Svend Erik Tarp: Piano Works
01 May 2011
Klassisk
Christine Christiansen
Så det sprudler
Den
herboende australske pianist Tonya Lemoh er kendt for at gå alternative veje i
sit valg af repertoire. I 2008 udgav hun en cd med værker af den for de fleste
ukendte østrigske komponist Joseph Marx (1882-1964). Nu kaster hun på en ny cd
lys over danske Svend Erik Tarps (1908-1994) klaverværker, som for de fleste
lyttere også vil være uopdyrket land.
En
del af værkerne på cd'en har ikke været indspillet før, og ikke alle stykkerne
er lige interessante. Tarps univers er fyldt med skalaløb, treklange og
stillestående fingerfigurer, der giver associationer til tekniske etuder. Men
indimellem dukker skønne, enkle melodier op, og Tonya Lemoh går til værkerne
med en friskhed og en nuancerigdom i sit spil, der gør musikken levende og
lytteværdig.
Hendes
bearbejdelse af det sangbare tema i åbningsværket 'Theme with variations' op.
43 fra 1945 rummer poetisk inderlighed i de langsomme satser, mens de hurtige
variationer skydes af i rasende tempo med spændstighed i fingrene og fyldighed
i klangen. Mellem hver variation indarbejder Lemoh en passende pause, så
lytteren lige kan trække vejret og tune ørerne ind på næste variations nye
stemning og farver.
Forskellene
er til at tage og føle på i de tre Sonatiner op. 48 nr. 1, 2 og 3 fra 1947. Den
første åbner muntert og ubekymret med et lille umba-umba-tema i rasende tempo.
Lemoh leger med den enkle melodi, der modulerer og skifter karakter undervejs.
Mere indadvendt klinger nr. 2 med sine sukkende, monotone rytmer, mens Sonatine
nr. 3 rummer tydelig afsmitning fra Tarps franske inspirationskilder, herunder
Poulenc og Milhaud.
Svend
Erik Tarps værker sprudler og gnister mellem fingrene på Tonya Lemoh, og
musikken har fuldt ud fortjent denne fornyede opmærksomhed.