Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  CD

Catalogue Number:  8.226565

Barcode:  636943656525

Release Date:  Jan 2012

Period:  21st Century

Review


Svend Hvidtfelt Nielsen: Dance and Detours

02 February 2012  Klassisk
Per Rask Madsen
4/6 Stars

Randers Kammerorkester bruger her en hel cd på musik af Svend Hvidtfelt Nielsen, som de valgte som huskomponist, efter at han i 2001 vandt deres komponistkonkurrence med 'Om prinser og drømme', som er en suite med musik fra kammeroperaen 'Den lille havfrue'.

Åbningsværket 'Dance and Detours' (2002-03) stjæler dog opmærksomheden her. Med en funky og raspende violin indledes der med et simpelt melodisk motiv og tydelig puls, som dog hurtigt lader tonelandskabet forgrene sig vildtvoksende ("detours"= omveje). Ensemblet kiler sig ind i mellem solistens toner, så rollefordelingen fortoner sig under tiden. Fra et mellemleje skiftes over til virtuos kvidren i et skyhøjt strygerieje, men et horn bryder igennem "fugleflokken". Der skabes dybdeperspektiv og stoflighed - man fornemmer lydene nærmest som genstande, man kan røre ved.

'In der Abendstille' (1996) for fløjte, obo, fagot og cembalo giver mindelser om Hans Abrahamsens kammermusik fra 70'erne med en blanding af mystik og pastoral stemning. Ogsom på Hvidtfelt-cd'en 'Into the Black' viser komponisten også her en forkærlighed for fagotten, især dens mere groteske sider. Oboisten Jette Kristensen fremtryller nogle for sit instrument sjældent smukke og bløde toner i værkets sidste sats. Selvom der er masser af melodi i 'In der Abendstille', husker man dem ikke bagefter, men komponisten lykkes til fulde med at male stemninger og sætte fantasien i gang.

'Om prinser og drømme' lyder næsten som af en anden komponist. Der er noget filmisk over musikken, og titlen giver næring til indre billeder om en orientalsk rejse. Hvidtfelt ville have været en glimrende filmkomponist.

'Aria and Dance' (2004) er født af cd'ens første værk: Men her er kun violinen tilbage. Helge Slaatto spiller smidigt og med styrke i tonerne, ikke noget med at fedte med det. Moderværkets "detours" er væk, et mere homogent værk er trådt i stedet, og på flere måder er musikken meget anderledes og mindre funky i denne udgave.

Hatten af for Helge Slaattos og randersmusikernes tackling af udfordringerne på cd'en.





A CC Music Store Solution