Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Romantiske violinkoncerter

SACD (free shipping)

  • SACD
    Super Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
  • Studio Master
    FLAC 24bit 88.2kHz
    84,00 kr.
Niels W. Gade
P.E. Lange-Müller
Rued Langgaard

Romantiske violinkoncerter

John Storgårds, Christina Åstrand, Tampere Filharmonikerne

Det vrimler ikke ligefrem med danske violinkoncerter fra romantikken. Men disse tre væsentlige bud på genren slår fast, at den store romantiske violinkoncert bestemt hører hjemme i dansk musik. Fra Niels W. Gades stort anlagte og fornemt instrumenterede koncert fra 1880 over P.E. Lange-Müllers koncert fra 1902 med dens mange rørende melodier. Til årtier senere hvor Rued Langgaard blander gamle dyder med nye strømninger i sin korte pastiche over violinkoncerten. Det er tre sjældent opførte værker, som på denne udgivelse præsenteres af en af Danmarks store solister, Christina Åstrand, her i fint finsk selskab med Tampere Filharmoniske Orkester og dets chefdirigent John Storgårds.

"All three concertos are beautifully executed by Christina Åstrand who shows off the upper register of her instrument with a lovely purity of both tone and intonation."
Peter Joelsen, Audiophile Audition
Vælg foretrukket format til download af track.
Concerto for Violin and Orchestra in D minor, op. 56 (1880)
1 I Allegro con fuoco 11:31 12,80 kr.
2 II Romanze - Andantino espressivo 7:25 9,60 kr.
3 III Rondo scherzando - Allegro, ma non troppo 8:02 9,60 kr.
Concerto for Violin and Orchestra in C major, op. 69 (1902)
4 I Moderato 9:19 9,60 kr.
5 II Allegretto sostenuto 5:15 9,60 kr.
6 III Allegro gioioso 10:22 12,80 kr.
Concerto for Violin and Orchestra, BVN 289 (1943-44)
7 Allegro vivace - Mosso - Tempo primo - Cadenza espressiva - Animato - Finale: Scherzoso - Più mosso - Scherzoso - Più animato - Molto allegro 9:33 9,60 kr.
Total runtime: 
61 min.

 

Danske romantiske violinkoncerter

Det vrimler ikke ligefrem med danske violinkoncerter fra romantikken. Selv om genren hørte til periodens foretrukne, skal vi helt frem til Emil Hartmanns (1876) og Niels W. Gades (1880) for at finde stort anlagte romantiske violinkoncerter af danske komponister. Det var først sent i sit liv, Gade kastede sig over koncertformen, og det blev ved dette ene værk. Han var selv violinist og havde to af sine tre vægtige violinsonater bag sig, da han i sommeren 1880 komponerede sit opus 56, violinkoncerten i d-mol. Allerede i oktober forelå værket færdiginstrumenteret. Inger Sørensen fortæller i sin biografi om Gade (2002), at han havde sendt den berømte violinvirtuos Joseph Joachim koncerten i julegave, og at denne i et brev til Gade havde udtrykt sin sympati for værket. Den 15. februar 1881 blev violinkoncerten uropført i Hochschule für Musik i Berlin med Joachim som solist, og den 30. november det følgende år ledede Gade selv den første danske opførelse, som ganske naturligt fandt sted i Musikforeningen, hvor Gade var koncertdirigent. Solopartiet blev her varetaget af Anton Svendsen, der var medlem af Det Kongelige Kapel og i øvrigt elev af Joachim. Hos Inger Sørensen kan man læse, at et par tyske violinister tog Gades violinkoncert på repertoiret og spillede den endog adskillige gange, men der skulle dog ikke gå mange år, før den nærmest var gledet over i glemslen. I nyere tid har den ved enkelte lejligheder været taget op uden dog at have fået fast fodfæste i det gængse repertoire. Dommen over værket i de danske musikhistorier har heller ikke været blid. Kai Aage Bruun kalder i sin Dansk musiks historie (1969) koncerten for “den noget blege, om end violinistisk veltilrettelagte violinkoncert fra 1880, en temmelig tyndbenet musik [-]”, og Nils Schiørring end ikke nævner den i sin Musikkens Historie i Danmark (1977-1978). I sin lille biografi om Gade, som udkom i 1917, 100-året for komponistens fødsel, giver William Behrend en karakteristik af de sene værker – herunder en ganske anderledes vurdering af violinkoncerten:” [-] overalt raader Skønhed som højeste Lov, intetsteds mærker man en grel eller bisar Tanke eller Udtryksmaade, derimod ofte en henrivende fin Gratie og en livsglad, men aldrig støjende Munterhed. Undertiden kan for nogle Øjeblikke et dæmpet sløret Skær falde over Orkestrationen, Melodier transponeres over i fjærnere (dækkede) Tonearter, eller synes at strømme ud af et elegisk bevæget Sind, som den dejlige, bredt svungne Melodi, der aabner Violinkoncerten. Det er, som Alderens Vemod eller Minder om svundne Tider behersker den ældre Kunstners Sind. Men længe hersker disse Stemninger, der ofte kan være ejendommelig hjærtevindende, ikke, og paa Baggrund deraf skinner den frejdige, livsglade Tone, der hurtig faar Overhaand, med dobbelt Glans.”

Niels W. Gades violinkoncert er en ægte romantisk koncert med permanent fokus på solisten. Gade holder sig inden for det traditionelle formforløb, og i satsarbejdet viser han sig som en ægte symfoniker med stor opmærksomhed på det udviklingsmæssige og dermed dynamiske i forløbet. Ligesom det kan konstateres i flere andre sene orkesterværker udviklede Gade med årene en nærmest suveræn beherskelse af instrumentationen, som sammen med det fine motiviske arbejde forlener værket med nogle umiddelbare kvaliteter. Det gælder for violinkoncerten som for en lang række koncerter og symfonier af andre komponister, at de umiddelbare svagheder ofte skal søges i finalen. Foretager man en sammenligning med de store violinkoncerter fra perioden, må man da også erkende, at finalen i Gades koncert ikke har Mendelssohns overjordiske, sommerfugleagtige lethed, ejheller Brahms’ tyngde og rytmiske fremdrift. Men måske bør man vurdere koncerten som helhed mere på dens egne præmisser i denne vanskelige genre. Som sådan har den sammenhængskraft og udtrykskvaliteter, der burde kunne give den en mere fremtrædende placering i koncertrepertoiret, end det hidtil har været tilfældet.

At Gade skrev en violinkoncert, kan som sådan ikke undre; der var som nævnt i romantikken en tradition for at komponere vægtige violinkoncerter, man kan blot tænke på Mendelssohns, Schumanns, Brahms’, Bruchs, Tjajkovskijs m. fl., og Gade havde stor erfaring og kunne som orkesterkomponist se tilbage på en række succeser. Det er langt mere påfaldende, at P.E. Lange-Müller på højden af sin karriere kastede sig over koncertgenren. Helt fra sit tidlige første opus, sangene til uddrag af B.S. Ingemanns digtkreds Sulamith og Salomon, havde Lange-Müller vist sig som den fødte vokalkomponist. Selv om han skrev flere samlinger af fine og sikkert formede klaverstykker, så udgør romancerne og musikken til sceneværkerne det betydeligste, Lange-Müller skrev. Det forhindrede ham selvfølgelig ikke i at forsøge sig i de større instrumental-genrer – klavertrioen fra 1898 er således et af senromantikkens fineste danske kammermusikværker – men hans to symfonier, nr. 1, Efteraar (opført 1882), og nr. 2 (komponeret 1889 og revideret 1915), har måttet føre en skyggetilværelse og har kun opnået få opførelser. Det er først og fremmest manglen på symfonisk udvikling, der har hindret disse værker en vej ind i koncertsalen.

Men udeblivelsen af succes på dette område tog dog ikke modet fra Lange-Müller, og den 18. april 1904 kunne han i Dansk Koncert-Forening præsentere sin nye violinkoncert i C-dur. Komponisten stod ved denne lejlighed selv på dirigentpodiet, og som solist hørte man Axel Gade, Niels W. Gades søn, der ligesom Anton Svendsen var kgl. kapelmusikus og elev af Joseph Joachim.

Lange-Müllers violinkoncert er komponeret i 1902, og i forbindelse med arbejdet på den har komponisten rådført sig med Axel Gade, der i øvrigt til uropførelsen havde skrevet en kadence til koncerten. Værket åbner med det bredt anlagte hovedtema, hvis grundstof indeholdes i de første fire takter, som i det følgende gentages, sekvenseres og varieres. Soloviolinen “falder ind” i t. 8, hvor den som et andet orkesterinstrument overtager melodiføringen. I de 60 takter, som hovedtemadelen omfatter, finder der en kulmination sted, som indtræder t. 45. Det harmoniske har her bevæget sig hen til H-dur, som er dominant til sidetemadelens e-mol. Den 58 takter lange sidetemadel præges af det spændstige springdans-agtige tema. Akkompagneret af soloviolinens lange triller bevæger forløbet sig over i gennemføringsdelen, som indledes med en række soloindsatser i orkestret. En lidt stiliseret danseversion af hovedtemaet indtræder i orkestret, medens solisten holder fast i sidetemaet, men gradvis sætter hovedtemaet sig stærkere igennem frem mod den forkortede reprise. Satsen er forsynet med en alternativ slutning (“ad libitum”), hvor der som omtalt er mulighed for at indlægge en kadence. Denne korte gennemgang af satsen viser, hvor skematisk Lange-Müller har behandlet sonatesatsformen. Det bærende i satsen er temaerne og den melodiske bearbejdelse mere end det strukturmæssige i forløbet.

Anden sats er præget af Grieg, ikke mindst i de korte mellemspil i orkestret. Det er ikke underligt, for inspirationen fra norsk musik var i slutningen af 1800-tallet meget stor – det høres hos Lange-Müllers yngre kolleger Louis Glass og Carl Nielsen. Finalen er en energisk sats med flere harmonisk frapperende passager og – lighed med førstesatsen – lange melodiske linjer.

I musiklitteraturen har der hersket forskellige meninger om denne violinkoncert. Kai Aage Bruun fandt den “meget afbleget” (1969), og Nils Schiørring mente, at koncerten i lighed med Lange-Müllers øvrige orkesterværker ikke “kan stå sig i dag” (1978). På baggrund af dette er det tankevækkende at læse omtalen af violinkoncerten i Julius Clausens Lange-Müller-biografi, der udkom i 1938. Clausen karakteriserer indledningsvis romancen for violin og orkester op. 63: “Til Trods for den vidt forskellige Form er der store Ligheder mellem de to Violinkompositioner. Hovedvægten er lagt paa det Lyriske. ‘Romancen’ har en egen drømmende Sødme, men er fri for ethvert Anstrøg af Sentimentalitet. Og ikke mindre melodirig er Violinkoncerten, men maaske snarere en Violinfantasi end en regulær Koncert; for saa vidt var det en Misforstaaelse, naar der under Hensyn til gammel Tradition af [Axel] Gade konstrueredes en Kadence til første Sats. Den hørte ikke hjemme her, ligesom Koncerten i ingen Henseende er et Virtuosnummer med brillante Effekter. Er dette mon Grunden til, at dette skønne Musikstykke med de ædle Melodier og i Finalen en vis Fyrighed aldrig forekommer paa vore Violinspilleres Repertoire? Vi har dog ikke for mange danske Violinkoncerter.”

Noget tyder på, at det i de første mange år var kutyme at indlægge en solokadence i violinkoncerten, for på Det Kongelige Bibliotek opbevares, foruden Axel Gades, to andre kadencer af Tor Aulin og Julius Ruthström. På nærværende cd-indspilning spilles værket uden kadence.

Rued Langgaard komponerede ligesom sine to forgængere Gade og Lange-Müller kun én violinkoncert, og ligesom det gjaldt for de to førstes koncerter, så har Langgaards også ført en stille tilværelse. Værket blev påbegyndt i juli 1943 og lå færdigkomponeret 3. februar 1944. Det blev ikke spillet i komponistens levetid, men måtte vente helt til 1968, før det blev uropført i Danmarks Radio i en studieproduktion med Kai Laursen som solist og Odense Byorkester under ledelse af Aksel Wellejus. Denne opførelse er senere blevet indlemmet i pladeselskabet Danacords cd-boks med 26 danske violinkoncerter spillet af Laursen. Selv om værket bærer titlen Koncert (i én sats), så lever den næppe op til, hvad de fleste lyttere forventer af en violinkoncert. Dels er værket ganske kort – det varer knap 10 minutter – dels er violinen ikke koncertens absolutte centrum, idet der medvirker et koncerterende klaver, der ligesom violinen indgår i den næsten kammermusikalske struktur. Koncerten har udpræget pastichekarakter, hvor højromantiske elementer blandes med nyere stiltræk.

De tre koncerter viser, hvorledes den store romantiske violinkoncert – om end sent – også fandt sit udtryk i dansk musik. Gades koncert er skrevet til samtidens store violinspiller Joseph Joachim og lader sig da også som sådan placere i den store centraleuropæiske koncerttradition. Lange-Müllers kan betragtes som en videreudvikling af denne koncerttype, således at den lader sig indpasse i romancekomponistens univers. Rued Langgaards lille koncert er et personligt, måske vemodigt tilbageblik på en heden-gangen tradition.

Claus Røllum-Larsen, 2009

Release date: 
juni 2009
code: 
6.220562
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313156269
Track count: 
7

Credits

Indspillet i Tampere Koncerthus 14.-21. oktober 2008
Producer: Preben Iwan
Teknik: Preben Iwan

Fotos: Denise Burt
Design:

Dacapo ønsker at takke Magister Jürgen Balzers Fond for økonomisk støtte til produktionen.