Vagn Holmboe: Chamber Music (I)
20 July 2011
Kristeligt Dagblad
Jakob Holm

Når naturen møder intellektet
Når talen falder på Vagn Holmboe og kammermusik, tænker de fleste
givetvis på hans 21 strygekvartetter, som blandt andre Kontra Kvartetten
har indspillet så fremragende, og som var afgørende for Holmboes
internationale gennembrud. Holmboe skrev dog meget anden kammermusik end lige strygekvartetter, og nu har Danmarks nationale pladeselskab, Dacapo
, sat sig for at indspille en serie dedikeret til hidtil
ikke-indspillede kammermusikværker skrevet fra 1950' erne til 1980'
erne. Det er de glimrende folk i Ensemble MidtVest, der står
bag, og på den første udgivelse i serien er det en udmærket pose
blandede bolsjer, man får.
Holmboe havde både benene solidt
plantet på jorden, i det nordiske og naturen, men også et stringent
intellekt. Denne dobbelthed får man også at høre i disse værker, hvor
der både er kølige modernistiske klange og varmende lydflader, der får
én til at tænke på tågedis en varm sommerdag. Naturen træder
tydeligst frem i de tre værker, hvor fløjten spiller en dominerende
rolle: Primavera, Quartetto og sonate for solofløjte. Her fremstår
især Primavera smukt organisk med masser af levende detaljer skabt
af en omhyggelig, nænsom musiceren. Naturens evige metamorfose fornemmes
altså klart i disse værker, hvor de musikalske strukturer konstant
udvikles og afvikles for siden at genopstå i nye former. Dette
karaktertræk møder man også i Gioco for violin, bratsch og cello, et
diverterende, melodisk værk, der lister let på tå i al sin formfuldendte
elegance. Holmboes musik har aldrig travlt, der er ikke noget,
man skal nå, og det udmønter sig i musik, hvor tempiene er adstadige, og
hvor minimalismen, det helt enkle rene udtryk, ofte stikker næsen frem.
Ensemble MidtVest spiller hele vejen igennem med et præcist,
dedikeret udtryk og overbeviser om, at de har været godt nede i stoffet
på denne udmærkede begyndelse på serien med Holmboes kammermusik.