Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

Karl Aage Rasmussen

The Ballad of Game and Dream


Søren Bagger, clarinet
Elsinore Players
Lars Geisler, cello
Bodil Gümoes, soprano
Frans Hansen
Erik Kaltoft, piano
Kjeld Mardahl, flute
Erling Møldrup, guitar
Jens Schou, clarinet
Elisabeth Sigurdsson, clarinet
Hans Stengaard, violin

Karl Aage Rasmussen, composer

About:
These recordings were made in the period 1975-1987, when the Danish composer Karl Aage Rasmussen's ensemble The Elsinore Players was particularly active, with numerous concerts, world premieres, musicodramatic productions and tours to countries all over the world. These are crucial, watershed works in the composer's oeuvre, several of them with classic status in Danish and international contemporary music. Rasmussen's works trace links between intense nostalgia and the spirit of play in a sometimes almost circus-like expressive idiom. The composer himself conducts, and has also been responsible for the production of these unique recordings.

Buy CD

  $14.20
Download album (MP3)   $17.95
Select download format:
learn about formats

Track listing:

Prices shown in US Dollars
[CD 1]
Italian Concerto (1981)
1

1st Movement: Niccolò Castiglioni (b. 1932)

3:31 Play $1.40
2

2nd Movement: Bernado Pasquini (1637-1710)

3:41 Play $1.40
3

3rd Movement: Luciano Berio (b. 1925)

6:48 Play $2.10
 
4

Pianissimo Furioso (1982)

6:36 Play $2.10
For flute, clarinet, guitar, percussion, piano, violin & cello
5

Strain (1984) "Encore VII"

5:42 Play $2.10
 
6

Fugue (1984) "Encore VIII"

16:05 Play $3.50
[CD 2]
1

Berio-mask (1977)

21:57 Play $4.90
2

Love Is in the world (1974-75)

11:45 Play $2.80
 
3

Lonesome "Encore I". Solo for Guitarist (1977)

21:14 Play $4.90
 
4

Liederkreis (1986)

11:22 Play $2.80
 
5

A Ballad of Game and Dream (1974)

21:23 Play $4.90
Total playing time  130 minutes
Leg og Drøm

Alle værkerne på denne cd er skrevet til medlemmer af The Elsinore Players i årene fra 1974 til 1986. I mere end elleve år udgjorde dette nære, igen og igen selvfornyende samarbejde mellem os en vigtig del af vores dagligdag.
Værkerne er derfor samtidig en slags rejsebeskrivelse fra de landskaber som mine musikalske tiltrækninger førte mig gennem i disse år. Nogle kalder det for "udvikling", men som komponist bliver man kun i en uvæsentlig forstand klogere. Perspektiver og interesser forskyder sig simpelthen, og den forestillingsverden som sætter gang i fantasien ændrer sig.
Til ensemblets allerførste koncerter i København og Aarhus komponerede jeg "A Ballad of Game and Dream" - en titel som i eftertankens lys viste sig næsten profetisk. For der var megen leg og morskab forbundet med ensemblets arbejde i disse år, og der var ikke mindst mange drømme ... Vi håbede at bygge bro mellem koncertsalen og teatret, og at nedbryde de kunstige skel mellem "ny" og "gammel" musik. Og tanken om grænselandet mellem musik og teater smittede af på denne "Ballade". Stykket bruger ikke blot syv instrumentalister, men syv musikere som også synger, fløjter, tramper o.s.v. Som titlen antyder er atmosfæren drømmende og ganske "ulogisk" - en stor vævning af genklange fra mere eller mindre velkendt musik, fra den allermest banale til slutningens Mahler-udklang. Det hele gennemstrømmes af flygtige musikalske barndomserindringer, melodistumper, børnerim, vrøvlevers og sanglege.
Et mærkeligt møde mellem øm nostalgi og cirkusagtig komik prægede flere af de første værker der blev skrevet til ensemblet. I mit næste værk var nostalgien stadig næsten fysisk til stede, men nu i form af et slags "skelet" der kunne hol¬de sammen på de mange forskellige elementer. - "Palimpsest" kaldes en papyrus-rulle hvor den oprindelige tekst er skrabet væk og en ny skrevet ovenpå (papyrus-ruller var kostbare, og genbrug var nødvendigt). Men teksten kunne ikke fjernes helt, og i disse gamle håndskrifter kan 3-4 tekster til tider anes oven på hinanden.
Denne tanke om gennemsigtige lag blev grundlag for Berio-Mask. Italieneren Luciano Berio havde vakt opsigt med sin Sinfonia fra 1969, hvor han bl.a. skrev anden musik, ofte citater "oven på" en symfonisats af Mahler. Men også Mahlers oprindelige sats er skrevet "oven på" anden musik, nemlig én af hans egne Wun¬der¬horn-sange, og dén er igen komponeret på grundlag af en folkesang. Berio-Mask fører denne forunderlige stafet videre. Ikke meget mere end takstregerne er tilbage af Berio's værk, men meget af "hans" Mahler og af hans citater fra anden musik er bevaret, mens ny musik er komponeret ind mellem fugerne. Resultatet er en slags ikke-eksisterende, uvirkelig Mahler ... et spejl i et spejl ?
Italiensk Koncert blev til i 1981 og uropført i Mexico City under ensemblets lange rejse gennem Sydamerika. Med åbenlys henvisning til Bachs berømte koncert er værket i "italiensk" stil. Men for en nutidig komponist er dette langt mere tvetydigt end det var for Bach. De tre satser forholder sig til tre vidt forskellige italienske udtryksmåder, samtidig med at de hver hylder en italiensk komponist. I første sats Niccolò Castiglioni, en musik præget af høje, lyse registre, nervøst flimrende aktivitet og anelser om statelig barok. Anden sats broderer videre på en fugleimiterende sats af 1600-tals komponisten Bernardo Pasquini, mens midterdelen har en hilsen til den ‘italienske' side af Stravinsky. Sidste sats har igen Luciano Berio som hovedperson - her hans forkærlighed for hvirvlende, flerdimensional énstemmighed i en dynamisk, dramatisk strøm. - Tonalt danser stykket en stadig linedans mellem E-dur og Es-dur.
I forlængelse af denne højtklingende, flimrende lyrik blev Pianissimo Furioso komponeret - et værk der voksede direkte ud af titlen, af modsætningen mellem de to ord: det tyste, men "vilde".

Historien om The Elsinore Players er som sagt ikke mindst historien om drømme og idealer. Tanken om det "fattige" musikteater (var det måske datidens dogme-opera ?) gav sig udslag også i egentlig musikdramatik, f.eks. mine to operaer (eller "operaer") Jefta og Majakovskij. Og den er samtidig et lærestykke om hvordan de kulturpolitiske tyngdelove efterhånden får overtaget.
Vi opdagede snart at teater var mere kostbart og besværligt end vi havde forestillet os, og at musikteater med halvhjertet støtte og få medvirkende var som at trække en båd hen over land. Trods bestræbelsen på "fattig" opera med få, enkle remedier, krævede også vores beskedne lyssætning, den efter nye omstændigheder stadigt ændrede scenegang, slagtøjsop¬stil¬linger m.m., at vi ofte måtte af sted dagen før (i dyrt lejede lastbiler), arbejde fysisk hårdt en hel dag, for til slut at vakle på scenen for lige akkurat med de sidste kræfter at gennemføre den musikfremførelse vi egentlig var kommet for at levere.
Også den anden hensigt, de "blandede" programmer, blev hurtigt nedtonet. Vi optrådte i starten med en vital mix af ny musik, moderne klassikere, wienervalse (bearbejdet af de tre store A'er fra den moderne wienerskole - Arnold, Alban og Anton), musik af Gershwin og Scott Joplin, Hummels besynderlige wienerklassiske collager og sære stykker af Schubert side om side med Kagel, Crumb, Berio, Ligeti o.s.v. Men den tilsigtede appetitvækkende virkning på publikum var ikke til at få øje på, og omvendt følte den nye musiks tapre lille skare sig desorienteret. Og vigtigere: der viste sig et så indlysende behov for at opføre nye værker, at vi snart kom til at føle det som et forræderi når dyrebar program- og prøvetid blev brugt til ældre musik.
Efterhånden, umærkeligt, blev The Elsinore Players et ensemble hvis Lebensraum blev den nye musiks afgrænsede arenaer, og hvis musikteatralske projekter svandt ind til pauseindslag og instrumentale gags. Forløbet er et lærestykke, men er vel ikke begrædeligt, da ensemblets intense aktivitet tydeligt nok beviste dets eksistensberettigelse, også selvom det snart blev et ensemble som alle andre.
Men idealerne avlede musik. Jeg skrev solostykker for en række af ensemblets medlemmer, såkaldte Encores (altså "ekstranumre"), hvor teatralske udtryk blandede sig med de musikalske. Titlen ekstranummer var naturligvis flertydig - tanken var ikke at udstyre koncertkulturen med effektfulde slutnumre, den var mere kulturkritisk: hvert af stykkerne satte kærligt/kritisk lys på et aspekt af musikerens rolle i selve op¬fø¬rel¬sessituationen. Det første - i nær familie med "A Ballad of Game and Dream" - var et stykke for "syngende guitarist", - en slags ømt-ironisk parodi på én af datidens helte, den ensomme folkesanger med det store skonummer i kærestesorg. Stykket Lonesome vender og drejer (og vender vrangen ud på) nogle af genrens stan¬dardvendinger i en form der opløser det fortællende i en slags stream-of-consciousness

Be the first to write a recommendation.


Please sign in or register to write a recommendation.
Recorded 1975-87 in the Concert Hall at the Royal Danish Academy of Music in Aarhus, Denmark

Recording producers: Karl Aage Rasmussen and Erik Kaltoft
Sound engineer: Claus Byrith.
Remastering: Claus Byrith

Publisher: Edition Wilhelm Hansen AS, member of KODA, Denmark

This CD has been released in cooperation with the Royal Danish Academy of Music in Aarhus

Label: Dacapo

Format: CD

Catalogue Number: 8.224203-04

Barcode: 730099990325

Release Date: November 2001

Period: Late 20th Century

Reviews

Deeply committed, fearless performances … The excitement is palpable.
(Classics Today)

Fanfare The Want List 1993


A CC Music Store Solution