Svend Erik Tarp: Piano Works
12 May 2011
Politiken
Henrik Friis

KLAVERET IFØLGE TARP
Der
er så meget anden dansk klavermusik end Carl Nielsens. To nye cd'er
åbner store, nærmest glemte verdener af vellyd og originalitet.
Rued
Langgaard kender nogle sikkert som den sære komponist, der blev forvist
fra det gode selskab i København. Ham der måtte skrive sine mange
forvitrede, romantiske symfonier under vanvittige titler i Ribe. Som
regel til skrivebordsskuffen. Navnet Svend Erik Tarp siger
formentlig endnu færre noget som helst. Dansk klavermusik handler som
oftest om Carl Nielsen, men hvorfor egentlig? Tarp og Langgaard er
hovedpersoner på et par rigtig interessante cd-udgivelser - og den
ukendte Tarp, der døde i 1994 som 86-årig med en glorværdig karriere bag
sig som administrator i musiklivet, vinder den lille klaverkonkurrence
med en perlerække af enkle og rigtig smukke små stykker.
Det er
den herboende australske pianist Tonya Lemoh, der via sit virke som
klaverlærer på Københavns Universitet er snublet over Tarps noder og har
gravet en stak frem, der så absolut har trængt til et par kærlige
hænder. Stykkerne spænder fra Tarps pure ungdom som franskinspireret
klanginteresseret komponistspire i slutningen af 1920' erne til midt i
1950' erne, hvor han havde etableret sig i musiklivet som tonesætter.
Med fokus på klarhed, rytmisk fremdrift og svimlende lette teksturer. De
25 små miniatureagtige satser fordeler sig over 5 værker med hele
farvepaletten i spil.
Tarp var ingen nybryder i gængs forstand. Klavermusikken
er hverken eksperimenterende avantgardistisk eller hårdkogt
modernistisk. De mange miniaturer er særegne og fuldstændig klare i
ideerne, uanset om kernen er en lille sværmerisk melodi eller et
hamrende rytmisk motiv. Og Lemoh er dejligt modsigelsesfri i
fortolkningerne, så enhver kan mærke og forstå, hvad musikken handler
om. De små former bliver alle sammen til fortællinger i mikroformat, der
som små digte lever et par minutter i en stemning og forsvinder igen.
39-årige
Lemoh har i en del år balanceret mellem en tilværelse som klaversolist
og klaverpædagog med en snart aldrende cd med Niels Viggo Bentzons
klavermusik og en med østrigeren Joseph Marx' fra 2008 bag sig - plus en
række opgaver med danske orkestre. Men med Tarps musik in mente kunne
det være godt for alle parter, om solistkarrieren fik et skub.
(...)
Denne tekst er et uddrag af en dobbeltanmeldelse. Omtalen af Rued Langgaards Klaverværker Vol. 2 kan læses her: http://www.dacapo-records.dk/da/review-6220565--rued-langgaard--piano-works-vol-2--politiken.aspx