Fra Højskolesangbogen

Den danske sangskat er omfattende i omfang og spænder vidt i tid, lige fra de ældste folkeviser frem til i dag. Samtidig er denne sangskat en dynamisk størrel-se, der har varieret enormt gennem tiderne og antaget vidt forskellige former, alt efter hvilke samfundslag man tilhørte og hvilke egne af landet, man boede i. På den måde er den danske sangskat faktisk ikke noget, man uden videre kan tale om i bestemt ental. Kun hvis man forstår denne skat som et fænomen, der hele tiden udvider sig og trækker sig sammen, og som hele tiden forandrer sig på overfladen såvel som under den, giver det mening at bruge udtrykket. Men helt og aldeles central i dansk musikkultur - det er den. På godt og ondt. Så da Kulturmi-nisteriets Kulturkanon blev søsat i april 2005, og det nedsatte musikudvalg blev bedt om at udforme en kulturkanon for musikkens område, vidste vi, at vi hverken ville, kunne eller burde komme uden om den danske sangskat.
Hvordan den danske sangskat egentlig er opstået, kan være langt sværere at sige noget fornuftigt om, end man måske umiddelbart skulle tro. For dens tilblivel-seshistorie er kompleks, indbyrdes modstridende og fortaber sig i øvrigt i fortiden. Og dens udviklings-historie består af så mange tråde, delrepertoirer og vekslende opfattelser af, hvad der hører til sangskatten, og hvad der ikke gør, at billedet er umådelig broget. Alligevel lader det til, at der er enighed blandt de fleste iagttage-re om i hvert fald én ting: nemlig at en enkeltstående hændelse i det danske samfundsliv har været af afgørende betydning for den danske sangskats opståen, udvikling og status. Det er udgivelsen af den Højskolesangbog - egentlig hedder den Folkehøjskolens Sangbog - som efter flere årtiers tiltag første gang så da-gens lys i 1894. Allerede dengang udkom den i oplag, der rakte langt, langt ud over højskolebevægelsens egne behov. For bogen var et overflødighedshorn af sange, som alle kunne slå op i synge fra igen og igen. Det krævede selvfølgelig, at man havde nogen at synge dem sammen med, for de fungerede ofte bedst, når de blev sunget som fællessang - om end de selvfølgelig også fungerede som solosange. Men der var på landet såvel som i byerne tradition for at synge sam-men, og når man tager bogens udbredelse som hverdagskulturel brugsgenstand i betragtning, tyder meget på, at den gerne og ofte blev taget i anvendelse, og det både i private og offentlige rum.
Siden skulle Højskolesangbogen udkomme i adskillige udgaver og oplag, og ofte i et omfang på flere hundrede tusinde eksemplarer. Sammen med dens høje brugsværdi er det en af årsagerne til, at den er blevet kaldt den vigtigste danske sangbog nogensinde. Og traditionen fortsætter ufortrødent: En ny 18. udgave er planlagt til udgivelse i efteråret 2006. Hvad indholdet angår, har det varieret stærkt gennem tiderne. Det anslås, at der har været over 2000 forskellige sange inde og ude af Højskolesangbogens mange udgaver. Det er helt indlysende, at det må være sådan - for enhver tradition er som bekendt karakteriseret ved at være i stadig forandring. Når en ny udgave skulle forberedes, måtte man vurdere, hvilke sange der ikke blev sunget længere, enten fordi de ikke var slidstærke nok, fordi de ikke havde formået at hæve sig ud over deres egen tid, eller måske fordi de havde mistet deres berettigelse. Og samtidig måtte man forholde sig til de bunker af nye sange, som hele tiden trængte sig på og derved kandiderede til at blive del af den kollektive bevidsthed blandt danskere landet over. Traditionen i forandring fik måske sit tydeligste udtryk i årene op til 1922, hvor Højskolesang-bogens Melodibog udkom som et resultat af Oluf Rings, Thorvald Aagaards, Thomas Laubs og Carl Nielsens koordinerede indsats for at forny den folkelige sang med enkle, nøgterne midler og derved bringe den ud af romantikkens ofte vel sentimentale klør, musikalsk såvel som tekstligt.
I løbet af 1900-tallet talte man meget - men mindre og mindre, efterhånden som århundre-det randt ud - om de tre store sangbøger: den sorte, den blå og den røde. Den sorte var Salmebogen med dens egen unikke variant af den danske sangskat i form af de religiøse sange og salmer. De mest verdsligt anlagte af salmerne fandt også genklang i den blå, nemlig Højskolesangbogen. Den røde, Arbejdersangbogen, afspejlede arbejder- og bykulturens store repertoire af dan-ske og udenlandske sange, ofte med et ideologisk indhold - men også den havde et ikke ubetydeligt overlap med Højskolesangbogens mest lettilgængelige, usnobbede og ligefremme sange.
Adskillige andre sangbøger kom også til i løbet af 1900-tallet med de mange bind af Lystige Viser (1952ff.) som en mulig kandidat til en fjerde stor sangbog. Men både den sorte og den røde sangbog tabte betydeligt terræn i århundredets anden halvdel, efterhånden som fagforeningerne endte med at sejre ad helvede til, og kirkerne stod mere og mere tomme. Også Højskolesangbogen tabte ter-ræn, idet dens mange sange om det genstridige hverdagsliv, naturen, bondekul-turen, historien og fædrelandet fik sværere ved at fastholde sit tag i tidens unge, som hellere ville høre rockmusik, som hellere ville synge sange, der var egnede til at blive ledsaget af en guitar frem for et klaver, og som foretrak vers/omkvæds-orienterede sange frem for strofiske sange. I denne nye musikkultur betød det ikke så meget, om sangene var på dansk eller engelsk - men der blev nu faktisk skrevet så mange dansksprogede sange inden for pop-, rock-, vise- og slagermu-sikken, at en helt ny sangskat efterhånden opstod uafhængigt af Højskolesang-bogen. Men set på afstand kunne hverken den 16. udgave fra 1974 eller den 17. udgave fra 1989 undgå at komme på mellemhånd i hensynet til traditionen på den ene side og kravet om fornyelse på den anden. Den gamle fællessangskultur og den nye beat/folk-kultur var indtil videre for umage størrelser at håndtere på én gang.
Det havde ikke kun noget med sangene at gøre. Det ideologiske aspekt betød også en hel del. Hverdagsbrugere af Højskolesangbogen har næppe opfattet den som en ideologisk ladet sangbog, men faktisk var dens mange besyngelser af det genstridige hverdagsliv, natu-ren, bondekulturen, historien og fædrelandet brikker i et spil, der handlede om at bygge et moderne Landbrugs- eller Andels-danmark op og samtidig - på trods af den rivende udvikling og urbanisering - vedblive at fastholde forestillingen om, at danskerne var et fælles folk med et fælles sam-fundsliv, en fælles natur og så videre. Sange-ne havde med et engelsk udtryk en ‘nation-building'-lignende funktion, som var vigtig i opbygningen af det moderne Danmark. Musikforskeren Kirsten Sass Bak hævder i den forbindelse, at fælles-sangen især i 1800-tallets sidste og 1900-tallets første årtier blev koblet sammen med danskheden i en proces, hvor de store samfundsklasser blev delagtiggjorte i og medansvarlige for det nationale projekt. Men netop denne funktion blev svæk-ket, i takt med at nationen