Anne Margrethe Dahl

soprano

Anne Margrethe Dahl er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Hun debuterede som Donna Anna i Don Giovanni med Aarhus Sommeropera. I 1991 – 1999 sang hun på Den Jyske Opera hovedpartier som Marguerite (Faust), Gilda (Rigoletto), Gerhilde (Valkyrien), Helmwige (Ringen), Vitellia (Titus), Rosalinde (Flagermusen), Anne Truelove (The Rake’s Progress) og Mimi (La bohème). I udlandet har hun bl.a. gæstet operahuse i Bienne, Warszawa og Dublin. Siden sæsonen 1999 har Anne Margrethe Dahl været fast engageret ved Det Kgl. Teater, hvor hun har sunget Nattens dronning (Tryllefløjten), Violetta (La traviata), Musetta (La bohème), Fiordiligi (Cosi fan tutte), Grevinden (Figaros bryllup), Donna Anna (Don Giovanni), Manon Lescaut samt ikke mindst Aunt Lydia i Tjenerindens fortælling. Nye roller de seneste sæsoner har været Elektra (Idomeneo) og Operadivaen i I-K-O-N™. På cd har Anne Margrethe Dahl indsunget bl.a. sange med pianist (Dacapo), Forårsfantasi (Dacapo) og Ruders’ Tjenerindens fortælling (Dacapo).