Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  SACD

Catalogue Number:  6.220574

Barcode:  747313157464

Release Date:  Jun 2014

Period:  Late 20th Century, Late 20th Century, 21st Century

Review


Usædvanlig udgivelse cementerer danskers verdensry

02 June 2014  POLITIKEN
Thomas Michelsen
5/6 Hjerter

På nettet har en britisk anmelder i forbindelse med koncerten i Wien i maj sidste år, som førte frem til denne cd-udgivelse, allerede været ude og kalde Per Nørgård for den største nulevende komponist overhovedet. Efter en dansk og flere internationale opførelser af Nørgårds seneste symfoni er der ikke meget andet at sige, end at værket, der blev uropført i Helsinki forrige år, og som nu er indspillet af Wienerfilharmonikerne, er en ny, frisk gren på et livsværk, der sikrer musikmennesket Per Nørgård status som i hvert fald en af vor tids vigtigste komponister.

Wienerfilharmonikerne er ellers ikke et orkester, man forbinder med samtidsmusik. De konservative østrigere er berømte for deres fortolkninger af det klassiske standardrepertoire. Men ved Wiener Festwochen sidste år spillede de Nørgårds 8. under finske Sakari Oramo. Sat sammen med en studieindspilning af den unge Per Nørgårds allerførste, dramatisk alvorlige symfoni fra 1950’erne, som de lavede ved samme lejlighed, er det blevet til en for dem højst usædvanlig udgivelse, der placerer den danske mester i en international kontekst, selv Carl Nielsen aldrig på samme måde nåede at opnå anerkendelse i.

Cd’en er en rejse fra mørke til lys. Fra sort strenghed til glitrende leg. Undervejs på den opdagelsesrejse har Per Nørgård med sine åbne ører fundet den såkaldte uendelighedsrække. Et genialt princip for organisk tonevækst fuldt af fascinerende lovmæssigheder. Han er snublet over rytmer formet efter det gyldne snits proportioner, og han kan høre ikke bare rækker af overtoner, men også en hel verden af undertonerækker.

Det danske pladeselskab Dacapo har allerede to gange udgivet indspilninger af Nørgårds store 3. Symfoni, der i 1970’erne skabte et berusende univers af harmoni. For nogle år siden udgav de hans heftige 7. Symfoni, og sidste år lykkedes det så at få Wienerfilharmonikerne under ledelse af en af de store finske dirigenter til at fastfryse Nørgårds symfoniske vandrings to foreløbige yderpunkter på en plade, der fra i dag er i handlen.

Det finske og Sibelius er klart udgangspunkt i Per Nørgårds strenge ’Sinfonia austera’ fra 1953-56. Den sølvskinnende lethed i 8. Symfoni lyder, som om den kommer fra en anden planet. Men tråden til Sibelius kan stadig høres. Symfonien er flimrende og frodig at lytte til og kræver måske flere møder med det uforberedte øre. 1. Symfoni lyder til tider næsten som filmmusik og er lettere at gå til. Der er gået seks årtier, siden den blev komponeret af en meget ung mand. Der er sket meget. Med den 81-årige Per Nørgård og med musikken. Dansen og det livgivende i hans 8. Symfoni viser, hvor berigende en rejse fra mørke og strenghed til lys og leg, han har foretaget. En rejse, det er en gave at få lov at deltage i også via denne nye indspilning af yderpunkterne i Nørgårds symfoniske opdagelsesrejse.





A CC Music Store Solution