Review

Vagn Holmboe: Chamber Music (I)

Helt naturligt

De 21 strygekvartetter er uden tvivl Holmboes bedst kendte kammermusik. Med dem fik han i sin tid sit internationale gennembrud. Den kedelige side af sagen var, at de også kom til at stå i vejen for Holmboes mange andre kammerværker. I en grad så en god portion af dem endnu ikke er indspillet.

Det misforhold gør Dacapo nu noget ved med en hel serie dedikeret til Holmboes kammermusik fra 1950'erne til 80'erne. Idéen er fortrinlig og tiltrængt, for det er altid spændende at følge, hvordan Holmboe forener sit natursyn med sit intellekt. Kammerformatet er for lytterne desuden ganske fordelagtigt, da det giver et fint, transparent blik på de musikalske udfoldelser. Det er de gode folk fra Ensemble MidtVest, der får lov til at starte ud. Og det gør de glimrende med en udgivelse, som lover godt for dem, der følger efter.

Som menneske var Holmboe tæt knyttet til naturen. Med evne til at sanse fænomenernes omskiftelighed derude - når træerne, græsset og vejret forandrer sig og forvandler sig til noget andet, som han selv sagde - skrev Holmboe musik i evig forandring. Fuld af den energi, der altid findes på den anden side af ruden. Hvis man ellers bevæger sig derud et øjeblik og mærker efter.

Mærke efter gjorde Vagn Holmboe. Samtidig med at intellektet kommer i spil. Den tosidighed går igen i alle hans værker. Som når han varmt lader det krible og krable i den spirende skovbund i Primavera og højt oppe over stryger himmelhvælvingen over med isblå penselstrøg og en fløjte i fri dressur. Foråret i Holmboes toneverden er ustyrligt spirende og frit voksende. Og ligeså farverigt som i naturen. Over alt bryder våren frem i takt med naturens gang. Intet hastværk, men stille forvandling fra en form til en anden.

Ensemble MidtVest er dejligt nænsomme ved Holmboe. Derfor er der naturlighed så langt øjet rækker. Også i de voldsomme balkanudbrud i Gioco, et værk for violin, bratsch og cello, der gradvist spiles ud for til sidst at falde hen. Ensemble MidtVest klarer det meste og gør Holmboes naturbilleder livagtige. Et par steder ville mere pondus have klædt ensemblet - Holmboes scenerier kan godt blive for luftige. Men det ændrer ikke ved, at hans kammermusik langt om længe er godt på vej ud i verden.