Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  CD

Catalogue Number:  8.226564

Barcode:  636943656426

Release Date:  Feb 2012

Period:  21st Century

Review


Kasper Rofelt: The song I'll never sing - Works for Accordion

21 June 2012  Bornholms Tidende
Poul Lund

Hvorfor ikke gøre sin debutkoncert ekstra festlig?

Bornholmske Bjarke Mogensen, født 1985, nu international kendt akkordeonist, der har givet koncerter fra New York til Moskva, fra Island til Tyrkiet, udgav samtidig med sin afgangsdebut fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 7. marts i år to cd’er med værker for akkordeon. Om udgivelserne har solisten blandt andet sagt: »At indspille to vidt forskellige cd’er er en drøm, der går i opfyldelse for mig«.

Der er lidt mindre mangel på (nye) værker for akkordeon, efter at den 36-årige danske komponist Kasper Rofelt har tonesat fem længere værker, hvor instrumentet er gennemgående og, må man sige, i høj grad toneangivende. Karakteristisk for værkerne er den tekniske spændvidde og den udtryksrige klangverden der er lagt ind i instrumentet.

Det lange åbningsværk, Shadow Pieces, i tre dele, inddrager blandt andet Sofia Gubaidulinas smukke strenghed, Arne Nordheims nordiske karskhed, men der er ligeledes, i midterdelen, spor af et ridt med Ennio Morricones musik ud på de vidtstrakte prærier. Med andre ord: Rofelt overlader det i høj grad til lytteren selv at lægge budskaber, følelser og fortolkninger ind i disse vide værker. Bjarke Mogensens force er her netop at kunne åbne op for de udsyn musikken lægger op til. Vist så, dette er moderne klassisk musik, men overraskende harmonisk og struktureret (hør f.eks. Toke Møldrups syngende cellospil i Nightsong 1 eller Christina Åstrands violin), visse steder med udpræget brug af barokmusikkens yndede op- og nedadgående skalaer; den røde tråd i værkerne, pointen, opdager man allerede ved første gennemlytning. Man bør også lægge ører til de tre akkordeonetuder (Concert Studies for classical Accordion) og den rugende, mørke Charybdis – i fint sammenspil med Rasmus Kjøller.

Af cd-noterne fremgår det, at komponisten, da han mødte Bjarke Mogensen i 2006, i høj grad har haft denne i tankerne i forbindelse med kompositionerne. Et tæt samarbejde har gjort at de løbende har kunnet finpudse værkerne.

Solisten løfter dem, og måske har Bjarke Mogensen aldrig været bedre end på denne cd. Den udstiller en smuk balance mellem det teknisk virtuose, indbygget i kompositionerne, og det udadvendte kunstneriske.





A CC Music Store Solution