Poul Elming

tenor

Poul Elming er uddannet på Musikkonservatorierne i henholdsvis Aalborg og Århus og havde sin debut fra solistklassen i 1978. I perioden 1979-84 sang han en lang række barytonpartier på Den Jyske Opera, bl.a. Papageno i Tryllefløjten, Kong Erik i Drot og Marsk, Grev Luna i Trubaduren og Eisenstein i Flagermusen. I 1984 blev han engageret på Det Kongelige Teater, hvor han optrådte som Greven i Figaros Bryllup, Malatesta i Don Pasquale og mange andre roller. Efter en omlægning af stemmen debuterede Poul Elming som tenor i 1989 i titelrollen i Wagners opera Parsifal på Det Kongelige Teater. Året efter debuterede han ved Wagner Festspillene i Bayreuth som Siegmund i Valkyrien med Daniel Barenboim som dirigent. Hermed var startskuddet givet for en international karriere, der har bragt ham til alle førende operahuse i Europa, flere operahuse i USA og senest også til Japan. Han er tilbagevendende gæst i Bayreuth hver sommer.