Per Nørgård

composer
1932
Lars Skaaning

Det er svært at sætte ord på komponisten Per Nørgård, fordi hans musik og hans livsværk er så overvældende. Nørgård er så fri, kreativ og nyskabende, at han kun kan sammenlignes med de største. Ofte er det Sibelius, der nævnes. Andre gange Carl Nielsen. Hans musik minder ikke om deres, det er den kunstneriske statur, det drejer sig om. Per Nørgård er en af Nordens største komponister – til alle tider. 

Per Nørgård er født 1932 i København. Hans forældre havde en forretning for brudekjoler, og der var ingen kunstnere i familien. Ud af det blå viste Per Nørgårds usædvanlige evner sig, og som 17-årig henvendte han sig til tidens vigtigste danske komponist, Vagn Holmboe, for at få vurderet sit talent. Holmboe tog ham under sine vinger som en søn af familien, og i 1950’erne udfoldede Nørgård sig inden for det, han kaldte ”det nordiske sinds univers”, med Holmboe og Sibelius som forbilleder. Han nåede endda at korrespondere med gamle Sibelius, der anerkendte hans sjældne musikalske indsigt.

Men Per Nørgård har altid søgt nye veje og fulgt de lyde, han har hørt for sit indre øre. Derfor måtte han i 1960’erne forlade det nordiske spor for at undersøge mulighederne i den centraleuropæiske modernisme. Han kom aldrig til at følge dogmerne slavisk, men fandt sin helt egen slags serielle teknik, som han har kaldt Uendelighedsrækken. En endeløs, seriel række, der forener det lovformelige med det naturlige og som blandt sine mange egenskaber har det særtræk, at den danner fraktaler af sig selv. Det giver en holistisk, nærmest ”himmelsk” helhedsfornemmelse, som kulminerer i Nørgårds Symfoni nr. 2 og ikke mindst nr. 3, der som en 1970’er pendant til Beethovens 9. Symfoni slutter med korsang.

I mere end 400 værker i alle genrer har Per Nørgård udviklet sin musik, der bygger på hans ustoppelige evne til at finde nyt. Han har komponeret operaer, strygekvartetter, klaverværker, solokoncerter og otte symfonier, der med ca. ti års intervaller står som søjler i hans liv med musikken. Fra den dystre, nordiske Symfoni nr. 1 til de voldsomme og kaotiske Symfonier nr. 4 og 5 og den æterisk smukke og lyse Symfoni nr. 8.

Han er desuden helt uden sammenligning den vigtigste lærer og inspirator i dansk musikliv. En generøs personlighed, der har sørget for at flere generationer af komponister og musikere har fået grokraft til at vokse selv.

Per Nørgårds kompositioner er fulde af tekniske nyskabelser og dybt originale idéer, der gør musikken meget vanskelig at spille. Men når den klinger, viser der sig en magi og en livlighed, som rækker langt ud over den klassiske verdens former og rammer.

For sine mere end 60 års skaben er han blevet belønnet med de fornemste priser, en komponist kan modtage, bl.a. Léonie Sonnings Musikpris (1996), Sibelius Prisen (2006), Marie-Josée Kravis Prisen(2014) og senest Ernst von Siemens Musikprisen (2016).