Face It

Else Marie Pade (f. 1924) er en af pionererne inden for elektronisk musik i Danmark. Fra begyndelsen af 1950'erne realiserede hun i tæt samarbejde med teknikere og assistenter på Danmarks Radio en omfattende mængde konkret og elektronisk musik, dels i form af selvstændige værker til fremførelse i radioen, dels i form af ledsagemusik til diverse radiohørespil. Musikken har hidtil udelukkende eksisteret på bånd i Danmarks Radios arkiver, og denne cd er dermed den første musikalske dokumentation af hendes produktion nogensinde.
I 1946 blev hun optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med klaver som hovedfag. Selvom hun fuldførte eksamen lå det pianistiske efter hendes egen opfattelse alligevel ikke rigtigt til hende. Samtidig trængte nødvendigheden af at udforske "et indre lydunivers" sig på, et univers som hun siden sin barndom havde hørt for sit indre øre og ønsket at realisere i en for hende endnu udefinereret musikalsk form. Hun begyndte derfor efterfølgende at studere komposition privat hos både Vagn Holmboe, Jan Maegaard og Leif Kayser. Det var i 1952 at Pade fandt frem til den egentlige metode til realisering af sit lydunivers. Impulsen hertil var en radioudsendelse i dansk radio om Pierre Schaeffer, ophavsmanden til den nyligt opståede franske retning inden for elektronisk musik musique concrète. Schaeffer interesserede sig primært for "konkrete" hverdagslyde som han optog ved hjælp af mikrofon og spolebåndoptager og efterfølgende bearbejdede elektronisk i sit lydstudie på den franske nationalradio RTF. Efter et besøg hos Schaeffer i Paris i 1952 satte Pade sig for alvor ind i den konkrete musikæstetik og teknikkerne bag. Tilbage i København blev hun freelance-medarbejder på Danmarks Radio og kom derved i forbindelse med toneingeniør Holger Lauridsen. Han var ligeledes interesseret i elektronisk musik og havde desuden gode kontakter til kredsen omkring Werner Meyer-Eppler, initiativtageren til det ligeledes nye elektroniske lydstudie i Köln. Her arbejdede man i modsætning til pariserskolens konkrete musikæstetik med syntetisk genererede lyde baseret på serielle principper, lanceret under betegnelsen elektronische Musik. Dette kendskab kom Pade til gode, idet hun i sin musik dermed kunne supplere erfaringerne fra musique concrète med den tyske retnings systematiske anvendelse af lydgivere som oscillatorer og impulsgeneratorer.
Sammen med Lauridsen opbyggede Pade i anden halvdel af 1950'erne et interimistisk elektronisk lydstudie i Danmarks Radio, hvor der var mulighed for både at arbejde med konkret og syntetisk fremstillet lydmateriale - en syntese som også var på dagsordenen i det nyoprettede italienske lydstudie, Studio di Fonologia Musicale, hvor navne som Luciano Berio, Henri Pousseur og John Cage arbejdede. Pade og Lauridsen dannede endvidere en studiekreds sammen med interesserede teknikere, radiofolk og forfattere, hvor tidens førende navne inden for de internationale elektroniske avantgardemiljøer - deriblandt Karlheinz Stockhausen, Herbert Eimert og Ernst Krenek - blev inviteret til at fortælle om deres arbejde. Pades kontakter til det elektroniske avantgardemiljø blev yderligere udbygget via hendes besøg på verdensudstillingen i Bruxelles i 1958, opførelsen af elektroniske værker ved en koncert i samarbejde med Henri Pousseur og Bengt Hambræus i 1962, samt i samme år deltagelse på de såkaldte Darmstadt-kurser, det centrale forum for den europæiske avantgarde. Endelig blev to af hendes værker, Syv cirkler og Glasperlespil I-II, anvendt som eksempelmateriale af både Stockhausen og Pierre Boulez under deres hyppige foredrag om elektronisk musik rundt omkring i verden.
I det toneangivende danske musikmiljø var der generelt ikke megen forståelse for de nye elektroniske strømninger, som man først og fremmest via radioen var blevet bekendt med i anden halvdel af 1950'erne. En førende komponist som Knudåge Riisager gav i et essay klart udtryk for at strømningerne intet havde med musik at gøre, og musikkritikere på de københavnske dagblade langede ved flere lejligheder hårdt ud efter både Pade og hendes udenlandske kollegaer, når deres værker var blevet opført ved koncerter eller spillet i radioen. Muligvis spillede der for Pades vedkommende også et kønspolitisk aspekt ind i denne kritik. Kombinationen af at en kvinde tillod sig at komponere musik med et så radikalt lydmateriale som det var tilfældet her, var noget man i den danske samtids mandsdominerede og traditionsbundne musikmiljø fandt unødigt provokerende. Pade har da også siden udtalt at hun følte sig dobbelt isoleret, dels som elektronisk komponist, dels som kvinde.
Fra 1957 og frem til midten af 1960'erne var Pade inde i en produktiv periode, hvor hun frembragte en lang række elektroniske værker der slog hendes navn fast både i den danske offentlighed og til dels også i internationale elektroniske kredse. Et centralt udvalg af disse værker er repræsenteret på denne cd. Efter 1965 faldt hendes værkproduktion mærkbart, blandt andet som følge af hendes arbejdsmæssige forpligtelser på Danmarks Radio som producer. Dette forhold var, muligvis sammen med den elektroniske musiks faldende nyhedsværdi, med¬virkende til at Pade i tiden derefter blev stadigt mere marginaliseret som komponist.
I den seneste tid er der opstået en fornyet interesse for den tidlige danske elektronmusik. Denne interesse kan ses som udtryk for et generelt behov blandt hjemlige electronica-musikere, lydkunstnere og musikforskere for at (gen)¬opdage deres elektroniske rødder, inden for hvilke Pade spiller en væsentlig rolle.

Else Marie Pade - konkret musik
af Henrik Marstal og Henriette Moos

Symphonie magnétophonique - hverdagens skæve lyde
Symphonie magnétophonique - symfoni for magnetbånd - er Else Marie Pades absolutte svendestykke inden for den såkaldte musique concrète-tradition, hvor konkrete optagelser af reallyde med mikrofon og efterfølgende manipulationer af lydene er central. Stilretningen op¬stod sidst i 1940'erne og havde toneingeniøren og komponisten Pierre Schaeffer som ophavsmand. Pades godt 20 minutter lange værk blev produceret i de første måneder af 1958, og det er det første stykke strengt konkrete musik frembragt på dansk jord. Symphonie magnéto¬pho¬nique er udpræget programmatisk i sin karakter. Musikken er bygget over idéen om at beskrive døgnets 24 timer i København i èn lang lydfortælling af genkendelige hverdagslyde. En idé, som Pade undfangede og realiserede i nært samarbejde med lydteknikeren Sven Drehn-Knud¬sen fra Danmarks Radio. En del af værkets lyde er optaget til lejligheden med mikrofon enten i studiet eller i gadebilledet, andre er fundet i DR's lydarkiv af præindspillede lyde til brug for fx hørespil. En del af lydmaterialet er efterfølgende manipuleret mere eller mindre, primært ved hjælp af klippeteknikker og ha¬stig¬heds¬ændringer foretaget på spolebåndop¬ta¬ge¬re, mens andre lyde fremstår helt u¬ma¬ni¬pu¬le¬re¬de i forløbet.
Symphonie mag