Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Belisa

Poul Rovsing Olsen

Belisa

Eir Inderhaug, Anne Margrethe Dahl, Marianne Rørholm, Lise-Lotte Nielsen, Elisabeth Halling, Sten Byriel, Ars Nova Copenhagen, Odense Symfoniorkester, Tamás Vetö

Pigen Belisa er smuk, elskovsfuld og sensuel. ”Hvid indenunder. Som af sukker”; sådan synger den tryllebundne Don Perlimplin om sin unge brud. Men allerede på bryllupsnatten tager Belisa fem elskere foran den sovende brudgom, og operaen udvikler sig fra stiliseret opera buffa til et mystisk og flertydigt drama med en gådefuld slutning. Poul Rovsing Olsens opera over den spanske poet García Federico Lorcas Don Perlimplins kærlighed til Belisa er et kammerspil om erotik, kærlighed og død; på én gang tragisk og grotesk. Poul Rovsing Olsen underbygger den surrealistiske side af Lorcas drama med drømmeagtig musik. Belisas forunderlige sange kaster et eksotisk skær over operaens lyriske grundklang. I Belisa sammenføjes elementer fra den arabiske musiktradition og europæisk modernisme i en gennemkomponeret helhed. Et musikalsk møde mellem forskellige kulturer løftes her op til et unikt operaværk, som har fået særstatus indenfor nyere dansk musik.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Digipack-Slipcase
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
72 min.
Poul Rovsing Olsen

Poul Rovsing Olsen (1922-1982) fik musikken i vuggegave. Hans fader spillede cello og klaver, moderen sang, og der var ofte private musikaftener i hjemmet. Han modtog tidligt undervisning i hørelære og klaver, og hans åbenlyse musiktalent blev sikret en harmonisk udvikling.

Poul Rovsing Olsen blev uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, med afgangseksamen i musikteori og klaver i 1946. To år senere tog han juridisk embedseksamen ved Københavns Universitet. Således udrustet drog han til Paris, hvor han fortsatte musikstudierne hos den navnkundige pædagog Nadia Boulanger og hos komponisten Olivier Messiaen.

Efter hjemkomsten i 1949 udfoldede Rov-sing Olsen hele viften af sine talenter. Som jurist arbejdede han frem til 1960 i Under--vis-nings-ministeriet, hvor han var med til at udforme den danske ophavsretslov. Han virkede som musikskribent ved dagbladene Information og Berlingske Tidende, og han komponerede.

Hans tidligt vakte interesse for orientalsk musik fik for alvor næring, da han i 1958 kom med på de legendariske udgravninger i den Arabiske Golf, ledet af den danske arkæolog professor P.V. Glob. I de efterfølgende år vendte Rovsing Olsen flere gange tilbage til Golfstaterne og gennemførte tillige musikalske indsamlings-rejser til så forskellige steder som Indien, Ægypten, Tyrkiet og Grønland. Den erhvervede musik-etnologiske ekspertise bragte ham bred anerkendelse i fagkredse og førte til stillingen som arkivar på Dansk Folkeminde-samling, hvor han kunne koncentrere sig om det musiketnologiske arbej-de, og til posten som formand for International Council for Traditional Music. Udforskningen af Golfstaternes musikkultur har bl.a. resulteret i pladen “Perlefiskere og musikere i Den Arabiske Golf” (Pêcheurs de Perles et Musi-ciens du Golfe Persique, Disques Ocora, OCR 42, 1969) og i bogen med tilhørende tre cd’er “Music in Bahrain. Traditional Music of the Arabian Gulf” (Moesgaard Museum, Denmark, and the Ministry of Information, Bahrain, 2002).

På sin kunstneriske konto har Poul Rovsing Olsen 85 kompositioner, herunder orkester-værker, balletterne Ragnarok, La Création, Brylluppet og Den Fremmede, operaerne Belisa og Usher, sange, klaverkompositioner og kammermusik.

Udforskningen af de fjerne landes musikkulturer satte sig spor i Rovsing Olsens egne kompositioner. Han tilstræbte klarhed og sub-stans, og ved en sammensmeltning af ele-men-ter fra den vestlige og orientalske tradition udviklede han et personligt tonesprog, der var usædvanligt for dansk musik. Selv sagde Poul Rovsing Olsen, at det var hans drøm “at gøre musikken så direkte som muligt, at bringe den nærmere til tilhøreren”.

Belisa mellem Orient og Occident

Belisa, der er Poul Rovsing Olsens første opera, blev komponeret på opfordring fra Det Kgl. Teater i København. Som libretto benyttede han den spanske lyriker og dramatiker Federico Garcia Lorcas (1898-1936) skuespil Amor de Don Perlimplin con Belisa en su jardin i dansk gendigtning ved Paul la Cour under titlen Don Perlimplins kærlighed til Belisa.

Operaens urpremiere fandt sted på Det Kgl. Teater i København den 3. september 1966 og vakte stor opmærksomhed i pressen, med omtaler i Danmark, Tyskland, Sverige og Norge. Modtagelsen var overvejende positiv. I dagbladet Jyllands-Posten kunne man læse, at det er et værk, “i hvilket man fornemmer inspirationens ånde og et ægte poetisk pulsslag”. Berlingske Tidende skrev, at det er i “det statisk betonede stemningsanslag, i de lyriske passager, dette partitur har sine stærkeste sider. Dette i forbindelse med en musikalsk personkarakteristik, som er gennemført med stor konsekvens”. Den svenske avis Dagens Nyheter roste komponistens beherskelse af den moderne musiks udtryksmidler, som han “anvender med varsomhed og forstandighed”. I 1970 blev Belisa udsendt som radioopera med Danmarks Radios Symfoniorkester, og aviserne konstaterede, at “det er meget både yndefuld og dybt alvorlig musikalsk iklædning, Rovsing Olsen har givet Lorcas bitre drama” (Berlingske Tidende), og at “man lyttede med dyb betagelse til denne musik” (Land og Folk).

Rovsing Olsens opera er et kammerspil om erotik, kærlighed og død, tragisk og grotesk på samme tid.

Handlingen er en variation over den velkendte historie om en velhavende ældre mand (Don Perlimplin), der tager sig en dejlig ung kone (Belisa) og bliver bedraget. På selve bryllupsnatten modtager den skønne brud fem elskere. Men der er én mand til, som hun er glødende optaget af. Belisa ved ikke, hvem han er, og hun har aldrig set hans ansigt, men han sender hende elskovsbreve, og hun forestiller sig, at “hans kys må dufte og svide på samme tid”. Belisa går forventnigsfuld til et natligt stævnemøde med ham i sin have, hvor han skal komme i den røde kappe, som han også er svøbt i, når han spadserer forbi hendes hus. At det er hendes husbond Perlimplin, der skjult bag kappen agerer hendes ukendte tilbeder, erfarer hun først ved hans død i en blodig scene i haven ved operaens slutning.

I et interview i forbindelse med urpremieren sagde Rovsing Olsen om sit valg af libretto, at han blev fængslet af selve kærlighedstemaet mellem mand og kvinde samt det, “at der af Lorcas på én gang gammeldags og eviggyldige historie slet ikke kan drages nogen morale eller konklusion. Derved løftes historien op i det mystiske, rykkes ud af virkelighedens verden og bliver til tider helt surrealistisk”.

Pigen Belisa er smuk, elskovsfuld og dragende sensuel. “Som af sukker. Hvid indenunder!” siger Perlimp-lin i operaen.

Don Perlimplin er en kultiveret herre, der har nok i sine bøger.

“Han fødes som pedant. Ikke underligt da, at der ofte kan være noget teatralsk over hans musikalske fremtræden – dette giver sig til kende endnu i 3. billedes hastigtgående duet med Belisa. Men kærligheden gør ham til et levende menneske,” skriver komponisten i et “Notat om Belisa” i Dansk Musik Tidsskrift (nr. 3, 1968).

Ifølge Rovsing Olsen er Belisa også anderledes ved operaens slutning end ved dens start, “hendes sensualisme har fået en ny farvetone, er blevet mere åben og samtidig mere urolig.”

Operaen begynder som en marionet-komedie. Men, skriver komponisten i samme artikel: “Marionetterne kommer til live, og i deres samliv skaber de en mærkelig tragedie. Humor og fantastik ligger jo hinanden nær. Humor kan være gestisk inspireret som i moderens celeste-akkompagnerede canzone eller som i Perlimplins generte tilnærmelser i brudenattens pauserige scene. Den kan også spille på en ironisk musikalsk sammenkobling af forskelligartede ingredienser, således som det sker i husåndernes duettino: dette, operaens tydeligst markerede tonale afsnit, er jo baseret på en ornamenteret tolvtone-melodi.”

Operaens stilspørgsmål opsumerer komponisten således: “Der findes i Belisa lige så mange stilmæssige divergerende udtryksformer, som der er forskelligt indstillede personer, der agerer. Men disse udtryksformer knyttes til hinanden i stadig nye mønstre. Jeg nævner kun et af motiverne, der for øvrigt strengt taget slet ikke er noget motiv. For husåndernes sladrende fortælling om Belisas elskere er jo en tolvtonerække. Denne tolvtonerække dukker åbenbart en del gange op i Perlimplins og Marcolfas erindring. Og bliver på underlig vis knyttet til Belisas utroskab.”

Rovsing Olsen ynder at omtale titelpersonen Belisa som den mediterrane kvinde. “I hende mødes Orient og Occident,” siger han og skaber i sit partitur et musikalsk pendant til dette møde.

Den surrealistiske side af handlingen, som komponisten er så betaget af, underbygger han med en drømmeagtig musik, hvor Belisas forunderlige sange kaster et eksotisk skær over operaens lyriske grundklang. Denne fremmedartede tone er arabisk inspireret og har sin kilde i den musik, som Rovsing Olsen under sit musiketnologiske arbejde personligt udforskede og indsamlede i Golfstaterne, hvor han færdedes nærmest hjemmevant. I Belisa sammenføjes elementer fra den arabiske musiktradition og europæisk modernisme i en gennemkomponeret helhed. En sådan syntese var helt fra ungdomsårene en ledestjerne i Rovsing Olsens stræben efter en personlig stil. Denne stil træder umiskendeligt frem i Belisa, hvor det moderne tonesprog præges af en særegen klangkolorit, der bringer orientalske nuancer ind i det danske udtryk. Et musikalsk møde mellem forskellige kulturer løftes her op til et operaværk, der er kommet til at indtage en særstatus i nyere dansk musik.

Handlingen

  1. billede

Salon i Don Perlimplins hus. Tjenestepigen Marcolfa tilskynder sin herre, den halvgamle Don Perlimplin, til at indgå ægteskab. Fra nabohuset hører man den dejlige unge Belisa synge en erotisk sang. Don Perlimplin synes godt om hendes sang, og Marcolfa skynder sig at udpege hende som Perlimplins kommende hustru. Han giver efter for Marcolfas argumenter. Fra sin balkon kalder han forsigtigt på Belisa, og da hun træder frem, frier han noget ubehjælpsomt til hende. Belisa alarmerer sin mor, der uden tøven går ind for giftermålet. Don Perlimplin er et godt parti. Han er rig, og “pengene skaber skønhed”, forklarer hun sin datter. Aftalen falder på plads, og Don Perlimplin står tilbage med uro i sindet. Man hører atter Belisa synge sin sang.

  1. billede

Soveværelse hos Don Perlimplin. Det er bryllupsnatten. Belisa klæder sig om i et værelse ved siden af. Perlimplin kigger gennem nøglehullet til hende og overvældes af følelser. Hun går ind i soveværelset, og mens hun venter på sin ægtemand, hører hun fem fløjtelyde udenfor. “De er fem,” siger hun til sig selv. Perlimplin kommer hen til hende, og i en øm samtale bekender han hende sin kærlighed. Lyset i værelset slukkes. To husånder lister nu ind på scenen og trækker et slørtæppe for. Husånderne sludrer med hinanden om tilsløring og afsløring af folks hemmeligheder og om sladderen, der holder verden sammen. Og de kommer med spøgfulde antydninger til værelsets fem balkoner. De fem fløjtelyde høres igen. Husånderne trækker slørtæppet til side og lister ud. I brudesengen ses Perlimplin med et par horn i panden. Belisa ligger ved hans side. Det er morgen. De fem balkondøre står åbne. Perlimplin spørger Belisa, hvorfor de er åbne, hvorfor der er fem stiger op til balkonerne, hvem de fem hatte, der ligger under balkonerne, tilhører, og hvem der har kysset hende. Kælent hvisker hun, at det jo er ham, der har kysset hende, og hun giver sig atter til at sove. Perlimplin sætter sig på sengekanten. Bedraget og såret af sin hustru synger han en smertefuld kærlighedssang.

  1. billede

Don Perlimplins spisestue. Mens han er ved at afslutte sit måltid, taler han med Marcolfa, som bekræfter Belisas natlige bedrift. Jo, hun modtog fem mænd. Det var europæeren, indianeren, negeren, den gule og nordamerikaneren. De kom ind gennem balkondørene. “Og De lagde ikke engang mærke til det,” siger Marcolfa bebrejdende til sin herre. Men der er endnu en mand, der kredser omkring Belisa. Hun kommer ind i stuen og taler lidenskabeligt til sig selv om denne mand. Hun kender ham ikke, men han sender hende elskovsbreve og får hendes bryster til at skælve, når han indhyllet i sin røde kappe går forbi hendes balkoner og langsomt hilser med hånden. Perlimplin, der har holdt sig i skjul, nærmer sig hende, men hun virker utilnærmelig. Et brev rullet om en sten kastes pludselig ind gennem balkondøren. Perlimplin samler det op, men giver det efter forlangende til Belisa, som gemmer brevet ved brystet. Dertil siger Perlimplin, at han véd alt og forstår alt, og at han tilgiver hende alt. Han antyder sågar, at han muligvis kender den fremmede mand, som Belisa er så besat af, men hvis ansigt hun aldrig har set, og at han, Perlimplin, vil ofre sig for hendes lykke.

  1. billede

Don Perlimplin befinder sig i sin have sammen med Marcolfa. Efter hans ønske har hun givet Belisa en besked om, at hun kan møde sin nye elskede i haven på slaget 10 denne aften, og han vil som sædvanlig bære sin røde kappe. Der høres herrestemmer, som i kor synger en følsom sang. Belisa kommer i haven. Hun ser grenene bevæge sig, og en mand i en rød kappe træder frem. Han gør tegn til Belisa og forsvinder igen. Perlimplin dukker op og spørger hende, om hun stadig håber, at den fremmede skal komme. Det er hun sikker på, han gør, og det fordi hun elsker ham grænseløst, lyder svaret. Perlimplin erklærer, at han vil dolke denne ukendte tilbeder, og løber ud. Belisa er fortvivlet. Men nu kommer manden i den røde kappe vaklende mod hende. Belisa tager ham i favn og beder ham om at afsløre sit ansigt, så hun omsider kan se det. Han slår kappen til side og peger på dolken, der er jaget i hans bryst. Belisa ser med forfærdelse, at tilbederen i den røde kappe er hendes gemal Don Perlimplin. Han har dolket sig selv. Den anden mands ansigt får hun aldrig at se. For det var Perlimplin, der skjult bag den røde kappe gik under balkonerne og hilste med hånden, og det var ham, der skrev elskovsbreve til hende. Perlimplin har givet sig ud for at være Belisas tilbeder og dør af sin kærlighed.

Teresa Waskowska, 2003

Release date: 
marts 2004
Cat. No.: 
8.226013
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack-Slipcase
Barcode: 
636943601327
Track count: 
21

Credits

Indspillet i Odense Koncertsal 1.-3. og 6.-7. maj og 10. juni; og i DR Radiohusets Koncertsal 29. oktober 2002
Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Knud Esmarch
Redigering: Knud Esmarch og Henrik Sleiborg
Grafisk design: www.elevator-design.dk

Denne cd er produceret i samarbejde med Danmarks Radio

randomness