Review

Juliana Hodkinson and Niels Rønsholdt: Fish & Fowl

Smæk, gisp, støn, suk!

To danske komponister leger med megafoner og nyder at få smæk. Begge fik værker opført på den overrendte Ultraschall Festival i Berlin i januar.

Kvinden sukker, hver gang der lyder et smæk. »Uuunnh!«, sukker hun veltilfreds. Man bliver helt rød i hovedet af at lytte til komponisten Juliana Hodkinsons lydkollage. Kollagen er en lang, stemningsmættet komposition begået i samarbejde med komponistkollegaen Niels Rønsholdt fra kunstnergruppen Scenatet.

Kvinden stønner. Gispene hviskes eller jamres, mens musikere laver intime, lavmælte lyde. Atmosfæren er erotisk. Men den udvides til mere end det. Med sine gående, senere løbende skridt er det godt en halv time lange værk en psykologisk portrætterende lydkulisse med noir-associationer til regnvejr, sex og storbyspleen. Det er umuligt ikke selv at digte en historie om denne kvinde, mens man lytter til værket med den sære titel Fish & Fowl.

Eller sæt en anden cd på og lyt til andre lyde. Fra cello, vibrafon, saxofon med mere. Her er ingen overskridelser af intimsfærens grænser, men instrumenterne lyder slet ikke, som de plejer. Behandlet forsigtigt og alternativt frembringer de en slags lo-fi-skramlelyde. Ved hjælp af tæt mikrofonplacering forstørres lydene, så deres i grunden smånussede ydre bliver til skønhed i widescreenformat. Lidt som når billedet af en støvmide forstørres til samme størrelse som en velvoksen puddelhund. De forstørrede lyde stammer fra en ny portræt-cd med lydkunst - eller samtidsmusik, om man vil - af den danske komponist Simon Steen-Andersen.

Simon Steen-Andersen (født 1976) er sammen med den ældre Juliana Hodkinson en af de mest kompromisløse danske kunstnere på en scene, der i de senere år, til dels, er flyttet til Berlin. På hans cd Pretty Sound oplever man det samme: Den komponerede samtidsmusik er ikke uvedkommende plingplong. Den er en lydside. Enten til gesamtkunstværker, du selv gør færdig inde i dit hoved - som hos Juliana Hodkinson - eller til de videosekvenser, der er integrerede dele af Steen-Andersens kompositioner. Simon Steen-Andersen udnytter traditionelle instrumenter og lader dem pludre om kap med megafoner. Men megafonerne skaber sarte feedbackvirkninger. De leverer rytmisk åndedræt, så værket On And Off And To And Fro bliver et pludrende, pulserende, langsomt morfende forløb, der suger selv den mest forudsætningsløse lytter ind.

Klimaet for komponister som Juliana Hodkinson og Simon Steen-Andersen er ikke gunstigt i Danmark i disse år. Den komponerede samtidsmusik har mistet de fleste af sine festivaler. Men i Berlin er der grobund for de danske komponister, der i sidste måned begge fik værker opført på musikfestivalen Ultraschall. Denne anmelder var dernede og kan melde, at der var propfulde huse. Blandt andet til en portrætaften med værker af Simon Steen-Andersen i kammermusikformat.

Inklusive On And Off And To And Fro, der nok er det af værkerne, som virker allerbedst på cd'en. Altså oplevet uden værkets visuelle del. Rerendered for et flygel og tre musikere var med sine sarte lyde - frembragt med stumt nedtrampede flygelpedaler og gramserier i instrumentets blotlagte indre - et skoleeksempel på den transparente kvalitet, Simon Steen-Andersens værker for musikere og live-videoprojektion har. Man kunne simpelthen se, hvordan musikken blev til. Det aspekt af kunstværkerne må man undvære på den nye portræt-cd, der til gengæld er forrygende spillet af det norske ensemble Asamisimasa, som også fremførte Simon Steen-Andersens værker i Berlin. Med sin tredimensionelle lydproduktion er cd'en en dybt fascinerende introduktion til den unge danske komponist, der lige nu mere end nogen anden i sin generation viser vejen frem.

Måske bredes smækkene ret statisk ud hos Hodkinson. Her er ikke den samme dynamiske fornemmelse af timing, men man fanges ind af et stykke lydkunst, der er lige så meget lyd som kunst. De tyste, gispende vejrtrækninger er jordnært, men ikke mindre poetisk suppleret med Ursula Andkjær Olsens næsten hviskede oplæsning af digtet Kære Fisk. Med sine ordnydende og -gydende vidtløftigheder om at være kødelig, kinky med meget mere udgør digtet et sprogligt modportræt til det ordløse lydværk.