Review

Niels Marthinsen: Snapshot Symphony

Den direkte vej

Niels Marthinsen opgav tidligt i sin karriere de avantgardeidealer, man som centraleuropæisk komponist næsten forventedes at forfølge: Musikken skulle være eksperimenterende, give lytteren nye erkendelser og ikke være underholdning. Men Marthinsen vendte de herskende idealer ryggen for at møde publikum, ikke støde det fra sig. Dermed ikke sagt, at det håndværksmæssige skulle nedprioriteres.

På hans nye plade undres man ikke over at finde inspiration fra eventyr, tegneserier og Hollywood. I hans Snapshot Symphony'(2009) lykkes det ret godt at smelte elementer fra populærmusik sammen med orkesterapparatet, så det klinger homogent og ikke som to adskilte lydverdener. Værkets tre satser er stiliserede stemninger om Mexico, Arabien og Kina. Hans Mexico er fest og farver med kåde messingblæsere og en gentagen akkordrundgang (trættende i længden), der pludselig "overblændes" til en utryg atmosfære, så vi egentlig først efter et par minutter hører satsen som koncertmusik. En nattestemning med stillestående lyse strygere følger, og så: pludselig spiller en harpe den infame akkordrundgang og en tuba istemmer latinmelodien fra tidligere. Ret komisk. Senere overblændes der til krasse dissonanser, og så citeres den græsk-tyrkiske melodi 'Misirlou' som eksotisk forvarsel til den efterfølgende sats. Den arabiske nat er hos Marthinsen mystisk og sensuel med mange gentagelser af de musikalske elementer, også lidt for mange, men det er forførende og klinger godt. Orkestertryllerierne fortsætter også i det kinesiske fyrværkeri, der ikke er uden humor og er ren opvisning.

Idéen at lave et orkesterværk om antihelten Batman er god. Værket for tre basunsolister og orkester, In the Shadow of the Bat (2009), er bare for rodet og uvedkommende. Hver solist karakteriserer en af Batmans ærkefjender, orkestret skal forestille den kappeklædte hævner. Basunerne taler for meget og for meget i munden på hinanden, og deres materiale virker ofte lidt tilfældigt.

I sommeren blev hans opera Snehvides spejl uropført. Marthinsen har lavet en 'trailer', der består af orkesteruddrag fra operaen. Endnu en god idé - af flere grunde, både kunstneriske og kommercielle. Det er et sælsomt stykke musik, der slutter som et spørgsmål hængende i luften, nærmest som en appetizer til en film. Allegro-delen lyder til gengæld så meget som en kommerciel trailer, at den ikke er interessant at lytte til gentagne gange. Satsen Cool'giver mindelser om stemningen og opbygningen i Miles Davis' Prayer (Oh Doctor Jesus), men med et mere gådefuldt og melankolsk udtryk. Utrolig rørende.

Der marcheres ind med bulder og rabalder i Kongen af Himmelby demo, som præsenterer forskellige lokaliteter og personage i Marthinsens opera, og det hele ender ud i soulmusik med trommesæt og hat og briller. Man sidder lidt forundret tilbage over, hvad der ramte en.