Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  SACD

Catalogue Number:  6.220623

Barcode:  747313162369

Release Date:  Sep 2012

Period:  Early 20th Century

Review


Carl Nielsen: Symphonies 2 and 3

10 October 2012  Kristeligt Dagblad
Peter Dürrfeld
6/6 Stars

Man siger, at forventningens glæde er den største. Det gælder heldigvis ikke den længe ventede udgivelse af to af Carl Nielsens symfonier med New York Philharmonic under ledelse af orkesterets chefdirigent, Alan Gilbert. For der er ikke blot tale om en enkelt indspilning, men et helt projekt – ”The Nielsen Project” – hvor alle Nielsens seks symfonier plus de tre solokoncerter (for violin, klarinet og fløjte) vil blive udgivet af det nationale danske pladeselskab Dacapo.

At der er tale om en markant musikhistorisk begivenhed, understreges af, at dronning Margrethe sidste år var på besøg i New York for at deltage i søsætningen af projektet. Næsten 50 år tidligere havde hendes far, Frederik IX, med stort engagement fulgt Leonard Bernsteins epokegørende indsats for Carl Nielsen og blandt andet overværet den legendariske koncert i Odd Fellow-palæet i juni 1965. Den blev afholdt i anledning af, at Bernstein havde fået Sonningprisen – og den blev uforglemmelig for alle, der hørte den. Bernstein trak Det Kongelige Kapel op til uanede højder med sin glødende fortolkning af Nielsens 3. symfoni, ”Espansiva”, og vakte en furore, der kan sammenlignes med den, der i samme periode blev The Beatles til del.

Alan Gilbert og hans fremragende New York-musikere lægger ud med Nielsens 3. og 2. symfoni – af henholdsvis 37 og 35 minutters varighed. Man skal kun ganske få takter ind i musikken, før de første frydefulde fornemmelser melder sig. Den tekniske kvalitet er ganske enkelt superb. Det danske produktionsselskab Timbre Music står for lyden, der er optaget i det eksklusive DXD-format (Digital eXtreme Definition), og det giver et lydbillede, der – endelig – yder Carl Nielsens fylde af skønne melodier og overrumplende idéer fuld retfærdighed. Man behøver bare lytte til indledningen til andensatsen af den 2. symfoni, der som bekendt fik tilnavnet ”De fire temperamenter”. Denne sats har Nielsen givet betegnelsen ”Allegro commodo e flemmatico”, men sådan har man aldrig hørt den spillet før, så nærværende i al sin flegma, så suverænt bredt ud – uden at tempoet af den grund bliver slæbende. Musikken bliver mageløst nærværende. Gilberts naturlige fornemmelse for tempi gør sig konstant gældende i begge symfonier, i alle otte satser.

Carl Nielsen ånder og lever i denne indspilning, og man hører gang på gang det fynske lune slå igennem, samtidig med at der vitterlig er tale om stor symfonisk musik. Og anden gang man lægger øre til denne skelsættende indspilning, forvandler ens beundring sig til forundring. Hvordan i alverden kan det lykkes en newyorkerknægt som Alan – hvis amerikanske far, Michael Gilbert, har været violinist i det orkester, Alan nu dirigerer, og hvis japanske mor, Yoko Takebe, stadig er det – i den grad at ramme den særlige danske tone hos Nielsen? Som forklaring kan man naturligvis endnu en gang trække den gamle kliché om musikkens universelle sprog op af posen, og den har bestemt relevans i dette tilfælde. Men borer man lidt i Gilberts biografi, kan man konstatere, at hans karriere i rent geografisk forstand har været tæt på Nielsen: Gilbert var fra 2000 og otte år frem chefdirigent for Stockholms Filharmoniske Orkester – hvor han i øvrigt mødte sin kone, cellisten Kajsa William-Olsson. Og de har jo altid været glade for Nielsen i Sverige. Men den slags biografiske detaljer giver os selvfølgelig kun en flig af forklaringen. Jeg tror på, at arven og traditionen fra Bernstein har spillet en rolle med netop dette orkester. Newyorkerne spiller de to symfonier, som var det deres hjerteblod – ja, sådan må det være. Og ganske banalt: De er toptrimmede til opgaven og spiller strålende. Specielt deres messingblæsere ville Nielsen givetvis have frydet sig over, for den lille Carl indledte jo sin karriere som udøvende musiker i Odense, hvor han vandt en optagelseskonkurrence, fordi hans far, Niels ”Maler”, havde lært ham at spille kornet. Nielsen står foran en ny renæssance.

Vi kan kun klappe i hænderne og sende seks stjerner over Atlanten til Lincoln Center, hvor man i netop disse dage er i gang med at indspille den næste skive i ”The Nielsen Project”. New York synes grebet af en veritabel Nielsen-feber: Selv Nielsen- familiens gamle spillemandsviolin har fundet vej til Manhattan, hvor den lige nu hænger i en glasmontre på Lincoln Centers Grand Promenade.





A CC Music Store Solution