over takterne. Det samme gør i den hurtige anden sats, Allegro, de meget Bartók-lignende, næsten fanfare-agtige åbningsmotiver, mens den roligere, neddæmpede mellemdel her får en mere udfoldet melodisk karakter, der endda formår at forene materiale fra de hurtige yderdele med associationer til første sats’ åbning.

Også den langsomme tredje sats, Poco adagio er symmetrisk opbygget. Alle fire strygere spiller hele satsen igennem med sordin, og det dynamiske niveau er med undtagelse af en enkelt passage yderst sart; ikke desto mindre er kontrasten mellem yderdelenes – parallelt til første sats – langsomt vuggende, luftige klangbillede med mange pauser imellem enkelte toner og motiver i melodilinierne, og så midterdelens lynhurtige, virrende skalabevægelser i dobbelt så hurtig puls; til gengæld er den karakteristiske, faldende halvtonefigur i direkte forlængelse af det foregående.

Derimod forløber den ligeledes langsomme fjerde sats, Andante tranquillo, som ét langt forløb. En fyldig, ekspressiv bratschsolo går over i et tæt, firstemmigt forløb, der kulminerer fortissimo med alle fire strygere i det helt lyse leje, inden satsen falder til ro i en lang, hendøende coda, nu ført an af førsteviolinen. Allegro-finalen kan høres som en studie i pauser: som så mange af Holmboes finalesatser er der grundlæggende tale om en hurtig, konstant pulserende sats, men her konstant brudt op i de enkelte stemmer af korte, som oftest uventede pauser, der giver satsen en helt egen, let stakåndet karakter.

Kvartetten er tilegnet Holmboes bibliograf Paul Rapoport og blev uropført den 20. august 1976 i København af Den Skandinaviske Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 14, op. 125 (1975)

Strygekvartet nr. 14 er komponeret direkte efter nummer 13, og nåede endda at blive uropført flere måneder før forgængeren. Den er væsentligt kortere, men til gengæld i så meget som seks satser.

De tre første satser spilles ud i ét. Ligesom nummer 13 åbner kvartetten med en langsom sats, Andante trasognamente, dvs. dagdrømmende, og satsen forløber som en fuga i ekstremt langsom bevægelse: først efter mange takters solo for førsteviolinen, i en bevægelse, der forløber som én lang, jævnt faldende bevægelse, sætter bratschen ind, og der går yderligere tid, før først cello og endelig andenviolin kommer med. Herefter begynder tonelejet at bevæge sig opad igen, men falder efter flere lokale højdepunkter alligevel til ro, og tynder umærkeligt mere og mere ud.

Anden sats, Presto leggiero, spilles af alle fire strygere med sordin hele vejen igennem. Satsen er grundlæggende baseret på en lynhurtig, rullende triol-bevægelse, der kun sjældent hæver sig over et helt tyst, anelsesfuldt dynamisk niveau, der undervejs gør effektiv brug af både pauser, glissader og langsommere, ofte pizzikerede nodeværdier. Tredje sats, Allegro agitato, som stort set konstant er i et ganske anderledes voldsomt dynamisk leje, kan høres som på samme tid en kontrast og en videreudvikling af den samme idé: Her er det et meget hurtigt halvtone-tremolo, der gennemsyrer satsen og samtidig hele tiden udvikler sig til melodiske motiver, til- og aftager i hastighed, og ligesom tilfældet var i den foregående sats, sættes i relief af markerede figurer i langsommere nodeværdier.

De to næste satser spilles ligeledes ud i ét. Fjerde sats, Adagio, er på overfladen en melodisk mættet, elegisk sats, men i kraft af en gennemgående på én gang flydende og jævnligt punkteret 16.-dels-bevægelse, har den alligevel en underforstået energi og fremdrift, også selv om det hovedsagelig sker ganske sprødt lavmælt. Det gør til gengæld femte sats, Allegro, der spilles konstant pizzicato, ikke, med sin jævnt stampende, markerede ottendedels-puls. Men igen viser det, man troede, var en entydig rytmisk fornemmelse, sig hurtigt at kunne udvides både til lange melodiske linier og gøres flertydigt med pauser, accenter og modspil instrumenterne imellem. Og hele kvartettens nervøse energi kulminerer i sjette og sidste sats, Allegro vivace, hvor et energisk, igangsættende motiv, som i starten veksler hurtigt mellem alle fire strygere, jævnligt undermineres af skiftende taktarter, uden at det dog i sidste ende forhindrer satsen – og kvartetten – i at munde ud i et massivt højdepunkt – for så alligevel i de allersidste takter pludselig at tynde ud i en lille, svagt ironisk, men også indiskutabel afklaring i helt gennemsigtig D-dur.

Kvartettens afslutning er dateret 15.8.1975, og den blev uropført af Københavns Strygekvartet den 19. april 1976, som den eneste af Holmboes fuldendte kvartetter i komponistens hjem i Ramløse.

Strygekvartet nr. 15, op. 135 (1977-78)

Strygekvartet nr. 15 er ligesom den 14. blandt Holmboes korteste, men er modsat både den 13. og den 14. kvartet et helt klassisk, firsatset forløb. Åbningssatsen, Poco allegro, opererer med to grundlæggende motiver, der hele tiden spiller med og mod hinanden: en markeret, trokæisk figur, der er basis for satsens melodiske materiale, og en jævnt løbende 16.-dels-bevægelse, der er basis for dens rytmiske. Som et særligt raffinement falder satsen til ro, ved at 16.-dels-bevægelsen bredes ud til halvt tempo, altså til ottendedele – præcis den løbende, kredsende ottendedels-bevægelse, der danner grundlaget for den efterfølgende scherzo-sats, Allegro molto, hele vejen spillet med sordin. Men igen, typisk for Holmboes måde at lade motiver glide imellem at være blot ornament eller puls og så folde sig ud som melodisk materiale, bliver ottendedels-bevægelsen hurtigt mærkbart mere nuanceret og også selv bredt yderligere ud til massivt stampende fjerdedele på satsens højdepunkt.

Tredje sats, Funèbre, er, som titlen indikerer, en langsomt skridende sørgemarch, med en karakter af stiliseret patos, som er usædvanlig hos Holmboe. Store akkorder sætter, navnlig i begyndelsen, dramatiske cæsurer imellem dels solistiske udvekslinger mellem førsteviolin og cello, dels korte, imiterede afsnit, der involverer to eller flere instrumenter. Præcis midtvejs hører de store akkorder imidlertid op, og satsens anden del forløber som én sammenhængende, stadig mere fattet og resigneret afsked.

Sidste sats har en langsom indledning, Poco adagio, der spinder videre på to motiver fra sørgemarchen, dels en opadgående figur i tredelt takt, dels, lidt senere, en faldende drejefigur, inden der accelereres til selve finalen, Allegro con brio. Dens hovedafsnit udgøres af en kombination af pulserende ottendele og store melodiske spring i skiftevis ned- og opadgående retning, mens satsens midterdel, i lidt langsommere tempo, giver plads for en mere udfoldet melodik, hvor den overordnede melodilinie jævnligt veksler mellem navnlig de tre lyseste strygere. I den afsluttende, massive coda refereres der tilbage til den trokæiske figur, der åbnede kvartetten, inden satsen og kvartetten på én gang slutter i klar C-dur og åbent, dramatisk, med flere ganske dissonerende toner oven på grundtonen.

Kvartetten er tilegnet Traute og Erik Sønderholm, og uropført den 8. juni 1978 i Reykjavík af Københavns Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 16, op. 146 (1981)

Holmboes fem sidste strygekvartetter er skrevet over lige så mange år. Nummer 16 er hans sidste kvartet i traditionel firsatset form.

Den robuste første sats, Allegro non troppo, lægger ud med et prægnant, faldende motiv, som i adskillige variationer, både melodiske og rytmiske, gennemsyrer hele satsen og jævnligt har funktion som signal om, at noget nyt er ved at ske. Umiddelbart efter sættes to andre motivtyper i gang, dels en roligt flydende ottendedels-bevægelse, dels en kæde af triller, der ved flere lejligheder satsen igennem tjener til at markere særligt intense steder.

Anden sats, Molto vivace, er en hæsblæsende scherzo-sats i Bartók-lignende stil, hvor det store melodiske fald og de kollektivt stampende akkorder, der indleder satsen, efterhånden udvikles til et mere fintmasket linievæv, hvor både selve akkordrytmen og det melodiske fald udvikles, blandt andet i form af en stadig vekslen mellem ottendele og trioler, indtil satsen kul-mi-nerer og slutter som et vedholdende, energisk fortissimo. Tredje sats, Adagio, viser ikke mindst, hvor raffineret Holmboe også i meget langsomt tempo kunne arbejde med rytmisk variation. Allerede i de første få takter hører man et antal forskellige rytmiske figurer: skarpe og bløde optakter, betonede og ubetonede taktslag. Efterhånden som linieføringen fortættes mere og mere, får de motivisk karakter hver for sig og nuanceres samtidig yderligere i flere tempolag i form af både fjerdedele, ottendedele og seks-ten-dedele. Også satsens dynamiske forløb er bemærkelsesværdigt: den begynder kraftigt, udvikler sig frem til et første fortissimo-højdepunkt, falder derefter tidligt til ro og beskriver uanset enkelte lokale udsving en målrettet bevægelse endnu længere ned mod den helt tyste slutning.

Fjerde sats, Presto, begynder så at sige, hvor Adagioen sluttede, og beskriver i dynamisk henseende noget nær den stik modsatte bevægelse, men nu med den helt sarte dynamik kombineret med et hurtigt tempo i tredelt takt og med konstant pulserende sekstendedele i alle stemmer. Også her viser musikkens rytmiske element sig imidlertid at være mere kompliceret end som så, efterhånden som de enkelte figurer begynder at udvikle sig hen over, hvis ikke direkte på tværs af takterne. Først henimod slutningen stiger dynamikken for alvor, indtil både satsen og kvartetten kulminerer med det samme faldende motiv, som åbnede hele værket.

Kvartetten er tilegnet Københavns Strygekvartet, som også varetog uropførelsen den 28. april 1982 i København.

Strygekvartet nr. 17, “Mattinata”, op. 152 (1982, rev. 1983)

De sidste fire strygekvartetter fremstår i et vist omfang som et hele. Nummer 17, 18 og 19 er komponeret umiddelbart efter hinanden, og hvor tæt fremgår af, at nummer 19 er et opusnummer foran nummer 18 (og blev i øvrigt også uropført først). Både disse tre og den lidt senere nummer 20 har italienske titler, der referer til forskellige tidspunkter på døgnet: “Mattinata” (morgen), “Giornata” (dag), “Serata” (aften) og “Notturno” (nat). I alle tilfælde er der dog senere blevet byttet om på de oprindelige titler, ligesom den trykte udgave af nummer 17 ikke har undertitlen med, så mere end meget elementært stemningsskabende overskrifter skal titlerne derfor næppe opfattes som.

Mere vægtigt, hvad angår at opfatte de fire kvartetter som en helhed, er deres overordnede form. De er alle fire i seks, i de fleste tilfælde ret korte satser. Men de enkelte forløb er hver gang lagt forskelligt an, som et varieret bud på, hvordan en kvartet kan forløbe, som på samme tid en udvikling og en fornyelse af den helt klassiske, firsatsede kvartetform.

Kvartet nummer 17 begynder med en Allegro moderato, hvis 5/4-dels-rytme giver Holmboe endnu en lejlighed til at udfolde sin raffinerede behandling af rytme. De massive akkorder allerførst afløses hurtigt af et delikat spil mellem de to violiner, lidt senere suppleret med bratsch og siden cello, efterhånden som flere og flere forskellige nodeværdier, optakter, betoninger og sågar spillemåder (med bue henholdsvis pizzicato) inddrages. En roligere midterdel i stabil 4/4 leder over i et afsnit i 3/4, hvor også ved denne lejlighed det ikke synes nær så interessant for Holmboe at markere den enkle, tredelte puls, som at sløre den, indtil 5/4-dels-pulsen vender stabilt tilbage i satsens sidste, hendøende del – så stabilt som en ujævn puls som 5/4 nu kan være, hvad der også i sig selv klinger som en pointe.

Det bliver det også i den efterfølgende sats, Allegro sereno, der begynder som en slags skæv vals i 5/8, inden en mere robust 3/4-udgave tager over og fastholdes igennem satsens pianissimo-afslutning, som først et massivt motto i celloen sætter punktum for. Den korte tredje sats, Allegro leggiero, følger umiddelbart, som en sprælsk, men tilbageholdt leg mellem stemmerne, hvor store melodiske udsving holdes i ave af et tilbagevendende, tikkende motiv på samme tone, samtidig med at det faldende motiv fra allersidst i den foregående sats også dukker op med jævne mellemrum, specielt i celloen.

Den efterfølgende Adagio åbnes med det samme motiv, igen i celloen, hvor det nu bliver den bærende idé, ikke blot i satsens langsomme yderdele, men også i varieret version i den hurtige Allegro con fuoco-mellemdel. I den indadvendte femte sats, Andante tranquillo, er den bærende idé derimod først og fremmest klanglig, uanset at faldende motiver også gennemsyrer denne sats. Men det er nok så meget forandringerne i spil med sordin, flautando, med og uden vibrato, man hæfter sig ved som de formgivende elementer, og med så meget større virkning de par steder, hvor instrumenterne får lov til at spille helt igennem. Kvartettens sidste sats, Allegro rigoroso, er derimod en umiddelbar udladning i fem afsnit, hvor yderdelene og midterdelens heftige energi får modspil af dels et roligt flydende afsnit i tredelt takt med den usædvanlige betegnelse sdrucciolo (glidende), dels et afsnit domineret af solopassager i først cello og derefter førsteviolin.

Kvartetten blev uropført den 11. november 1985 i København af Københavns Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 18, “Giornata”, op. 153 (1982)

De seks satser i den 18. kvartet indledes, usædvanligt for Holmboe, med en sats i moderat tempo, en Andantino, der imidlertid ikke er mere rolig, end at den er båret af en så godt som gennemgående, nervøs trillebevægelse i alle instrumenter. Dens simrende lyse præg understreges ikke blot af, at alle fire strygere konsekvent spiller med sordin hele satsen igennem, men også af at både bratsch og cello konstant spiller i et meget lyst leje.

I den efterfølgende, korte Allegretto, er det derimod forrevne, punkterede rytmer, der dominerer, mens i tredje sats, Tempo giusto, musikken i satsens yderafsnit for første gang i denne kvartet kommer op i kraftigere styrkegrader, hvor den sarte midterdel genbruger trillemotivet fra før. Den hurtige fjerde sats, Allegro brioso, åbner med en håndfuld kraftige akkorder i tredelt takt – selvom grundpulsen er firdelt – der hurtigt afløses af et mere melodisk bevæget afsnit, domineret af den samme faldende karakter som akkorderne. Et kort afsnit af nærmest ren sekstendedels-bevægelse fører videre til en pludselig, opadstigende bevægelse, og satsen kulminerer i at de to melodiske retninger så at sige spilles ud mod hinanden, meget hurtigt og meget stille.

Den samme idé gennemføres i femte sats, Adagio, konsekvent fra begyndelsen af, hvor to forskellige, punkterede figurer fra første takt bevæger sig mod hinanden, hvad der gradvis udvikles i stadig tættere linieføring hen over et enkelt kraftigt højdepunkt tilbage til satsens grundlæggende, meget tyste karakter. Sjette og sidste sats, Vivace, er endnu én af Holmboes robuste finalesatser, med et insisterende, trille-båret motiv vekslende med pulserende ottendedele og højt svungne melodiske motiver.

Kvartetten blev uropført den 28. september 1988 i København af Københavns Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 19, “Serata”, op. 156 (1982, rev. 1984-85)

Den nittende kvartet åbner meget voldsomt og markant, Allegro con fuoco, med massive akkorder med tætte halvtonebevægelser fra akkord til akkord. Det er disse halvtonetrin og de figurer, der udledes af dem, der danner grundlag for den efterfølgende hurtige, heftigt energiske musik, der først efterhånden samles til en fælles bevægelse. Et rytmisk sprælsk afsnit følger, med tæt skiften mellem både 5/4, 4/4 og 3/4, afløst af en både melodisk og rytmisk roligere passage, inden satsen dæmpes helt ned i en sotto voce-del. Et fugeret afsnit leder over mod en kort afsluttende, men på ny massiv påmindelse om åbnings-akkorderne.

Anden sats, Intermezzo giocoso. Allegro, er en konsekvent, næsten demonstrativt gennemført spejlbevægelse, hvor førsteviolin, andenviolin, bratsch og cello sætter ind efter tur og til slut falder bort i samme rækkefølge. Den efterfølgende Allegretto liberamente er en elskværdig, så godt som ubesværet flydende 3/4-dels sats i siciliano-rytme, men som forventeligt også rig på Holmboes rytmiske raffinementer, både hvad angår variationer af de grundlæggende rytmiske motiver, og sløring af grundpulsen. Heroverfor er klangbilledet i den mørke, tætte og elegiske Adagio-sats et helt andet, båret af lange ekspressive melodilinier i alle fire strygere.

Et kort, på én gang sart og bevægeligt “Intermezzo sereno”, et aftenmellemspil, fungerer på samme tid som efterspil til Adagio-satsen og som overledning til den afsluttende, heftige Allegro vivace, hvis markante halvtonetrin peger direkte tilbage på åbningssatsen. Skulle man tage undertitlen for pålydende, er det ikke en aften, der spænder stille af.

Kvartetten blev uropført den 19. april 1988 i København af Københavns Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 20, “Notturno”, op. 160 (1985)

Holmboes sidste regulære kvartet blev til et par år efter sine tre forgængere, men er ligesom dem i seks satser. Og ligesom dem arbejder den også med ganske få melodiske celler – halvtonetrin, små og store tertser og kvarter – som konstant kombineres og varieres på nye måder.

At den første sats har betegnelsen Tempo giusto, altså roligt, er ikke dækkende for den nervøst tikkende karakter, den åbner med. Først gradvis samler stemmerne sig, i satsens midterdel skrues tempoet markant i vejret, og først efter et fræsende højdepunkt dæmpes musikken ned til, hvad der kan ligne en tyst variant af begyndelsen.

Anden sats, Con flessibilità, spinder som kontrast roligt afsted i vuggende 12/8-dels takt og behersket lydstyrke, og der spares også på energien i den efterfølgende Andante tranquillo, hvor jævnlige, kraftige udbrud ikke rykker ved den grundlæggende, lavmælte ro. Omvendt er i fjerde sats, Vivace, både energien og voldsomheden det udgangspunkt, variationen i musikken starter fra, også selv om satsen i perioder klinger lige så tilbageholden, som den i andre er udfarende.

Femte sats, Adagio, er usædvanligt konstrueret derved, at den ene lange, melodiske linie som satsen reelt består af, til at begynde med – hvor celloen er melodibærende – har et akkompagnement i de øvre stemmer, men derefter blot skifter mellem lange soloer i enkelte instrumenter (bratsch, førsteviolin, andenviolin og cello igen) uden at de andre spiller meget andet end lange liggetoner. Finalen, Allegro espansivo, har ikke blot en hilsen til Carl Nielsen i titlen, dens gennemgående rytmiske motiv refererer direkte til Béla Bartóks Sonate for to klaverer og slagtøj og samtidig ligner satsen nærmest et katalog over, hvis ikke en virtuos afsluttende syntese af, en lang række af de melodiske og rytmiske motiver, der er så karakteristiske for Holmboes egen musik, ikke blot i denne kvartet men i det hele taget.

Kvartetten blev uropført den 18. september 1988 i København af Københavns Strygekvartet.

“Sværm”, op. 190b (1992)

Den tyvende kvartet er Holmboes sidste nummererede strygekvartet, men ikke det sidste værk han skrev for besætningen. Blandt hans allersidste, ufuldendte værker er en strygekvartet, der blev udviklet til en koncert for strygekvartet og orkester, og nogle år forinden arrangerede han dels den lille kvartetsats Via Peria – hans første værk til Kontra Kvartetten – dels de ti violinduoer Sværm opus 190a til en samling på i alt elleve satser for strygekvartet.

Som satserne klinger, er der imidlertid ikke noget arrangement over dem. Tværtimod står de elleve miniaturer her som et afsluttende katalog, ja næsten register over hvor mange og hvor subtile virkemidler, Holmboe arbejdede med indenfor den genre, han dyrkede flittigst og mest vedvarende. Her hører man stryge-kvartetten både som fire solister, som fire stemmer, der bevæger sig ind og ud og med og mod hinanden, og som et samlet kollektiv. Rytme kan hos Holmboe spænde fra en fast puls over en spændstig bevægelse hen over taktarter og fraser, toner, tonelængder og pauser, ligesom en lille melodisk celle kan vides ud til lange forløb og komplekse væv. Og det med både den patos, den elegance og den energi intakt, som i hans større kvartetsatser forinden tilsammen har været med til at skabe et kvartetværk, der hverken i omfang eller substans har mange sidestykker i 1900-tallets musik.

Kvartetversionen af Sværm blev uropført den 22. marts 1997 i Odense af Kontra Kvartetten.

Quartetto sereno, op. 197 (op. posth.)

Holmboes sidste kvartetværk, som uofficielt også er strygekvartet nr. 21, var det sidste værk han overhovedet komponerede, og var ufuldendt ved hans død i 1996. Hans elev Per Nørgård har færdiggjort kvartetten og karakteriserer selv sin indsats som, at partituret forelå “i en kun delvis færdigt udarbejdet form, der dog med kun få tvivlstilfælde kunne renskrives”. Med sine kun to satser og en spilletid på ca. 9 minutter er det så langt den korteste af Holmboes stryge-kvartetter. 1. sats forløber som én lang bue i vuggende tredelt takt, der konstant vipper mellem flere forskellige tempo- og pulsfor-nem-mel-ser. Samtidig tiltager den rytmiske energi frem mod, at satsen i hurtigere Con Moto-tempo accel-lererer til mere flydende 12/8-takt, nuanceret både rytmisk gennem modrytmer i todelt takt og klangligt gennem flageolet-virkninger i bratschen. I sin midterste del, Con fuoco, kulminerer satsen både tempo- og udtryksmæssigt, indtil den falder til ro i korte repriser i omvendt rækkefølge af de to første afsnit. Den vuggende for-nemmelse fortsætter i anden sats, men nu på et fra begyndelsen mere udadvendt plan, allegro og pizzicato. Energien tiltager yderligere da karakteren fortættes til Con fuoco, samtidig med at alle instrumenter går over til strøget spil, men ligesom første sats slutter satsen adagio. Her imidlertid ikke som en gradvis udtynding, men igennem et pludseligt temposkift til en rolig, imiteret del, før satsen langsomt tynder ud til det næsten uhørlige igennem en sidste, tæt og åben liggende akkord med en kort violinsolo ovenover.

Kvartetten er tilegnet Holmboes hustru Meta May Holmboe og blev uropført af Kontra Kvartetten den 22. marts 1997 på Det Fynske Musikkonservatorium i Odense.

Release date: 
juni 2010
Cat. No.: 
8.207001
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Box
Barcode: 
636943700112
Track count: 
105

Credits

CD 1: Indspillet i Humlebæk i 1992
Producer og teknik: Eyvind Rafn

CD 2: Indspillet i Focus Recording, 17. september 1995 (6) og i Frimurerlogen, 19.-20. juni 1995
Producer og Teknik: Jesper Jørgensen

CD 3: Indspillet i Danmarks Radio, Radiohusets Studie 2, 18.-20. september 1996 og 26.-28. februar 1997
Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Peter Bo Nielsen
Redigering: Peter Bo Nielsen og Henrik Sleiborg

CD 4: Indspillet i Danmarks Radio, Radiohusets Studie 2, 16.-18. december 1997 og 16.-17. juni 1998
Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Peter Bo Nielsen
Redigering: Peter Bo Nielsen og Henrik Sleiborg

CD 5: Indspillet i Danmarks Radio, Radiohusets Studie 2, 16.-18. december 1997 og 16.-17. juni 1998
Producer: Henrik Sleiborg
Tekniks: Peter Bo Nielsen (13) og Peter Molander (14 og 15)
Redigering:: Peter Bo Nielsen og Henrik Sleiborg

CD 6: Indspillet i Danmarks Radio, Radiohusets Studie 2, 24.-25. juni og 8.-19. september 2000
Producere: Henrik Sleiborg (19) og Michael Petersen (17 og 20)
Teknik: Peter Bo Nielsen
Redigering: Peter Bo Nielsen og Henrik Sleiborg

CD 7: Indspillet i Danmarks Radio, Radiohusets Studie 2, 15.-16. december 1999 og 24.-25. januar 2000
Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Peter Bo Nielsen
Redigering: Peter Bo Nielsen og Henrik Sleiborg

Design: elevator-design.dk

Publisher: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

randomness