Marie Rørbech

piano
Marie Rørbech er uddannet i Danmark, Tyskland og Norge af Amalie Malling, John Damgaard, Hans Leygraf og Jiri Hlinka med diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og fra Hochschule der Künste i Berlin samt solistdebut fra Det Jyske Musikkonservatorium 2000. Marie Rørbech vandt som 18-årig en finaleplads i 6th Eurovision Competition for Young Musicians i Bruxelles 1992. Hun var prisvinder i Danmarks Radios Kammermusik Konkurrence 1998, vandt 1.-prisen samt publikumsprisen i 6. Nordiske Pianistkonkurrence 2001 – og blev af Danmarks Radio udnævnt til Årets DR Kunstner 2002/03. Marie Rørbech har optrådt mange gange som solist med de førende danske symfoniorkestre, herunder flere koncerter med DR Radiosymfoniorkestret. Hun har spillet solo- og kammermusikkoncerter overalt i landet og på internationale kammermusikfestivaler. Hun har dannet Hafnia Klaverkvartet og spiller duo med cellisten Henrik Brendstrup samt med den svenske violinist Erik Heide. Marie Rørbech har indspillet Haydn-sonater og -variationer på Classico og klaverkoncerter af Grieg og Stenhammar med DR Radiosymfoniorkestret og Okko Kamu på EMI Classics. Marie Rørbech er modtager af en lang række priser, heriblandt Musikanmelderringens Kunstnerpris og to Danish Music Awards for sin indspilning af Haydn-sonater, der i 2004 blev kåret både som ”Årets soloudgivelse” og som ”Årets udgivelse”.