Review

Anders Brødsgaard: Galaxy

Helt konkret abstrakt

Der er bund i den musik, Anders Brødsgaard komponerer, også selvom den bevæger sig ud i de ydre galakser. Og det er netop, hvad hans hidtil længste orkesterværk Galaxy gør. Et sfærisk stykke musik på godt 40 minutter for stort symfoniorkester. Man kan høre, at den 55-årige Anders Brødsgaard er påvirket af både Hans Abrahamsen og Per Nørgård, hvor konkrete kompositionsteknikker udmønter sig i musik, der lyder lige så anstrakt som vindens susen, havents dumpe drøn og den tyste lyd fra universet. Anders Brødsgaard bygger et kosmos op med dette værk, der er komponeret og revideret frem til slutningen af 90'erne.

Og man aner en inspiration fra Karl Aage Rasmussen, som på en anden, reflekterende måde har stillet uendelig mange spørgsmål til musikkens mål og midler. For midt i nydelsen af Anders Brødsgaards eminente orkesterteknik, hans suggestive klangbehandling og udfordring af for- og baggrund i musikkens mange lag, bliver man også pirret af de små, betydningsfulde detaljer, som skaber uro og problemematiserer det, der udadtil kunne være endnu en hyldest til universets uendelighed - endnu en Gustav Holst, Poul Ruders, John Williams. Og når Anders Brødsgaard så oven i købet nedfælder små citater fra i hvert tilfælde Carl Nielsen i musikken, så fornemmer man, at der er mere mellem himmel og jord: at Anders Brødsgaard i den efterhånden gamle modernistiske ånd sætter det musikalske materiale på prøve.

Det er befiende, at pladeselskabet Dacapo og Odense Symfoniorkester med den britiske dirigent Christopher Austin har givet sig i kast med dette vigtige værk, hvis kompositionsteknikker Valdemar Lønsted så udmærket gør rede for i bookletten. Det kan godt være, at man ikke med det blotte øre kan høre de to opadstigende spiraler, der udgør værkets formale opbygning, men fornemmelsen af dybde, kontraster, sammensathed og teknik er ikke til at tage fejl af.

Cd'en indeholder desuden Monk's Mixtures fra 2009. Det er, som titlen også antyder til, inspireret af en af jazzens store ikoner, Thelonius Monk, og med satstitler som Moving, Walking og Flying, får musikken en illustrativ, diverterende karakter. Båret af et dygtigt håndværk, men med knap så mange facetter og dybder som Galaxy.

Det er til enhver tid et storartet værk.