Andy PapeAndy Pape, født 1955 i Californien, kom til Danmark som femtenårig. Efter studentereksamen læste han musik ved Københavns Universitet et par år, men blev i 1979 optaget i Ib Nørholms kompositionsklasse på Det kgl. danske Musikkonservatorium, hvor han seks år senere aflagde diplomeksamen. I 1987 og 1993 fik han Statens Kunst¬fonds treårige arbejdslegat, men har iøvrigt virket som musiklærer ved Kunsthøjskolen i Holbæk. I øjeblikket arbejder han udelukkende som freelance komponist.
Med kammeroperaen Den store Houdini fik Andy Pape i 1988 et usædvanligt musikdramatisk gennembrud. Hans musik levede op til de forhåndsforventninger der var vakt med valget af historien om udbryderkongen som emne for en opera og ved samarbejdet med den fol¬ke¬kære Erik Clausen som instruktør, og brugen af slagkraftige melodier i stramt komponerede forløb gav musikken en bærende funktion. Efter et utal af opførelser landet over og udgivelse på cd (Helikon, HCD 1003) blev succesen seks år senere overtrumfet af Bokseroperaen med beslægtet emne og miljø og med den samme forening af populærmusikalske udtryksformer og avanceret kom¬po¬si¬tionsteknik.
Papes værkliste indeholder en række instru¬men¬talteater-kompositioner foruden orkester- og kammermusik med forkærlighed for specielle instru¬ment¬kom¬bi¬nationer og hyppig brug af slagtøj, som i det bemærkelsesværdige ora¬to¬rieværk Con¬¬fessions of Time (1999) til tekster af Peter Høeg og Augustin, for skuespiller, dob¬beltkor, tre slagtøjspil¬lere, to klaverer og fire kon¬tra¬basser.
Nina Malinovski
Nina Malinovski er født i Århus i 1951.
Hun har skrevet en række digtsamlinger, fortællinger og dramatiske værker. Er udkommet i svensk, nederlandsk, polsk og engelsk oversættelse. Nina Malinovski har endvidere produceret lyrikmontager, prosatekster og anmeldelser til Danmarks Radio. Oversætter fra svensk og nederlandsk og lærer i litteratur ved forskellige højskoler. Nina Mali¬novski færdiggjorde i 1990 uddannelsen på Den Danske Filmskoles manu¬skript¬linje og har siden midten af 80'erne skrevet en række manuskripter til film, teater og radio, bl.a. "Linegang" til TV-teatret (1986), "Natten til lørdag" til Radioteatret (1990), "Ellevild", en teaterforestilling, Husets Teater (1990) og "Den sommer ved havet" til TV-fiktion (1994). Udover Statens Kunstfonds årlige støtte hat Nina Malinovski modtaget Litteraturrådets tildelinger, Emma Bærentzens Legat, Leck Fisher-legatet, Fredslegatet, Morten Nielsens mindelegat og Statens Kunst¬fonds 3-årige arbejdslegat samt Filminstituttets og den europæiske manuskriptfond SCRIPTs støtte til udarbejdelsen af spille¬films¬manuskriptet "Johny er ligeglad".
Leonora Christine, Dronning af Blaataarn
Operaen Leonora Christine blev til på for-anledning af Maria Stenz, der havde tiltænkt sin kollega Edith Guillaume hovedrollen som Leonora Christine. Persongalleriet blev dog udvidet til at inkludere Maria Stenz selv, idet Andy Pape havde oplevet dem begge optræde sammen i en forestillng bygget over viser og cabaretsange. Selv om deres stemmer er skolet i hver sin tradition (klassisk opera, og vise/cabaret tradition) fandt han, at de klingede usædvanlig godt sammen. Komponisten blev desuden betaget af hver deres stærke sceneop¬træden. Nina Malinovski blev inddraget i projektet idet hendes færdigheder som lyriker og filmmanuskriptforfatter var gode forudsætninger for at skrive en vellykket libretto. Pape og Malinovski har så i samarbejde udarbejdet selve ‘historien' til operaen på baggrund af Leonora Christines egen skrifter samt på baggrund af andre forfatteres værker om hende og hendes tid. Således blev figuren ‘Christian Tårngemmer' opfundet som en sammensmeltning af flere fangevogtere i løbet af Leonoras fangenskab. Selvom historien er fiktion, tager den udgangspunkt i mange faktuelle forhold, og det tætte samarbejde mellem komponist og librettist gjorde det muligt at indarbejde mange musikalske ideer og temaer i historiens grundstof.
I Andy Papes operaer karakteriserer musikken personer og skildrer handlingsforløb. Den er derudover med til at levendegøre de omgivelser handlingen foregår i. I Dronningen af Blaa¬taarn strækker musikken fortællingens perspektiv ud over det snævre tårnrum hvor handlingen udspiller sig, men samtidig strækker de skiftende musikalske stilarter også tids¬per¬spektivet ud over den periode hvor de historiske begivenheder foregik. Musikken fremhæver dermed at Leonoras Christines historie fortsætter frem til vor tid i den forstand at hendes erindringsværk Jammers Minde i løbet af de trehundrede år er blevet genstand for skiftende fortolkning.1 De jagende rytmer, dissonanser og voldsomme udbrud i operaens første scene er således holdt i et tonesprog fra vor tid.
De to kvindelige vokalpartier er udformet specielt til de personlige stemmekarakterer hos de sangere som partierne var tiltænkt, Maria Stenz og Edith Guillaume, og de to syngemåder, de repræsenterer. Men også melodisk understreger musikken den store forskel mellem de to rollers personkarakterer. Allerede da Leonora Christine i scene 2 bryder igennem mareridtsmusikken med spredte melodistumper afspejler hendes tænkemåde sig i kredsende tonefald ("Skakspillet ...") 2 der er langt fra den ligefremme folketone hos kammerpigen Karen der prøver at berolige hende, en bondepige, hvis univers er et andet og langt fra så raffineret som Leonora Christines. Noget af det første komponisten gjorde var at bede librettisten skrive en folkevise til Karen, som hun kunne have med sig som arvegods når hun kom ind i Blåtårn, en folkevise som "I skovens dybe stille ro" eller noget lignende, meget gerne sørgelig og let genkendelig, så den kunne fungere som et tematisk gennemgående træk der fulgte hende operaen igennem.
I tredje scene giver Karen sig til at lege fin dame med den hat, som Leonora Christine i det foregående har omtalt som symbol på "en konge¬datters værdighed", og musikken følger her de forskellige roller som kammerpigen afprøver: som adelsdamen der skrider majestætisk henover gulvet, og som deltager i et hofbal, hvor hun forestiller sig at hun har tjener og vogn. Hendes leg ledsages af danse i re¬næs¬san¬ce¬stil, som Andy Pape gennemlyttede mange af mens operaen tog form, en musik, som han fandt fremmedartet og spændende, på en måde så gammel at den lyder næsten ny, med akkordforbindelser og melodier der har meget lidt med vores dur- og mol-tonalitet at gøre, og som samtidig tjener som reference til den tid personerne tilhører.
Musikken i fjerde scene forstørrer rottens bevægelser op og viser de to kvinders forskellige måde at reagere på: Karen bedende, Leonora kommanderende. Når de genkalder sig de minder som synet af rotten fremkalder er kam¬mer¬pigens tonefald på "Jeg har ikke gjort dig noget ..." det samme som kongedatterens "Det var ikke med vilje ...". men da Leonora Christines tanker i scene 5 p&ar