Kammerkoncerter Vol. 3

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    39,75 kr.
    Røde titler 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    34,50 kr.
    Røde titler 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    39,50 kr.
    Røde titler 50%
Vagn Holmboe

Kammerkoncerter Vol. 3

Max Artved, Mikkel Futtrup, Tim Frederiksen, DR UnderholdningsOrkestret, Hannu Koivula

Folklore spiller en vigtig rolle i Vagn Holmboes musik. Det samme var tilfældet med Béla Bartók og folkloristiske studier bidrog hos begge til den kompositoriske proces. Holmboe er den mest indflydelsesrige danske komponist i generationen efter Carl Nielsen og hans store produktion indeholder bl.a. 12 symfonier, kammerkoncerter og en lang serie af meget fine strygekvartetter.

Vælg foretrukket format til download af track.
Chamber Concerto no. 7 op. 37 (1944-45)
1 I Molto moderato - Allegro non troppo 14:36 8,00 kr.
2 II Allegretto con moto 5:22 6,00 kr.
Chamber Concerto no. 8 op. 38 "Sinfonia Concertante" (1945)
3 I Allegro con brio 6:55 6,00 kr.
4 II Andante con variazioni 14:13 8,00 kr.
Chamber Concerto no. 9 op. 39 (1945-46)
5 I Allegro molto 7:47 6,00 kr.
6 II Andante tranquillo 5:36 6,00 kr.
7 III Finale: Allegro 7:26 6,00 kr.
Total runtime: 
62 min.
Et værksted på vejen

Vagn Holmboes kammerkoncerter

Vagn Holmboe (1909-96) er blevet kaldt fyrtårnet i nutidig dansk musik. Og ikke kun på grund af det kompositoriske format, der kom til at omfatte 13 symfonier og 20 strygekvartetter og har placeret ham som en hovedskikkelse i det 20. århundredes musik. Nok så meget fordi denne ener i sin tid kaster lys til mange sider, og selv oplyser de mest forskellige områder.

Holmboe har fået status af noget nær indbegrebet af en særlig nordisk, eller i hvert fald nordeuropæisk musikalsk tone – tonalt forankret, diaton og/eller modal snarere end kromatisk, organisk i sin udvikling snarere end konfliktsøgende. Et musikalsk ståsted, som tillige har vundet betydelig genklang i den angel-saksiske verden.

Men med tiden, og efterhånden som et tonalt og ikke-modernistisk udgangspunkt for en komponist bliver mindre og mindre kontroversielt, kommer Holmboes tonesprog i virkeligheden til at fremstå mindre og mindre traditionelt. Ikke mindst set igen-nem det lys, det kaster både fremad og bagud i dansk musik.

Den unge Holmboes intense beskæftigelse med østeuropæisk folkemusik – han studerede i Rumænien 1933-34 – og dens udmønten i hans egen musikalske praksis kan således ses, og ikke mindst høres, som et afgørende nybrud i dansk musikalsk tradition. En slags tredie standpunkt i forhold til på den ene side de nationalistiske overleveringer fra 1800-tallet, på den anden side de centraleuropæiske symfoniske hoved-strømninger.

Med Holmboes og blandt andet hans jævnaldrende Herman D. Koppels inddragen andre kulturers musik i den danske, blev der åbnet for at en lokal tradition kunne eks- og importeres kreativt til andre lokale miljøer. Ligesom Holmboes arbejde med organisk musikalsk udvikling via hans særlige metamorfoseteknik, i sporene fra navnlig Jean Sibelius i Finland, har været med til at etablere en symfonisk stil, der afviger afgørende fra den centraleuropæiske traditions konfliktorientering.

Netop ved at lade sig inspirere fra så forskellige kilder – der igennem årene også kom til at inkludere Japan, Grønland, fuglesang samt den særlige jyske karskhed, han selv satte så højt – udviklede Holmboe et i sandhed enestående tonesprog, i betydningen suverænt uafhængigt af sine kilder. Og ved at åbne dansk – og nordisk – musik for også meget forskellige internationale inspirationer, kom han til at bidrage afgørende til at gøre sin region musikalsk selvstændig.

I Holmboes udvikling spiller de 13 kammerkon-certer fra 1939-56 en særlig rolle. Skønt hidtil relativt lidt kendte og opførte, er der tale om en af hans største værkrækker ved siden af symfonier og strygekvartetter. Og modsat disse om én, der er blevet til i en koncentreret indsats inden for en kortere årrække; de 10 første endda på blot syv år.

1940’erne og starten af 1950’erne er tillige den periode, hvor Holmboe for alvor træder i karakter som komponist inden for de to genrer, der frem for nogen siden er blevet hans. Kammerkoncerterne er jævnald-rende med symfonierne fra og med nr. 2 til og med nr. 8, mens den første strygekvartet kommer til i 1941 og ikke mindre end tre efterfølgende i 1949.

Ikke mindst i dette perspektiv kan kammer-kon-cer-terne, udover som værker i deres egen ret og som udslag af datidens generelle interesse for det mellem-store format, høres som en slags fortløbende værksted. Hvor både de enkelte soloinstrumenter og kombina-tioner af soloinstrumenters udtryksmæssige mulig-heder afprøves, ligesom bevægeligheden og gennem-sigtigheden i det lille kammerorkester selv kaster lys, både udad til de store symfoniske værker og indad til kvartetmediet.

Værkerne

Kammerkoncert nr. 7 for obo og orkester, op. 37 (1944-45). Vagn Holmboes eneste koncertante værk med obo er for fuldt kammerorkester – dobbelt træ- og mes-sing-blæserbesætning, slagtøj, pauker og strygere. Værket er i to satser, hvoraf den første, med overskriften Molto moderato, dog reelt dækker over en stort anlagt, femdelt bueform – ABCBA – som modellen kendes fra den af Holmboe beundrede Bartók. I en rolig indledning for obo og strygere alene introducerer førsteviolinerne indledningsvis to gange et reflekterende tema, som derefter overtages af solooboen, over en duvende, stærkt synkoperet unisono i de øvrige strygere. Det melodiske tema udbygges i en række spørgsmål-og-svar-sekvenser, samtidig med at en gradvis fortættet stemmeføring bygger op til det efterfølgende gearskift til satsens hoveddel Allegro non troppo, eller mere end dobbelt tempo, hvor aggressive rytmiske markeringer i hele orkestret i klassisk concerto grosso-stil – og noget der hørt med 1990-øren nærmest tager sig ud som en samba-rytme – spiller ud mod stort svungne, let nervøse solo-erklæringer fra oboen. Concerto grosso-karakteren understreges også af de skarpt optegnede dynamiske skift mellem kraftigt og svagt. Hele Allegro non troppo-delen udgør en traditionel tredelt sonateform, hvor materialet henholdsvis præsenteres, udvikles og rekapituleres, og hvor der i reprise-delen er indlagt en stor kadence for solo-oboen. Afslutningsvis gentages strygernes Molto moderato-åbning, nu sammen med solo-oboen.

Anden og sidste sats, Allegretto con moto, er som i adskillige af de tidligere kammerkoncerter en perpetuum mobile-lignende sats, hvor en konstant jævn, rytmisk pulseren i ottende- og sekstendedele krydres med messingblæser-signaler, brede træblæser-akkorder og ikke mindst markante akkorder i hele orkestret, der også tjener til at markere nye afsnit – og hvor kun oboens roligt vuggende kadence umiddelbart før slutningen udgør et hvilepunkt.

Koncerten blev uropført den 19. januar 1948 i København af Det Unge Tonekunstnerselskabs Orkester, dirigeret af Lavard Friisholm og med Waldemar Wol-sing som solist.

Kammerkoncert nr. 8 for orkester, “Sinfonia Con-cer-tante”, op. 38 (1945). Selv om de tre koncerter på denne cd er skrevet i umiddelbar forlængelse af hinanden, adskiller nr. 8 sig grundlæggende fra både sin forgænger og sin efterfølger. Den inddrager intet soloinstrument, men er for orkester alene – samme besætning som koncert nr. 10. Samtidig indgår den i en “serie i serien”, i form af tre rene orkesterkoncerter, der desuden omfatter Kammerkoncert nr. 10, op. 40, med undertitlen “Træ-messing-tarm”, samt, uden for kammerkoncert-rækken, den langt senere “Concerto giocondo e severo”, op. 132, fra 1977.

Koncert nr. 8 er i to satser, hvoraf den første, Allegro con brio, i princippet er en tredelt sonateform. Men som hos et af Holmboes forbilleder, Haydn, er forbindelsen så tæt mellem de enkelte temaer – ikke mindst i den rytmiske figur, hvor en lang, udholdt tone efterfølges af en eftersætning i kortere nodeværdier – at det snarere end en tematisk kontrast er udviklingen af grundmaterialet, der står centralt, sammen med den grundlæggende koncertante karakter, hvor det i stedet for et enkelt soloinstrument er de forskellige instrumentgrupper, der spilles ud med og mod hinanden.

Anden sats er en variationsrække, hvor Carl Nielsens Chaconne for klaver synes at have været en væsentlig inspiration. Temaet er en enkel, 12 takter lang melodilinie, som indledningsvis præsenteres i fagottens lyseste leje. Allerede i første variation udvides og varieres den imidlertid betydeligt til to-stemmigt format mellem obo og fagot, og i anden variation indføres hele orkestret, samtidig med at musikken fortættes rytmisk med spændinger mellem 6/8- og 3/4-puls. I den tredie variation skæres temaet til efter en jævn, march-lignende 2/4-rytme, mens fjerde variation er en helt rolig gennemsigtig, melodisk variant af temaet, der spilles unisont i skiftevis fløjte/obo og dybe strygere. I femte variation vender den oprindelige, vuggende 9/8-fornemmelse tilbage, nu for strygekvartet-besætning, der i den helt langsomme sjette variation suppleres med kontrabas. I syvende variation vender hele orkestret nu tilbage, med megen hurtig energiudfoldelse i strygerne som underlag for en helt usmykket præsentation af temaet i dets oprindelige form i træblæserne, og aktiviteten fortsætter i den ottende og sidste variation, hvor temaet udvikles til egentlig fanfare-karakter.

Koncerten blev uropført den 26. oktober 1954 i København af Danmarks Radios Symfoniorkester, dirigeret af Thomas Jensen.

Kammerkoncert nr. 9 for violin, bratsch og orkester, op. 39 (1945-46). Koncert nr. 9 er i tre satser, og dén af de tre på denne cd, der lægger sig tættest op ad en traditionel koncertform.

Første sats, Allegro molto, etablerer straks fra starten et spændingsfelt mellem et tæt, statisk halvtone-tema i træblæserne, markante rytmiske akkorder i hele orkestret og sitrende tremoleren i andenvioliner og bratscher. Først med de to solostrygeres indtræden præsenteres et mere bårent og bevægeligt melodisk materiale, som til gengæld bliver dominerende i det følgende mens halvtone-temaet – og varianter af dets omrids og karakter – danner kontrast.

En kadence for de to solostrygere umiddelbart før satsens pianissimo-afslutning fungerer nok så meget som forvarsel om anden sats, Andante tranquillo, der er for solostrygerne alene. Imidlertid er det ikke kun ved sin besætning, at denne sats er usædvanlig, men også ved sin karakter, på én gang bredt båret og inderligt reflekterende. Det er en følelsesmættet, for ikke at sige romantisk tone, man overhovedet sjældent finder hos Holmboe, men som til gengæld har meget til fælles med de langsomme strygersatser hos hans lærer Carl Nielsen.

Finalen, Allegro, er til gengæld med sin robuste dansekarakter typisk for Holmboes østeuropæiske inspiration, med soloinstrumenternes virtuose partier i front – de spiller stort set uafbrudt satsen igennem – og med Bartóks udvidelse af strygernes spillemåder markant til stede i brugen af glissader både hos solister og i orkestrets strygergruppe.

Koncerten blev uropført den 26. juni 1947 i København af Tivolis Koncertsals Orkester, dirigeret af Thomas Jensen og med Else Marie Bruun og Julius Koppel som henholdsvis violin- og bratschsolist.

 

Jakob Levinsen 1997.

Jakob Levinsen er journalist ved Berlingske Tidende

Release date: 
august 1997
code: 
8.224086
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099978620
Track count: 
7

Credits

Optaget i Danmarks Radio Studie 2, 6.-11. januar og 4.-6. february 1997

Producer: Peter Willemoës
Teknik: Peter Bo Nielsen
Projektleder: Tatjana Kandel
Udgiver: Edition Wilhelm Hansen A/S

Coverbillede: Richard Mortensen: "Abstrakt komposition"

Denne CD er optaget i samarbejde med Danmarks Radio