Review

Distant Still - Trios for violin, horn and piano

Moderne danske horntrioer

Horntrioen er ikke just den værkform, som flest komponister har gjort brug af. Reelt findes der groft sagt kun to af vidtrækkende betydning, og det er Brahms' horntrio fra 1865 og Ligetis fra 1982. Alle andre, der har forsøgt sig i genren, har da også mere eller mindre bevidst lagt sig op ad de to - naturligvis især Brahms'. Men nogle af Danmarks bedste musikere og komponister har taget formen til sig: koncertmester i DR SymfoniOrkestret Christina Åstrand, solohornisten fra Sjællands Symfoniorkester Jacob Keiding og Per Salo på klaver udgør Den Danske Horntrio, der også internationalt har gjort sig bemærket.

På en ny cd spiller de horntrioer af Poul Ruders, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Søren Nils Eichberg, og det gør de med en statelig ro og balance. Konkludere kan man også, at horntrio ikke er en konstellation, der påkalder sig komponisternes ellers normale kærlighed til mere kantede, dissonante lydbilleder. Der er snarere noget meditativt, indadvendt over værkerne på denne cd. Bevares, Ruders går da undertiden til ekstremerne i de fire meget forskelligartede satser, men både den første og tredje i hans horntrio emmer af en behagelig afslappet hvilepuls.

Gudmundsen-Holmgreen giver i sin horntrio Near still, distant still - som Ruders - de enkelte instrumenter individuel taletid, og især violinen får lov til at dominere den kammermusikalske samtale. Den stille og rugende musik er også fuld af komponistens sædvanlige finurlige hittepåsomhed, inklusive diverse indskudte lyde for talestemme.

Cd'ens sidste horntrio er af Søren Nils Eichberg, og den er som Eichbergs musik generelt kommunikativ, dramatisk og rytmisk. Det er musik med et større klanglandskab end de to andre værker, men stadig mættet med vemod. De tre musikere spiller hele vejen igennem med en omhyggelig sans for detaljerne og sætter knap en finger forkert, men om værkerne overlever tidens tand, kan man godt betvivle.