Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Format:  DVD

Catalogue Number:  2.110406

Barcode:  747313540655

Release Date:  May 2007

Period:  21st Century, 21st Century, Early 20th Century

Review


Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Music is a monster (DVD)

01 May 2007  Berlingske Tidende
Søren Schauser
5/6 Stars

Der er ingen kur mod livet. 

»I Danmark er jeg født« har altid været en dejlig sang. Men når Paul Hillier synger Pelle Gudmundsen-Holmgreens version, lyder den mere og mere mærkeligt - til sidst sådan lidt, nå ja: arabisk. Var man med i Det Kongelige Biblioteks koncertsal den aften, kan man også huske kameraet foran scenen. Jytte Rex har tidligere portrætteret digteren Inger Christensen og grafikeren Palle Nielsen i hver deres portrætfilm. Om et par dage er der premiere på den tredje og sidste i rækken: »Musikken er et monster« om komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Han fylder 75 i år - ligesom kollegaen Per Nørgård gør det, og ligesom kollegaen Ib Nørholm gjorde det sidste år. De tre herrer har tegnet dansk musik siden begyndelsen af tresserne. Vel findes der andre navne, også mange glimrende. Men den store trio har på én eller anden måde været den vigtigste. De har besvaret tidens store spørgsmål på hver deres måde - og deres tre svar kunne i sig selv nå hele vejen rundt, så at sige:

Per Nørgård var den kosmiske systemtænker, Ib Nørholm den store melodiker og Pelle Gudmundsen-Holmgreen... Nå ja, hvad egentlig? Traditionelt har man set ham som den, der var imod. Jo flere og mere pompøse værker, kollegerne komponerede - desto færre, strammere og sommetider mere provokerende blev Gudmundsen-Holmgreens. Som i den herostratisk berømte »Plateux pour deux« for det fine instrument ved navn cello og to eksemplarer af det knap så fine båthorn. Eller for den sags skyld i de »Tre sange til tekster af Politiken« ... Han ville ligesom ikke være med. Eller som han selv sagde i et interview for et par år siden:

»Vores referencepunkter er forskellige. Når jeg af og til bliver irriteret - hvad jeg indrømmer! - så er det udtryk for et irritabelt temperament. Jeg er idiosynkratisk. Men jeg er også nysgerrig efter at lære underlige ting at kende, som jeg på forhånd er lidt på vagt overfor.«

Men dét billede holder ikke længere. Og det er her, den nye film af Jytte Rex kommer ind. Efter den spørger man, om det nogensinde har passet helt?

For den viser ikke Pelle fra antisiden. Den viser ham som en naturelsker uden lige, som en fantastisk danser, som en imponerende stemmekunstner og ikke mindst som en helt igennem oprigtig komponist.

Læremester Vermeer

Allerede begyndelsen slår alt: Man ser ham stå i grønne bukser og blå trøje midt i en gul kornmark. I horisonten ligger det knaldende havblå Kattegat. Han befinder sig kort sagt på Samsø - sikkert i nærheden af det elskede sommerhus. Men de tre farver virker også sært konkretistiske. Lidt som ekkoer af Piet Mondrians malerier og måske hans egne værker med titlen »Tricolore« fra tresserne. Øjeblikke senere får man udsnit af Vermeers værker. Han kalder hollænderen sin »læremester«. Og sat ind i sammenhængen virker disse kvindeportrætter næsten chokerende smukke, naturalistiske som fransk impressionisme. Vel kan man meget med nærbilleder og den rette beskæring - men altså: I de få øjeblikke er man i selskab med en af de bedste malere nogensinde.

Klip, klip, klip. Pludselig er man under vandet, vidne til perlefiskernes farlige liv. Kameraet panorerer op til strandkanten og viser de mest fantastiske mønstre af store bølger og små bølger og de allermindste krusninger. Hvad dét har med sagen at gøre? Næh .... Filmen er helt igennem loyal overfor bruddene i Gudmundsen-Holmgreens kunst. Den lægger billeder til, men forklarer ikke. Så lige pludselig sidder man til koncert i gamle dage. Et af værkerne er »Jamais«, i øvrigt med en ung og meget langhåret Per Nørgård ved elorglet - alt sammen udsendt i statsradiofonien og årsag til en seerstorm uden lige. Ak ja ...

Pelle fortæller også om en anden skandale fra tresserne, denne gang i udlandet. Han kom dermed med et af sine enkleste værker overhovedet. Enkelte tilhørere råbte bravo, væsentlig flere buhede - og sådan bølgede det frem og tilbage i et lille kvarter! I dag er han glad for den aften. Tænk at have været anledning til rigtig, solid skandale, siger han. »Godt gået af en melbolle som mig«.

Men apropos Per Nørgård: Instruktøren portrætterer lidt sit offer ud i den blå luft. Lidt som om manden er rundet af flora og fauna alene - som om han ikke har nogen tradition omkring sig. Men det har han selvfølgelig: At portrættere Gudmundsen-Holmgreen uden nævnelse af Nørgård, Nørholm eller for den sags skyld konkretisten Henning Christiansen og flere andre - dét er vel nærmest som at portrættere Rued Langgaard uden at nævne Carl Nielsen. På den anden side er den historie måske også fortalt for mange gange. Gudmundsen-Holmgreen fungerer overvældende godt alene i verden. »Jeg er på en eller anden måde en idiot,« som han siger. »Faktisk er alle mennesker nogle fusentaster.«

Talentet kommer i vejen

Men alle er også musikalske i en eller anden forstand, fortsætter han. Og hans egen dans når helt ned til rødderne af denne urfølelse, af musikaliteten i os alle. At se ham flytte fødderne til Stravinskys flotte »Dumbarton Oaks« er helt uforglemmeligt... Han har virkelig talenter på det felt. Det ligner en mellemting mellem breakdance og en parodi på H.C. Andersen. Fantastisk.

»Musikken er et monster,« siger han så. Hele filmen hedder det samme. Og der er tale om en dybt personlig, næsten smerte erfaring: At talentet hele tiden kommer i vejen. Suger blod, som han siger. Eller som han citerer husguden Samuel Beckett for: Livet er der ingen kur mod.

Som når han går nede i et varmt land og pludselig får øje på en musiker, der holder violinen helt forkert - men forkert på en ny og spændende måde ... Sådan en oplevelse sætter arbejdstanker i gang og går i sidste ende ud over familien, indrømmer han. Men hvad skal man stille op?

Næh ... Enhver kunstner er altid i gang med sit næste værk. Altid! Og da vi pludselig sejler på Nilen og ser pyramiderne, minder Egyptens kæmpe ørken lige pludselig om lille Samsøs ørken. Den ses gennem de samme, runde briller.

»Musikken er et monster« er et must for elskere af ikke blot Pelle Gudmundsen-Holmgreen, men også af dansk musik og det danske land i almindelighed. At se den geniale tosse gå rundt og synge som fuglene eller bræge som fem meget, meget, meget forskellige får, lyder måske ikke som den allermest kulinariske filmoplevelse.

Men det er det.





A CC Music Store Solution