Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  BD

Catalogue Number:  2.110423-25BD

Barcode:  747313542352

Release month:  Oct 2016

Period:  

Format:  DVD

Catalogue Number:  2.110417-22

Barcode:  747313541751

Release month:  Oct 2016

Period:  Classical

Review


BEETHOVEN: The Symphonies

23 November 2016  Kristeligt Dagblad
Peter Dürrfeld
5/6 Stars

Så er den længe ventede "Burgos-boks" omsider udkommet.

DRSO's spanske chefdirigent, Rafael Frühbeck de Burgos, som vi mistede i juni 2014, dirigerer på tre blu-ray-skiver alle Beethovens ni symfonier, og for os, der i sæsonen 2012-13 oplevede det live i DR Koncerthuset, er det et glædeligt genhør - og gensyn! Man skal nemlig ikke undervurdere den visuelle side af oplevelsen.

Kameraholdet følger med nærmest rytmisk indlevelse de forskellige grupper i orkestret, så vi hele tiden er med, når der kommer en særligt fascinerende solo eller et indtagende vekselspil mellem to eller flere instrumenter. Det er tre skiftende koncertmestre - Johannes Søe Hansen, Christina Åstrand og Soo-Jin-Hong - der fører an i DRSO's fremragende samspil.

Fortolkningen er mainstream, forstået på den måde, at maestro Burgos hverken går til ekstremer eller partout vil "lægge en ny vinkel" på de store symfonier, det være sig tempo-eller fraseringsmæssigt.

Men han fremlægger hver enkelt symfoni lysende skarpt, så de forskellige sektioner i orkestret står prægnant, hver for sig og i kontrast til hinanden. Det er fortolkninger, der minder os om, at ordet symfoni betyder samklang. Og vores skønne radiosymfoniorkester responderer med skiftevis stærkt og ømt spil, eksempelvis i den 5. og 6. symfoni - en stærk og rytmisk inciterende "Skæbnesymfoni" og en yndefuld og såre naturlig "Pastorale". Det er musik, der kan få selv den mest kræsne feinschmecker til at slikke sig om munden - hvis man vil have mig denne metafor undskyldt, men nærbillederne af Burgos, der under udøvelsen af sin metier gang på gang gør det, sidder på nethinden - og har været en af talrige berigelser ved disse optagelser, levende detaljer i den store helhed.

Symfonierne er fordelt på tre skiver. Den første rummer 1. til 4. symfoni, den anden 5. til 8. - og på den sidste er der foruden Beethovens 9' er tre meget attraktive bonusindspilninger: Joaquín Rodrigos Concierto de Aranjuez med den verdenskendte guitarist Pepe Romero, en inciterende optagelse af Berlioz' skelsættende Symphonie fantastique og sidst, men ikke mindst Richard Strauss' voluminøse Eine Alpensinfonie, der hurtigt udvikler sig til den helt store orkesterfest.

Denne boks må være et julegaveønske for alle, der holder af klassisk musik. Det hører med til historien, at sættet også findes i dvd-udgave.

Forskellen mellem de to medier er helt klart i blurays favør - og manifesterer sig i form af knivskarpe billeder, der indfanger detaljer som musikernes små smil til hinanden under særlige lyksalige passager.





A CC Music Store Solution