Orkesterværker

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    39,75 kr.
    Røde titler 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    34,50 kr.
    Røde titler 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    39,50 kr.
    Røde titler 50%
Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Orkesterværker

Morten Zeuthen, Kontra Kvartetten, DR SymfoniOrkestret, Michael Schønwandt

Pelle Gudmundsen-Holmgreen is quite an institution in Danish music. Both his personality and his works enjoy high status in Denmark, and he, if anyone, has been responsible for some of the elements in recent Danish music that notoriously distiguish it from music in the rest of Scandinavia and Germany. He has called himself an outsider in Danish music, but actually he is really a major name, an established outsider"."""

"The performance of the soloist, Morten Zeuthen (for whom it was written) and the orchestra are utterly gripping ... One of the most exciting CD's I've come across this year"
Martin Cotton, BBC Music Magazine
Vælg foretrukket format til download af track.
For Cello and Orchestra (1994-96)
1 For Cello and Orchestra (1994-96) 29:10 14,00 kr.
Frère Jacques (1964)
2 Frère Jacques (1964) 9:32 6,00 kr.
Concerto Grosso (1990)
3 Concerto Grosso (1990) 37:11 18,00 kr.
Total runtime: 
76 min.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Pelle Gudmundsen‑Holmgreen (f. 1932) er noget af et begreb i dansk musik. Både person og værker rangerer højt i det hjemlige univers, og han har om nogen bidraget til, at nyere dansk musik rummer træk, der notorisk afviger fra det, som f.eks. kendetegner musikken i det øvrige Skandinavien og Tyskland. Han er egenrådig og giver plads til forskellighed i både stil og klang, og han har på det bestemteste afvist at lade sig tyrannisere af f.eks. teoretikere og ‘trendsættere’, som vil noget bestemt i musikken. Han har karakteriseret sin musik som en slags ‘pyt‑i‑pande‑musik’, der naturligt afspejler både hans europæiske og danske tilhørsforhold, men tillige giver plads for amerikanske impulser. Netop denne uortodokse sammensathed kan være forklaringen på, at mange udlændinge har haft svært ved at forstå hans musik og til tider har forvekslet hans intentioner “med ren forvirring og lands-by-tosse-mentalitet”. På det seneste har dette dog ændret sig betydeligt, og Pelle Gudmundsen‑Holmgreen er i dag genstand for stigende international opmærksomhed.

Han har sine rødder i kunstens verden. Billedkunstens. Impulser herfra og ikke mindst fra faderen, billedhuggeren Jørgen Gudmundsen‑Holmgreen, har præget ham meget stærkt: “Udover interessen for rum og stof har jeg fra ham overtaget en bevarelse af sanseligheden og fastholdelsen af barnesindet og forhåbentlig en tro-skyl-dighed i arbejdet.” (DMT‑interview 1992). Det rumlige kan fx komme til udtryk i mobilelignende former, og interessen for stoflighed er mærkbar i de fleste Gud-mundsen-Holmgreen‑værker, som med deres glatte, ru, kantede, bløde, rå og raffinerede overflader ridser rummet klart op.

I ungdomsværkerne fra 1950erne var det stilistiske afsæt dansk efter‑nielsensk neoklassik krydret med vigtige impulser fra Bartok og Stravinsky. Men i 1960 indtraf et decideret vendepunkt, da Pelle Gudmundsen-Holmgreen (i lighed med fremtrædende jævnaldrende komponistkolleger som Per Nørgård og Ib Nørholm) under ISCM i Köln modtog omvæltende indtryk af centraleuropæisk avantgarde, frem for alt serialismens frontfigurer Boulez og Stockhausen – og ikke mindst Ligetis nye syn på klang. Den nye påvirkning fremgår umiskendeligt af værker som In terra pax (1961) og Chronos (1962), hvormed han for alvor tog forholdet ‘tid’ og rytme i musikken til behandling og slog sit navn fast som en af de centrale unge komponister i Danmark. Den centraleuropæiske afsmitning blegnede dog gradvist som følge af Gudmundsen-Holmgreens (og i det hele taget det danske miljøs) iboende skepsis overfor alt for rigide ideologier, og hurtigt kom nye impulser fra bl.a. USA til at spille en meget betydelig rolle ved udformningen af hans værker.

Den amerikanske indflydelse kom karakteristisk nok især fra en billedkunstner, Robert Rauschenberg. Med sine opsatser af fundne og samlede ting (‘combines’) satte han sig umiskendelige spor i værker som Collegium Musi-cum KoncertFrère Jacques (begge fra 1964) og Repriser (1965), i hvilke Gudmundsen‑Holmgreen bestræbte sig på “at skabe nogle genstandsprægede klange eller elementer og lade dem møde hinanden”. Trods bevarede træk fra serialismen er fænomener som collage og i særdeleshed gentagelse nu blevet nok så vigtige – i et antiekspressivt univers præget af både galgenhumor og groteskeri, nærmest som en musikalsk til--nærmelse til det sortsyn og den fokusering på absurditeten og meningsløsheden, man træffer hos den irske digter Samuel Beckett, som Gudmundsen‑Holmgreen lige siden slutningen af 1950erne har været dybt optaget af.

Den reaktion mod centraleuropæisk modernisme, der i Danmark for alvor slog igennem i midten af 1960erne, kom stærkest til udtryk i den såkaldte ‘ny enkelhed’ med dens karakteristiske elementer af bl.a. konkretisme og stilpluralisme. Gudmundsen-Holmgreen var blandt hovedskikkelserne i denne ‘bevægelse’, der naturligt anvendte ekstremt enkle moduler, små melodier og tilsvarende, som var bandlyst inden for den cen-traleuropæiske modernisme. Hos Gudmundsen-Holm-green sættes enkelheden på spidsen i et værk som Tricolore IV (1969), der som titlen antyder stort set kun benytter tre klange og uundgåeligt måtte virke meget provokerende på samtiden. I den henseende er det dog nok Plateaux pour deux for cello og slagtøj (1970), der tager prisen med den næsten legendariske instrumentkombination, cello og båthorn; en klangkonstellation, der trækker forbindelseslinier tilbage til både futurismen og dadaismen. Samtidig er det en vigtig pointe, at selve form-opbygningen tydeligt bærer præg af, at han har givet “parterne en nøje systematiseret omgangsform, et struk-tureret samvær.”

Strukturel orden og klarhed gør sig gældende overalt i Gudmundsen‑Holmgreens musik. Siden midten af 1970erne manifesterer dette sig ikke mindst gennem anvendelsen af et såkaldt filter; d.v.s et bestemt udvalg af toner i form af et selvspejlende tonegitter, som medfører en symmetrisk struktur, herunder hyppige spejldannelser ‑ jf. et værk som klarinettrioen Spejlstykker (1980), hvis titel “må opfattes ganske bogstaveligt”. Om anvendelsen af tonefilter siger han: “Jeg hjælper lytteren ved bl.a. at tilrettelægge det landskab vi bevæger os i … [med] et filter af toner.” Store centrale værker som Symfoni, Antifoni (1977) og Concerto grosso (1990) udviser en sådan strukturel orden, men giver samtidig – som hovedparten af værkerne fra de seneste ca. tyve år – plads til artisteri, musikalsk varme og umiddelbarhed, sanselighed: “Den hårde periode i 1960’erne med anti‑kunst, nulpunktssøgen på den ene side, serialisme på den anden, er et historisk fænomen … Først og fremmest fordi Østens og Afrikas musik er trængt ind Vestens musik og har givet den nye muligheder for sanselighed.” Det hører med til billedet, at Gudmundsen-Holm-green aldrig har følt sig tiltrukket af elektronmusikken og dens muligheder, og blandt de sene hovedværker finder man karakteristisk nok fire strygekvartetter (nr. 5‑8). ‘Instrumentalkoncerter’ som Triptykon (1985) for slagtøj og orkester og For cello og orkester (1996) understreger endvidere en øget interesse for musikeren i rollen som nærværende udøver. Der er simpelthen blevet plads til mere musik i værkerne, og i dag går Gudmundsen-Holmgreens drømme i retning af “at kunne forene askese med ekstase”.

Pelle Gudmundsen‑Holmgreen har kaldt sig selv en biperson i dansk musik ‑ en outsider, men som det fremgår er han i virkeligheden et hovednavn – en ‘etableret outsider’, og han er da også en af de ganske få danske komponister, der har modtaget Nordisk Råds Musikpris (i 1980 ‑ for Symfoni, Antifoni).

Værkerne

For cello og orkester, der er komponeret i tiden 1994-96, opererer med en orkesterbesætning, som er ret identisk med Concerto grosso’s på nær kontrabas-serne, der her er vokset til en hel gruppe på 8. Bortset fra dem er celloen eneste stryger og meget strategisk placeret i midten af det samlede klangbillede. Gud-mund-sen-Holmgreen har været uhyre bevidst om ikke at kalde sit store værk for en cellokoncert, og i en kort karakteriserende note har han nævnt, at det faktisk kunne have heddet “landskab med cello”. Solistens rolle er da også uheroisk og overvejende non-koncertant (i den traditionelle betydning af begrebet). Til gengæld bruges celloen flere steder på en ganske uortodoks måde, og udfordringerne til solisten er både store og mangeartede. Morten Zeu-then, som værket er skrevet til, har i den forbindelse beretttet om, hvordan Gudmundsen-Holm-green under en bestemt periode af tilblivelsesarbejdet flere gange ringede for at spørge, hvorvidt dette eller hint overhovedet kunne lade sig gøre på en cello. Som i Concerto grosso er der tale om et langt ubrudt forløb, men modsat det tidligere værk, er der kun i beskedent omfang tale om en leddeling i afgrænsede afsnit. Snarere forløber værket som en stor bue og er karakteristisk nok hele vejen igennem baseret på samme tempo. Lige fra starten – med celloen i ekstremt højt leje sat op mod de 8 basser – er værkets atmosfære og den klanglige disposition helt egenartet og uforglemmelig. Senere kommer andet til: “nogle steder, nogle ting, nogle væsner … I partier med et mildt kaos til følge.” Afklaring er dog det centrale kodeord for den bredt anlagte slutning, der ved sit enkle, til dels repetitive forløb og sin store ro på en måde viser tilbage til sider af 1960ernes ny enkelhed, men unægtelig på et nyt erfaringsplan.

Frère Jacques for kammerorkester er fra 1964 og med sit ultraenkle, stilfærdige og samtidig grotesk-mario-net-agtige musikalske udtryk tilsat et umiskendeligt præg af absurdisme, en klar eksponent for den ny enkelheds opgør med den mere traditionelle modernismes ofte meget ekspressive og dramatisk subjektive gestik. Besætningen er solistisk og omfatter 7 træblæsere, 6 messingblæsere, 2 slagtøjsspillere, klaver og 6 strygere. Toppen af klangbilledet sørger en højtliggende piccolofløjte for, men ellers fokuseres der meget på de dybere instrumenter. Værkets titel refererer til det bærende skelet, Mester Jakob‑melodiens toner, som i meget, meget lange nodeværdier (dog isprængt enkelte helt korte) gennemspilles en gang i førsteviolinen, så begyndelsestone og sluttone falder sammen med henholdsvis værkets begyndelse og afslutning. Den originale Mester Jakob‑rytme forekommer dog også ‑ i slagtøjet ‑ og ligeledes forlænget, så den på samme måde som melodien svarer til hele stykkets længde, og derfor ikke umiddelbart er opfattelig. Den kendte kanonmelodis tilstedeværelse som satsskelet kan således med en vis ret sammenlignes med middelalder‑ og renaissancemusikkens cantus firmus‑teknik. Men derudover forekommer i de forskellige instrumenter “et blandet materiale ... forskellige existenser, som har hvert sit udtryk og som værket igennem kredser om sig selv uden at komme videre ... og i løbet af stykket kan man sige, at de indgår i et fælles ritual, der i sidste instans bliver til en tilstand.” (Fra komponistens egen værknote). Rytmen er helt overvejende disponeret i tidsintervaller (d.v.s. ametrisk), og desuden indgår isolerede forekomster af afgrænset aleatorik (“improvisation”).

Concerto grosso for strygekvartet og symfonisk ensemble er fra 1990 (med en senere revision i maj 1995) og blev til på bestilling af Danmarks Radio til Radiosymfoniorkestret og Kronos Kvartetten. Det symfoniske ensemble omfatter 8 træblæsere, 10 messingblæsere, harpe og klaver, 4 slagtøjsspillere samt 2 kontrabasser (men derudover ingen strygere!) og fungerer som en slags tutti i forhold til den solistiske strygekvartet, con-certinoet. I klang og indhold er værket meget afvekslende ‑ udfoldet mellem yderpolerne ‘råt medrivende’ og ‘inderligt nedtonet’ -–, og som lytter befinder man sig gennemgående langt fra den ny enkelhed fra 1960erne og dens ofte nøgternt puritanske præg. Strygekvartetten får således “lov til at udnytte instru-mentklangen og artikulere sig med artistisk raffinement”, og den “er omgivet af nogle vilde klanglegemer … næsten som en jungle”. Selv om værket i det ydre forløber som en stor ubrudt helhed med en vis antydning af bueform, er musikken tydelig leddelt i adskillige mindre afsnit eller ligefrem satser, der bl.a. er klart markeret ved de vekslende instrumenter og instrumentgrupper, som kvartetten sættes op imod. Værktitlen hentyder i øvrigt ikke blot til den nævnte tutti‑ og concertino-mod-stilling, men udspringer tillige af tilstedeværelsen af andre mere eller mindre genkendelige barokklichéer – jf. komponistens karakteristik: “Vivaldi på safari” –, herunder ritorneller og lejlighedsvis anvendelse af ren funktionsharmonik (særlig udtalt midtvejs i forløbet). Alt har imidlertid været gennem Gudmundsen-Holm-greens særlige filter, hvorved ‘det velkendte’ på en yderst fascinerende måde bliver til ‘det tilsyneladende velkendte’. Baroklignende koncerterende afsnit, jazzagtige akkorder, passager af sart gennemsigtighed m.v. er dybest set blot forskellige gestaltninger af et fælles grundmateriale. Trods sine kun godt seks år har Concerto grosso allerede opnået status som en dansk ny‑klassiker med adskillige opførelser bag sig (bl.a. også i Stockholm og Oslo), og senest blev værket jury‑udvalgt til opførelse under ISCM 1996 i København.

Bertel Krarup, 1996

Release date: 
juli 1997
code: 
8.224060
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
0730099976022
Track count: 
3

Credits

Recorded at the Danish Radio Concert Hall on 28-29 December 1995 (2 & 3) and 19 April 1996 (1)

Recording producer: Claus Due
Sound engineer: Jørn Jacobsen
Publishers: Edition Samfundet (3) and Edition Wilhelm Hansen A/S

Cover picture: Karin Birgitte Lund Vogn, spor I" (1996)

Recording kindly sponsored by Danish Composers’ Society/KODA’s Funds for Social and Culturel Puposes

This CD has been recorded in cooperation with the Danmarks Radio

"