Review

Works for cello and piano

Farfar og barnebarn Koppel

Æblet falder ikke langt fra stammen - siges det. Det er ikke altid sandt. I hvert tilfælde ikke, hvis stammen er Herman D. Koppel og æblerne er hans musikalske børn: Lone, Thomas og Anders og dernæst børnebørnene, hvoraf en af dem har bevæget sig fra talentfuld pianist til mediestunt. Et andet af børnebørnene er Benjamin Koppel, der har bevæget sig frit og flot rundt blandt genrerne med jazzen som omdrejningspunktet.

Det er en knippelgod idé at forene farfar Herman D. med barnebarn Benjamin på en cd, hvor det handler om musik for cello og klaver. Og så meget bedre bliver idéen, når man lader nogle af de erfarne i dansk musikliv stå for den musikalske tolkning. Morten Zeuthen og Amalie Malling har for det første spillet sammen i årevis, de har nyere dansk musik inde i deres musikalske systemer, og de har begge personligt kendskab til Herman D. Koppel. Dertil kommer selvfølgelig, at de er to musikere, der tør kaste sig ud i musikken uden at lade sig binde af teknisk perfektion - den er blot et middel til at skabe medrivende musik.

Og det gør de to musikere med klassikeren Ternio (1951) og Cellosonaten (1956) af Herman D. Koppel og det et år gamle værk for solocello Professor Herman's Cellistic Imaginarium - en kærlig hilsen til farfar af Benjamin Koppel. Som pendant hertil står solocelloværket Introduktion, tema med variationer og epilog fra 1971 af Herman D. Koppel. Resultatet er spændende og med en indre sammenhængskraft, som udgiverne sikkert har haft sig for øre. De klassiske Herman D. Koppel-værker er dejlige eksempler på, hvor konsekvent og målrettet, komponisten arbejder med det musikalske materiale samtidig med, at det er gennemstrømmet af en rytmisk energi med rødder i både Bartók og jazzmusikken. De to solocelloværker af henholdsvis Herman D. og Benjamin spejler sig på en pudsig måde i hinanden. Det er interessant, hvor tæt op ad farfaderens stil, Benjamin Koppel lægger sig i sit værk uden på nogen måde at efterligne eller kopiere.

Denne cd giver et sjældent blik ind i en familierelation på musikkens egne præmisser. Og til et glædeligt genhør med nogle af Herman D. Koppels mesterlige værker.