Subscribe to Dacapo's newsletter

Renaissance

P.E. Lange-Müller

Renaissance

Michael Kristensen, Guido Paevatalu, Danish National Concert Choir, Danish National Symphony Orchestra, Michael Schønwandt

The Danish Late Romantic composer P.E. Lange-Müller is best known for his more than 200 songs and music for many plays. The music for Holger Drachmnan's melodrama Renaissance and the fairytale comedy Once Upon a Time are among Lange-Müller's most popular works. The latter piece has won the status of national comedy in Denmark.

Buy album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Add to cart
Total runtime: 
51 min.
P.E. Lange-Müller

Peter Erasmus Lange-Müller blev født på Frederiksberg den 1. december 1850 som søn i et velhavende embedsmandshjem, hvor musikken spillede en vigtig rolle. Som ung modtog han privatundervisning i klaverspil hos Gott­fred Matthison-Hansen, men tro mod familiens akademiske traditioner tog han studentereksamen i 1870 for derefter at påbegynde et universi­­tets­studium i statsvidenskab. Han opgav dog hurtigt studiet for i stedet at søge ind på konse­rvatoriet, men et svagt helbred, som bl.a. ytrede sig ved kronisk hovedpine, tvang ham hurtigt til også at forlade konservatoriet. En overgang her­efter gik han i lære som gartner, i håbet om, at tilværelsen i naturen kunne lette hovedsmer­terne. Det blev dog musikken, der i længden op­tog ham mest, og i 1874 debuterede han som komponist med fem sange til tekster fra B.S. Inge­manns Sulamith og Salomon. Som økonomisk uafhængig kunne han hellige sig sine kompositioner, og resten af livet levede han en tilbagetrukket tilværelse uden at beklæde nogle offentlige hverv. Kun i perioden 1879-1883 var han, sammen med Otto Malling, dirigent ved Koncertforeningens koncerter – en forening han i øvrigt i 1874 havde været medstifter af. Gennem hele sin karriere håbede Lange-Müller på et gennembrud som operakomponist, men ingen af hans tre operaer opnåede virkelig succes. Dette kan meget vel have været en medvirkende årsag til, at han gradvis ophørte med at komponere, og fra omkring 1910 til sin død i 1926 skrev han stort set intet.

Lange-Müllers produktion er omfattende: Operaer, orkestermusik, skuespilmusik, korvær­ker, over 200 sange til klaver- eller orkesterak­kom­pagnement, klavermusik samt en enkelt klavertrio. Da han som komponist i det store og hele var autodidakt, lider hans stort anlagte orkesterværker, bl.a. to symfonier, dog under en begrænset håndværksmæssig kunnen. Lange-Müllers virkelige force lå i de mindre former. Her kom hans eminente evne til at skabe en melodi i en farverig harmonisk iklædning til fuld udfoldelse. Hans sange, heriblandt mere end 50 til tekster fra Thor Langes gendigtninger af bl.a. russisk folkepoesi, hører til det ypperligste Lange-Müller har skabt. Sange som Lille røde RønnebærHej du Maane og Hvorfor hælder Piletræet er blevet folkeeje. Ligeledes havde han en fin fornemmelse for kor a cappella – mands­korsangen Kornmodsglansen og de Tre Ma­don­na­sange for blandet kor hører til det faste repertoire i alle danske kor. Hertil kommer skue­spilmusikken, hvor ikke mindst samarbejdet med Holger Drachmann var særdeles frugtbart. Dette partnerskab blev indledt i 1884 med musikken til eventyrkomedien Der var engang (dacapo 8.224084). Siden leverede Lange-Müller ledsagemusik til Drachmanns Ved Bosporus (1891), Middelalderlig (1896) og endelig i 1901 til melodramaet Renaissance op. 59.

Drachmann havde skrevet Renaissance nogle år forinden, og stykket var udkommet på tryk allerede i 1894. Urprmieren fandt dog først sted syv år senere på Dagmarteatret den 9. november 1901, hvor både tekst og musik fik en pæn modtagelse, omend både publikums og pressens største opmærksomhed hvilede på skue­spillerbrødrene Adam og Johannes Poulsen, som debuterede i denne forestilling. Blandt de sparsomme omtaler af musikken kunne man i Dagbladet bl.a. læse følgende: “Det er altsammen ægte Lange-Müllersk, følgelig meget smukt. Allerede det første af Forspillene fanger Hjertet ved sin varme Følelse og Sangene ved sin ejendommelige Klangfarve. Der er baade Temperament og Stemning i denne Musik.” Og om serenaden hed det: “Den er et vældigt Sidestykke til Komponistens Serenade i ‘Der var Engang’ – (oven i Kjøbet mere original end denne)”. Med musikken til Renaissance havde Lange-Müller skabt noget af sin mest vellykkede scenemusik overhovedet. En musik, der også har gjort sig uden for scenen. Det lidenskabelige forspil blev således hurtigt et yndet orkesterstykke, medens gondolierens serenade i samtiden hørte til det faste repertoire hos enhver dansk tenor.

Handlingen i Renaissance foregår i Venedig i anden halvdel af 1500-tallet hos den aldrende maler Jacopo Robusti, kaldet Tintoretto, som er et åbenlyst portræt af Drachmann selv. Tinto­rettos kunstneriske credo lyder ‘Mit liv er mit arbejde. Mit arbejde er min kunst, og jeg kan kun arbejde når jeg elsker’. Efter denne devise handler og raser han mod patriciere og borgere og mod folkesnak, kritik og karikatur. Stykket udvikler sig meget dramatisk med Tintorettos mord på rivalen, den unge patricier Andrea Balbi, der har frarøvet ham hans tidligere model og elskerinde. Omkring sig har Tintoretto sine to lærlinge, den sværmeriske Giulio (kaldet Nat) og den muntre Filippo (kaldet Dag), som hver i to sange giver udtryk for deres temperament: Giulio synger visen Jeg havde mig en hjertenskær og en Notturno Nu hvælver sig nattens det mørknende blå, medens Filippo giver sangen pageklimper O, ved dag har jeg de tusind dumme ting at tænke på og bordvisen Jeg priser mig dagen, dens sol, dens smuds. De to lærlinge gør begge kur til den purunge Teresina, et barn af folket, som Tintoretto i stykkets begyndelse har reddet fra druknedøden. Efter mødet med Teresina oplever Tintoretto en opblomstring i sin inspi­ration og i et lidt aparte forsøg på at beherske Teresina fuldstændigt, giver han hende gift. Det viser sig dog at giftblanderen har snydt Tinto­retto, og Teresina vågner op igen. Medens alle tror Teresina død, synger Giulio ‘Det fattige barns sang’ Jeg er et fattigt, ensomt barn, som Teresina har lagt i munden på lærlingen. Flere gange i løbet af stykket høres en gondoliere, der synger serenaden Lydløst leger årebladet.

Orkestersuiten I Alhambra op. 3 er Lange-Müllers første større orkesterværk, som dog oprindeligt var komponeret for firhændigt klaver, og først derefter blev instrumenteret for orkester. Uropførelsen fandt sted ved en koncert i Koncertforeningen 4. marts 1876. Hvordan modtagelsen blandt publikum har været, kan man kun gisne om, idet Koncertforeningen i disse år var en privat forening, hvor pressen ikke havde adgang. Interessen for det nye værk må imidlertid have været betragtelig, for allerede to år senere, den 2. marts 1878 blev suiten atter opført i Koncertforeningen.

Inspirationen til I Alhambra fandt Lange-Müller i Christian Frederik Molbechs rejseskildring En Maaned i Spanien (1848), hvori Molbech i et længere kapitel beskriver en vandring igennem det mauriske slot Alhambra i det sydlige Spanien. Lange-Müller benytter sig ikke af ‘ægte’ maurisk musik, men har skabt en egen maurisk fantasistil, der er typisk for denne tids interesse for eksotisk, geografisk inspireret musik, som man fx møder det i Saint-Saëns Algiersk Suite og Otto Mallings Orientalske Scener. I det trykte partitur indsatte komponisten et forklarende forord, hvori det bl.a. hedder: “... de enkelte Musikstykkers Overskrifter ere navnene paa forskjellige Gaarde og Sale i dette Slot. Myrthegaarden er en stille, solrig Gaard, hvor to smaa Vandspring pladske for Enderne af det mytheomkrandsede Marmorbassin; den danner Forgaarden til Gesandternes Hal, en stor, dæmpet belyst Sal, hvor fordum de mauriske Konger, omgivne af deres brogede Hofstat, modtoge fremmede Magters Afsendinge. I Abencer­ra­gernes Hal fortæller det langsomt boblende Springvand og de brunrøde Pletter i Marmorgulvet om de tredive Maurere af Aben­cer­ra­ger­nes Stamme, som En for En bleve lokkede herind og halshuggede paa Kong Boabdils Befaling. Lige udenfor den ligger Løvegaarden lys og festlig med sin af tolv Løver baarne Fontæne, og inderst inde mellem Slottets Bygninger er Prindsesse Lindarajas Have, hvor fulde Vinranker slynge sig om Buegangens Søjler, og Roser og Oleandre voxe ved det rislende Springvand.”

Først under en rejse et par år senere oplevede Lange-Müller Alhambra ved selvsyn – en oplevelse som dog på ingen måde levede op til hans forventninger. Herom skrev han i et brev: “I Tirsdags var jeg da i Alhambra, men blev umaa­delig skuffet; da Foreviseren præsenterede mig Gesandternes Hal, men navnlig da Lindarajas Have, havde jeg nær sagt til ham, at det var Løgn; jeg gad slet ikke engang gaa derind i den lille snollede Gaard med klippede Hække og et tørt Springvand i Midten. Jeg er glad, at ‘Alhambra’ ikke ligger paa Frederiksberg, saa Folk kunde kontrollere Molbech og mig, hvad det er for noget vi der har bildt dem ind, men det er da Molbech alene, der har Skylden. Dette skal I nu ikke sige til Nogen, vi lader som der er dejligt i Alhambra! Naturligvis har der ogsaa været dejligt i Maurernes Tid, men det er nu en Arkitektur, som aldeles ikke kan taale at forfalde. Naar den ikke kan virke ved Pragt og Zirlighed og ved den henaandede Lethed, som et Trylleslot skal have og som man ogsaa kan se paa de tynde Søjler og kniplingsagtigt gennembrudte Vægge, at Alhambra har havt, saa er det Hele intet; naar man ser det, som det nu er, uden Guld, uden Spring­vand, uden Hynder, uden Røgelse, uden Maurere, saa er det, som om En en graa Hver­dags­formiddag vilde komme og fortælle En Indholdet af et af Eventyrene i 1001 Nat ... Hvad der mest har undret mig er de smaa Dimensioner. For det fantastisk-eventyrlige plejer jeg dog ellers ikke at spare paa Maalet. Men tænk Søjlerne i Løvegaarden er ikke højere end en almindelig Dør, og Gesandternes ‘vældige’ Hal ikke meget større end vores Dagligstue. Men lad mig nu ikke skælde mere ud paa Alhambra.”

I forbindelse med Lange-Müllers 70-års førselsdag blev der den 4. december 1920 givet en festforestilling på Det Kongelige Teater. Her spillede Det Kongelige Kapel under ledelse af Georg Høeberg I Alhambra, hvorefter fulgte en opførelse af Renaissance, som ved denne lejlighed gik for første gang på Det Kongelige Teater. Forestillingen var en stor begivenhed i København og blev dagen efter omtalt på avisernes forsider. Lange-Müller overværede forestillingen sammen med sine døtre fra en beskeden plads i parkettet, og efter tæppefald blev han hyldet med et Leve for ham udbragt af sangeren Poul Wiedemann.

Niels Bo Foltmann, 2000

Release date: 
September 2000
Cat. No.: 
8.224109
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099980920
Track count: 
13

Credits

Recorded at Danmarks Radio on 18-19 June 1997 and 12 August 1999

Recording producers: Michael Petersen (Renaissance) and Claus Due
Sound engineer: Jørn Jacobsen

Cover picture: P.S. Krøyer: "To Zigeunerkvinder uden for deres bolig" courtesy of Statens Museum for Kunst

This CD has been recorded in cooperation with Danmarks Radio

randomness