Review

The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen

(...) Ars Nova med Gudmundsen-Holmgreen i munden lægger alen til den klare danske sangtradition med fremragende vokalmusik fra de sidste 100 år.

Minimalisme eller enkelhed. Uanset etiketten er det at udtrykke sig med få midler en fællesnævner for rigtig meget af den sungne danske musik i det 20. århundrede. Det er som regel kun Carl Nielsens folkelige klassikere, folk kan huske, men der er meget mere letbegribeligt guld i reservoiret til dem, der har plads på den mentale musikhylde. Om det så er ' traditionelle' kunstsange for stemme og klaver eller sublim, udfordrende kormusik fra Pelle Gudmundsen-Holmgreen. 

(...)

En helt anden form for slående enkelhed finder man hos dansk musiklivs nummer et, når det gælder at skrive musik med en ræv bag øret, Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Han er et helt andet avantgardeinteresseret dyr end de fem melodiskrivende herrer på Bruun og Hyldigs cd, men det gør ikke hans musik mere besværlig at gå til.

Ars Nova har genindsunget et par af komponistens allerstørste minimalisthits -  Konstateringer fra 1969 og Eksempler fra 1970 og givet cd-premiere til fire værker skrevet efter år 2000, og resultatet er lige så overraskende, som man kunne forvente.

Et er, at Ars Nova under Paul Hillier ikke sætter en indsats forkert i det pelleske univers, som de har fortolket så ofte (til lejligheden i en rigtig blæret optagelsesstandard kaldet Digital eXtreme Definition). Noget andet er, at man får fornemmelsen af, at kormusikken er helt central for Gudmundsen-Holmgreen - at han bliver rigtig skarp af at skulle forholde sig til ordene.

Selv om korproduktionen udgør en ganske lille del af hans 50 år lange karriere, og selv om han, ifølge covernoterne, egentlig synes, det er lidt synd for gode digte at blive til sang. Første halvdel af cd'en er mere eller mindre ensartet udformet som simple kombinationer af ord med tilhørende toner, der udvikler sig til vilde, overvældende musikalske væv. Som om han sidder og drejer en Rubiks terning i det uendelige med de samme simple felter, der hele tiden fletter til nye frapperende flader. Særlig igen fra 2006 til tekster fra Prædikerens Bog hæver sig op med alle sine evindelige gentagelser til et moderne mesterværk, der stikker dybt.

De sidste to værker, Tre stadier og Fire madrigaler fra naturens verden, er langt mere gakkede og i glimt bidende ironiske og kompletterer på den måde smukt den indledende renskurede skønhed.