Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  SACD

Catalogue Number:  6.220583

Barcode:  747313158362

Release Date:  Nov 2010

Period:  Late 20th Century, Late 20th Century, 21st Century

Review


The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen

01 November 2010  Klassisk
Christine Christiansen
4/5 Stars

Naturen sat i sang

Ars Nova har sendt skiven The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen på gaden med a capella-korsange af den danske komponist. Med seks store vokalværker fra to produktive perioder af Gudmundsen-Holmgreens liv: i 1969-1970 og i de første seks år af dette årtusind. Ars Nova fortolker lyrisk de varierede, til tider komplicerede, klange fra komponisten, der altid opererer med en klar idé. De seks korte sange i introværket Eksempler fra 1970 er små, smukke fortællinger, sunget i poetisk bølgende bevægelser. De tre meditative koraler i værket Igen fra 2006 kredser om livets forgængelighed. To sange - begge med den symbolske titel Sol går op, sol går ned - omkranser midtersangen Tid til. Store klangflader folder sig her smukt ud. Langt mere, ja - enkle - klinger Seks enkle danske Sange - en flok melodiske sange med titler som Sovende Pige og Min nye Kjole. Skrevet over tekster af bl.a. Tove Ditlevsen. Koret synger distinkt med tydelig udtale og rytmiske betoninger, der fremhæver teksten. Sangene er iørefaldende fra første gennemlytning. De rummer både nyt stof og minder om melodier, man har hørt før. Slutsangen - Det på Billeder - har et fint jazzet præg.

Værket Three Stages fra 2003 bygger på en Kierkegaard-filosofi. Første sats rummer kaotisk bystemning, hvor sangerne snakker, råber, messer og synger. Andensatsen er sælsomme skovklange - med fuglefløjt og brudstykker af den gamle børnesang Højt på en gren en Krage. Slutsatsen er et sammenkog af elementer fra skoven og byen, mens Shakespeares Sonnet nr. LX Like as the Waves synges oveni. Et kaos af atonale klange og elementer, der filtres sammen. Four Madrigals from the Natural World (2001) tager, som titlen antyder, atter udgangspunkt i naturens billeder og stemninger. Sangen Bats Ultrasound emmer af stemmemæssig urkraft. The Octave Elephant er et mylder af høje glissandi på underlaget af dybe, messende mandestemmer. Den er godt otte minutter lang, og man ønsker den sang med sit flagrende udtryk færdig før tid. Det samme støjende udtryk med råb blandet med sang er på spil i sangen Cattle Egret, mens slutningen - Comete - er mere blid og poetisk i sit udtryk.

Ars Nova Leverer kompetente fortolkninger af Pelle Gudmundsen-Holmgreens mangfoldige klang- og sangunivers. Imponerende, at én komponist rummer så mange verdener.





A CC Music Store Solution