Berit Johansen Tange

piano
Caroline Bittencourt

Pianisten Berit Johansen Tange er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Anne Øland og debuterede fra kammermusikklassen i 2000. Hun har siden 2002 været ansat som akkompagnatør og repetitør samme sted. Hun har optrådt som akkompagnatør, kammermusiker og solist i utallige sammenhænge, også uden for Danmark, bl.a. i Sverige, Finland, Skotland, Frankrig, Singapore og Malaysia.

Berit Johansen Tange har arbejdet intenst med Rued Langgaards musik. Ud over klaverværkerne gælder det hans sange og værker for violin og klaver, og hun er fast koncertgiver ved den årlige Rued Langgaard Festival. Berit har udgivet to Dacapo-cd’er med soloklaverværker af Langgaard, hvoraf den første blev nomineret til P2-prisen 2005. I 2017 udgiver hun sammen med violinisten Gunvor Sihm den første af i alt tre cd’er med Langgaards samlede værker for violin og klaver. I 2015 udgav Berit sammen med violinisten Loussine Azizian en cd med sjældent spillede værker af bl.a. den armenske komponist Arno Babadjanian.