Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  CD

Catalogue Number:  8.201201

Barcode:  636943120118

Release Date:  Oct 2013

Period:  Classical

Review


W.A. MOZART: 45 Symphonies

29 October 2013  JC Klassisk (John Christiansens blog)
John Christiansen
5/5 Stars
Adam Fischers og DR UnderholdningsOrkestrets indspilning af Mozarts symfonier er en begivenhed af internationalt format

5 stjerner: Hvad er nu det? Sådan vil nogle tænke, når de får boksen med ”W.A. Mozart 45 Symphonies” i hånden. Nogle vil mene, at Mozart skrev 41 symfonier, for den sidste af dem, ”Jupiter”, har jo nummer 41. Andre vil mene, at der mangler nogle, for der er for eksempel 52 symfonier med i Philips’ store indspilning af Mozarts komplette værker.

45 er et godt kompromis i Adam Fischers og Danish National Chamber Orchestra’s/DR UnderholdningsOrkestrets Mozart-boks. Siden Köchel skrev sin liste over symfonierne med den berømte nummerering, er der kommet flere til. Nogle af dem har fået numre ud over de 41. Men kan de alle kaldes symfonier? Numrene 48 og 51 for eksempel er ikke andet end et par operaouverturer med lidt tillæg, og de er ikke med her. Andre er tvivlsomme med hensyn til mozartsk ægthed. Den såkaldte ”Neue Lambacher” i G-dur kan uden problemer tilegnes fader Leopold Mozart. Den er heller ikke med her. Den såkaldte ”Odense-symfoni”, fundet for nogle år siden, som lyder langt væk af ikke at være af Mozart, er klart nok ikke med hverken hos Neville Marriner på Philips eller her hos Adam Fischer på …, ja, det er lige spørgsmålet. DR står for udsendelsen, men den distribueres af Dacapo og Naxos.

45 gange ægte Mozart

For Adam Fischer har det været et krav, at der i boksen kun skulle være flersatsede symfoniske værker, som også med sikkerhed kan betragtes som ægte Mozart. Man savner intet værk af værdi. Men jeg er sikker på, at mange købere ville have sat pris på nogle få orienterende noter om hver enkelt symfoni.

Bortset fra det er læsestoffet i ledsagehæftet fremragende, og så er det en gevinst for de fleste af os, at artiklerne ikke blot kan læses på engelsk og tysk, men også på originalsproget dansk. Claus Johansen har skrevet 17 sider let læst, men indsigtsrig og værdifuld læsning om Mozart og snart sagt hvad af interesse, og Peter Filtenborg har et inspirerende interview med Adam Fischer, som for sig selv fortæller om sine tanker om Mozarts symfonier i København.

Det er derimod godt, at Adam Fischers personligt følte historier om de enkelte symfonier nu er droppet. De var at læse i de første enkeltudgivelser, men gav intet ekstra til musikken. Men til gengæld må man sige, at den står meget stærkt selv i Adam Fischers Mozart-tolkninger.

Spørgsmål og svar

Adam Fischer har tidligere også indspillet alle Haydns symfonier, og han siger i interviewet med Peter Filtenborg: ”Jeg elsker Mozart og Haydn, og det er ligesom med videnskab: Man begynder at undersøge, fordi man ønsker at opdage noget. Jo dybere man kommer, desto mere er der at opdage. Jeg har altid været en smule forbavset over, at mange af Haydns og Mozarts symfonier ikke bliver hørt i koncertsalene. Hvorfor bliver de ikke spillet? Er det, fordi Haydn og Mozart simpelthen skrev for meget og derved også blev deres egne konkurrenter? Det ønskede jeg at finde svar på.

Jeg blev også interesseret i at finde ud af, hvordan Mozart og Haydn nåede frem til at skrive deres sidste mesterværker… Men jeg fandt ikke svar på alle spørgsmålene… Jeg forstår stadig ikke, hvordan Mozart kunne dukke op. Jeg forstår derimod bedre, hvordan hans symfonier kunne dukke op.

Og det er præcis det, som også vi andre får lov til bedre at forstå, når vi lytter til Adam Fischers Mozart.

Han har fundet det ideelle ensemble i DR UnderholdningsOrkestrets 42 musici. Det er mærkbart, hvilken begejstring, de hele vejen har fulgt Fischer med. Selv gør han også opmærksom på den tålmodighed, de har udvist, når han under prøver og indspilninger har forkastet en ide, som var blevet fundet dagen før, for eksempel om en passage skulle spilles med opstrøg eller nedstrøg, men en ide som nu igen blev vraget til fordel for den fra i forgårs. ”De har hele tiden formået at få mig til at føle, at den cirkel, jeg mente, at jeg kørte rundt i, i virkeligheden var en spiralbevægelse opad og dermed både vigtig og rigtig,” skriver dirigenten.

Et fornemt dansk Mozart-orkester

Tålmodighed, dygtighed, engagement, ja, lidenskab gør, at Danish National Chamber Orchestra, som orkestret hedder på udenlandsk, nu vil høste megen begejstring ude omkring. Det spiller på moderne instrumenter med stålstrenge. Som Fischer gør opmærksom på, ville de mere sarte gamle tarmstrenge ikke kunne holde til den lidenskabelige musiceren. Fischer og orkestret bruger intet eller meget lidt vibrato. Klangen bliver mere rå og jordnær, og som Adam Fischer skriver, betyder det, at ”Mozart viser sig fra en interessant, jordnær ærlig side.”

Den største landvinding i indspilningen af de 45 symfonier er, at mange af de tidlige værker viser sig langt mere spændende og slidstærke end hørt tidligere. Det er knagstærk underholdningsmusik. Og underholdningsmusik med musikalsk forstand. Og samtidig får man en bedre forståelse af Mozarts sene mesterværker, hvis ordet sene kan bruges i forbindelse med så kort et liv som Mozarts.

Nye fund

”Mozarts værker bliver intetsteds bedre opført end i denne hovedstad, når det gælder orkestret,” skrev Mozarts enke Constanze i 1811, da hun havde slået sig ned i København. Det holder stik i dag for flertallet af indspilningerne her. Adam Fischer har fundet nyt og mere i den lange række af tidlige symfonier, end man har kunnet høre noget andet sted i grammofonpladens historie. Han nævner et par af sine personlige opdagelser. Nummer 28 i C-dur var en stor overraskelse for ham. Den følges jo af den vidunderlige nummer 29 i A-dur, kan man indskyde. Fischer nævner også nummer 15 i G -dur. Men der er mange andre at opdage.

Hvad Adam Fischer har fundet frem i de ukendte symfonier, fører han videre i de for længst populære sene værker. Der er konsekvens i hans samlede Mozart-tolkning.

Men naturligvis er der mange sandheder i Mozarts musik. Fischer mener ikke engang selv, at han om få år vil spille Mozart på den samme måde. Mange lyttere vil måske have vanskeligt ved at droppe deres måske romantiske Mozart-billede, når de lytter til denne mere jordnære Mozart. Adam Fischer spiller i de sene symfonier ofte hurtigere, mere dramatisk, mere mørkt, mere skarpt, end vi er vant til. Men der er som sagt mange sandheder i Mozarts musik, og de velkendte symfonier spilles her frem til nye perspektiver, som må stå side om side med de elskede gamle i ens samling.

De mange symfonier, som man ikke kender, er dejlige opdagelser, som de tolkes her. Mozart er blevet endnu større.





A CC Music Store Solution