Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Værker for cello og klaver

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Niels Viggo Bentzon

Værker for cello og klaver

Niels Ullner, Rosalind Bevan

I åbningsværket Volgaflodens bådsmænd behandler Niels Viggo Bentzon det melodiske stof i denne gamle russisk arbejdssang i tyve væsensforskellige variationer, som hver især drejer den virkelighed som knytter sig til stoffet. Den behandles skiftevis ærbødigt, udfordrende og parodisk. I Bentzons tidlige sonate fra 1941 kommer den unge komponist hele vejen rundt i datidens musikalske udtryksmåder. Musikken er stemningsmættet og afklaret på samme tid. Formen er traditionel, men ikke bagstræberisk. Den senere sonate fra 1971 er fuld af energiske motiver og præges af mekanisk gentagelse, intens ophobning af energi og en voldsom fremdrift. Der er noget maskinelt-mekanisk og evigt fortsættende over værket, som får det musikalske stof til at udkrystallisere sig på typisk Bentzonsk vis.

Vælg foretrukket format til download af track.
Variations on "The Volga Boatmen" op. 354 (1977)
1 Variations on "The Volga Boatmen" op. 354 (1977) 22:22 19,20 kr.
Sonata No. 3 for Cello and Piano op. 268 (1971)
2 I Moderato ma non troppo 4:47 6,40 kr.
3 II Menuetto. Molto sostenuto e martellatissimo 4:13 6,40 kr.
4 III Largo: Allegro molto 5:14 9,60 kr.
Sonata for Cello and Piano op. 43 (1947)
5 I Molto moderato 9:42 9,60 kr.
6 II Scherzo: Allegro 4:54 6,40 kr.
7 III Recitative: Adagio 2:43 6,40 kr.
8 IV Allegro ma non troppo 6:54 9,60 kr.
Total runtime: 
61 min.
Niels Viggo Bentzon

Niels Viggo Bentzon (1919-2000) må siges at være en af de mest betydningsfulde skikkelser i det 20. århundredes danske musikhistorie. Som pianist, forfatter og komponist med over 650 værker på samvittigheden har han haft afgørende indflydelse på det danske musikliv. I dag har Bentzon nærmest status af kulturfænomen både i kraft af den store kunstneriske gennemslagskraft og som følge af et enormt engagement i skrift og tale i de løbende æstetiske diskussioner igennem sidste halvdel af århundredet.

Niels Viggo Bentzon blev praktisk talt født ind i musikken – han blev første generation af sammensmeltningen mellem to af Danmarks betydeligste musikslægter, Hartmann og Bentzon. På den baggrund synes det naturligt, at hans musikopdragelse ved klaveret, med moderen som lærer, mundede ud i en uddannelse i klaver, teori og orgel ved konservatoriet i København. Som komponist var han dog selvlært, men det til trods mødte han stor anerkendelse fra det etablerede musikmiljø på det tidligst mulige tidspunkt, nemlig i komponisten Vagn Holmboes anmeldelse af hans debutværk Klaverfantasi opus1a, der daterer sig så tidligt som 1939.

Selvom karakteren i Bentzons musik igennem årtierne forandrer sig under indflydelse af de forskellige strømninger, er det oplagt at tale om eksistensen af et Bentzonsk tonesprog, der flyder som en understrøm gennem det omfangsrige virke. Godt nok klinger værkerne mere ekspressivt og kompakt i 1940’erne end i 1970’ernes klare, enkle og til tider transparente neoklassik – og godt nok havde Bentzon en klar kunstnerisk ekskurs i 1960’erne som hovedmand bag en række fluxus-lignende happenings – men det er, som om musikken i en kerne er personligt rodfæstet nok til at klinge igennem overfladiske fluktuationer. Selv har Bentzon betegnet de to første akkorder i førnævnte Klaverfantasi som “hieroglyffen i det hele” – det musikalske kim der på fantastisk vis er både årsag og virkning livet igennem. I den forstand er det oplagt at forstå Bentzons helt særlige opfattelse af det at lave musik; han har sammenlignet processen med det at gå på toilettet, og livet igennem insisterede han på ligheden mellem at komponere og improvisere, substansen og stoffet er det samme – der er blot kompositionens lidt strammere organisation til forskel.

Niels Viggo Bentzons forhold til sin danske samtid er noget specielt. Dels fordi hans virke som komponist dækker over mere end 60 år, og der dermed er en hel del at holde ham op imod, men dels også fordi hans tonesprog livet igennem har været særegent Bentzonsk, samtidig med at han i rigt omfang har forsøgt sig med de forskellige kunstgreb, som tiderne har frembudt. I den sammenhæng kan Bentzons musik ses som en vekslen mellem egensindighed og inspiration fra den samtid, han var en åbent debatterende del af, men som han også ignorerede, når det var nødvendigt; Bentzon skrev sonater hele livet, uanset om samtiden syntes, det var comme il faut. Dertil skal også regnes Bentzons forsøg udi det 12-tonale bl.a. som forfatter til en lærebog i 1953, hvor samtidens institutioner var hermetisk lukkede for tysk modernisme til fordel for en arv fra Carl Nielsen og en nordisk tone. Ikke desto mindre udråbte Bentzon metamorfosen til at være “vor tids form” i forening med komponistkollegaen Vagn Holmboe i 1950’erne; han arrangerede lydcollager, skrev mobiler og deltog i happenings i 1960’erne sammen med folk fra den mere etablerede fluxusbevægelse, og han var stadig neo, da 1970’erne med Karl Aage Rasmussen i spidsen åbnede op for klassik på ny. På den måde forblev Niels Viggo Bentzon sig selv, mens hans musik skiftede mere eller mindre sagesløst mellem at være på og af mode.

Variations on “The Volga Boatmen”

Med det stort anlagte og voldsomt virtuose celloværk fra 1977 Variations on “The Volga Boatmen” opus 354 indskriver Niels Viggo Bentzon sig i et omfattende kapitel af russisk social-, musik- og kunsthistorie.

1800-tallets bådsmænd på Volga-floden er i Rusland blevet til et ikon. Dette i form af en visuel og hørbar sammensmeltning mellem Ilja Repins maleri fra 1870’erne og den omtrent samtidigt nedskrevne arbejdssang fra de fattigste af alle arbejdere i Rusland – burlaki. Det var mænd, der, fordi de var billigere arbejdskraft end heste, trak bådene mod strømmen på udvalgte steder af Volga. I dag er både maleriet og melodien symboler på zarens Rusland og den type slaveri – de livegnes hoveri – som størstedelen af befolkningen lå under for. Det helt specielle ved disse burlaki var, at de med deres elendighed fik plads i kunstens verden – ikke via en omfortolkning af æstetisk skønhed, som man kender det fra storbyen som motiv i vesteuropæisk kunst, men i kraft af det indhold, der ligger bag. For maleriet er ikke det mest berømte i russisk billedkunst pga. teknisk snilde – vinden og røgen går i hver sin retning, og skyggerne falder i modsat retning af solens stråler – det er udelukkende det menneskelige indhold, der vises og giver det kraft. Dette gælder også melodiens status. Selvom det er en ret simpel folkemelodi i højstemt melankolsk stil, har så forskellige aktører som Tjajkovskij, Stravinskij, Glenn Miller og Den russiske hærs kor benyttet sig af melodien, og for alle tilfælde gælder det, at det er melodiens sociale, politiske betydningsmæssige vedhæng, som er det vigtigste.

I Niels Viggo Bentzons udgave genfindes samme tematik. Her er der dog tale om en serie variationer over melodiens tema, hvorved musikken bliver Bentzons kommentar til melodien og dens indhold. De ca. 20 variationer er væsensforskellige. Bentzon veksler i ekstrem grad i tempo og artikulation, sådan at den oprindelige melodi i passager vrides, udfordres og maskeres i stadige skift mellem ærbødig, udfordrende og parodisk behandling af det gamle melodiske stof. Eksempelvis både indleder og afslutter Bentzon værket med en højtidelig og ret autentisk version af melodien, mens allegroen i midten af værket med sin satiriske vekslen mellem pizzicati og buestrøg kun kan høres som en ironisk kommentar til det hele. I samme tråd er den følgende prestovariation, hvor hver tone i melodien gentages op til 16 gange før melodien videreføres, en overdrivelse som kun gør den melankolske folketone latterlig.

Variations on “The Volga Boatmen” er af disse grunde mere end bare en stribe variationer for Bentzon: når melodien udstilles forskelligt i et musikalsk univers, drejes også den virkelighed, som knytter sig dertil. Det politiske og kunstneriske bliver til ét i sjælden musikalsk grad.

Sonate nr. 3

Denne sonate for cello og klaver – opus 268 fra 1971 – viser flere af de musikalske måder, Bentzon tog til sig i løbet af livet. Blandt andet den mere afslappede holdning til regler, konventioner og musikeres forventninger til altid at blive instrueret præcist i komponistens intentioner. I modsætning til ungdomsårenes mere minutiøse stil viser Bentzon her, hvordan man med enkle, prægnante figurer, der gentager sig mekanisk, kan opnå store virkninger ved enkle rytmiske forskydninger. I den henseende er værket et udtryk for en neoklassicisme a la Paul Hindemith og Béla Bartók i dansk forening, hvor motiverne er energiske, og musikken hele tiden søger fremad. De mange gentagelser ophober en voldsom energi, som ikke forløses.

Sagt lidt smart opløser Bentzon sonaten til stort set kun at være dualisme. Han følger ikke, som tidligere i livet, de klassiske krav til de enkelte formdele, men lader det bærende princip i sonatesatsformen – at noget er forskelligt og skal vises sådan – lyde igennem. Igen og igen drejer det sig om to musikalske størrelser, som er i kontrast til hinanden og dermed reflekterer hinanden. Det være sig musikalske størrelser som temaer og -motiver, men også spillemåder, tempi og register samt på et helt overordnet plan melodi mod akkompagnement, det organiske mod det mekaniske, instrument mod instrument og stilhed mod lyd.

Sonate nr. 3 gennemspiller en stribe forskellige karakterer i løbet af de tre satser. Begyndelsen er en mængde fanfareagtige gentagelser af et stigende cellotema, der i sin konstante ophobning af energi bliver til en slags musikalsk sprint på stedet. Det afløses af en lyrisk temagruppe, hvor en art folketone kommer til udtryk. Det energiske vender tilbage, der elaboreres over det, og der returneres til noget oprindeligt – og på den måde er en eller anden form for ur-sonate indstiftet på trods. Andensatsen bliver en kontrast i sin sangbare folklore, men konstant ligger der en fare for den organisk udviklende musik i gentagelser på gentagelser. Mere og mere udskiller en musik sig, som er ren cellosang med et klaverakkompagnement af figurmekanik. Sidstesatsen forsøger sig ligeledes med en largo-indledning, men jo mere musikken får fart og udvikler sig, desto mere udkrystalliserer det musikalske stof sig i faste gentagne vendinger for til sidst at munde ud i en koda af noget maskinielt-mekanisk evigt fortsættende.

Sonate for cello og klaver

Værket er fra 1947 og er – uanset at det har opusnummer 43 – et ungdomsværk: det er stort anlagt i fire satser, det er højtravende indadvendt i sin ekspressivitet, og alle tænkelige instrumentale nuancer er i brug. Tonesproget er dog umiskendeligt Bentzonsk værket igennem, og den unge himmelstormer kommer hele vejen rundt i datidens musikalske udtryksmåder. I den forstand er Bentzon kun ekstrem i sin pluralisme, som når han bevæger sig fra neoklassiske Hindemithske musikmotorer over Bartókske sangbare melodier i skæv rytmisk mekanik til en Carl Nielsensk enkelhed i tanke og form. Det helt specielle i værket, både for Bentzon og dansk musik anno 1947 som sådan, er, at det ekspressive, indtrængende, der også er i musikken, er langt mere ubundet harmonisk og langt mere nøgternt og gennemsigtigt end den romantiske længsel, som glimtvis også viste sig i 1940’ernes Danmark. Her er der snarere tale om noget moderne – hen imod noget fritonalt – i stil med den tyske musik fra tiden før 1. verdenskrig, der komponeredes i og af kredsen om Arnold Schönberg. På samme måde som måske særligt Alban Berg formåede at udhæve det melankolske og storladne fra det følelsesladede, fremstår lange passager af Sonate for cello og klaver, stemningsmættet og afklaret på samme tid.

Går man lidt tættere på musikken, finder man, at al den forskellighed i indhold holdes i stram musikalsk form; de fire satser er præcist sat op i den klassiske form par excellence, sonaten, med alle de formkrav der dertil hører: en hurtig sats, en langsom og en hurtig som afslutning med en scherzosats kilet ind. Og som konventionen tilsiger, gennemspiller førstesatsen et klassisk forløb med et enkelt, mandhaftigt hovedtema i klaveret, der modsvares af celloens tilsvarende lyriske sidetema, hvorefter temaerne gennemarbejdes, flyttes rundt, varieres og sammenkædes, indtil det oprindelige stof vender tilbage i en mere stabil udgave. På samme vis gennemspiller scherzoen en ilter spøg af hastige løb og aggressive indsatser – med en lyrisk triostats i midten i kontrast – og adagioen henter førstesatsens motiver ind i fem begyndelser uden konklusion i halvt tempo, som en forsigtig og stammende tale – før finalesatsen i en øredøvende tour de force binder det hele sammen.

Men misforstå sagen ret. At formen er traditionel til fingerspidserne, gør, at Sonate for cello og klaver bliver til et helt værk med alt sit forskelligartede stof. I den forstand bliver Niels Viggo Bentzon på ingen måde bagstræberisk i sin brug af traditionen, men giver sig selv plads til at være moderne, ved at være det indimellem.

Henrik Friis, 2004

Release date: 
august 2004
code: 
8.226015
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943601525
Track count: 
8

Credits

Indspillet på Det Fynske Musikkonservatorium 10.-12. februar og 14.-15. august 2002
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Morten Mogensen
Grafisk design: www.elevator-design.dk

Denne cd er produceret i samarbejde med Det Fynske Musikonservatorium, Odense