Dansk Dansk    US Dollars (change)
Dacapo Home
Dacapo - The National Music Anthology of Denmark

04/02/2013

Auxiliary Blue - Koncert og CD-release i Lille VEGA

VEGA, Earunit og Dacapo Records præsenterer en anderledes koncertoplevelse og en ny CD, hvor electronica og ambient møder klassisk musik. Den tyske electronica-musiker Frank Bretschneider og den danske komponist Ejnar Kanding går på scenen i Lille VEGA den 28. februar - sammen med ensemblet Contemporánea.

Hvad sker der, når den tyske electronica-tradition møder en klassisk uddannet dansk komponist? På Dacapo Records' nye CD Auxiliary Blue og til koncert i Lille VEGA 28. februar kan man opleve det unikke resultat af samarbejdet mellem to komponister fra to vidt forskellige musikalske traditioner, en symbiose af to udtryk - noget tredje og ikke før hørt.

Ensemble Contemporáneas musikere på basklarinet, violin, kontrabas og slagtøj høres i samspil med computerens surround-klange (MaxMSP real-time processing). Den tyske electronica-kunstner Frank Bretschneider og komponist Ejnar Kanding har i fællesskab komponeret musikken, som fremføres live af ensemble Contemporánea. Et unikt møde mellem electronica og elektroakustisk musik.

Til koncerten i VEGA er der sendt bud efter den tyske videokunstner Lillevan, som vil skabe spændende visuals til musikken. Lillevan har optrådt og samarbejdet med mange kunstnere fra diverse musikgenrer, inden for både opera, klassisk musik og diverse elektroniske genrer fra ambient til dance. Han har udstillet og optrådt med sine animationer, musikvideoer og visuals over hele verden - og nu kommer han altså for første gang til VEGA. 

Køb billet til koncerten


Om CD'en Auxiliary Blue

På CD'en Auxiliary Blue skaber Bretschneider og Kanding forbindelser på kryds og tværs mellem Berlin og København med tre værker fra de seneste fem år. Ensemblet Contemporánea spiller de to lydskaberes versioner af hinandens værker og skaber helt nye minimalistiske klangværker i spændingsfeltet mellem fremdrift og tilstand - og mellem akustisk og elektronisk musik.

 

Læs mere og køb CD online





A CC Music Store Solution