Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  CD

Catalogue Number:  8.226010

Barcode:  636943601020

Release Date:  Nov 2004

Period:  Late 20th Century

Review


Hans Abrahamsen: Orchestral Works

13 January 2005  Politiken
Jan Jacoby
6/6 Stars

Enkle melodiske byggeklodser


FÅ DANSKE KOMPONISTER fortjener mere end den nu 52-årige Hans Abrahamsen en orkester-cd, men hans lige så sparsomme som udsøgte produktion gør det svært at fylde den ud. Det er her smukt løst ved at supplere med de raffineret personlige bearbejdelser af andres musik, han har skærpet sin pen på under kompositionspauserne. Stratifications (1975) er endnu præget af den unge Abrahamsens konkretistiske æstetik: Enkle melodiske byggeklodser væves tæt sammen til et poetisk lysgennemsivet klangrum fuldt af hemmelige lag. Nacht und Trompeten (1981) udbygger en spøgelsesagtig genkendelighed bag uhåndgribeligheden, men sætter mystikken i relief af dagklar rytmisk mekanik. Begge sider artikuleres uhyre virkningsfuldt af Dausgaard og Radiosymfonikerne, der læser flygtige, men stærke billeder og en ikke ringe dramatik i partituret og giver rytmespillet en kropslighed, så man formeligt ser tandhjulene.

De øvrige værker er for mindre besætninger og udføres af det fremragende bergensiske BIT20, der i stykkerne efter Nielsen og Nørgård klart distancerer tidligere indspilninger med sin delikate klang, plastisk fortællende formgivning og fantasifulde indlevelse. Musikken bliver simpelthen mere spændende. Mens Abrahamsen med sin genkomponering gør Nielsens musik til sin egen, oplever man hos Nørgård en virkelig syntese af de to komponisters udtryk. Bach behandles sært bevægende i en slags 'omvendte' koralvariationer, hvor mesterens ansigt langsomt kommer til syne som i et puslespil, mens instrumentationen af fire af Schönbergs seks miniaturer op. 19 er i slægt med Webern. Helt for sig selv står den forunderlige klaverkoncert fra 2000, nærmest en antikoncert med sin demonstrativt enkle solostemme og en dybt alvorlig monolog, hvis egentlige indhold og udtryk synes at være den tøvende stilhed og de tomrum, tonerne indrammer. Abrahamsen har næppe skrevet noget mere foruroligende personligt.





A CC Music Store Solution