Review

Knudåge Riisager: The Symphonic Edition Vol. 1

Amokløb for orkester

Den ranglede Riisager havde det hele: udsyn, originalitet, teknik, anerkendelse. Han efterlod sig en hoben værker, som stort set ikke har været spillet, siden han døde i 1974. Hvad hans symfoniske produktion egentlig består af, bliver nu afsløret i en serie på tre cd'er med Aarhus Symfoniorkester, og den første er en sand begivenhed. Her hører man hans 1. Symfoni fra 1925, men først og fremmest fire koncertouverturer med fællesbetegnelsen Danske billeder' Mageløs musik, hvor Riisager med begejstret provokationslyst søger nye grænser.

Nr. 1, Erasmus Montanus (1924), har været indspillet før af den excentriske russer Gennady Rozhdestvensky, men i så langsomt tempo, at Holten og århusianerne må sætte tingene på plads. De ved, hvor stykket skal hen og hvordan kursen skal holdes, for at den humoristiske timing virker. I billede nr. 2, Klods Hans fra 1929, er Riisager blevet endnu mere udfarende. Alene de første par minutter er totalt grænseoverskridende. Sindssyge violinstemmer i et skingert leje og gryntende, truttende blæsere er musikalske vandmærker for en meget speciel komponistpersonlighed. Det topper i billede nr. 3, Fastelavn fra 1930. Kan det stykke overhovedet spilles? Orkestret klarer det akkurat, og det giver en ekstra spænding at lægge øre til, om bukserne vil holde.

Den hæmningsløse Fastelavn, som Riisager tilegnede »gavstrikkerne og alle de sjove piger i København«, er klogt placeret som finale på cd'en efter billede nr. 4, Comoedie, der er det mest abstrakte af dem. Midtvejs får man den neoklassiske Symfoni nr. 1 fra 1925. Den er obsternasig på en mere akademisk måde, især i sin brug af bitonalitet. Riisager blander respektløshed med kærlighed og viser sig dermed som den ægte arvtager fra Carl Nielsen, fordi han følger hans fandenivoldske ånd og ikke hans stil.

Riisagers orkestrale amokløb er en virtuos udgave af den danske vrøvletradition, som også fx H.C. Lumbye og Pelle Gudmundsen-Holmgreen lider så dejligt af. Et eksempel er de gakkede variationer i Fastelavn over Kan du gætte hvem jeg er. Her er en komponist, der kender sit indre barn. Og det er samtidig svar på, hvorfor Knudåge Riisagers musik er blevet glemt: Den er for god - og for svær at spille! At han både snobbede nedad og ragede op over alt andet i tidens danske musik har simpelthen været for meget. Man får mistanke om, at han har irriteret sine omgivelser i sådan en grad, at glemslen er en modreaktion på omfanget af hans talent.