Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  SACD

Catalogue Number:  6.220535

Barcode:  747313153565

Release Date:  Aug 2010

Period:  Early 20th Century

Review


Rued Langgaard: Music og the Spheres

12 August 2010  Information
Valdemar Lønsted

Koncert : Rued Langgaards indtog i Royal Albert Hall

Koncertanm: Promenadekoncert; Royal Albert Hall

Den sære komponist var hovednavnet i de danske Radiosymfonikeres bemærkelsesværdige maratonkoncert på The Proms

BBC står for de fleste som indbegrebet af det vanskeligt oversættelige begreb public service broadcasting, og hvad kan være mere ægte public service end de årlige BBC Proms, promenadekoncerterne i London, verdens ubetinget største festival for klassisk musik.

I år drejer det sig om 76 orkesterkoncerter i Royal Albert Hall og 13 kammerkoncerter i Cadogan Hall.

Festivalen har eksisteret i 116 år, og den har for længst vundet et så stærkt renommé, at de bedste britiske og udenlandske orkestre står i kø for at optræde og accepterer uden at kny et honorar betragteligt under dagligt højvande.

Det er ingen overdrivelse at betegne Royal Albert Hall som et mekka i denne levende tradition, en ellipseformet bygning ved den sydlige kant af Hyde Park, siden 1941 stedet for The Proms. Festivalens navn hentyder til de stående tilhørere på gulvet, som tidligere promenerede rundt, mens musikken spillede.

Det gør de ikke i dag, unge som gamle står stille og lytter, ligesom de siddende, med en enestående koncentration ved disse koncerter.

Sfærernes musik

Danmarks Radios Symfoni -orkester har gentagne gange været inviteret til The Proms, onsdag aften i sidste uge indfandt det sig atter på podiet i Albert Hall, formodentlig med en hel del ærefrygt, og denne gang var også DR's Vokalensemble og Koncertkor med. 200 musikere og sangere i alt - dwarfed by the audience, som de siger derovre, for der stod og sad vel godt 6.000 tilhørere hele vejen rundt ude i halvmørket.

Årsagen til det udsolgte hus var utvivlsomt Rued Langgaards Sfærernes musik, som her fik sin førsteopførelse i Storbritannien, netop udgivet på cd med de samme kræfter. Rygtet om outsideren Langgaard og hans visionære værk havde spredt sig, dette måtte man åbenbart høre måske også tilskyndet af foromtalen, som citerede avantgardisten György Ligeti for i 1968 at have hyldet Langgaard. Han var blevet ikke så lidt forbavset over at se sine egne teknikker anvendt allerede i Sfærernes musik fra 1916.

Det blev ganske hurtigt klart, at hvis der skulle findes et ideelt rum til denne musik, måtte det være dette.

Langgaard kaldte værket en livs-og dødsfantasi, som slutter med en undergangsvision, en kamp mellem himmelske og jordiske kræfter, mellem Antikrist og Krist.

Sfærernes musik er ifølge komponisten musik indhyllet i sorte slør og uigennemtrængelige dødståger, lagt ud i 15 korte satser, hvor der som regel ikke sker alverden, blot rumlige episoder af statisk karakter. Det er sær, formløs musik, ofte med selvstændige lagdelinger af toneranker og sammenklistrede klange, såkaldte clusters. Alle disse usammenhængende events foldede sig fascinerende ud under den kæmpemæssige kuppel, sagte, truende, berusende, psykedelisk osv. og så pludselig et fjernorkester med en soprans skønsang højt oppe fra galleriet. For at udmunde i Antikrists erobring af det kosmiske herredømme, hvor de 100 korsangere under orkestertumult satte i med en vældig d-molklang af himmelsk længde.

Men det mest opsigtsvækkende var alligevel stederne med tomhed, de tidløse momenter, hvor den mægtige menneskeskare lyttede tyst og intenst til stilheden.

De gjorde det alle fremragende oppe på podiet under Thomas Dausgaard, og publikum tog mærkbart den ejendommelige musik til sig.

Forbindelsen med Ligeti blev knyttet af tre a cappella korstykker, som alle blev glimrende forløst af Vokal -ensemblet. Det vanskeligste, Lux aeterna fra 1966, som man vil huske fra Stanley Kubricks film 2001: A Space Odyssey, opererer med flerstemmighed på mikroplan, clusterklange og selve klangfarven som førsteprioritet, altså i princippet de samme visioner som hos Langgaard.


Party crasher

Kormusikken om det evige lys sluttede med, at Dausgaard, som foreskrevet, dirigerede syv takters stilhed, og uden ophold begyndte så Sfærernes musik næsten uhørligt med indfald af solskinsstråler i de sitrende violiner.

Det var godt nok en betagende overgang.

BBC og DR havde lagt et maratonprogram med to pauser, mere end tre stive klokketimer, men så at sige alle tilhørere holdt ud til champagneknaldene i det sidste ekstranummer.

Før den første pause blev Ligeti hægtet sammen med Tjajkovskijs violinkoncert, som først kom til at virke som lidt af en party crasher.

Men da man havde forliget sig med dens tilstedeværelse, var det faktisk en spændende opførelse.

Den norske solist Henning Kraggerud og Thomas Dausgaard gav rutinen et spark og serverede den ene forfriskende idé efter den anden; Kraggerud viste sig som en fantasifuld og teknisk suveræn spillemand, og det skal tilføjes, at Radiosymfonikernes soloblæsere bidrog med smukt fraserede dialoger undervejs. Tredje halvleg tog Jean Sibelius sig af. Også her i hans 5. Symfoni animerede den utrættelige Dausgaard orkestret til at yde sit bedste, ikke så tilbagelænet og overlæsset som man tit hører symfonien, derimod fremaddrevet i en moderne og skarpskåren klangpragt. Det var som en engelsk kritiker sagde til mig:. »A great Danish evening«.

 

 





A CC Music Store Solution