Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  SACD

Catalogue Number:  6.220596

Barcode:  747313159666

Release Date:  Feb 2015

Period:  

Review


Et frisk kuld fra rugekassen

04 March 2015  Politiken
Thomas Michelsen
4/6 Hjerter

Det er ikke til at sige, hvilken varmelampe professoren anvender i sin rugekasse, men der foregår et eller andet særligt i kammermusikklassen hos professor Tim Frederiksen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Ud hopper i disse år det ene unge, flyvefærdige kuld af kammermusikere efter det andet, og efter Den Danske Strygekvartet og, for et par år siden, endnu en strygekvartet ved navn Nightingale String Quartet følger nu Copenhagen Piano Quartet.

Strygekvartetterne har profileret sig med album med dansk musik af henholdsvis Carl Nielsen og Rued Langgaard, og den nye klaverkvartet, der debuterede officielt som ensemble for blot nogle uger siden, har allerede modtaget udenlandske priser.

En klaverkvartet består altid af tre strygere og en pianist, og Copenhagen Piano Quartet har rodet i gemmerne hos et af medlemmernes far, der også er musiker. Her har de fundet noder for netop denne besætning skrevet af Friedrich Kuhlau, der om ikke andet vil være kendt af rigtig mange danskere som manden bag musikken til nationalklenodiet ’Elverhøj’.

Kuhlau var tysk, men flygtede til Danmark for at undgå at blive indkaldt som soldat, og med årstallene 1786-1832 hører han til i den danske guldalder. Foruden en hel masse musik for tværfløjte, der var modeinstrument på Kuhlaus tid, findes der kammermusik som disse to kvartetter, der viser hans tyngde og evner som komponist. Begge værker er nemlig både velskrevne og substantielle. Kuhlaus forbillede var Beethoven, og Kuhlaus to første klaverkvartetter tager udgangspunkt hos den berømte kollega. Pladenoterne til Copenhagen Piano Quartets første album anfører Beethovens 3. Klaverkoncert som det inspiratoriske udgangspunkt for hans 1. Klaverkvartet i c-mol, og med fugaindslag i tredjesatsen – Kuhlau var en mester i fugakunsten – er her hele tiden ting på spil i musikken, der holder lytteren fanget.

Kuhlaus 2. Klaverkvartet i A-dur er foldet stort ud i fire satser (mod tre i c-mol-kvartet-ten), og her er det Beethovens violinsonate med tilnavnet ’Kreutzer’, man kommer til at associere til.

Det nye danske ensemble gør guldaldermusikken mange tjenester. Pianisten Neel Teilmann trækker et stort læs uden at virke for hårdt spændt for. Strygerne strutter af positiv energi og opmærksomhed i indspilninger, hvor den skrabende lyd af bue mod strenge gør indtrykket sanseligt, og hvor der skal en lup til at finde de pletter, man eventuelt kunne sætte sin finger på. Men det virker mere oplagt at lade være med at sætte fedtfingre og i stedet konstatere, at her er endnu et nyt, ungt dansk kammermusikensemble. Udklækket i professor Frederiksens rugekasse og på vej ud i verden som flyvefærdige ungfugle med kraft i vingerne til det lange træk.

At de har brugt deres første krudt på Kuhlau og hans klaverkvartetter, er godt. Det er god musik, og Copenhagen Piano Quartet får den til at leve med en fin friskhed.





A CC Music Store Solution