Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Værker for kor og orgel

Niels la Cour

Værker for kor og orgel

Trinitatis Kantori, Bine Bryndorf, Søren Christian Vestergaard

The Danish composer Niels la Cour (b. 1944) has the whole sacred music tradition as a natural starting point in his striving for beauty, timelessness and a suprapersonal sublimity. The expressive balance, internal consistency and calm, organically breathing melodic basis of the music make it perfect for the church interior, as clearly shown by this recording from the Trinitatis Church in Copenhagen with the organ soloist Bine Bryndorf and the chamber choir Trinitatis Kantori.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
"...En højt begavet håndværker, hvis musik går på line mellem de forskellige atmorfærer af Europas to kristne hovedtraditioner - og samtidig forbliver dansk."
Andrew Mellor, Magasinet Klassisk
"This disc offers a fascinating glimpse into the modern Danish choral and organ culture. La Cour’s skills as a composer, plus the committed performances of choir and organist, give us a very enjoyable disc."
Christopher Nickol, Gramophone
"I can tell you that Denmark’s Niels La Cour (b 1944) is a composer whose sacred choral works seek out the gentler elements of faith, and that his penchant for creating a sense of spiritual calm extends to his writing for the King of Instruments."
Philip Greenfield, American Record Guide
Total runtime: 
73 min.
Arven fra Roms katedraler 

af Christian Hildebrandt

Da den 30-årige Niels la Cour i 1975 rejste til Rom med kunstfondens store legat, må hans fintmærkende ører have opfanget århundredernes efterklange af musikken i byens katedraler.

Med sig i bagagen havde la Cour foruden uddannelsen i musikteori og musikhistorie fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium også en komponistkarriere på spring med en voksende værkliste af klaver-, kammer- og orkestermusik. Allerede i gymnasietiden i begyndelsen af 1960’erne spillede han orgel og fik undervisning af orgelikonet Finn Viderø. Herefter gik la Cour den akademiske vej, først med musikstudier og filosofikum fra Københavns Universitet, siden den klassiske konservatorievej som elev af koryfæerne Finn Høffding, Bjørn Hjelmborg og Svend Westergaard. Han fulgte senere selv i deres spor som mangeårig lærer i musikteori på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Som komponist var la Cours største inspirationskilde studierne først hos ’den danske Messiaen’ Leif Kayser og siden hos komponisterne Vieri Tosatti og Armando Renzi i Rom. Efter studierne i Rom begyndte kirkemusikken efterhånden at få en central placering i la Cours værkliste, hvilket de følgende årtier bl.a. førte til hovedværkerne Missa brevis (1989), komponeret på bestilling til Radiokammerkoret, og Fantasia per organo (1993-94) samt de store værker på nærværende udgivelse. Mange tusind danske korsangere kender og ­elsker Niels la Cours motetter og salmer, og han blev i 1988 hædret med titlen ’Årets korkomponist’.

Man siger, at alle veje fører til Rom, men hvad angår den kirkemusikalske tradition, kan man tilføje, at alle kilder udspringer fra Rom. Her voksede den gregorianske sang frem, og her skabte Palestrina på renæssancens højdepunkt en musikalsk kunstskat, som både samlede trådene fra de foregående generationer og lagde grunden til de efterfølgendes klassiske fler­stemmighed. Kongstanken i palestrinastilen er balance, indre sammenhæng og en rolig, organisk åndende melodik og harmonik. Som en musikalsk besjæling af principperne for katedralernes store ­arkitektur.

Niels la Cours kor- og orgelmusik er rundet af denne tradition, og den er som skabt til at udsmykke store kirkerum. Benyttet som gudstjenestemusik skal kirkemusik efter la Cours opfattelse ”tjene, inspirere og berige menighedens gudsdyrkelse”, og for ham er den kirkemusikalske tradition det naturlige udgangspunkt. Men traditionen er ikke en begrænsning for la Cour, som tværtimod ser bevidsthed om traditionen som vejen til at skabe et personligt kunstnerisk udtryk. Et udtryk, som for ham ideelt set søger skønhed og en overpersonlig ophøjethed.

Det overpersonlige og tidløse søger Niels la Cour også i de tekster, han lægger til grund for sin kormusik. Musik og tekst skal passe sammen, og hvad angår den kirkelige kormusik er la Cours holdning klar: Den skal være “ordets tjener”. “God kormusik er kendetegnet ved, at den lyder som, man har skrevet den for tekstens skyld”, siger han og fortsætter: “Ved at stille teksten op på papiret har man næsten allerede opskriften for det musikalske forløb”. Ligesom i forholdet til den musikalske tradition virker det dog ikke som en begrænsning, for også her gælder det for komponisten om at trænge ind i teksten og forene den med sit eget kunstneriske udtryk.

OM VÆRKERNE

Salige de, der bor i dit hus

I motetten Salige de, der bor i dit hus (1985/86)har la Cour taget udgangspunkt i tre forskellige kapitler fra Salmernes Bog, som han fletter sammen til en sproglig helhed, ligesom det er teologisk praksis at sammenstille tekststeder, så de passer til et overordnet tema. Teksten udfoldes i en rondo-agtig overordnet todelt musikalsk form, som præsenterer tre hovedtanker: Salig lovprisning, jublende takkesang og inderlig kærlighed. Førstnævnte er satsens gennemgående hovedmotiv, hvorfra de andre motiver udvikler sig organisk gennem subtile nuanceskift. Satsen begynder med en liggende orgeltone, hvorpå damestemmerne unisont sætter ind med en langstrakt, opstigende bue gennem en pentaton skala for til sidst at dele sig i en enkel tostemmighed og forme en rudimentær halvslutning. Både tekst og satsanlæg har en blidt svævende karakter, som udtrykker menneskets ydmyghed over for Gud. Herefter sætter la Cour et mere udadvendt tekstvers, som leder tankerne til det evangeliske glædesbudskab om Jesus. Musikalsk ytrer jubelen sig ved, at koret sætter i med kraftfuld firstemmighed med rytmisk prægnant betoning, synkoper og trioler. Derpå kommer den indledende saligprisning igen, dog i fortættet og klangligt udvidet form, inden satsens tredje motiv sætter ind med bekendelse og kærlighed til Gud, musikalsk personificeret af tenorstemmen som tekstbærer under et kromatisk klangmættet akkompagnement af damestemmer og orgel. Igen sætter det fuldt firstemmige kor nu ind med et nærmest naturlyrisk indskud, inden afsnittet gradvis udtyndes og finder tilbage til indledningens ene orgeltone.

Andet hovedafsnit udfolder sig i grundtræk som en varieret og intensiveret gentagelse af det første. Den mest markante variation finder sted ved den jublende takkesang, som nu ligger som en lang recitation i sopranstemmen med pletvist ekko i understemmerne. Også orgelstemmen når her sit udtryksmæssige maksimum præget af et dybtliggende ostinato, der sammen med sopranens toptone danner et stort sekundinterval – i strukturel korrespondance med hoved­motivets allerførste melodiske skridt. Satsen munder ud i et fragment af hovedmotivet, afløst af et langstrakt “Amen”, der lige før den endelige kadence får en nærmest middelalderlig dobbelt ledetone-kadence i damestemmerne.

 

3 Intermezzi

Med 20 minutters spilletid er 3 Intermezzi (1973/74) trods sin ydmyge titel et vægtigt bidrag i dansk orgellitteratur. Der er nemlig ikke blot tale om tre adskilte karakterstykker, men derimod om et sammenhængende tresatset værk med gennemgående motivstof. Værket er tilegnet og uropført i sin helhed af organisten Elisabeth Westenholz ved en koncert i Holmens Kirke 21. januar 1974, hvilket også styrker dets identitet som sammenhængende komposition. Alligevel giver betegnelsen intermezzi en særlig betydning, idet satserne hermed som “mellemspil” i overensstemmelse med Niels la Cours holdning til kirkemusik kan opleves i en større – tænkt – liturgisk sammenhæng. Med vanlig beskedenhed bemærker komponisten også, at de grundige registreringsanvisninger “kun er ment som fingerpeg, som den udøvende frit kan udbygge og variere efter eget skøn”.

Første sats Introitus begynder med en alvorlig koralagtig monolog i fritonal neoklassisk stil. Man fornemmer et polyfont konstruktionsprincip, men også en organisk fabulerende indkredsning af noget så enkelt som en C-dur-treklang. Efter fire fraser sætter en andenstemme ind som i et frit fugato, og gradvis udvides klangrummet, indtil en basstemme standser den polyfone flugt med en gentagen akkompagnementsfigur som underlægning til et melodisk-symmetrisk tema, som skal vise sig at være gennemgående i hele satsen. De følgende afsnit byder på en række afvekslende tableauer, markeret af skift i registrering, nye ostinate satsmønstre og jævnlig tilbagevenden til det i første afsnit etablerede symmetriske tema, som satsen også ender med at falde til ro i.

Anden sats Lovsang åbner med en hvirvlende virtuos trinvis tremolofigur over fire toner som baggrund for en roligt vandrende melodi med mindelser om den korale indledning i første sats. Denne tostemmighed munder kortvarigt ud i et abrupt staccatomotiv af gentagne dissonante akkorder, hvorefter hvirvelsatsen genoptages. De to satstyper fortsætter med at afbryde hinanden satsen igennem, dog med et udbygget midterparti hvor de abrupte akkorder udvikles gennem en serie variationer, som fører frem til genkomsten af hovedtemaet fra første sats.

Tredje sats Nadver er en rolig, klangfuld pastorale i klassisk AABA-form. A-stykket er konsekvent disponeret med en figureret solomelodi, spundet hen over en næsten jazzet firklangs­baseret akkordprogression. Det jazzede præg får også hjælp af solomelodiens bløde offbeat og karakteriske blå tone som højdepunkt omtrent midtvejs i satsdelen. B-stykket skifter stemning til en middelalderagtig parallelsats, som diskret tager udgangspunkt i hovedtemaet fra første sats. Det fører over i et langstrakt, melodisk figureret, men harmonisk stillestående forløb, som igen ender i værkets cykliske hovedmotiv, før reprisen sætter ind.

 

Cantio Mariæ

Med de tre Maria-sange skrevet i 2005 springer vi 20-30 år frem i tiden til en nutidig Niels la Cour. I forhold til den indledende motet hører vi her en mere direkte kommunikerende, nærmest madrigalistisk korstil. Tonaliteten er tydeligt farvet af dur- og molklange, i hvad man kunne kalde et neoromantisk tonesprog. De melodiske linjer er mere koncentrerede og fremhæver teksten i et enkelt og følelsesmættet, syllabisk foredrag. Stilændringen kunne dog også begrundes med tekstforlægget, som ikke er bibelsk, men religiøse hymner uden direkte liturgisk funktion.

Den tredelte Tota pulchra es bærer imidlertid på en lille hemmelighed, idet midterdelen henter sin tekst fra Lukasevangeliets magnificat, også kendt som Mariæ Lovsang. I forhold til den klangmættede sats til hymneteksten er det indskudte lovsangsafsnit også anderledes asketisk udsat i et messende recitando.

Den berømte Stabat Mater-hymne har Niels la Cour bearbejdet en miniature og plukket nogle enkelte vers ud, som han modstiller i to meget forskellige satstyper. Satsens emblematiske indledningsord “Stabat Mater dolorosa” iscenesætter han i en udpræget madrigalistisk smertelig harmonik. Herefter manes Marias tunge syn af sin søn på korset frem i et spøgelsesagtigt og hurtigt hendøende fugato. Derfra springer satsen til begyndelsen af hymnens anden halvdel, som lovpriser Marias moderkærlighed. Her udfolder la Cour et storladent, optimistisk klingende fugato, efterfulgt af trinvist faldende melismer mod en åben slutning, som leder tilbage til det smertende “Stabat Mater”.

Til grund for Regina caeli ligger den gregorianske melodi fra Mariaantifonen af samme navn. Efter en unison gennemsyngning af melodien udsætter la Cour den i helt enkel, firstemmig koralstil, men herefter tager han motivstoffet ud på en lang kontrapunktisk rejse igennem først en regulær tripelfuga med successive gennemføringer og derpå en cantus firmus-sats, hvori en augmentation af hovedtemaet er blandt de tre kontrapunkterende stemmer. Satsen munder ud i et jublende homofont “alleluia”.

 

Vesper Organi

Dette værk har Niels la Cour i forbindelse med udgivelsen i 2013 forsynet med en programnote:

”Ordet vesper (latin: aften) bruges som betegnelse dels på en liturgisk “aftensang” (hoved­sage­lig protestantisk) dels på “tidebønnen ved mørkets frembrud” (hovedsagelig katolsk).

Hvis man tænker sig, at man i en kirke eller et kloster beslutter undtagelsesvist en dag at lade vesperen erstatte af en halv times orgelkoncert, idet organisten gives frie hænder til at sammensætte en “orglets vesper”, der ikke behøver at følge gangen i den liturgiske vesper, men blot kan være alment inspireret deraf, så har man idéen, der dannede udgangspunkt for denne komposition.

For nogle af satserne, såsom Bøn, Stilhed og Hymne, har især tidebønnens verden været inspirationen, for andre, såsom Preludio og Fuga, især orgelmusikkens. Hist og her er desuden brugt motiver, der skulle hentyde til den form for gregoriansk sang eller recitation, som man eksempelvis kunne møde inden for en gregoriansk vesper.”

I Vesper Organi (2003) sporer man samme stilmæssige udvikling, som før beskrevet hos Cantio Mariæ. Stilen er mere direkte, melodierne mere motivisk prægnante og harmonierne mere klassisk tonale. Det betyder dog ikke, at musikken klinger mere gammeldags. Tværtimod udstråler de ni satser en slående nutidighed i den udogmatiske og modigt præcise anvendelse af ofte frapperende virkemidler som kaskaderne af væltende treklangsbrydninger i førstesatsen Preludio, syvende sats Inno (Hymne) og det afsluttende Postludio. Eller som det perkussive akkordmotiv i Lauda (Lovsang) og det vedholdende dies-irae-motiv senere i samme sats. Værket byder også på stedvis næsten tomrum som i overgangen til reprisen i tredje sats Preghiera (Bøn) eller hele sjette sats Quiète (Stilhed), som med sin række af mystiske akkorder fremtræder næsten renset for melodisk form. I stærk kontrast hertil står den monumentale midtersats Fuga, som slet og ret er en stort anlagt fuga med alt, hvad dertil hører af temagennemføringer, kontrapunkter og sekvenser. I modsætning til det tidligere orgelværks neoklassiske ophøjethed præsenterer la Cour her en firdelt fuga bygget over tre regulære fugatemaer, som så at sige går direkte i kødet på lytteren med deres kontrapunktiske habitus. Værkets originale højdepunkt er dog syvendesatsen Inno med dens virkningsfulde blanding af vildt virtuose figureringer og skalaløb med nærmest frække fanfareagtige udbrud, som synes at “glide” op og ned på tangenterne.

 

Den store mester kommer & Frelseren er mig en hyrde god

Med de to koraler til B.S. Ingemanns kendte salmer Den store mester kommer og Frelseren er mig en hyrde god får vi et par glimt af Niels la Cours formidable talent for den enkle, strofiske sang. Alle danske kor kender vel hans udsættelse af Fred hviler over land og by fra 1987, som i korsammenhæng for længst har udkonkurreret Rudolph Bays romantiske ørehænger af en salmemelodi til samme tekst. Men også for koralernes vedkommende viser de to her repræsenterede la Cour fra en mere melodisk fortællende side. Begge koraler er C-tonale og svinger sig op omkring en karakteristisk mixolydisk lille septim, hvor vi hører den kirkemusikalske arv fra Carl Nielsen og Peter Møller skinne igennem. Formen er afbalanceret, melodik og harmonik er fængende uden at være påtrængende. Begge satser er selvskrevne til såvel korrepertoiret som menighedssang.

 

Vinger

Mellem de to koraler står Niels la Cours allerførste korkomposition, som samtidig også er hans eneste ikke-kirkelige korværk, nemlig damekorsatsen Vinger til tekst af Karen Blixen. Værket er fra 1973, komponeret 4 år forud for rækken af kirkelige korsatser, som begyndte med 5 Motetter (1977). Vinger er stilistisk tydeligt under indflydelse af Vagn Holmboe, hvis enorme bidrag til korlitteraturen nåede et højdepunkt i 1970’erne. Alligevel møder vi allerede her noget mere mildt og umiddelbart tekstnært hos Niels la Cour, som især sætter sig igennem i Blixens digts tekstmæssige ledemotiv “kun om vinger”, som hos la Cour dukker frem af den blidt vuggende satsstrøm som følsomme højdepunkter med et tilbagevendende, tydeligt genkendeligt sekvenseret motiv.

© Christian Hildebrandt, 2014

Release date: 
november 2014
Cat. No.: 
8.224725
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
747313692521
Track count: 
19

Credits

Indspillet i Trinitatis Kirke d. 15-18 juni og 20. august 2014
Producer og teknik: Preben Iwan

Optaget i lydormatet DXD (Digital eXtreme Definition), 352.8 kHz/32bit,
Microphone main array: 3x DPA 4006TL
DAD AX24 converters/preamps, Pyramix DAW system with Tango Controller.
Monitored on B&W 802 Diamond speakers.

Artwork: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition Egtved/Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk (Vinger, Salige er de, 3 Intermezzi) og Forlaget Mixtur, www.forlagetmixtur.dk (Vesper Organi)

Tak til Niels la Cour for hans levende interesse for indspilningen og mange gode diskussioner om musikken og dens tolkning! Tak til Malgorzata Skrzypek for assistance ved indspilning af orgelmusikken!

Dacapo takker Dansk Komponist Forenings produktionspulje / KODAs kulturelle midler, DOKS’ Gramex midler og Trinitatis Kirkes Musikvenner ig Trinitatis Kirkes Menighedspleje

Denne CD er indspillet i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

randomness